Min blog

”Ønsker I at tilkøbe vores vinmenu til aftens menu? Man kan også vælge en med fadøl? Og så er der natsuppe inkluderet!” Uha, den var svær. Men … lad os da bare få tre med vin og så øl til de sidste to.

 

Jeg var sammen med min kæreste Charlie, hans søster Malene, deres bror Jesper og svigerinde Dorte. Vi havde indlogeret os på Rudbøl Grænsekro en lørdag aften den allersidste dag i august. Vi var alle eksklusive medlemmer af en bande, der blev stiftet en aften tilbage i start 2021. I en tid hvor man ingen ting kunne eller måtte – og hvor ens drømmeevner var ud over det sædvanlige. Ting der før hen havde været helt utænkeligt at kaste sig ud i – i hvert fald for mit vedkommende – ja, det kunne pludselig lade sig gøre. Og virkede oven i købet helt vildt hyggeligt! En kold januardag blev der givet visuelt håndtryk på stiftelsen af Cykelbanden, og at vi til efteråret 2021 skulle bruge en uge på at cykle fra Rudbøl til Skagen. Sølle 560 km nordpå ad Vestkystruten nr. 1.

 

Jeg havde ellers altid forsvoret, at jeg ALDRIG skulle på cykelferie. Aldrig! Hvem pokker gad okse rundt på en jernhest med oppakning? Ærlig talt? Nå …men klip til mig, der med stor iver søgte på nettet om hvordan man skulle gøre. Altså ud over at træde i pedalerne. For der skulle jo cykeltasker til. Hvor store skulle de være, og hvad skulle pakkes med? Jeg skulle jo selv slæbe på det. Så var det det med de dæk. Dæk var ikke bare dæk, fandt jeg ud af. Næ nej. Gravel dæk var godt. Det blev indkøbt. Det samme gjorde to par cykelbukser. Et vennepar til Malene havde taget turen et par år tidligere, og de delte gavmildt ud med deres erfaringer samt fif til overnatningssteder. Tak, den plan kopierer vi. Malene påtog sig den store opgave at booke senge til os. Der var også en app over ruten, som både Malene og Jesper downloadede fra www.vestkystruten.dk. Den var til stor hjælp.

 

Og nu sad vi endelig her. På Rudbøl Grænsekor, som der stod på postkassen ved hoveddøren. Åhe gud, bare vi ikke skulle synge? Vi sad bænket om hviddugsdækket borde sammen med et masse andre modne par. Krofatter serverede treretters menu for os mens Michael sang og spillede på sit orgel. Det havde han gjort hver lørdag siden 1993. Han var overraskende god. Bevares, han havde godt nok også øvet sig længe! Michael fik det til at krible så fornøjeligt i os. I dansefødderne. Vi endte med at svinge hinanden rundt igen og igen ud på det lille dansegulv. Nuuuj, hvor vi morede os. Og vi sang. Så var vi ligesom i gang.

 

Næste morgen begyndte vi den officielle del af cykelturen med tømmermænd. Vi havde nemlig fundet ud af, at man også kunne købe gin … Vi var dog ikke mere dårlige end at turen blev skudt i gang lige efter morgenmaden. Men først fik vi nogle formaninger af Jesper. Han var gruppens cykelmyg. Han var vant til at cykle omkring 250-300 km om ugen. Så han vidste nok noget i forhold til os andre novicer, der fra tid til anden kom i tanke om, at der i skuret stod en cykel til fri afbenyttelse. Altså: Ingen påklædning af cykelbuks ved morgenmaden. Ingen cykelhjelm på ind i butikker. Huske at ligge på hjul, og skiftes til at trække – og så lige en gentagelse: I.N.G.E.N. hjelm på ind i en butik! Jeg kan allerede her røbe, at det med cykelhjelmen var vi flere, der glemte et par gange eller tre. Ups!

 

Og så lige den allersidste ting inden, at vi satte kursen mod nord. Et foto af os fem oven på ruten, der var malet på asfalten i Rudbøl. Sådan! Klar! Cykel!

 

1. dag: Rudbøl Grænsekro til Gredstedbro Kro – 80 km

Dagens plan: Cykle 55 km til Ribe, spise frokost på torvet, og så ville der være sølle 11 km til vores overnatning. Bred enighed om, at det var en blid start. Ja tak. Vi cyklede langs diget på meget blandet underlag; på grusveje, hen over stabilt grus, cykelstier, lidt asfalt, overgange med færiste og blandt græssende får. Flad som en pandekage var ruten og med modvind. Nå ja, der var noget med vestenvind? Puha, det var faktisk temmelig hårdt. Nogle af os skulle lige blive dus med hvilket gear passede til hvad. Vi så til gengæld ikke en eneste butik, kiosk, vejbod eller kørte igennem noget, der kunne minde om en by. Vi måtte tanke vand ved en kirke. Pauser med rigeligt indtag af Engelsk Vingummi købt i grænsebutikken Fleggaard kunne vi heldigvis selv styre. Vi nåede endelig Ribe efter 66 km. Det var ellers ikke planen? Det med så mange km. Nogen af os havde vist lavet en regnefejl? Vi var skrupsultne. Og drænet for energi. Efter en god frokost kæmpede vi os de sidste 14 km til Gredstedbro. Her blev vi efter vask af cykeltøj i håndvasken og over en omgang pizza fra den lokale grill enige om, at fremadrettet skulle vi disponere lidt bedre over pauserne. Vi skulle jo gerne holde mange dage endnu. Godnat!

 

2. dag: Gredstedbro Kro til Nymindegab Kro – 94 km

Det blæste stadigvæk ind i smasken på os, men solen stod dagen lang højt på himlen. Halleluja. Dagens første agenda var en kaffepause i Esbjerg. Vi fandt en fantastisk café, hvor den fik gas med iskaffe og kager. Se, det var meget bedre. Trods vores selvudnævnte mærkat som Turboturister, så måtte vi naturligvis have taget fotos af os ved de 9 meter høje skulpturer: Mennesket ved Havet. Vi havde en dag, hvor meget kunne lade sig gøre. Brede smil, godt humør, godt underlag, fantastisk smuk natur og vi var meget bedre til at holde pauser. Charlie blev vores selvudnævnte hilsemaskine. Han vinkede overvældende og råbte muntert til alle på vores vej: ”Hej heeeeej, hej heeeej”. Det kastede masser af smil tilbage til os. På vej til frokostpause på Vejers Strand lå der en mand i grøftekanten og tog fotos af os, da vi komme cyklende. Han præsenterede sig som journalisten Leif. Han var ved at samle materiale til vestkystruten. Om han måtte bruge billederne af os? Jow jow da. Nu var Cykelbanden ophøjet til modeller i turistindustrien. Han anbefalede os en god café. Tak Leif. Det gjorde de 94 km til en acceptabel størrelse. Humøret var højt, da vi efter endt cykeltøjvask kunne sætte os til rette og spise kammuslinger og havkat. Vi havde den flotteste udsigt ud over Nymindegab Strøm. Dorte var dog begyndt at få ond bag sit ene knæ, og jeg havde kriller i halsen. Charlie vist sig at være en eminent pillepusher, idet han var i besiddelse af nogle lyserøde banditter (400 mg Ibuprofen). Fem glade mennesker sagde godnat.

 

3. dag: Nymindegab Kro til Fjalting Vandrehjem – 94 km

Endnu en lang tur ventede os. Det samme gjorde godt vejr. Og modvind. Meget af turen foregik på grus, og nogle af stierne var bedre end andre. De trak lidt tænder ud, og det gjorde det så ikke bedre, at Dorte og jeg var påbegyndt en lind strøm af henvendelser til manden med pillerne. Men alt var ikke ynk. I Hvide Sande henvendte vi os på turistkontoret. Her havde vores nye ven Leif sørget for, at vi kunne hente et par fantastiske bøger om vestkystruten. Tak Leif. Vi kunne nu læse os frem til, at det blev anbefalet at bruge 12 dage på turen. 12 dage? Øhe … nå … men venneparret gjorde det på syv, så det havde vi også bare valgt! Skidt pyt. Vi var turboturister, der ikke havde det store behov for at være kulturelle. Alt vi ville var at cykle. Vi fandt bagefter en café: kaffetid. Næste step var Thorsminde, hvor vi ville spise en god frokost med kniv og gaffel. Derfra ville der være et kort stykke til overnatningsstedet. Endnu engang havde vi ikke forberedt os ordentligt. Eller jo, det havde vi, men vi kunne ikke rigtig finde ud af at tælle km. Det var derfor en flok meget presset mennesker, der endelig ankom til fiskeribyen. Der lå en grill og en restaurant. Restauranten lokkede med fiskebuffet. Til trods for at døren var åben, så havde den dog ikke åben for kunder lige den dag? En ældre tandløs tjener fortalte os, at de havde en søskenderestaurant længere nede i byen. Vi cyklede derned, men de åbnede først kl. 17! Arg! ”Giv os noget mad. Vi er sååå sultne!” emmede ud af alle vores svedramte porer. Vi cyklede slukøret tilbage til grillen, kapitulerede og købte mad dér. Det var positiv oplevelse. Altså grillens mad. Da den velfortjente fadbamse og stjerneskuddet var væk, delte vi os op i to hold. Vi havde en deadline: kl. 18 skulle vi senest indtjekke os på vandrehjemmet i Fjalting, og kl. 18 ville den lokale købmand lukke. Jesper og Malene skød afsted som en anden Lance Armstrong og hans søster for at nå begge steder. Vi andre tre gjorde det bedste, vi kunne. Vi var en køn trio: knæproblem, ondt i halsen og en hvor grundformen var ved at slippe op. Vi nåede dog det hele: indkvartering, tøjvask til tørre på bøjler og hygge med flade rugbrødsmadder samt Tuborg på dåse og røde piller. Min hals sagde dog nej tak til mad, men Kaptajn Jesper slog i bordet: ”Du SKAL spise. Ellers går du død på cyklen!” Ja chef. Uj, det gjorde niller naller. Halsen.

 

4. dag: Fjalting Vandrehjem til Stenbjerg Bed & Breakfast – 69 km

Sikke en herlig dag der ventede os. Det var den mest fantastiske cykelsti, der bugtede sig mellem klitterne og forbi Bovbjerg Fyr – og så havde vi medvind på cykelstien og høj sol. Vi måtte stoppe op flere gange for at suge indtrykkene til os. Og for at spise vingummier og tage fotos. Nuuuj, vi var alle mand benovet. Sikke en fantastisk natur Danmark kan byde ind med. Jeg tror ikke, at vores jubelglæde havde noget som helst at gøre med de lyserøde piller, men lidt doping tager man vel aldrig skade af? Ej, seriøst. Der var så flot. På vej op til Thyborøn cyklede vi ud af én lang cykelsti. Man kunne ikke køre forkert, og det gik bare derudad. Godt hjulpet af vinden i ryggen, og så det faktum, at vi havde en færge at nå til Agger. Her havde vi nemlig en frokostaftale hos Dortes moster Lene. Og sikke Lene kunne hygge om os. Vi fik serveret en fiskekagekone, som vi aldrig har set magen før. Og vi måtte ikke køre før end vi havde spist op! Vi evnede dog ikke at spise os igennem alle fem slags fisk, men tæt på. Bagefter var der specielt lavet flødeboller, og alle skulle tage mindst én! Jeg kunne ikke helt leve op til kravene pga. min hals, der bare lavede ballade, men man kan godt spise med ondt i knæet og manglende grundform. Jesper og Malene havde også en fest sammen med kagekonen. Det havde vi alle. Høje på ekstreme mængder omega-3 fedtsyre tog vi den sidste tørn op til Stenbjerg. Her ventede der sig en omgang Bed & Breakfast hos Keld og konen. Der var optaget på hotellet, hvor vi til gengæld fik en lad behandling af tjeneren. Hun gad vist ikke rigtig den dag. Men hos Keld fik vi doneret en omgang Thy bajere og helt ekstreme bløde senge. Det var min værste nat til dato. Jeg havde så ondt i halsen, og Charlie snorkede – og hver gang han vendte sig, så hoppede jeg. Men det var jo ikke Kelds skyld.  

 

5. dag: Stenbjerg Bed & Breakfast til Hotel Klim Bjerg i Fjerritslev – 88 km

Dagen begyndte med havgus og med min hals, der var helt godnat. Jeg ringede til en læge i Hanstholm, men før end han ville se mig, forlangte han, at jeg skulle bumle 1 time i en bus til Thisted for at få foretaget en PCR test, afvente svar og så komme. Glem det. Jeg måtte holde ud, til jeg kom hjem. Da jeg var færdig med at tude af frustration, og jeg havde fået en krammer af Charlie, pakkede vi taskerne og kørte mod Hanstholm. Sikke en smuk tur. Naturen kom i fokus og smerte og andre uvelkomne issues blev ignoreret så godt, vi evnede. Vi kom bl.a. igennem Cold Hawaii (Klitmøller). Vi var alle glade, og da vi kom til centret i Hanstholm blev der indkøbt ZYX mod smerter i svælg samt Voltaren Forte mod dumme muskler på apoteket, 5 x frokostsandwich til senere – og kaffe og kage hos konditoriet. Vi var nu så forudseende, at det med at finde spisesteder, det var det lidt fedtet med i Jylland. Turen gik så videre til Vorup Strand, Lild Strand og Thorup Strand, hvor nogen fra gruppen håbede på at se Gutterne fra Kutterne. Vi så dem ikke, men vi spiste vores sandwich i Madpakkehuset på fiskerlejet på Lild Strand. Det kan anbefales. Det er en forening, der driver det 42m2 lokale til fri afbenyttelse. Vi sluttede dagen af på et fantastisk dejligt hotel i Klim, hvor alt bare spillede. Ikke nok med store dejlige værelser, så var der masser af varm vand i bruseren, skøn mad og herlig betjening – og så kunne vi også få lov til at hænge vores cykelvasketøj på en rigtig tørresnor. Jabadabadu.

 

6. dag: Hotel Klim Bjerg i Fjerritslev til Hotel Marinella i Lønstrup – 85 km

Dagen hvor vi skulle tage afsked med Jesper. Han skulle til Århus for at cykle Århus-København. Hvordan pokker skulle vi dog klare den uden vores kaptajn? Han havde gjort sådan et stort stykke arbejde med at afrette os, men han havde andre planer. Ergo måtte vi fire andre forsætte i modvinden mod næste destination. Vejret var høj sol, men underlaget var sejt. Efter nogle hårde km kom vi til Blokhus, hvor vi fandt en restaurant med fiskebuffet. Ja tak. Guffe guffe guffe – og bagefter førte app’en os ud på stranden. Her skulle vi cykle fem km i sandet. Det var specielt. Det var sjovt men også hårdt. Laveste gear og højeste puls. Puha, så var det prøvet. Vi fik os en velfortjent kop kaffe i Løkken. Så manglede der bare 30 km på landevej, men vinden var stadig mod os. Jeg fattede ikke, hvem der ville bo sådan et vindblæst sted, men smukt var der. Endelig ankom vi til hotellet, hvor ejeren var meget stolt af, at vi havde fået tildelt hans luksusværelser. Arg, vi var knap så imponeret. Der var en tung luft af støv på de nedslidte værelser, men sengene var rene, og det var det, der for os var vigtigst. Dette var desuden sidste overnatning for Charlie og jeg, da vi dagen efter skulle flyve hjem til konfirmation.

 

7. dag: Hotel Marinella i Lønstrup til Skagen – 82 km

Vi vinkede farvel til Dorte og Malene, der måtte sørge for at repræsentere Cykelbanden på sidste destination i Skagen. 82 km blev det til før end de nåede ud på Grenen, hvor de troede, at det var der, at mållinjen var, og foto af ruten skulle tages. De var dog kørt lidt for langt, men hvad betød et par ekstra km for sådan et par stærke kvinder? Ingenting. Senere hyggede de sig med Aperol på Brøndum Hotel – og meddelelsen herefter var censur …

 

Hvad vi til gengæld ikke vil lægge skjul på er hvor fantastisk en oplevelse, det har været at cykle Vestkystruten. Vi kom alle fem med forskellige forudsætninger og indgangsvinkler, men fælles for os alle var, at vi ville have en på opleveren. Alt gik op i en højere enhed. Ja, vi har døjet lidt med både hals, dårligt knæ, ondt i rumpetten og en grundform, der ikke var, hvad den har været, men ikke på noget som helst tidspunkt overvejede vi at droppe ud. Det har vi simpelthen haft det for herligt til. Vi har grinet, snakket, spist, drukket, vasket og sovet mange forskellige stedet, og vi har nydt at bevæge os gennem naturlandskabet, indhalere den friske havluft og været begejstret over at se hede og klitter, havet, søer, vandløb, får, heste, køer osv. Vi er allerede begyndt at tale om hvor turen skal gå til næste gang.

- Mette, mener du det seriøst, at du kun skal have lidt vand og en banan til kl. 23 depotet? Det er jo ikke meget til de sidste godt 30 km.

 

- Jamen … jeg har aldrig prøvet at løbe 80 km før? Hvad spiser I to da?

 

- Kanelgifler, Snøfler, jordbærgrød, saltstænger, måske pandekager. Nogen gange en bolle med smør eller Nutella – og så alt det vi plejer: vingummi, marcipanbrød, sodavand osv. Ved mange ultraløb har de f.eks. vandmelon, appelsin, banan, chips, crackers og nødder, Rynkebysaft, Coca Cola, slik, chokolade, Sun Lolly is, trekantsandwich og kage at vælge imellem.

 

- Okay, så kan jeg godt fornemme, at en banan lyder af latterlig lidt …

 

Ovenstående samtale foregik mellem Kristine, Steen og jeg for en uges tid siden. De to havde planlagt et 80 km træningsløb, der skulle begynde fredag den 2. juli kl. 16 i Slagelse. Planen var følgende: løbe 25 km mod Kongskilde, derefter 25 km videre til Næstved og så 30 km retur til McDonalds i Slagelse, hvor målpræmien efter ca. 10 timers løb ville være en jordbærmilkshake. Derfra ville der så været et par km gågang retur til vores biler … Planen var en pace på 6.30-7 minutter pr. km plus to depot, hvilket ville give en tid på 7.15 pr. km.

 

Åhe jøsses, hvad havde jeg nu fået rodet mig ud i? Endnu et fedt eventyr, håbede jeg.

 

Fredag eftermiddag i Slagelse

 

Belæsset med 2 kg tung løberygsæk bestående af proviant, pandelampe og en pakke kleenex ankom jeg i silende regn hos Steen i Slagelse. Nu skulle jeg teste min udholdenhed. Sommerfuglene i maven blafrede. De var fedtet godt ind i den dobbelt Daim, jeg impulsivt havde købt på en tank. Bevares, jeg var med på, at der findes masser af mennesker, der har løbet meget længere end 80 km, men alt er jo relativt. 80 km for mig er langt. Meget langt. Og lidt skørt.

 

Vi vinkede farvel til Steens kone Laila, der ville være vores først depotmand i Kongskilde. Det regnede forsat, men det var okay. Vi lagde ud med at løbe på Fodsporet. En fantastisk smuk 48 km lang naturcykelsti. Vi havde dog ikke løbet mere end en tre km, da jeg kunne mærke, at jeg blev dårlig. Jeg skal spare på detaljerne, men hvis jeg siger ondt i maven og kvalme, så … ”Jeg finder lige en busk og kommer efter jer” måtte jeg pinagtigt bekendtgøre. Fint. Alt var atter godt – indtil et par km længere henne. ”Jeg finder lige en busk og kommer efter jer”. Hele fem gange skulle jeg ende op med at hoppe i busken inden for de første 20 km! Nuuuj, jeg havde det dårligt. Jeg tænkte, at det måtte være den Daim, der lavede ballade? Der var pludselig meget langt op til 80 km, syntes jeg nok. Jeg var mat i de våde løbesko. Og det regnede uanfægtet videre.

 

Vi ankom til første depot efter 25 km. Jeg prøvede lidt af de andres Coca-Cola. Det hjalp, og det blev for mit vedkommende slut med at spejde efter buske. Så fantastisk og jeg kunne mærke, at jeg atter var fit for fight. Nu skulle de 80 km bare i hus. Da de to andre havde onduleret Gifler, Snøfler, marcipanbrød og en masse sodavand, var det tid til at fortsætte. Vi løb i skove, i trampespor og på landeveje alt mens det bare stod ned i stænger. Vi var gennemblødte, og vores sko lavede svuppelyde. ”Pludselig” var vi fremme ved 40 km, hvor ny depotmand, Preben, stod klar med lidt at drikke. Ja tak. Et glas Coca-Cola fik jeg tilsmudsket mig. Regnen holdt op. Halleluja. Det bliver en god dag, det her!

 

De næste 10 km kørte Preben foran os som en anden fantastisk følgebil. Fortsat i tørvejr. Vi så en masse harer, og lige foran ham og jeg krydsede et råvildt med sine to kid. Så fantastisk. Min lænd var begyndt at værke, da jeg har en tendens til at falde sammen, når der ikke er gas i skoene. Det var allerede omkring de 30 km. Jeg gjorde det, at jeg løb foran de andre, og så powerwalkede jeg til, at de indhentede mig. Så løb jeg igen, og sådan forsatte det de 50 km ud af 82! Det var bedre for lænden, kunne jeg mærke, at jeg løb lidt hurtigere, og det var okay at gå stærkt. Hvad der virkede, måtte gøres.

 

Vi nåede endelig depot nummer to efter 50 km. Preben diskede op med alt det, vi havde bestilt. Idet vi landede ved hans bil, begyndte det atter at regne. Voldsomt – og det fortsatte såmænd resten af turen. Men nu var der kun 30 km hjem. På med pandelamperne og så atter ud på Fodsporet. Det var mørkt nu. Det var en kold fornøjelse. Vi havde skiftevis mod- og sidevind, og regnen stod os direkte i ansigterne. Jeg havde jo mit projekt ”løb/powerwalk” kørende, men hold nu op hvor jeg frøs. Vi havde været pivvåde fra start af, og vinden var grum. Kristine og Steen var begyndt at hænge lidt i bremsen, da de begge var trætte, så jeg kom til at gå i længere tid end godt var. Jeg blev så kold.

 

Til gengæld nåede jeg at se en masse dyr efter at mørket totalt havde indhyllet os på Fodsporet, og pandelamperne var kommer i brug. Flagermus, to tudser, et par pindsvin, en markmus, en skovmår, og et hav af råvildt. Et par stykker sprang frem over vejen foran mig, og så var der virkelig mange sæt øjne ude i markerne. Èn af dem var max 3 m fra mig. Den lå helt stille med sine store ører på overarbejde og kikkede på mig. Fascinerende.

 

De sidste 20 km var til gengæld ikke spor af fascinerende. Det skulle bare overstås. Puha. Det var nogle meget lange km. Længere end normalt er jeg sikker på. Preben løb os i møde. Imponerende at han gad begive sig ud i natteregnen, men det gjorde han. Vi mødes 10 km før mål. Agendaen blev, at han løb resten af vejen sammen med Kristine, og så løb Steen og jeg i forvejen. Vi nåede lige akkurat McDonalds 15 minutter før lukketid. De andre kunder gjorde store øjne, da to meget våde mus klokken nat trådte ind med beskidte sko, løbevest og pandelamper for at bestille milkshakes, burgere og en kaffe til mig. Det passede med, at bestillingen var klar, da de to andre ankom. Perfekt. Man skulle spise udenfor, så min cheeseburger blev indtaget kl. 03 i silende regn. Preben hentede imens sin bil og kørte os retur til vores biler. Ikke mere regn til os – men vi havde vist også opbrugt kvoten, idet vi havde haft regn i 65 km ud af 80! Preben var fantastisk.

 

Jeg overvejede i nat aldrig at stoppe, at give op eller fortryde, men jeg nåede ærlig talt flere gange at tænke ”Hvorfor Mette? Hvorfor?” Svaret kom aldrig til mig. Jeg ved det stadigvæk ikke. Måske fordi jeg kun har sovet tre timer? Men jeg er stolt over, at jeg gjorde det, og taknemmelig over at min krop ville lege med. Dagen derpå ser man jo på alt med andre øjne. For det var faktisk en kanon tur, og ja, jeg mente det tilsyneladende seriøst, da jeg sagde, at jeg kun skulle have lidt vand og en banan kl. 23. Det, og så undervejs to Snøfler, en müslibar og en cheeseburger.

 

 

 

 

-Skat, gider du lige skrue lidt op?

-Skaaaat?

-Hallo? Skat?

-Du sidder med fjernbetjeningen. Er du ikke sød at skrue op?

-H.A.A.A.A..L.L.O.O.O.O.O.O?

 

Ovenstående monolog blev fremført af mig. Jeg prøvede ihærdigt at fange min kærestes opmærksomhed, men det var godt nok svært. Endelig fik jeg hul igennem.

 

-Øhhh? Hvad? sagde han og kikkede forvirret på mig.

-Du hører bare ingenting! Jeg spørger, om du er sød at skrue lidt op for TV’et?

-Det er da dig, der ikke kan høre! Det er allerede sindssygt højt.

- Nej, det er da ej.

-Jo. Det er højt.

 

Det var bestemt ikke første gang, at vi havde denne tvist. Og vi kunne nok have siddet endnu og konkurreret om, hvem af os, der hører bedst, hvis det ikke var fordi, at jeg havde fået nok. Jeg bestilte fluks 2 x høretest. Èn til hver. Nu skulle jeg nok vise ham, at det var ham, der ikke kunne høre en disse. Ha! Min kæreste tog udfordringen op.

 

Men … måske han havde ret? Var jeg så småt ved at blive stokdøv? Hmm … Det havde måske været længe undervejs? Jeg kom i tanke om en sjov episode for en del år tilbage. Vi var just ankommet til en julefrokost hos min kærestes ungdomskammerater, som han ikke havde set et års tid. Vi var i gang med at hilse på de forskellige, og nu stod vi foran Pede, en af gutterne.

 

Min kæreste komplimenterede Pede for, at han havde tabt sig. ”Ja”, sagde Pede. ”Jeg har tabt mig en ti kg, så nu er jeg nede på 100. Men jeg skal heller ikke være tyndere!”

 

Nysgerrigheden gik nu på, hvordan han dog havde tabt sig de mange kg? 

 

”Dem har jeg klippet væk”, svarede Pede, mens han skovlede chips i svælget. Eller, det synes jeg i hvert fald, at han svarede. Jeg så straks indre billeder af den fiktive kirurg Dr. McDreamy fra Greys Hvide Verden. Han var i gang med skalpellen. Min billedstimmel af den lækre læge blev dog straks forstyrret af min kæreste, der spurgte Pede, om hun var med? 

 

”Hun?” tænkte jeg forvirret. Jeg fattede, at jeg nok havde hørt noget forkert, så jeg måtte lige lave en høretragt med min højre hånd på bedste fru Fernando Møghe vis: ”A hvad siger han skat?” 

 

Han siger, at han har kneppet dem væk!”, var det nøgternt svar.

 

Ohe …

 

Joooo, jeg måtte nok erkende, at jeg skulle muligvis til at investere i et høreapparat.

 

En uges tid efter vores seneste ”du hører dårligere end jeg gør” kamp, var vi begge til høretest. Jeg sad spændt der på konsultationsstolen med dutter i ørerne og skulle trykke på en knap hver gang, at jeg kunne høre en tone. Lige som dengang man var til skolesygeplejersken. Dengang foregik det altid frysende i undertøj, da man ved samme lejlighed blev vejet og målt. Jeg fik denne gang heldigvis lov til at beholde mit tøj på. Høje og lave toner væltede nu i et væld ind i øregangene: Tryk, tryk, tryk – hov – var det en lyd? Eller … vent … ny tone … veeent … ny tone … satans …

 

Endelig færdig!

 

Dommen blev overraskende god for os begge. Vi kan hører! Ingen høreapparater til os. Endnu. Min kæreste mener dog, at han kan rende med håneretten. Hans resultat var en my bedre end min! Det er bare træls. Altså for mig. Men nu er jeg jo et godt menneske, så jeg glæder mig naturligvis på hans vegne … host! Den meget diplomatiske audiolog mente, at grunden til ønsket om vulgær høj volume på TV’et handler om, at jeg er træt i hovedet, når vi rammer sidst på dagen. For min kærestes vedkommende er det nok mere et spørgsmål om selektiv hørelse … sagde audiologen. Suk. Det forstå jeg ikke? Hvem gider ikke høre på mig? Nå nå!

 

Selvom udfaldet af testene er super gode, så fornemmer jeg, at vi ikke er færdige med at krydre aftenkaffen med: ”Halloooooo? Kan du høre mig?”

Hej mor

 

Hvordan mon du har det? Det er ved at være længe siden, at jeg sidst har skrevet til dig. Alt for lang tid siden. Jeg har savnet det. Jeg har savnet dig. Jeg savner dig. Jeg tænker hver dag på, hvordan du mon har det? Er du glad? Måske endda lykkelig? Ohe hvor jeg håber, at alt ånder fred og ro hos dig. Du fortjener det.

 

Her hvor jeg er, er det en mærkelig tid. Virkelig mærkelig. Ikke nok med at jeg går og savner dig, så savner jeg mit liv, som jeg kender det. Med alle de kære mennesker i det, som jeg ikke har set længe. Familie og venner. For det må vi ikke. Mødes. Her er pandemi, og alt har det sidste års tid været lukket ned. Der er lukket ned for virksomheder, jobs, det kulturelle, det sociale, rejser, sport, festivaler og det at mødes med andre mennesker. Og når man endelig mødes med sine kære, så er det med en snert af dårlig samvittighed – for man burde ikke. Må godt, men bør ikke. Det tager for mit vedkommende lige toppen af det gode. Men jeg gør det. Ellers bliver jeg skør. Virkelig skør. Ohe mor, du ville ikke have brudt dig om det. Denne tid. Det er der naturligvis ingen, der gør, men dig som altid har været vild med at samle din store familie og vennekreds omkring dig. Nej, det ville ikke gå!

 

I denne triste tid er jeg én af de heldige. Jeg har et arbejde, jeg bor sammen med min mand, og jeg har – syv ni tretten – ikke mistet nogen til pandemien. Jeg skal ikke bekymre mig om jeg har penge til mad og husleje. Jeg har i min hverdag og de lange weekender selskab af min dejlige mand, og jeg kan ringe og tale med alle dem, jeg elsker og savner. Det er ikke alle beskåret. Men mor, jeg har ikke sådan rigtig godt. Jeg er lidt trist, jeg er lidt ked, og jeg kan ikke rigtig se lys for enden af tunnelen. Jeg ved, at jeg bør være taknemmelig, og det er jeg. Virkelige. Men det ændrer ikke på, at jeg føler, at jeg er ved at visne. Jeg støver. Den glade livsmusklen lider. Den er blev slap. Der er kommet længere mellem snapsene nu. Du ved de oplevelser, spontane som planlagte, som er med til at give hverdagen krydderi. Hvor man kan glæde sig til juledagene sammen med familien, udenlandsferien, til den store abefest med vennerne, påske og pinse og hvad årets gang ellers byder på. Hvor man ikke skal bekymre sig om sygdom og død. Alt er udsat eller aflyst. Selv forventningens glæde.

 

Jeg prøver virkelig at holde gejsten oppe, men alle dagene har det med at flyde sammen. Den ene dag ligner den anden. Jeg sover, bevæger mig ind på naboværelset for at arbejde, løber mig en tur, handler ind, laver mad, spiser, ser tv, går i seng for at sove. Og fortsætter dagen efter. Fra tid til anden lister jeg et lille træf med en veninde eller én af ungerne ind i det tomme skema. Så hygger vi igennem – vel vidende at der kommer til at gå en rum tid til næste gang. Og jo, jeg hygger også med min mand. Og jeg har nogle dejlige løbekammerater, som jeg prøver at lave aftaler med. Jeg er taknemmelig for dem. Men i langt de fleste af døgnets timer er jeg alene. Helt alene med min tanker. Og de spjætter. Mine tanker. Det er altså hverken sundt eller sjovt for et rastløst væsen som mig at være stækket. Jeg savner min frihed til at gøre lige præcis det, jeg vil. Tage hen lige dertil hvor jeg lyster og med hvem. Du ved, hvordan jeg altid har været draget af nye eventyr. Du har ikke altid forstået det, men du accepterede. Ohe hvor jeg savner.

 

Og jeg savner dig mor. Jeg ved, at du har det bedre, hvor du er nu. Det er jeg overbevist om, men jeg savner at tale med dig, at høre din sprøde latter og bare være sammen med dig. Jeg bliver helt varm, når jeg tænker på dig. Det får mig til at tænke tilbage på de gode gamle dage, da jeg var en lille pige. Hvor alt var godt. Ingen pandemi, ingen restriktioner, masser af frihed. Sådan er det heldigvis ofte med de gamle dage. Solen skinnede altid. Alt var godt, trygt og rart. Og det var takket være dig. Tak mor.

 

Men hey! Du skal ikke være bekymret for mig. Jeg skal nok lande godt oven på denne mærkelige tid. Det gør jeg altid. Lander. Jeg havde bare lige brug for at lette mit hjerte. Lade gassen gå af ballonen, så alt giften kunne fordufte. Det er det, man kan over for sin mor. At kunne sige tingene højt, så alt kan blive godt igen - uden at blive fordømt. Tilbage sidder jeg nu med et sæt skuldre, der er sunket lidt ned på plads. Smilet banker atter på. Det skal nok gå alt sammen. Selvfølgelig gør det det. Det skal nok blive tid til de herlige snapse igen, tid til at grine, hygge, lege, rejse og bare have det trygt, sjovt og godt, og ikke bekymre sig om sygdom og nedlukning af verdenen. Og jeg skal nyde hvert et øjeblik – alt mens jeg ville ønske, at du var en del af det. Du ville elske det.

 

Kære mor. Pas på dig selv til jeg skriver igen.  

 

Knus fra Mette

Mig: Hvis der er noget, jeg ALDRIG skal, så er det at vinterbade!

Jeanett: Vil du med ud at vinterbade?

Mig: Ja, det vil jeg da gerne!


Her til morgen fik Jeanett og jeg vores debut som vinterbader. I Roskilde Fjord, ved lystbådehavnen. Vi havde forberedt os godt. Først løb vi en lille tur, så parkerede jeg bilen, så forlygterne kunne lyse bare en lille bitte smule ud på badebroen, lagde håndklæderne klar – og så smed vi tøjet. Ja, ikke alt tøjet. Babysteps. Vi beholdte trusser og sports bh på. Næste gang går vi all in!


Jeanett var først i. Hun var sej. Tog nogle svømmetag. Så blev det min tur. Det var nogle meget kolde trin ned til vandet, syntes jeg nok. Men ikke på vilkår om jeg ville opgive, så jeg hoppede resten af vejen. F**** det var overraskende koldt. Så koldt at min krop panikkede lidt. Jeg hoppede rundt på bunden som en hoppebold uden retningssans (jeg havde ikke hovedet under). Og sproget var den også gal med ... Det var kun primat lyde, der kom ud af mit gispende ansigt: "JAAAG ... JAAAAG ... TRAP ... FÆÆÆN ... TRIN". Jeg kunne slet ikke finde trappetrinet, da jeg skulle op igen. Kunne slet ikke tænke på andet end "op op op". Hold nu kaje hvor Jeanett fik sig et godt grin. Det gjorde vi begge.

 

Det var altså en sjov morgen. Jeg gør det NOK igen!

Nyeste kommentarer

21.09 | 07:35

Fed beskrivelse. Får helt lyst, til at tage turen

...
05.07 | 14:51

Super dejlig læsning og rigtig stærkt løbet. Stort tillykke med bedriften
Stor inspiration.

...
05.07 | 07:07

Jeg er SÅ imponeret over, at du gør det. Et kæmpe tillykke med bedriften. Du er mega sej og meget inspirerende. Knus fra mig. <3

...
03.07 | 13:48

Det er en mega flot præstation! Du er for sej💪🏻 Respekt herfra🙏🏻😉

...
Hej!
Prøv at lave din egen hjemmeside ligesom mig! Det er nemt, og du kan prøve det gratis
ANNONCE