Min blog

”Hooold da op. Jeg har en søster, der bliver 50 år!” Ordene blev sagt i sensommeren af min ene lillebror, da han til sin kone udtrykte forbavselse over, at hans søster snart fyldte år. ”Hun er godt nok ved at blive gammel. Men … hun er faktisk en pæn gammel dame”.

 

Hmm … 

 

Den gamle dame er fyldt 50 år! Jeg er nu fyldestgørende medlem af 5-0 klubben. Og det gjorde slet ikke ondt! Overhovedet. Jeg havde i går en fantastisk dejlig dag i selskab af min kæreste, mine æg og resten af min familie. Hvor heldig har man lige lov til at være i sin egen havegang?

 

Jeg har heldigvis aldrig haft triste tanker over, at jeg bliver ældre og ældre – for hvad er alternativet? Men jeg har godt nok fået mange bemærkninger her på det sidste, som gør, at jeg hele tiden bliver mindet om, at jeg har været HALVTREDS år på denne jord. Det er faktisk ret mange. Altså år. Hold da op. ”Nåååe, så bliver du også snart 50 år? Velkommen i de voksnes klub. 50 er de nye 40. Skal du holde fest? Er du gået i overgangsalderen? Har du hedeture? Jeg syntes ikke, at det var svært at fylde 50 år – det har til gengæld været svært siden …!” osv osv

 

Jamen, jeg synes da bare, at det er sjovt at høre. De andre i middelalderklubben vil gerne have nye allierede. Og nu har de mig. Voila! Jeg er sprunget ud i det. Men jeg nægter at give fortabt og give efter for magelig- og forfængelighed – som nogen gør, og endnu flere ikke gør! Jeg er ikke klar til at afblomstre, få hedeture, blive moody og Tenaramt – og hvad man nu ellers hører af grumme ting, der kan hænde en gammel dame. Jeg vil blive ved med gøre mig umage. Jeg vil lave masser af knibeøvelser, slide løbesko op i by og på marker, lære at crawle i fjorden, powerwalke med veninderne, indhalere solen, tage fjollede selfies, bade i bikini, rejse ud i verden, drømme stort OG skørt – og jeg vil dæleme fortsætte med at nyde min vino! Man skal jo ikke blive for højhellig. Og jo, jeg kan sagtens se, at der er sket noget med skjoldet, når jeg ser mig selv i spejlet. Nogle gange får jeg sågar et lille chok … aaahhhh … men så har jeg en fantastisk kæreste, der påstår, at jeg er bare den dejligste. Så kysser jeg på ham og smiler til spejlbilledet og tænker ”Du er en heldig kvinde”.

 

Tak brormand. Og tak til alle dem i mit netværk, der dagen igennem sendte mig skønne fødselsdagshilsner til mig her og der og på alle de mange andre kanaler. De har varmet hver og én. Tak.

Kender du det, når du mangler lidt spænding? Til trods for at du har et dejligt liv med job, fantastisk kæreste, skønne unger og dejlige venner? Men … der mangler lidt snaps? Måske er det bare mig, der er for rastløst et menneske. Jeg ved det godt. Jeg har nok også for meget tid nu hvor, at mine tre æg for længst er puffet ud af reden. Jeg har dog her på det sidste gået og tænkt over, hvad jeg kan finde på af spænding, nye udfordringer og noget som ikke kræver, at jeg nødvendigvis skal rejse ud i verden. Sidst tog jeg ud at sejle på Stillehavet. Det kan jeg desværre ikke gøre hver gang, jeg bobler over af rastløshed.

 

Altså nu er det ikke noget vildt og voldsomt, jeg pønser på, men lidt har vel også ret? Jeg har just læst en spritny bog af Mette Birk Jensen, hvor hun skriver om seje kvinder, der verden over dyrker ultraløb. Det var meget inspirerende læsning, og for hver side jeg vendte i den bog, jo mere kunne jeg mærke, at det er det, jeg skal prøve.  At løbe et ultraløb. Om det så ”bare” er 50 km. Det skal prøves. Der var også links til videoer på YouTube, hvor jeg har slugt den ene optagelse efter den anden om seje mænd og kvinder, der gennemfører vilde løb. Fascinerende. Dragende. Lige noget for mig. Måske ikke liiiige 333 km i Himalaya, eller 250 km i Saraha eller hvad med 217 km igennem Death Valley i Californien? Urk! Nej nej, mindre kan også gøre det. I hvert fald til en start.

 

Jeg kunne have valgt så mange forskellige stier at gå ned af. Jeg kunne eksempelvis have valgt at bruge krudt på at kunne løbe hurtigere, dyrke triatlon, lære at surfe, cykel til Århus og hjem igen – og andre spændende aktiviteter. Men blikket blev rettet mod ekstremløb. Jeg kan huske den fantastiske fornemmelse, jeg havde i hele kroppen aller første gang, jeg skulle løbe et halvmaraton. Det sitrede, jeg var tændt, og jeg var edder spændt på, om jeg, Mette, kunne gennemføre. Havde jeg kræfter og udholdenhed nok? Jeg anede ikke, hvad jeg gik ind til, men det ville tiden jo vise mig. Og jo, jeg kunne sørme godt løbe 21 km. Wehee Total optur! Jeg kunne gå på vandet lang tid efter. Jeg har deltaget i en del halvmaraton siden. Jeg glæder mig hver gang, men den der sitrende fornemmelse fra top til tå, den er væk. Nu kender jeg rumlen, og jeg ved, at jeg kan. I maj måned deltog jeg i mit første maraton, og den der skønne sitren i kroppen var tilbage. Det var fedt. Den var savnet. Og ikke mindst vejen dertil. Jeg nød de mange træningskilometer i løbeskoene i selskab af gode og dejlige mennesker. Det er det, jeg søger.

 

Så jeg har besluttet mig! Jeg vil! Og jeg gør det! Men med omtanke. Man skal jo passe på skader, så det bliver ikke i morgen, at jeg kan kalde mig selv for en ultraløber. Jeg vil hen over vinteren – sammen med løbeklubben – træne op til Copenhagen Marathon i maj 2020. Jeg vil på det tidspunkt have mange km i benene, så kan jeg en måneds tid senere prøve kræfter med Coast2Coast i Jylland, hvor ruten er 55 km gennem natten fra Løkken til Frederikshavn. Næste mål vil være Samsø Rundt. Det er 100 km. Og så tager jeg den derfra. Måske Mols rundt på 100 miles? Tja … 160 km er meeeget langt, synes jeg nok … Måske er det ikke noget for mig. Måske er jeg ikke sej nok, måske hader jeg hver en km af det. Det kan også være, at jeg bliver vild med det. Sikkert og vist er det i hvert fald, at jeg kommer til at prøve mine grænser af, min udholdenhed, og så vil jeg slide et par løbesko eller tre op! Det er jo det, jeg higer efter, ikke sandt?

 

Hvorfor fortæller jeg nu alt det her til dig? Om mine planer? Jamen, jeg har lært, at hvis man har store/vilde/skøre planer, så skal man sige det højt. Råbe det ud i verden – for så forpligter man sig selv mere. Så kan man næsten ikke opgive før end man kommer i gang, vel? Så nu er det sagt: ”Jeg vil være en ultraløber”. Nu er der ingen vej tilbage. Sæt i gang!

 

Uha!

 

Ønsk mig held og lykke!

 

P.S. Du er hjertens velkommen til at følges med mig på rejsen!

Jeg var her den anden dag ude at løbe mig en tur. Det var en af de dersens maratoner! Min debut. Copenhagen Marathon. Jeg havde hele vinteren trænet op sammen med min løbeklub i Jyllinge, så jeg var klædt på til det. Skulle man mene … Og endelig kom dagen så!

 

Jeg gennemførte, og det var faaaaantastisk! Men ellers var det frygteligt – det meste af tiden! Det gik ellers godt i starten. Jeg lagde mig sammen med nogle af mine løbekammerater bag fartholderen, der havde en ballon hæftet på sig med tiden 4 1/2 time. Det var en kilometertid på 6.24, som jeg burde kunne holde. 

 

Starten gik, og alt var godt. Lykkelig uvidende om tiden forude … Der var depot og toiletter ved ca. hver fjerde km. Da vi kom til det første depot, drak jeg en stor tår vand og en stor tår energidrik – lige som anbefalet. Man fik dog ikke mange sekunder til at sluge det i. Videre. Vi havde en tid at overholde. 

 

Jeg kunne så mærke, at jeg skulle på toilettet (læs: skide! Pardon me – men bare for at sige det, som det er). Jeg løb en lille smule i forvejen, ankom til næste depot, slugte væsken, ind i toiletvognen og klarede hvad jeg skulle klare og ud igen. Det passede perfekt med, at ballonen løb videre. Genialt. Vi løb. 

 

Efter et par km kunne jeg mærke den velkendte rumlen i maven igen! Pokkers! Jeg løb atter i forvejen, men denne gang var der lidt kø ved toiletvognen, så da jeg endelig kom ud, så var ballonen passeret. Jeg måtte sætte farten op. Puha. Jeg fik endelig indhentet ballonen og mine løbekammerater. Den tur tærede lidt på kræfterne. Øv! 

 

Og så skulle jeg sagsuseme prutte stort igen. Som i NU! Kraft eddermame og sgu fanden! Jeg havde fået diarre, og det ved mange formentlig af egne erfaringer, at det spøger man ikke med. Jeg fandt et sted. Men nu var ballonen stukket af. Jeg måtte lade den og vennerne slippe. ”Hej hej”. Jeg begyndte nu at få mavekramper. Og det var varmt som ind i helvede! Solen smaskede direkte ind i hovedet. Jeg drak ved hver depot, men jeg begyndte nu også at blive svimmel. Jeg måtte en fjerde gang finde et sted at få klaret den lille sag! Satans os! Ud over det koster tid og fysiologiske kræfter, så er det altså bare ikke nemt at skulle skynde sig med at tage svedramte trusser og løbetights på plads!

 

Det var så heldigvis sidste gang, jeg skulle bokse med bar popo, men jeg havde som sagt mavekramper. Så jeg måtte ned og gå engang imellem. Det gjorde simpelthen hen for ondt at løbe. Jeg kom til 21 km mærket. Jeg havde da kun løbet halvdelen af turen! Temmelig modløs fortsatte jeg til 22 km. Jeg overvejede seriøst om jeg skulle droppe ud. Jeg var virkelig svimmel nu. Min motorik var som eftervirkningerne af for meget sprut! Folk var begyndt at bukke under og fik hjælp af samariterne. Jeg blev enig med mig selv om, at jeg skulle lige give den et par km mere og så se. Det hjalp helt klart mentalt, at der rundt omkring på turen stod velkendte ansigter og heppede højt og inderligt. Tak for jer. I gjorde underværker.

 

"Pludselig" kom 30 km mærket (ha - som om det var spor af pludseligt …) og da vidste jeg, at nu kunne jeg under ingen omstændigheder stoppe! Om jeg så skulle gå hele vejen, så skulle jeg bare gennemføre! Det var så også omtrent her, at jeg kunne mærke, at der foregik noget "sjovt" i min højre sko! To tæer var oppe at slås om pladsen (de er nu blå). Men det evnede jeg heldigvis at kunne ignorere sådan nogenlunde. Maven og min svimmelhed var det værste. Så jeg fortsatte mit ynkelige mix af gå og løbe, drak ved hvert depot, spiste bananer de steder, hvor de blev tilbudt. Jeg kunne næsten ikke få mere væske ned. Jeg havde en følelse af, at det stod i min hals og skvulpede! Men jeg fortsatte. 

 

Da jeg havde passeret 40 km mærket, da blev jeg lettet. Næsten og lige ved at være. Jeg jagtede 41 km mærket, men – hvor "Hvor pokker bliver det af? Er jeg løbet forbi? Eller værre endnu – der er langt derhen!". Jeg var atter nede at gå, da jeg stødte på nogle fantastiske heppere fra løbeklubben "Løøøøøøøb Mette. Målet er lige dernede". Jeg fik øje på noget blåt længere nede af gaden. "Er det målet?" spurgte jeg forventningsfuld. "Ja for pokker. Løøøøøøb!" – og så kan det ellers nok være, at jeg fandt de aller sidste dråber af saft og kraft, der var tilbage i mig – og løb. Sådan lidt Forest Gump agtigt. Min kæreste stod ved mållinjen og råbte til mig. Ooooooj, det var en god følelse. Det gjorde mig godt.

 

Jeg blev ikke rørstrømsk, som forventet, men jeg var simpelthen så aller helvedes glad, da jeg kom over målstregen. Og lettet. Noooooj, hvor jeg var lettet. Jeg gjorde det! Jeg åd den store elefant én bid ad gangen. Jeg var 4.47.58 om at komme igennem den pinsel. Samme tid som hver af mine tre fødsler ... Jeg er lidt skuffet over min krop, men jeg ved jo godt, at jeg skal være tilfreds. Det er ”sølle” 17 minutter langsommere end forventet, men alligevel! Nu kan jeg så ikke rigtig finde ud af om det skal være en solo oplevelse, eller om jeg skal prøve at gøre det bedre! Det må tiden vise.

”Hej Mette. Har du gang i nogle nye eventyr?” Jeg mødte en bekendt, og hun var nysgerrig på, om jeg atter var i fuld sving med planlægningen af spændende eventyr. Nye oceaner at krydse? Nærgående træf med store hajer eller hvad med en omgang eksotisk hiking i klipklapper?

 

”Ja, det har jeg”, kunne jeg glad røbe over for hende. Jeg har gang i et nyt eventyr. Jeg skal flytte sammen med min kæreste! Igen. Og jeg glæder mig for vildt. Igen. For ja, vi har boet sammen – indtil den dag hvor vi så ikke ville bo sammen mere – og så boede vi hver for sig! Syv dejlige år er der gået med at være kærester, samboende, ikke kærester, kærester på ny og nu atter sammenboende. Den korteste periode var den, hvor vi ikke var kærester. Halvanden måned gik der med det pjat. Men det var nødvendigt pjat. Det hænder, at man får smidt guld på gaden før end man opdager, hvad man har mistet! Vi formåede heldigvis at samle det op igen, og nu passer vi på det.

 

Jeg er derfor nu i fuld sving med at lukke ned for livet, som jeg har kendt det de sidste 2½ år i Roskilde. Opsige lejlighed, afmelde bredbånd og dyr DR licens, sælge lidt ud af mine møbler og ikke mindst finsortering af sjove ting og umulige sager, som stille og roligt har fundet sin vej ind i mit hjem.

 

Det er en spændende tid, men også en tid, der giver lidt kriller i maven. På den helt okay måde. Jeg glæder mig voldsomt meget til atter at bo sammen med ham, jeg elsker og holder af. Omvendt så har jeg haft det fantastisk i mit lille slot i den midtsjællandske domkirkeby. Jeg har formået at få max ud af min tid som ikke sammenboende kæreste. De 59 M2 i nummer 33b, st. mf. tv. var stedet, hvor jeg var Dronning. På slottet skulle jeg på ingen måde tage hensyn til nogen eller noget som helst. Der var totalt enevælde! Og jeg var vild med det. Ærlig talt.

 

Det er første gang nogensinde, at jeg har prøvet at bo alene, og jeg var god til det! Alle burde prøve det, men jeg skulle nå at være en ældre kvinde før end det blev min tur. Jeg nød, at der kun var mig til at støve, rode i køkkenet, at der var fred og ro til læsning af mine bøger – og det bedste af det hele: sidde med fuld kontrol af fjernbetjeningen til TVét. Det var fedt. Der er slugt mange kærlighedsfilm. Men … der var så også kun mig til at tale med, servere aftensmad for samt solo grin og tårer over ligegyldige TV-programmer. 

 

Men den epoke lakker hastigt mod enden. Jeg er klar. Jeg har udlevet den oplevelse. Nu skal jeg til at dyrke alt det fantastiske ved tosomhed. Det bliver skønt alle ugens dage at vågne op sammen med HAM. Ikke længere at bo i en weekendtaske. Jeg glæder mig til at komme hjem fra job og have min elskling at vende dagens store og små ting med. At have en mand, der vil skamrose mine tørstegte kyllingebryster – made for two. Jeg skal sidde og prøve at fokusere på indholdet i min bog samtidig med at jeg nusser ham på ryggen. Han vil imens zappe voldsomt maskulint ned gennem tv-kanalerne – kærlighedskanalerne er naturligvis et no go! Men han kan heldigvis mægtig godt lide kys og varme kram, så det skal jeg dæleme nyde ubegrænset adgang til 24/7.

 

Dronningen af 33b abdicerer. Jeg er klar. Det bliver et eventyr.

Tid til lidt skriv. Om et emne noget så hyggeligt som en bisættelse!

 

Jeg var til en bisættelse tilbage i februar. Det var min biologiske mor Kirsten, der skulle tages afsked med. Hun blev 72 år. Hun havde halskræft, og hun boede det sidste år på et plejehjem på Lolland. Hun har været en del af mit liv, men de sidste 3-4 år havde vi ingen kontakt. Mit valg. Jeg så hende dog en gang sidste år i maj, da jeg var kommet hjem fra mit sejlereventyr. Hun havde da været indlagt på hospice i Bandholm, men var i bedring og kom på plejehjem. Jeg så hende ikke siden, men vi havde den dag i maj nogle mægtige dejlige timer sammen, så alt er godt. I hvert fald set fra min side.

 

Det var en smuk, men også en lidt tragisk komisk bisættelse. Jeg er altid så bange for at komme for sent, så jeg var der allerede over en halv time før. Helt nede i Stokkemarke Kirke tæt på Knuthenborg. Jeg vidste, at vi ville være mindst fire personer: et nabopar der har taget sig helt enormt meget af Kirsten de sidste par år, min helsøster Karin og jeg. Karin har ikke set vores fælles mor siden, at hun var 3 år. Jeg forestiller mig,  at hun var der for mentalt at sætte punktum for det, der kunne have været, men som absolut ikke var!

 

Jeg ankom, og der var nogle mennesker, som jeg hilste pænt på. Du ved med hånd og navn. De hilste pænt igen. Jeg tænkte, at det var da så fint, at der kom flere. Det gik dog hurtigt op for mig, at det var bedemanden, hans assistent, en gammel kvindelig orgelist, en salmesanger (kender ikke titlen for den opgave) og til sidst præsten, som jeg havde hilst på …. Præsten kunne jeg nu godt gennemskue, men jeg anede jo ikke hvem, de andre fire var! Lidt efter kom naboparret Kurt og Jytte tussende. Og derefter Kirstens veninde/nabo Anni og endnu et nabopar. Alle gamle og søde mennesker. Til sidst ankom – helt ovre fra det mørke Jylland – Karin og hendes mand Alex. Vi var otte i det hele!

 

Der sad vi så, alle otte af os, på kirkebænken, indhyllet af den specielle stemning der er ved en bisættelse. Jeg prøvede at mærke efter hvordan jeg havde det med det hele, fiskede formålsløst en kleenex frem for sikkerhedens skyld, småsnakkede lidt med Karin. Vi har kontakt via facebook, men har ikke set hinanden i mange mange år. Jeg kikkede på den helt utrolige smalle hvide kiste med den flotte, men meget beskedne buket blomster ovenpå. Kommunen havde arrangeret bisættelsen. Det slog mig "hvem skal bære kisten ud?" For jeg havde set ligvognen holde parkeret liiige uden for kirkedøren med bagklappen åben. Jeg spurgte Karin, men hun mente, at den nok blev trillet ud. Nå? Ja? Hvad ved jeg. 

 

Da bisættelsen kom til sin ende, sagde præsten, som telefonisk aftalt, at ceremonien sluttede i kirken og fortsatte: "kisten bliver stående …. eller … hvad siger du?" nærmeste råbte hun gennem den tomme kirke ned til bedemanden på bagerste række. Hun fortsætte "altså, jeg kan godt bære, og det samme tænker jeg, at I tre kan?" Den var henvist til Karin, Alex og mig. Vi nikkede. Vi manglede så stadigvæk to – meget gerne med motorikken i orden ... Det endte med Kurt og den anden gamle nabomand. Præsten fik os snildt fordelt omkring kisten. Karin og jeg fik fødderne: vi gik forrest!

 

Os i dette sporadiske og temmelig umage sekskløver fik kisten båret så fint ud til bilen. Naboparret havde som de eneste en rød rose, som de hver lagde på kisten. Jeg forbandede mig selv over, at jeg ikke havde tænkt den empatiske tanke. Men det kunne jeg ligesom ikke rigtig bruge til noget. Bilen kørte væk med Kirsten. Jeg fik overrakt kuverten med kondolencerne, der var vedhæftet bårebuketterne. Der var tre! Ak ja.

 

Vejret var virkelig fantastisk, ceremonien smuk, stemningen fin, men jeg håber inderligt, at når det bliver min tur, at forsamlingen vil være lidt mere fyldig, og at der vil blive fældet et par tårer eller tre mere og smilt lidt bredere – fordi jeg har været, og fordi jeg vil blive savnet. Ingen tvivl om at de fem gamle naboer, der var kommet, at de var kede af det. De holdte af Kirsten. Dejligt at vidne. Jeg selv var trist. Trist over at Kirsten ikke er mere og ærgerlig over den for mig ensomme afslutning på et forhåbentligt godt liv for Kirsten. Og så var der Karin, som givetvis har siddet med sine specielle følelser, og slutlig husbonden Alex som i sagens natur ikke havde nogen som helst aktier i kvinden.

 

Det vigtigste af alt er trods alt, at vi fik sendt Kirsten godt af sted, og gerne af et godt hjerte. Det følte jeg, at jeg oprigtig kunne gøre. Jeg hviskede taknemmeligt "tak for livet". For uden hende, ingen mig!

 

Det var ordene fra mig.

Nyeste kommentarer

22.05 | 19:16

Seje seje Kåsen .... sikker på, du napper endnu en om et år eller to 👍😘

...
27.08 | 22:12

Velskrevet og hele tiden på "sporet"! Dejlig sober og yderst fængende fortælling, som passende kunne have overskrift såsom; "Tidligt fra - Sent hjem" ;-

...
24.06 | 14:32

Jeg er naturist på Lyngbo camping i Henne. Kan varmt anbefales, særdeles når man er i overgangs alderen som jeg😉

...
14.02 | 02:37

Den med uvejret 6/2 må jeg nok tage ansvaret for, dog var det høj sol her. Glæder mig til at læse mere om din fantastiske færd.

...
Hej!
Prøv at lave din egen hjemmeside ligesom mig! Det er nemt, og du kan prøve det gratis
ANNONCE