Min blog

- Mette, mener du det seriøst, at du kun skal have lidt vand og en banan til kl. 23 depotet? Det er jo ikke meget til de sidste godt 30 km.

 

- Jamen … jeg har aldrig prøvet at løbe 80 km før? Hvad spiser I to da?

 

- Kanelgifler, Snøfler, jordbærgrød, saltstænger, måske pandekager. Nogen gange en bolle med smør eller Nutella – og så alt det vi plejer: vingummi, marcipanbrød, sodavand osv. Ved mange ultraløb har de f.eks. vandmelon, appelsin, banan, chips, crackers og nødder, Rynkebysaft, Coca Cola, slik, chokolade, Sun Lolly is, trekantsandwich og kage at vælge imellem.

 

- Okay, så kan jeg godt fornemme, at en banan lyder af latterlig lidt …

 

Ovenstående samtale foregik mellem Kristine, Steen og jeg for en uges tid siden. De to havde planlagt et 80 km træningsløb, der skulle begynde fredag den 2. juli kl. 16 i Slagelse. Planen var følgende: løbe 25 km mod Kongskilde, derefter 25 km videre til Næstved og så 30 km retur til McDonalds i Slagelse, hvor målpræmien efter ca. 10 timers løb ville være en jordbærmilkshake. Derfra ville der så været et par km gågang retur til vores biler … Planen var en pace på 6.30-7 minutter pr. km plus to depot, hvilket ville give en tid på 7.15 pr. km.

 

Åhe jøsses, hvad havde jeg nu fået rodet mig ud i? Endnu et fedt eventyr, håbede jeg.

 

Fredag eftermiddag i Slagelse

 

Belæsset med 2 kg tung løberygsæk bestående af proviant, pandelampe og en pakke kleenex ankom jeg i silende regn hos Steen i Slagelse. Nu skulle jeg teste min udholdenhed. Sommerfuglene i maven blafrede. De var fedtet godt ind i den dobbelt Daim, jeg impulsivt havde købt på en tank. Bevares, jeg var med på, at der findes masser af mennesker, der har løbet meget længere end 80 km, men alt er jo relativt. 80 km for mig er langt. Meget langt. Og lidt skørt.

 

Vi vinkede farvel til Steens kone Laila, der ville være vores først depotmand i Kongskilde. Det regnede forsat, men det var okay. Vi lagde ud med at løbe på Fodsporet. En fantastisk smuk 48 km lang naturcykelsti. Vi havde dog ikke løbet mere end en tre km, da jeg kunne mærke, at jeg blev dårlig. Jeg skal spare på detaljerne, men hvis jeg siger ondt i maven og kvalme, så … ”Jeg finder lige en busk og kommer efter jer” måtte jeg pinagtigt bekendtgøre. Fint. Alt var atter godt – indtil et par km længere henne. ”Jeg finder lige en busk og kommer efter jer”. Hele fem gange skulle jeg ende op med at hoppe i busken inden for de første 20 km! Nuuuj, jeg havde det dårligt. Jeg tænkte, at det måtte være den Daim, der lavede ballade? Der var pludselig meget langt op til 80 km, syntes jeg nok. Jeg var mat i de våde løbesko. Og det regnede uanfægtet videre.

 

Vi ankom til første depot efter 25 km. Jeg prøvede lidt af de andres Coca-Cola. Det hjalp, og det blev for mit vedkommende slut med at spejde efter buske. Så fantastisk og jeg kunne mærke, at jeg atter var fit for fight. Nu skulle de 80 km bare i hus. Da de to andre havde onduleret Gifler, Snøfler, marcipanbrød og en masse sodavand, var det tid til at fortsætte. Vi løb i skove, i trampespor og på landeveje alt mens det bare stod ned i stænger. Vi var gennemblødte, og vores sko lavede svuppelyde. ”Pludselig” var vi fremme ved 40 km, hvor ny depotmand, Preben, stod klar med lidt at drikke. Ja tak. Et glas Coca-Cola fik jeg tilsmudsket mig. Regnen holdt op. Halleluja. Det bliver en god dag, det her!

 

De næste 10 km kørte Preben foran os som en anden fantastisk følgebil. Fortsat i tørvejr. Vi så en masse harer, og lige foran ham og jeg krydsede et råvildt med sine to kid. Så fantastisk. Min lænd var begyndt at værke, da jeg har en tendens til at falde sammen, når der ikke er gas i skoene. Det var allerede omkring de 30 km. Jeg gjorde det, at jeg løb foran de andre, og så powerwalkede jeg til, at de indhentede mig. Så løb jeg igen, og sådan forsatte det de 50 km ud af 82! Det var bedre for lænden, kunne jeg mærke, at jeg løb lidt hurtigere, og det var okay at gå stærkt. Hvad der virkede, måtte gøres.

 

Vi nåede endelig depot nummer to efter 50 km. Preben diskede op med alt det, vi havde bestilt. Idet vi landede ved hans bil, begyndte det atter at regne. Voldsomt – og det fortsatte såmænd resten af turen. Men nu var der kun 30 km hjem. På med pandelamperne og så atter ud på Fodsporet. Det var mørkt nu. Det var en kold fornøjelse. Vi havde skiftevis mod- og sidevind, og regnen stod os direkte i ansigterne. Jeg havde jo mit projekt ”løb/powerwalk” kørende, men hold nu op hvor jeg frøs. Vi havde været pivvåde fra start af, og vinden var grum. Kristine og Steen var begyndt at hænge lidt i bremsen, da de begge var trætte, så jeg kom til at gå i længere tid end godt var. Jeg blev så kold.

 

Til gengæld nåede jeg at se en masse dyr efter at mørket totalt havde indhyllet os på Fodsporet, og pandelamperne var kommer i brug. Flagermus, to tudser, et par pindsvin, en markmus, en skovmår, og et hav af råvildt. Et par stykker sprang frem over vejen foran mig, og så var der virkelig mange sæt øjne ude i markerne. Èn af dem var max 3 m fra mig. Den lå helt stille med sine store ører på overarbejde og kikkede på mig. Fascinerende.

 

De sidste 20 km var til gengæld ikke spor af fascinerende. Det skulle bare overstås. Puha. Det var nogle meget lange km. Længere end normalt er jeg sikker på. Preben løb os i møde. Imponerende at han gad begive sig ud i natteregnen, men det gjorde han. Vi mødes 10 km før mål. Agendaen blev, at han løb resten af vejen sammen med Kristine, og så løb Steen og jeg i forvejen. Vi nåede lige akkurat McDonalds 15 minutter før lukketid. De andre kunder gjorde store øjne, da to meget våde mus klokken nat trådte ind med beskidte sko, løbevest og pandelamper for at bestille milkshakes, burgere og en kaffe til mig. Det passede med, at bestillingen var klar, da de to andre ankom. Perfekt. Man skulle spise udenfor, så min cheeseburger blev indtaget kl. 03 i silende regn. Preben hentede imens sin bil og kørte os retur til vores biler. Ikke mere regn til os – men vi havde vist også opbrugt kvoten, idet vi havde haft regn i 65 km ud af 80! Preben var fantastisk.

 

Jeg overvejede i nat aldrig at stoppe, at give op eller fortryde, men jeg nåede ærlig talt flere gange at tænke ”Hvorfor Mette? Hvorfor?” Svaret kom aldrig til mig. Jeg ved det stadigvæk ikke. Måske fordi jeg kun har sovet tre timer? Men jeg er stolt over, at jeg gjorde det, og taknemmelig over at min krop ville lege med. Dagen derpå ser man jo på alt med andre øjne. For det var faktisk en kanon tur, og ja, jeg mente det tilsyneladende seriøst, da jeg sagde, at jeg kun skulle have lidt vand og en banan kl. 23. Det, og så undervejs to Snøfler, en müslibar og en cheeseburger.

 

 

 

 

-Skat, gider du lige skrue lidt op?

-Skaaaat?

-Hallo? Skat?

-Du sidder med fjernbetjeningen. Er du ikke sød at skrue op?

-H.A.A.A.A..L.L.O.O.O.O.O.O?

 

Ovenstående monolog blev fremført af mig. Jeg prøvede ihærdigt at fange min kærestes opmærksomhed, men det var godt nok svært. Endelig fik jeg hul igennem.

 

-Øhhh? Hvad? sagde han og kikkede forvirret på mig.

-Du hører bare ingenting! Jeg spørger, om du er sød at skrue lidt op for TV’et?

-Det er da dig, der ikke kan høre! Det er allerede sindssygt højt.

- Nej, det er da ej.

-Jo. Det er højt.

 

Det var bestemt ikke første gang, at vi havde denne tvist. Og vi kunne nok have siddet endnu og konkurreret om, hvem af os, der hører bedst, hvis det ikke var fordi, at jeg havde fået nok. Jeg bestilte fluks 2 x høretest. Èn til hver. Nu skulle jeg nok vise ham, at det var ham, der ikke kunne høre en disse. Ha! Min kæreste tog udfordringen op.

 

Men … måske han havde ret? Var jeg så småt ved at blive stokdøv? Hmm … Det havde måske været længe undervejs? Jeg kom i tanke om en sjov episode for en del år tilbage. Vi var just ankommet til en julefrokost hos min kærestes ungdomskammerater, som han ikke havde set et års tid. Vi var i gang med at hilse på de forskellige, og nu stod vi foran Pede, en af gutterne.

 

Min kæreste komplimenterede Pede for, at han havde tabt sig. ”Ja”, sagde Pede. ”Jeg har tabt mig en ti kg, så nu er jeg nede på 100. Men jeg skal heller ikke være tyndere!”

 

Nysgerrigheden gik nu på, hvordan han dog havde tabt sig de mange kg? 

 

”Dem har jeg klippet væk”, svarede Pede, mens han skovlede chips i svælget. Eller, det synes jeg i hvert fald, at han svarede. Jeg så straks indre billeder af den fiktive kirurg Dr. McDreamy fra Greys Hvide Verden. Han var i gang med skalpellen. Min billedstimmel af den lækre læge blev dog straks forstyrret af min kæreste, der spurgte Pede, om hun var med? 

 

”Hun?” tænkte jeg forvirret. Jeg fattede, at jeg nok havde hørt noget forkert, så jeg måtte lige lave en høretragt med min højre hånd på bedste fru Fernando Møghe vis: ”A hvad siger han skat?” 

 

Han siger, at han har kneppet dem væk!”, var det nøgternt svar.

 

Ohe …

 

Joooo, jeg måtte nok erkende, at jeg skulle muligvis til at investere i et høreapparat.

 

En uges tid efter vores seneste ”du hører dårligere end jeg gør” kamp, var vi begge til høretest. Jeg sad spændt der på konsultationsstolen med dutter i ørerne og skulle trykke på en knap hver gang, at jeg kunne høre en tone. Lige som dengang man var til skolesygeplejersken. Dengang foregik det altid frysende i undertøj, da man ved samme lejlighed blev vejet og målt. Jeg fik denne gang heldigvis lov til at beholde mit tøj på. Høje og lave toner væltede nu i et væld ind i øregangene: Tryk, tryk, tryk – hov – var det en lyd? Eller … vent … ny tone … veeent … ny tone … satans …

 

Endelig færdig!

 

Dommen blev overraskende god for os begge. Vi kan hører! Ingen høreapparater til os. Endnu. Min kæreste mener dog, at han kan rende med håneretten. Hans resultat var en my bedre end min! Det er bare træls. Altså for mig. Men nu er jeg jo et godt menneske, så jeg glæder mig naturligvis på hans vegne … host! Den meget diplomatiske audiolog mente, at grunden til ønsket om vulgær høj volume på TV’et handler om, at jeg er træt i hovedet, når vi rammer sidst på dagen. For min kærestes vedkommende er det nok mere et spørgsmål om selektiv hørelse … sagde audiologen. Suk. Det forstå jeg ikke? Hvem gider ikke høre på mig? Nå nå!

 

Selvom udfaldet af testene er super gode, så fornemmer jeg, at vi ikke er færdige med at krydre aftenkaffen med: ”Halloooooo? Kan du høre mig?”

Hej mor

 

Hvordan mon du har det? Det er ved at være længe siden, at jeg sidst har skrevet til dig. Alt for lang tid siden. Jeg har savnet det. Jeg har savnet dig. Jeg savner dig. Jeg tænker hver dag på, hvordan du mon har det? Er du glad? Måske endda lykkelig? Ohe hvor jeg håber, at alt ånder fred og ro hos dig. Du fortjener det.

 

Her hvor jeg er, er det en mærkelig tid. Virkelig mærkelig. Ikke nok med at jeg går og savner dig, så savner jeg mit liv, som jeg kender det. Med alle de kære mennesker i det, som jeg ikke har set længe. Familie og venner. For det må vi ikke. Mødes. Her er pandemi, og alt har det sidste års tid været lukket ned. Der er lukket ned for virksomheder, jobs, det kulturelle, det sociale, rejser, sport, festivaler og det at mødes med andre mennesker. Og når man endelig mødes med sine kære, så er det med en snert af dårlig samvittighed – for man burde ikke. Må godt, men bør ikke. Det tager for mit vedkommende lige toppen af det gode. Men jeg gør det. Ellers bliver jeg skør. Virkelig skør. Ohe mor, du ville ikke have brudt dig om det. Denne tid. Det er der naturligvis ingen, der gør, men dig som altid har været vild med at samle din store familie og vennekreds omkring dig. Nej, det ville ikke gå!

 

I denne triste tid er jeg én af de heldige. Jeg har et arbejde, jeg bor sammen med min mand, og jeg har – syv ni tretten – ikke mistet nogen til pandemien. Jeg skal ikke bekymre mig om jeg har penge til mad og husleje. Jeg har i min hverdag og de lange weekender selskab af min dejlige mand, og jeg kan ringe og tale med alle dem, jeg elsker og savner. Det er ikke alle beskåret. Men mor, jeg har ikke sådan rigtig godt. Jeg er lidt trist, jeg er lidt ked, og jeg kan ikke rigtig se lys for enden af tunnelen. Jeg ved, at jeg bør være taknemmelig, og det er jeg. Virkelige. Men det ændrer ikke på, at jeg føler, at jeg er ved at visne. Jeg støver. Den glade livsmusklen lider. Den er blev slap. Der er kommet længere mellem snapsene nu. Du ved de oplevelser, spontane som planlagte, som er med til at give hverdagen krydderi. Hvor man kan glæde sig til juledagene sammen med familien, udenlandsferien, til den store abefest med vennerne, påske og pinse og hvad årets gang ellers byder på. Hvor man ikke skal bekymre sig om sygdom og død. Alt er udsat eller aflyst. Selv forventningens glæde.

 

Jeg prøver virkelig at holde gejsten oppe, men alle dagene har det med at flyde sammen. Den ene dag ligner den anden. Jeg sover, bevæger mig ind på naboværelset for at arbejde, løber mig en tur, handler ind, laver mad, spiser, ser tv, går i seng for at sove. Og fortsætter dagen efter. Fra tid til anden lister jeg et lille træf med en veninde eller én af ungerne ind i det tomme skema. Så hygger vi igennem – vel vidende at der kommer til at gå en rum tid til næste gang. Og jo, jeg hygger også med min mand. Og jeg har nogle dejlige løbekammerater, som jeg prøver at lave aftaler med. Jeg er taknemmelig for dem. Men i langt de fleste af døgnets timer er jeg alene. Helt alene med min tanker. Og de spjætter. Mine tanker. Det er altså hverken sundt eller sjovt for et rastløst væsen som mig at være stækket. Jeg savner min frihed til at gøre lige præcis det, jeg vil. Tage hen lige dertil hvor jeg lyster og med hvem. Du ved, hvordan jeg altid har været draget af nye eventyr. Du har ikke altid forstået det, men du accepterede. Ohe hvor jeg savner.

 

Og jeg savner dig mor. Jeg ved, at du har det bedre, hvor du er nu. Det er jeg overbevist om, men jeg savner at tale med dig, at høre din sprøde latter og bare være sammen med dig. Jeg bliver helt varm, når jeg tænker på dig. Det får mig til at tænke tilbage på de gode gamle dage, da jeg var en lille pige. Hvor alt var godt. Ingen pandemi, ingen restriktioner, masser af frihed. Sådan er det heldigvis ofte med de gamle dage. Solen skinnede altid. Alt var godt, trygt og rart. Og det var takket være dig. Tak mor.

 

Men hey! Du skal ikke være bekymret for mig. Jeg skal nok lande godt oven på denne mærkelige tid. Det gør jeg altid. Lander. Jeg havde bare lige brug for at lette mit hjerte. Lade gassen gå af ballonen, så alt giften kunne fordufte. Det er det, man kan over for sin mor. At kunne sige tingene højt, så alt kan blive godt igen - uden at blive fordømt. Tilbage sidder jeg nu med et sæt skuldre, der er sunket lidt ned på plads. Smilet banker atter på. Det skal nok gå alt sammen. Selvfølgelig gør det det. Det skal nok blive tid til de herlige snapse igen, tid til at grine, hygge, lege, rejse og bare have det trygt, sjovt og godt, og ikke bekymre sig om sygdom og nedlukning af verdenen. Og jeg skal nyde hvert et øjeblik – alt mens jeg ville ønske, at du var en del af det. Du ville elske det.

 

Kære mor. Pas på dig selv til jeg skriver igen.  

 

Knus fra Mette

Mig: Hvis der er noget, jeg ALDRIG skal, så er det at vinterbade!

Jeanett: Vil du med ud at vinterbade?

Mig: Ja, det vil jeg da gerne!


Her til morgen fik Jeanett og jeg vores debut som vinterbader. I Roskilde Fjord, ved lystbådehavnen. Vi havde forberedt os godt. Først løb vi en lille tur, så parkerede jeg bilen, så forlygterne kunne lyse bare en lille bitte smule ud på badebroen, lagde håndklæderne klar – og så smed vi tøjet. Ja, ikke alt tøjet. Babysteps. Vi beholdte trusser og sports bh på. Næste gang går vi all in!


Jeanett var først i. Hun var sej. Tog nogle svømmetag. Så blev det min tur. Det var nogle meget kolde trin ned til vandet, syntes jeg nok. Men ikke på vilkår om jeg ville opgive, så jeg hoppede resten af vejen. F**** det var overraskende koldt. Så koldt at min krop panikkede lidt. Jeg hoppede rundt på bunden som en hoppebold uden retningssans (jeg havde ikke hovedet under). Og sproget var den også gal med ... Det var kun primat lyde, der kom ud af mit gispende ansigt: "JAAAG ... JAAAAG ... TRAP ... FÆÆÆN ... TRIN". Jeg kunne slet ikke finde trappetrinet, da jeg skulle op igen. Kunne slet ikke tænke på andet end "op op op". Hold nu kaje hvor Jeanett fik sig et godt grin. Det gjorde vi begge.

 

Det var altså en sjov morgen. Jeg gør det NOK igen!

Jeg fik mig et godt grin i går aftes. Jeg tog i min lokale løbeklub, hvilket jeg ikke er så ofte på hverdage. Så ingen regner med mig på en mandag. Jeg ankom som den første til p-pladsen ved Jyllinge Kirke, hvor vi pt mødes pga. Corona (løbeholdene er spredt rundt i byen). Ved kirken er der et offentligt toilet, og det ville jeg – som jeg ofte gør – liiige benytte mig af inden fællesløbet. Som sagt så gjort.

 

Jeg blev færdig, men så kunne jeg ikke komme ud. Ohe no! Jeg var låst inde. Jeg prøvede alt muligt, hev og flåede i låsen, løftede op i dørhåndtaget, trykkede det ned, ind mod mig og væk, men nej. Hvad gør en klog? Ingen ville jo savne mig lige foreløbigt. Men – huuurra for Fusionsløbebuks med plads til mobil! Jeg ringede til løbetræner Gitte. Jeg tænkte, at hun måtte være på trapperne. Og ganske rigtigt. Hun var på vej, løbende, og hun tog heldigvis telefonen (hun løber også i Fusion), lettere småforpustet og godt forvirret over mig:

 

-Er du på vej til løb?

-Ja

-Jeg er låst inde på toilettet, så måske du kan hjælpe mig?

-Øhe ... jo ... men ... hvad vil du have, at jeg skal gøre?

-Måske du kan få en af gutterne til at hjælpe dig? Med at hive lidt i døren, eller?

-Øhe ... hmm ... jeg kan få Djoe til at komme hjem til dig? (Djoe er Gittes mand)

-Ej, det skal du ikke. Kan en af gutterne ikke hjælpe? Altså ... hov … vent lidt … jeg er på toilettet ved kirken!

-Ohe ... jeg troede, at du var derhjemme.

 

Det fik vi et godt grin ud af. Jeg kan godt forstå, at hun undrede sig meget over, at jeg ringede til hende, hvis det var hjemme i privaten, at jeg var låst inde. Gitte bor i den anden ende af byen. Og faktisk måske også en kende hysterisk at låse toiletdøren, hvis man er alene i sit eget hjem?

 

Det viste sig, at til forskel for de andre gange, hvor jeg havde været inde på det selvsamme toilet, at en øvre lås på døren var blevet aktiveret, så jeg skulle vride i låsen alt mens jeg skubbede til døren. Jeg HAVDE vredet i låsen, men jeg havde ikke tænkt over at skubbe … Mærkelig system. Men godt grin. Og tak for gode løbekammerater.

Nyeste kommentarer

05.07 | 14:51

Super dejlig læsning og rigtig stærkt løbet. Stort tillykke med bedriften
Stor inspiration.

...
05.07 | 07:07

Jeg er SÅ imponeret over, at du gør det. Et kæmpe tillykke med bedriften. Du er mega sej og meget inspirerende. Knus fra mig. <3

...
03.07 | 13:48

Det er en mega flot præstation! Du er for sej💪🏻 Respekt herfra🙏🏻😉

...
13.05 | 18:21

Lyder måske lidt som om du ikke har et specielt naturligt forhold til nøgenhed 😉. Men dejligt at I hyggede jer 😊

...
Hej!
Prøv at lave din egen hjemmeside ligesom mig! Det er nemt, og du kan prøve det gratis
ANNONCE