Min blog

”Amatør haves. Husmoder søges”. En annonce man rent faktisk godt kunne have set i Jyllinge Løst & Fast på facebook. Skrevet af min kæreste. Det er mig, der er amatøren. Men ikke ret meget længere. For jeg har svaret på den annonce. I hvert fald mentalt, og nu har jeg kaldt mig selv til jobsamtale i rollen som husmoder. Den skal bare have én over nakken.

 

Jeg har ellers aldrig kunne påberåbe mig titlen af årets husmoder. Det med f.eks. at sylte og lave saft har ikke sagt mig noget som helst. Jeg elsker at bage brød, og jeg kan lave mad, fjerne pletter fra tøj, stryge og sy en knap i, men at jage hyldeblomster og lege med atamonskyllede glas har ikke været på min hobbyliste.

 

I sidste uge lavede jeg for første min egen hyldeblomstsaft. Den er – overraskende nok – fantastisk god. Jeg får i hvert fald stor ros af kæresten. Og det giver han ikke bare for husfredens skyld. Hvis min mad er acceptabelt at indtage, så vil han med et glimt i øjet typisk sige: ”Det glider da ned”. Så ved jeg godt, at det er ikke skidt, men at der er plads til små forbedringer. Men i denne omgang har han jublet: ”Det smager faaantastisk skat!”. Se, så ved jeg, at jeg har gjort det til ug og slange. Jeg er glad. Han får for øvrigt af samme skuffe, når det er ham, der leger kok.

 

Crumble cake og roulade har jeg lavet ud af vores rabarber. Det er også blevet super lækkert, men jeg kan jo godt lide at bage, så det faldt mig mere naturligt at kaste mig over de projekter. Jeg tør slet ikke tænke over, hvor mange kg smør og sukker, jeg har brugt de seneste uger … uha … men det smager jo godt, så pyt! Hvordan er det nu, at man siger? ”Det feder først i morgen, og da er jeg alligevel ikke hjemme”. Eller jo, det er jeg rent faktisk … pokkers os.

 

”Du skal skynde dig at skolde et glas og komme det på køl” sagde min veninde for lidt siden til mig. Ups …

 

I dag har jeg for første gang kastet mig over jordbærmarmelade. Opskriften fra Valdemarsro var rimelige simpel, men jeg syntes nu godt, at hende netkokkemor kunne være lidt mere specifik. Især når hun har med en sylteamatør som mig at gøre. Hun skrev ikke noget om, at den brandvarme marmelade skulle direkte fra gryde og over i de rene glas. Jordbærmassen i gryden var noget sjappet, og jeg tænkte, at det nok blev tykkere, når det stod på komfuret og kølede af. Efter et lille stykke tid spurgte jeg nu alligevel til råds hos en veninde, der kan påberåbe sig titlen af husmor. Det var hende, der sagde, at det skal på køl NU! Godt så. Der er mine tre fine glas så nu. På køl. Spændende om marmeladen vil samarbejde med mig. Og gad vide om det blot glider ned hos kæresten og mig eller om vi vil juble.

 

Næste step i min udvikling ud i brug af havens råmaterialer må være at kaste mig over en omgang jordbæris. Det må smage himmelsk med eget avl. Og hvad med stikkelsbærgrød? Ender min jordbærmarmelade med at blive god, så vil jeg gå videre med vores brombær og solbær. Jeg får travlt. Hold da op. Jeg skal nok komme efter det. Håber jeg. Tror jeg. Hvorfor ikke? Hey - jeg tror søreme, at jeg har landet det job? Ja tak, jeg vil gerne.

 

Amatør ude. Husmoder inde!

”Skat? Du skal altså huske at vande! Bare en gang imellem …”.  Det er en sætning, der ret ofte bliver sagt her i huset. Ja, det er altså ikke mig, der siger det. Det er min kæreste. Til mig. For jeg er en klovn til det med blomster, haver og holde noget i live. Pudsigt nok er min yndlingsfarve grøn, og så har jeg så svært ved at holde liv i det grønne.

 

Man skulle ellers tro, at jeg burde kunne det. Jeg er vokset op på en gård med en have så stor som en mindre park. Min mor elskede at gå med rumpetten i vejret og ordne bede. Min far tog sig af det grove, og jeg blev som barn sat til at slå græs. Det var jeg ærlig talt ikke særlig vild med. Men ingen spurgte mig. Måske mine forældre allerede dengang havde fornemmet hvilken katastrofe, det ville være, hvis de slap mig løs med en skuffejern? Hvad er blomst? Og hvad er ukrudt? Hmm … Næ, sæt Mette bag en benzindreven græsslåmaskine uden træk, så kan det vel ikke gå helt galt?

 

Jeg fik sågar en nyttehave på et tidspunkt! Jeg var vel omkring 12 år gammel og gik til 4H. Et af holdene hos ungdomsorganisationen var ”gå til have”. Jeg fik omkring 4-5 m2 jord til låns. Mine forældre har formentlig tænkt, at det var mere sikkert – for deres have – at sende mig til nabogården, hvor jeg kunne slå mig løs som gartner. Jeg kan huske, at jeg kastede mig ivrigt over projektet. Ambitionerne var store. Der blev gavmildt kaster frø til gulerødder, radiser, salat og andre gode ting i jorden. Det blev dækket sirligt til med jord, vandet, og jeg cyklede hjem igen – for aldrig mere at vende tilbage! Jeg glemte alt om den have … Ærlig talt. Jamen, jeg sagde det jo. Ingen grønne fingre her.

 

Som voksen har min mor under besøg hos mig ikke kunnet nære sig for gentagende gange at fortælle mig, at jeg skulle huske at nippe blomsterne. ”Nip dem Mette. Væk med det visne, så bliver planterne så flotte!”. Og en ung og trodsig Mette prøvede ihærdigt at overbevise sin søde moar om, at hun rent faktisk godt kunne lide planter med patina. Havde jeg for alvor været tarvelig over for min mor, så havde jeg købt kunstige planter. Det hadede hun inderligt. Det var nærmest blasfemi, syntes hun.

 

Og nu bor jeg så i hus med have. Med en kæreste der elsker at tage vores gæster med rundt på en lille havevandring. Så fremviser han stolt de bugnede buske med brombær, blåbær og stikkelsbær og de flotte roser, og de mange rabarber og jordbær. For at det ikke skal være en alt for nedslående oplevelse for alle mand, så må han stå for vandingen. Jeg havde ellers her i foråret store visioner om en have med selvsået Morgenfruer, Frøkenhat, basilikum, chiliplanter og dild, masser af dild. Jeg såede frøene i små potter med fine navneskilte på, og de blev sirligt placeret udenfor i et tini mini drivhus. De første par dage var interessen vakt, så jeg stod trofast der med vandkanden og nursede mine små frø. Så var det ligesom om, at fokussen begyndte at flakke – for helt at fordufte. Fuldstændig som væsken fra mine krukker.  Det var så der, at Mr. Grønnefingre begyndte at minde mig om, at tingene i det lille drivhus altså skulle vandes!

 

Det var et rimeligt overskueligt projekt at omplante fra krukke til jord. Dilden var helt og aldeles afgået ved døden. Den stod ikke til at redde, men hvem gider også alt det dild? Nej, vel! Frøkenhat takkede også af, ligesom indholdet i de fleste andre små krukker var pulveriseret. Men jeg har da nogle enkelte Morgenfruer og lidt basilikum, der bravt kæmper for at forblive. Og tre stilke chiliplanter, der står så rank i mit vindue. Takket være min kæreste. Når han disse dage tager en runde i haven, så slutter han pudsigt nok af ved mit lille beskedne bed og sukker: ”Det var så Mette projekt”.

Jeg sidder her i mit hjem. Alene. Der er dømt #blivehjemmederercoronavirus. Jeg gør, som der bliver sagt. Jeg besøger ikke nogen, får ikke besøg, drikker ikke rødvin på cafeer eller går i zoologisk have. Jeg handler dog min mælk og brød. Og jeg løber mig hver dag en tur. Ellers bliver jeg sulten og skør i bolden! Ingen af tingene ønskes. Rødvinen drikker jeg herhjemme mens jeg kikker på fugle.

 

Jeg er dog ikke helt alene. Kæresten er også hjemme. Jeg er ellers vant til at have dagtimerne for mig selv. Min egen rytme. Måder jeg gør tingene på. Men nu er han jo altså hjemme. Og det er da hyggeligt. Det er det da. Jo. Det er bare fordi, han gør tingene på en anden måde. Den mest hensigtsmæssige måde. Siger han. Og ved du hvad? Mellem dig og mig sagt? Han har altså ikke ret!

 

Men i det mindste er jeg ikke helt alene hjemme. Dejligt. Men han har taget kontoret. Der plejer jeg jo at sidde! Nu sidder jeg ved spisebordet med min bærbare. Og det er da fint. Det er det da. Det er bare fordi, at man sidder bedre inde på kontorstolen foran den stationære computer. Men ret skal være ret. Han arbejder hjemmefra. Jeg skriver jo bare jobansøgninger til de mange firmaer, der pt. kører i nødberedskab og derfor ikke læser ansøgninger! Men det skal jeg jo. Og så gør jeg det. De må da tro, at jeg er skør og ikke har fattet hat af det hele.

 

Jeg savner samvær med mine veninder. Mine børn. Jeg savner familien og alle andre mennesker. Jeg savner liv, grin, snakke omkring mig. Jeg vil have de gamle dage tilbage. Hvor jeg kunne glæde mig vanvittigt meget til mit livs første ultraløb, der nu er udskudt til efteråret. Hvor jeg kunne glæde mig til påskeferien på Bonaire. Den bliver helt sikkert og aldeles aflyst næste uge, og det er nu usikkert om jeg mister pengene! Det taler de om i radioen. Ja, altså ikke om mig og min økonomi, vel, men om at rejsebureauerne ikke kan tilbagebetale! F…! Ultraløbet på Ærø Rundt bliver givetvis også aflyst. Danseevent i Roskilde med skøn veninde er aflyst. Fødselsdagen hos min 11 årige niece på lørdag er også en ting, jeg ikke skal til. Det kan ikke hjælpe noget, at vi mødes 20+ gæster om et mundudblæst lys på en lagkage. Alt er aflyst. Men jeg skal ikke pive. Der er mange andre, der har det meget, meget værre. Sygdom, død og konkurs. Trist. Men jeg må godt være ærgerlig. Og bekymret for mine kære og alle de svage og for hvor længe, at jeg kommer til at gå uden job!

 

Men op med humøret Mette. Vi skal nok klare den … Håber jeg! Jeg har mit gode helbred, jeg må stadigvæk gå ud og trække luft, og selvom ham kæresten til tider er småforstyrrende i min daglige rytme, så er det ærlig talt super fedt at være så meget sammen med ham. Jeg elsker ham jo. Og VI kan tale, grine og fjolle! I går udfordrede jeg ham. Jeg havde pralet af, at jeg kunne stå på hovedet uden at røre væggen. Det kunne han i hvert fald også. Sagde han. Så det skulle bevises. Det kunne han ikke. Hold nu kaje hvor jeg grinte. Jeg sværger, at det var lige før, at jeg tissede lidt i bukserne af grin. Dejligt befriende. At grine så musklerne giver slip og gør ondt. Ikke våde bukser! Mere af det. Meget kan den lortevirus tage fra mig, men ikke mit humør! Jeg.giver.det.ikke.væk!

 

Kæresten siger, at nu er det tid til frokost for to! Han har ret! Han er nu dejlig. Han får et kys alt mens jeg lukker ned for denne jammer. Kan du se, at jeg vinker? Hej hej!

Jeg leder efter en massør. En god én. En der kan tage fat og få most spændingerne i min løberamte lårbasser. De hænger ikke på træerne, de der unikummer ud i massørens kunst. Jeg har haft en super god massør. Han kunne dæleme tage fat. Han var god, og man kunne godt mærke, at han vidste, hvad han havde gang i.

 

Han var dog også lidt … hmm … tja … der var noget loren ved ham! En mand i fyrrerne. Han underholdt mig ved hver eneste session med, at han var tidligere fodboldspiller. På et højere plan. Men han fik en skade, og hans karriere stoppede fra den ene dag til den anden. Øv for ham! En god massør fik ham samlet igen, dog ikke så kan kunne fortsætte på eliteplan. Han blev midlertidig tændt på selv at uddanne sig til massør.

 

Og der var han så nu. En fantastisk dygtig massør, men med kunsten ud i at gentage sig selv! Hver eneste gang! Og hvad kunne jeg gøre? Andet end at ligge der på briksen iført røvballetrusser og et forvasket badehåndklæde til lige at skærme for det meste af min hud! Jeg var tvangsindlagt til at tale med massøren, der så gerne ville fortælle om dengang, hvor han spillede semi professionelt. Han ville også meget gerne høre ind til mig. Alt jeg ønskede var ro! Men nej. Snak snak snak!

 

Massøren havde efter stop af spark til bold frasagt sig en spændstig krop. Han ville meget hellere leve i fred og harmoni. Det fortalte han selv, mens han småkvapset stod ved massagebriksen og masserede min ømme krop. Han havde altid de samme træningsbukser på – tilsat bare strømpesokker og maven i den forvasket T-shirt ud over elastikkanten. Og fred nu vær med det. Hvis det så ikke var fordi, at når han bad mig ligge på maven, så har man jo armene liggende ned langs siden, med fingrene let bøjet opad så man nærmest former en lille kurv med sine hænder. I sådan en kurv, da har jeg – desværre – flere gange oplevet, at der var der plads til hans kugler!

 

I kid you not! Jeg har simpelthen ligget dér på en briks og leget ”Gæt en ting”. Nøj, hvor hjernen roterede: ”Hvad filan er det, jeg har i min hånd? Jeg håber fileme ikke, at der er det, jeg tror, at det er! Er det? Er det hans testikler, jeg kan mærke gennem hans træningsbukser? Ohe no! Det er det! Hvad gør jeg? Hvad.gør.jeg?”. Til trods for at jeg hver gang fluks ”åbnede” min håndkurv, så lå de der stadigvæk. Kuglerne. Som et par dadler på et fad. Lige så stille hvilede de i min hånd alt mens han masserede – og talte. Det var ikke rart. Ærlig talt.

 

Ikke nok med det. Så var han typen, sagde han, der ville sikre sig, at han ikke overskred nogen grænser! Hmm … Hvilket betød at han hele tid stillede mig et spørgsmål, ofte mens jeg agerede kugleholderfad: ”Er det okay, at jeg åbner din BH, så jeg kan massage din ryg? Er det okay, at jeg lige rykker lidt ned i trussekanten, så jeg kan massere dine baller? Er det okay, at jeg liiiige mærker kort på dit skamben om dine hofter er sat på plads?”

 

Det blev for meget! Simpelthen. Men hvorfor havde jeg ikke ageret første gang? Jamen, hans massage, vrid og knæk var så god og effektiv, at jeg prøvede at neglige det faktum, at det faktisk ikke var okay på nogen som helst måde. Jeg vil ikke melde mig ind i #metoo klanen, for så slemt var det så heller ikke, men lige til grænsen, ikke? Jeg er så naiv, at jeg bilder mig ind, at han ikke selv har tænkt over det. At det var en hændelig fejl. I hvert fald første gang. At han ikke har mærket det. Og måske har han? Ohe no! Men det er slut nu. Forbi. Ovre. Han må lægge sine kugler et andet sted.

 

Jeg leder nu efter en ny massør. Med stramme bukser. Tak.

”Jeg … kan … ikke … mere … må … have … luft …”

 

Det var mig en sensommerdag for nogle år siden. På en varm markvej. Jeg troede, at jeg skulle dø af iltmangel – på grund af et par løbesko og et bankende hjerte.

 

Mit bankende hjerte var for en mand, jeg var skrubhamrende forelsket i. En mand der elskede at løbe. Og den passion ville han gerne dele med mig. Jeg elskede på ingen måde at løbe. Overhovedet. Jeg elskede ham, men jeg gad vitterlig ikke sport. ”Jeg løber ikke” gjorde jeg det klart over for ham. Jeg kunne godt lide at gå ture sammen med ham og veninderne, men ikke noget som helst af noget med hvor man blev forpustet eller blev varm (læs: svede). For det kunne jeg nemlig ikke finde ud af. Det med at svede. Det forstod min kæreste ikke en dyt af. ”Kan du ikke svede? Alle kan da svede!” Men nej, det kunne jeg ikke. Det var noget med nogle inaktive svedkirtler? Jeg havde fra tid til andet prøvet at give det med at løbe en chance, men jeg opgav altid efter et par uger. Jeg hadede hver en meter, jeg løb. Jeg kunne ikke få vejret, og i stedet for at svede, så blev jeg opkogt. Fuldstændig rød i bærret, gispende efter vejret og damp ud af ørerne. Men ikke en eneste dråbe væske kom ud af min krop. Jeg kunne ikke lide det. Det tog hver gang en krig at køle kroppen ned. Men det mente min kæreste, at det måtte vi lave om på.

 

Og hvad gør man ikke, når man er nyforelsket? Alt. Eller næsten alt. I hvert fald jeg gjorde. Til trods for at jeg kærligt sagde nej tak til at løbe, så så man samtidig mig hoppe i et par shorts og et par løbesko. Skoene havde jeg fra mine før omtalte mislykkede forsøg ud i blive en løber. Så var jeg klar.

 

”Jeg har en lille 5 km tur, vi kan tage” sagde kæreste opmuntrende til mig, og af sted vi løb. Det var en meget varm august dag. Det var eftermiddag, og solen bagte fra en blå himmel. Da vi havde løbet en god km på asfalt, primært nedadgående, løb vi over en å og ud på markvejen. Jeg kan lige så godt sige det, som det var. Det var ikke kønt! Slet slet ikke. Jeg var allerede begyndt at blive forpustet. Og nu gik det opad. Ikke ret mange højdemeter, men for mig var det et bjerg. Intet mindre. Vi kom op af den ”stejle skråning”, og jeg prustede. Jeg bandede vist også lidt … Jeg evnede slet ikke at se de flotte kornmarker, der var på begge sider af markvejen, eller at fuglene sang og da slet ikke at tale. Altså tale pænt! Jeg var max presset. Min kæreste derimod, han så alt. Delte alt. Kommenterede alt. Total overskud på drengen. Lige der var jeg ærlig talt ikke så vild med ham! Han løb fra tid til anden baglæns ved siden af mig, mens han sang lidt for mig. Blærerøv!

 

”Kan du høre fuglene?” spurgte han kækt. Jeg kunne overhovedet ikke høre andet end min prusten og så hans irriterende overskudsstemme. ”Kom skat … bare liiiiiiiige op til bænken der”, sagde han, mens vi endnu engang skulle forcere en bakketop. ”Jeg … kan … ikke … mere … må … have … luft …” stønnede jeg dramatisk. Vi gik. Min stakkels krop kogte. Jeg gispede. Jeg havde alle mulige forklaringer. Skoene var ikke den rigtige størrelse, luften var for tør, for varm, jeg var tørstig, han løb for stærkt, og var han nu helt sikker på, at ruten kun var 5 små km? (Det viste sig senere, at den rent faktisk er 6½ km …). Han var temmelig overrasket over min ringe kondition – og min ynkelige jamren. Jeg kunne se det på ham. Du ved, der hvor det ene øjenbryn er hævet på den misbilligende måde? ”Jamen, jeg sagde det jo. Det er ikke MIN skyld!” jamrende jeg videre. Så løb vi lidt igen. Gik. Gik lidt mere. Løb et par hundrede meter. Gik. Løb. Gik. Og sådan fortsatte det til vi eeendelig var retur på matriklen. Føj! Vi var begge lettet over, at vores forhold trods alt overlevede. Med et par småskrammer. For det havde ikke været en smuk oplevelse.

 

Men … jeg må nu her mange år efter erkende, at han den sommerdag gik kickstartet noget i mig. Han holdte mig til ilden. Gav ikke op på mig, men blev overraskende nok ved med at jage mig med ud af døren – iført løbesko. Han indmeldte mig sågar i den lokale løbeklub. Der var ikke andet at gøre end at sætte den ene fod foran den anden. Jeg var ikke vild med det. I hvert fald ikke i starten. Det var en kamp, men hjertet bankede jo lystigt for manden. Jeg hang i. Pludselig en dag kunne jeg løbe 5 km uden at frygte, at det skulle blive det sidste, jeg skulle gøre i mit liv! Og stille og roligt skete der noget i min krop. Ud over at jeg begyndte at få muskler, så begyndte jeg at svede. Det piblede ud af mig. Jeg var ikke længere en rød reje i dejform iført et par løbesko, men nu var jeg med i klubben af sporty sportsfolk, hvor sveden drev. Yaaah! Det var en befrielse, for det var så meget mere behageligt at svede end at være opkogt.

 

Jeg blev ved med at løbe. Jeg blev faktisk ret vild med det. Og jeg var vild med det sociale liv, jeg fik i løbeklubben. Så mange skønne mennesker at dele løbestierne sammen med. Jeg fik mod på at øge distancerne stille og roligt. Det blev til 6 km, så 7, 10, 12. Jeg løb en hel del 10 km distancer, og en dag blev det tid til mit livs første halvmaraton. Det var vildt. Tænk at jeg kunne gennemføre et halvmaraton! Mig! Mette! Wauw! Klap på skulderen til mig selv. Ja, jeg ved det godt. Janteloven kan stramme, men jeg var dæleme så stolt. Jeg havde kæmpet for det, og jeg havde ikke givet op. Det må man gerne være stolt af. Og det gav mig smag for mere. Skulle jeg prøve et maraton? Måske? Nja? Ja! Jeg prøver. Det var forrige november, hvor maratontræningen gik i gang. Sammen med de andre fra klubben blev der bygget på: 24 km, 26, 27, 30 – og så kom endelig den famøse udløsning i maj 2019 i København: 42,2 km! Det var en kanon følelse. Fantastisk. Jeg gjorde det. Den havde jeg godt nok ikke selv set komme.

 

Det havde mine omgivelser heller ikke. De efterlyser nogen gange Mette. Hvor er hun? Jamen, hun er ude at løbe! Jeg løber hver dag, og så er der kommet lidt fitness på programmet. Jeg løber oftest alene, andre gange sammen med de andre i klubben, og nogen gange løber jeg sammen med kæresten. Jeg er ingen hurtig løber, men jeg jamrer ikke længere. Jeg har for længst lært, at det gider ingen som helst høre på. Heller ikke mig selv. Smil og vink og gør det, du er i gang med: løb! Så det gør jeg.

 

Jeg er ikke færdig med at bygge med løbeklodser. Sidst i marts skal jeg prøve kræfter med mit første ultraløb. 50 km i Tisvilde. Jeg ved ikke rigtig, hvad der nu er, at jeg har fået rodet mig ud i. Øj! Er jeg for skør? For optimistisk? Eller blot eventyrlysten? Men som arrangøren af North Coast Ultra sagde til mig, da jeg forespurgte om sådan en som mig ville kunne deltage: ”Det kan du. Du skal blot sætte den ene fod foran den anden.” Og det har jeg jo prøvet før. Det med fødderne. Det kan jeg da godt finde ud af. Så det vil jeg gøre alt mens jeg æder et enkelt ord ud af den lille sætning, jeg for år tilbage messede til kæresten: Jeg løber ikke!

Nyeste kommentarer

09.01 | 13:12

Du er ikke alene... ikke at jeg på nogen måde er ramt af "hedninger", men jeg har da hørt andre tale om det

...
22.05 | 19:16

Seje seje Kåsen .... sikker på, du napper endnu en om et år eller to 👍😘

...
27.08 | 22:12

Velskrevet og hele tiden på "sporet"! Dejlig sober og yderst fængende fortælling, som passende kunne have overskrift såsom; "Tidligt fra - Sent hjem" ;-

...
24.06 | 14:32

Jeg er naturist på Lyngbo camping i Henne. Kan varmt anbefales, særdeles når man er i overgangs alderen som jeg😉

...
Hej!
Prøv at lave din egen hjemmeside ligesom mig! Det er nemt, og du kan prøve det gratis
ANNONCE