Min blog

”Skaaat? Prøv lige at mærke mig? Min pande. Har jeg feber?” Det spørgsmål har jeg stillet min kæreste ret mange gange de seneste måneder. For det måtte jeg have. Feber. Det føltes sådan. Ikke noget voldsomt alarmerende, men alligevel mærkeligt … eller det var i hvert fald træls, at det sådan sporadisk kom snigende. Hvornår som helst. Hvor som helst. Det kunne være mens jeg sad helt musestille i sofaen, var ude at handle en liter mælk eller blot ved at skrælle kartofler. Det slog simpelthen ned i min arme krop som lyn fra en klar himmel – bare et kort øjeblik. Men øjeblikket varede langt nok til at efterlade mig med meget varm pande og en dampende varm krop med små fugtperler. Selv fødderne blev hede! ”Puha skat. Jeg føler mig altså lidt feberramt!”. Hvad kunne min omsorgsfulde og lettere bekymret kæreste gøre andet end at konstatere at ja, jeg var varm.

 

Jeg har stået langt de fleste vintermorgener foran klædeskabet og sukket. For jeg har efter morgenbadet befundet mig i min egne lille interimistiske saunagus. Der stod jeg i total bar hud, bød den yderst kølige temperatur i soveværet velkommen mens jeg har ventet på, at dampen fra min varme krop skulle fordufte. Jeg har brugt ventetiden på at kikke længselsfuldt på mine dejlige varme og vamsede sweaters med rullekraver velvidende, at de ville være alt for varme at iklæde mig. Jeg kan sværge på, at der har næsten været antydningen af en lille fugtig dråbe i mit ene øjenkrog. Så trist. Jeg måtte i stedet finde skuffen med T-shirts og sommerlige stropbluser samt en tynd langærmet til at tage ud over. Jeg var nødt til at være på forkant med den forbandet varme. For skulle feberbomben ramme mig, og det havde den jo tendens til at gøre, så ville jeg hurtigt og anstændigt kunne tage yderlaget af! Så kunne jeg køle af, og når svedperlerne på ryggen var udvekslet med gåseknopper, så var det på med den langærmet igen. Af og på. Af og på. Og så en runde eller to mere for den levende påklædningsdukke!

 

Ingen steder var jeg helle! Jeg har oplevet at sidde til middagsselskaber, hvor jeg først har smidt trøjen, og lidt senere har jeg med storetæerne listet først den sok af og så den anden. Stille og roligt og uden at nogen skulle opdage noget. Bare fordi et feberanfald bankede. Puha, men det hjalp på den indre kakkelovn at slippe tæerne fri et kort øjeblik. Tricket var så at få listet de sorte ankelsokker diskret på igen. Gerne inden der blev sagt ”velbekomme”! Jeg har dog et par gange oplevet, at jeg har måtte glemme alt om Emma Gad og har forladt bordet med det meste af min garderobe liggende for mine fødder: bluse, strømper og de pæne sko! ”Tak for dejlig mad” lød det fra en rødmosset Mette.

 

Min kæreste spurgte på et tidspunkt – v.i.r.k.e.l.i.g idiotisk spørgsmål – om jeg mon troede, at det kunne have noget med overgangsalder at gøre? Oj, jeg blev muggen. Og så svedte jeg. Og tog det meste af tøjet af alt imens jeg forsikrede ham om, at det havde i hvert fald ikke en disse med overgangsalder at gøre. At grunden til at jeg svedte, når vi var f.eks. hjemme, var fordi … ja … det kunne jo skyldes mange ting. Blandt andet at han fyrede alt alt aaaalt for meget op i brændeovnen. Ha! Tag den! Han skulle også altid skulle sidde så tæt på mig. Kropsvarme og mig havde ALTID været en dårlig kombination. Virkelig. Jeg havde faktisk slet ikke kunne sove med pyjamas som lille. Som varm en person var jeg! Og vintre er jo heller ikke mere hvad vintre har været! Såååå … jeg vidste virkelig ikke hvorfor, at han skulle spørge SÅ dumt! Tsk! Stakkels mand – men jeg fornemmede også i den periode, at jeg fra tid til anden talte i lettere irritabelt febervildelse! Sagde min kæreste. Ret ubehageligt. Sagde min kæreste.

 

Men … han gav mig noget at tænke over! Kunne der være noget om snakken? Var jeg virkelig gået i overgangsalderen? Nja … vel? Eller? Jeg begyndte så småt at italesætte det over for veninderne. Mens vi sad sammen i hvert sit sofahjørne med bare tæer og sidste sommers hit inden for sommertoppe (og med en stuetemperatur på små 18 grader), fik vi talt om symptomerne. De led også. Mere eller mindre. Veninderne. Noget med indre varme, grå hår og udebleven menstruation. Jeg kom frem til, at der nok ikke var tale om en febervirus. Mærkeligt. Kunne man tage noget for det? Overgangsalderen? Eller måtte man bare vente på, at det gik over? Det mente veninderne. At vi måtte vente på bedre tider i den kategori. Godt så! Og hvad med det lettere hormonstyret temperament? Ville det også gå over? Ville jeg atter blive så blid som det fromme lam, jeg altid har været? Det forsikrede de mig om. Mette Mild ville man kalde mig for ... Min kæreste har det med i sin aftenbøn.

 

Jeg er ikke rask endnu! Så det er egentlig lidt fjollet, at jeg sidder og skriver i datid! Det er ønsketænkning. Men jeg er fuldstændig færdig med at spørge kæresten om min pande er varm! Og bebrejde ham det mindste, at han er et kærligt væsen, der vil os det godt med de allerhelvedes varme gløder i pejsen. At han gerne vil nusse. Jeg tager bare det mindre tøj på. Her er der for en gangs skyld noget, min kæreste sætter stor pris på. Væk med de store sweaters og frem med de bare lamseben. Kæresten er glad. Så op med humøret Mette. Der er ikke noget, der er så skidt, at det ikke er godt for noget andet. Som vi ældre siger …

”Hooold da op. Jeg har en søster, der bliver 50 år!” Ordene blev sagt i sensommeren af min ene lillebror, da han til sin kone udtrykte forbavselse over, at hans søster snart fyldte år. ”Hun er godt nok ved at blive gammel. Men … hun er faktisk en pæn gammel dame”.

 

Hmm … 

 

Den gamle dame er fyldt 50 år! Jeg er nu fyldestgørende medlem af 5-0 klubben. Og det gjorde slet ikke ondt! Overhovedet. Jeg havde i går en fantastisk dejlig dag i selskab af min kæreste, mine æg og resten af min familie. Hvor heldig har man lige lov til at være i sin egen havegang?

 

Jeg har heldigvis aldrig haft triste tanker over, at jeg bliver ældre og ældre – for hvad er alternativet? Men jeg har godt nok fået mange bemærkninger her på det sidste, som gør, at jeg hele tiden bliver mindet om, at jeg har været HALVTREDS år på denne jord. Det er faktisk ret mange. Altså år. Hold da op. ”Nåååe, så bliver du også snart 50 år? Velkommen i de voksnes klub. 50 er de nye 40. Skal du holde fest? Er du gået i overgangsalderen? Har du hedeture? Jeg syntes ikke, at det var svært at fylde 50 år – det har til gengæld været svært siden …!” osv osv

 

Jamen, jeg synes da bare, at det er sjovt at høre. De andre i middelalderklubben vil gerne have nye allierede. Og nu har de mig. Voila! Jeg er sprunget ud i det. Men jeg nægter at give fortabt og give efter for magelig- og forfængelighed – som nogen gør, og endnu flere ikke gør! Jeg er ikke klar til at afblomstre, få hedeture, blive moody og Tenaramt – og hvad man nu ellers hører af grumme ting, der kan hænde en gammel dame. Jeg vil blive ved med gøre mig umage. Jeg vil lave masser af knibeøvelser, slide løbesko op i by og på marker, lære at crawle i fjorden, powerwalke med veninderne, indhalere solen, tage fjollede selfies, bade i bikini, rejse ud i verden, drømme stort OG skørt – og jeg vil dæleme fortsætte med at nyde min vino! Man skal jo ikke blive for højhellig. Og jo, jeg kan sagtens se, at der er sket noget med skjoldet, når jeg ser mig selv i spejlet. Nogle gange får jeg sågar et lille chok … aaahhhh … men så har jeg en fantastisk kæreste, der påstår, at jeg er bare den dejligste. Så kysser jeg på ham og smiler til spejlbilledet og tænker ”Du er en heldig kvinde”.

 

Tak brormand. Og tak til alle dem i mit netværk, der dagen igennem sendte mig skønne fødselsdagshilsner til mig her og der og på alle de mange andre kanaler. De har varmet hver og én. Tak.

Kender du det, når du mangler lidt spænding? Til trods for at du har et dejligt liv med job, fantastisk kæreste, skønne unger og dejlige venner? Men … der mangler lidt snaps? Måske er det bare mig, der er for rastløst et menneske. Jeg ved det godt. Jeg har nok også for meget tid nu hvor, at mine tre æg for længst er puffet ud af reden. Jeg har dog her på det sidste gået og tænkt over, hvad jeg kan finde på af spænding, nye udfordringer og noget som ikke kræver, at jeg nødvendigvis skal rejse ud i verden. Sidst tog jeg ud at sejle på Stillehavet. Det kan jeg desværre ikke gøre hver gang, jeg bobler over af rastløshed.

 

Altså nu er det ikke noget vildt og voldsomt, jeg pønser på, men lidt har vel også ret? Jeg har just læst en spritny bog af Mette Birk Jensen, hvor hun skriver om seje kvinder, der verden over dyrker ultraløb. Det var meget inspirerende læsning, og for hver side jeg vendte i den bog, jo mere kunne jeg mærke, at det er det, jeg skal prøve.  At løbe et ultraløb. Om det så ”bare” er 50 km. Det skal prøves. Der var også links til videoer på YouTube, hvor jeg har slugt den ene optagelse efter den anden om seje mænd og kvinder, der gennemfører vilde løb. Fascinerende. Dragende. Lige noget for mig. Måske ikke liiiige 333 km i Himalaya, eller 250 km i Saraha eller hvad med 217 km igennem Death Valley i Californien? Urk! Nej nej, mindre kan også gøre det. I hvert fald til en start.

 

Jeg kunne have valgt så mange forskellige stier at gå ned af. Jeg kunne eksempelvis have valgt at bruge krudt på at kunne løbe hurtigere, dyrke triatlon, lære at surfe, cykel til Århus og hjem igen – og andre spændende aktiviteter. Men blikket blev rettet mod ekstremløb. Jeg kan huske den fantastiske fornemmelse, jeg havde i hele kroppen aller første gang, jeg skulle løbe et halvmaraton. Det sitrede, jeg var tændt, og jeg var edder spændt på, om jeg, Mette, kunne gennemføre. Havde jeg kræfter og udholdenhed nok? Jeg anede ikke, hvad jeg gik ind til, men det ville tiden jo vise mig. Og jo, jeg kunne sørme godt løbe 21 km. Wehee Total optur! Jeg kunne gå på vandet lang tid efter. Jeg har deltaget i en del halvmaraton siden. Jeg glæder mig hver gang, men den der sitrende fornemmelse fra top til tå, den er væk. Nu kender jeg rumlen, og jeg ved, at jeg kan. I maj måned deltog jeg i mit første maraton, og den der skønne sitren i kroppen var tilbage. Det var fedt. Den var savnet. Og ikke mindst vejen dertil. Jeg nød de mange træningskilometer i løbeskoene i selskab af gode og dejlige mennesker. Det er det, jeg søger.

 

Så jeg har besluttet mig! Jeg vil! Og jeg gør det! Men med omtanke. Man skal jo passe på skader, så det bliver ikke i morgen, at jeg kan kalde mig selv for en ultraløber. Jeg vil hen over vinteren – sammen med løbeklubben – træne op til Copenhagen Marathon i maj 2020. Jeg vil på det tidspunkt have mange km i benene, så kan jeg en måneds tid senere prøve kræfter med Coast2Coast i Jylland, hvor ruten er 55 km gennem natten fra Løkken til Frederikshavn. Næste mål vil være Samsø Rundt. Det er 100 km. Og så tager jeg den derfra. Måske Mols rundt på 100 miles? Tja … 160 km er meeeget langt, synes jeg nok … Måske er det ikke noget for mig. Måske er jeg ikke sej nok, måske hader jeg hver en km af det. Det kan også være, at jeg bliver vild med det. Sikkert og vist er det i hvert fald, at jeg kommer til at prøve mine grænser af, min udholdenhed, og så vil jeg slide et par løbesko eller tre op! Det er jo det, jeg higer efter, ikke sandt?

 

Hvorfor fortæller jeg nu alt det her til dig? Om mine planer? Jamen, jeg har lært, at hvis man har store/vilde/skøre planer, så skal man sige det højt. Råbe det ud i verden – for så forpligter man sig selv mere. Så kan man næsten ikke opgive før end man kommer i gang, vel? Så nu er det sagt: ”Jeg vil være en ultraløber”. Nu er der ingen vej tilbage. Sæt i gang!

 

Uha!

 

Ønsk mig held og lykke!

 

P.S. Du er hjertens velkommen til at følges med mig på rejsen!

Jeg var her den anden dag ude at løbe mig en tur. Det var en af de dersens maratoner! Min debut. Copenhagen Marathon. Jeg havde hele vinteren trænet op sammen med min løbeklub i Jyllinge, så jeg var klædt på til det. Skulle man mene … Og endelig kom dagen så!

 

Jeg gennemførte, og det var faaaaantastisk! Men ellers var det frygteligt – det meste af tiden! Det gik ellers godt i starten. Jeg lagde mig sammen med nogle af mine løbekammerater bag fartholderen, der havde en ballon hæftet på sig med tiden 4 1/2 time. Det var en kilometertid på 6.24, som jeg burde kunne holde. 

 

Starten gik, og alt var godt. Lykkelig uvidende om tiden forude … Der var depot og toiletter ved ca. hver fjerde km. Da vi kom til det første depot, drak jeg en stor tår vand og en stor tår energidrik – lige som anbefalet. Man fik dog ikke mange sekunder til at sluge det i. Videre. Vi havde en tid at overholde. 

 

Jeg kunne så mærke, at jeg skulle på toilettet (læs: skide! Pardon me – men bare for at sige det, som det er). Jeg løb en lille smule i forvejen, ankom til næste depot, slugte væsken, ind i toiletvognen og klarede hvad jeg skulle klare og ud igen. Det passede perfekt med, at ballonen løb videre. Genialt. Vi løb. 

 

Efter et par km kunne jeg mærke den velkendte rumlen i maven igen! Pokkers! Jeg løb atter i forvejen, men denne gang var der lidt kø ved toiletvognen, så da jeg endelig kom ud, så var ballonen passeret. Jeg måtte sætte farten op. Puha. Jeg fik endelig indhentet ballonen og mine løbekammerater. Den tur tærede lidt på kræfterne. Øv! 

 

Og så skulle jeg sagsuseme prutte stort igen. Som i NU! Kraft eddermame og sgu fanden! Jeg havde fået diarre, og det ved mange formentlig af egne erfaringer, at det spøger man ikke med. Jeg fandt et sted. Men nu var ballonen stukket af. Jeg måtte lade den og vennerne slippe. ”Hej hej”. Jeg begyndte nu at få mavekramper. Og det var varmt som ind i helvede! Solen smaskede direkte ind i hovedet. Jeg drak ved hver depot, men jeg begyndte nu også at blive svimmel. Jeg måtte en fjerde gang finde et sted at få klaret den lille sag! Satans os! Ud over det koster tid og fysiologiske kræfter, så er det altså bare ikke nemt at skulle skynde sig med at tage svedramte trusser og løbetights på plads!

 

Det var så heldigvis sidste gang, jeg skulle bokse med bar popo, men jeg havde som sagt mavekramper. Så jeg måtte ned og gå engang imellem. Det gjorde simpelthen hen for ondt at løbe. Jeg kom til 21 km mærket. Jeg havde da kun løbet halvdelen af turen! Temmelig modløs fortsatte jeg til 22 km. Jeg overvejede seriøst om jeg skulle droppe ud. Jeg var virkelig svimmel nu. Min motorik var som eftervirkningerne af for meget sprut! Folk var begyndt at bukke under og fik hjælp af samariterne. Jeg blev enig med mig selv om, at jeg skulle lige give den et par km mere og så se. Det hjalp helt klart mentalt, at der rundt omkring på turen stod velkendte ansigter og heppede højt og inderligt. Tak for jer. I gjorde underværker.

 

"Pludselig" kom 30 km mærket (ha - som om det var spor af pludseligt …) og da vidste jeg, at nu kunne jeg under ingen omstændigheder stoppe! Om jeg så skulle gå hele vejen, så skulle jeg bare gennemføre! Det var så også omtrent her, at jeg kunne mærke, at der foregik noget "sjovt" i min højre sko! To tæer var oppe at slås om pladsen (de er nu blå). Men det evnede jeg heldigvis at kunne ignorere sådan nogenlunde. Maven og min svimmelhed var det værste. Så jeg fortsatte mit ynkelige mix af gå og løbe, drak ved hvert depot, spiste bananer de steder, hvor de blev tilbudt. Jeg kunne næsten ikke få mere væske ned. Jeg havde en følelse af, at det stod i min hals og skvulpede! Men jeg fortsatte. 

 

Da jeg havde passeret 40 km mærket, da blev jeg lettet. Næsten og lige ved at være. Jeg jagtede 41 km mærket, men – hvor "Hvor pokker bliver det af? Er jeg løbet forbi? Eller værre endnu – der er langt derhen!". Jeg var atter nede at gå, da jeg stødte på nogle fantastiske heppere fra løbeklubben "Løøøøøøøb Mette. Målet er lige dernede". Jeg fik øje på noget blåt længere nede af gaden. "Er det målet?" spurgte jeg forventningsfuld. "Ja for pokker. Løøøøøøb!" – og så kan det ellers nok være, at jeg fandt de aller sidste dråber af saft og kraft, der var tilbage i mig – og løb. Sådan lidt Forest Gump agtigt. Min kæreste stod ved mållinjen og råbte til mig. Ooooooj, det var en god følelse. Det gjorde mig godt.

 

Jeg blev ikke rørstrømsk, som forventet, men jeg var simpelthen så aller helvedes glad, da jeg kom over målstregen. Og lettet. Noooooj, hvor jeg var lettet. Jeg gjorde det! Jeg åd den store elefant én bid ad gangen. Jeg var 4.47.58 om at komme igennem den pinsel. Samme tid som hver af mine tre fødsler ... Jeg er lidt skuffet over min krop, men jeg ved jo godt, at jeg skal være tilfreds. Det er ”sølle” 17 minutter langsommere end forventet, men alligevel! Nu kan jeg så ikke rigtig finde ud af om det skal være en solo oplevelse, eller om jeg skal prøve at gøre det bedre! Det må tiden vise.

”Hej Mette. Har du gang i nogle nye eventyr?” Jeg mødte en bekendt, og hun var nysgerrig på, om jeg atter var i fuld sving med planlægningen af spændende eventyr. Nye oceaner at krydse? Nærgående træf med store hajer eller hvad med en omgang eksotisk hiking i klipklapper?

 

”Ja, det har jeg”, kunne jeg glad røbe over for hende. Jeg har gang i et nyt eventyr. Jeg skal flytte sammen med min kæreste! Igen. Og jeg glæder mig for vildt. Igen. For ja, vi har boet sammen – indtil den dag hvor vi så ikke ville bo sammen mere – og så boede vi hver for sig! Syv dejlige år er der gået med at være kærester, samboende, ikke kærester, kærester på ny og nu atter sammenboende. Den korteste periode var den, hvor vi ikke var kærester. Halvanden måned gik der med det pjat. Men det var nødvendigt pjat. Det hænder, at man får smidt guld på gaden før end man opdager, hvad man har mistet! Vi formåede heldigvis at samle det op igen, og nu passer vi på det.

 

Jeg er derfor nu i fuld sving med at lukke ned for livet, som jeg har kendt det de sidste 2½ år i Roskilde. Opsige lejlighed, afmelde bredbånd og dyr DR licens, sælge lidt ud af mine møbler og ikke mindst finsortering af sjove ting og umulige sager, som stille og roligt har fundet sin vej ind i mit hjem.

 

Det er en spændende tid, men også en tid, der giver lidt kriller i maven. På den helt okay måde. Jeg glæder mig voldsomt meget til atter at bo sammen med ham, jeg elsker og holder af. Omvendt så har jeg haft det fantastisk i mit lille slot i den midtsjællandske domkirkeby. Jeg har formået at få max ud af min tid som ikke sammenboende kæreste. De 59 M2 i nummer 33b, st. mf. tv. var stedet, hvor jeg var Dronning. På slottet skulle jeg på ingen måde tage hensyn til nogen eller noget som helst. Der var totalt enevælde! Og jeg var vild med det. Ærlig talt.

 

Det er første gang nogensinde, at jeg har prøvet at bo alene, og jeg var god til det! Alle burde prøve det, men jeg skulle nå at være en ældre kvinde før end det blev min tur. Jeg nød, at der kun var mig til at støve, rode i køkkenet, at der var fred og ro til læsning af mine bøger – og det bedste af det hele: sidde med fuld kontrol af fjernbetjeningen til TVét. Det var fedt. Der er slugt mange kærlighedsfilm. Men … der var så også kun mig til at tale med, servere aftensmad for samt solo grin og tårer over ligegyldige TV-programmer. 

 

Men den epoke lakker hastigt mod enden. Jeg er klar. Jeg har udlevet den oplevelse. Nu skal jeg til at dyrke alt det fantastiske ved tosomhed. Det bliver skønt alle ugens dage at vågne op sammen med HAM. Ikke længere at bo i en weekendtaske. Jeg glæder mig til at komme hjem fra job og have min elskling at vende dagens store og små ting med. At have en mand, der vil skamrose mine tørstegte kyllingebryster – made for two. Jeg skal sidde og prøve at fokusere på indholdet i min bog samtidig med at jeg nusser ham på ryggen. Han vil imens zappe voldsomt maskulint ned gennem tv-kanalerne – kærlighedskanalerne er naturligvis et no go! Men han kan heldigvis mægtig godt lide kys og varme kram, så det skal jeg dæleme nyde ubegrænset adgang til 24/7.

 

Dronningen af 33b abdicerer. Jeg er klar. Det bliver et eventyr.

Nyeste kommentarer

09.01 | 13:12

Du er ikke alene... ikke at jeg på nogen måde er ramt af "hedninger", men jeg har da hørt andre tale om det

...
22.05 | 19:16

Seje seje Kåsen .... sikker på, du napper endnu en om et år eller to 👍😘

...
27.08 | 22:12

Velskrevet og hele tiden på "sporet"! Dejlig sober og yderst fængende fortælling, som passende kunne have overskrift såsom; "Tidligt fra - Sent hjem" ;-

...
24.06 | 14:32

Jeg er naturist på Lyngbo camping i Henne. Kan varmt anbefales, særdeles når man er i overgangs alderen som jeg😉

...
Hej!
Prøv at lave din egen hjemmeside ligesom mig! Det er nemt, og du kan prøve det gratis
ANNONCE