Min blog

Jeg sidder her i mit hjem. Alene. Der er dømt #blivehjemmederercoronavirus. Jeg gør, som der bliver sagt. Jeg besøger ikke nogen, får ikke besøg, drikker ikke rødvin på cafeer eller går i zoologisk have. Jeg handler dog min mælk og brød. Og jeg løber mig hver dag en tur. Ellers bliver jeg sulten og skør i bolden! Ingen af tingene ønskes. Rødvinen drikker jeg herhjemme mens jeg kikker på fugle.

 

Jeg er dog ikke helt alene. Kæresten er også hjemme. Jeg er ellers vant til at have dagtimerne for mig selv. Min egen rytme. Måder jeg gør tingene på. Men nu er han jo altså hjemme. Og det er da hyggeligt. Det er det da. Jo. Det er bare fordi, han gør tingene på en anden måde. Den mest hensigtsmæssige måde. Siger han. Og ved du hvad? Mellem dig og mig sagt? Han har altså ikke ret!

 

Men i det mindste er jeg ikke helt alene hjemme. Dejligt. Men han har taget kontoret. Der plejer jeg jo at sidde! Nu sidder jeg ved spisebordet med min bærbare. Og det er da fint. Det er det da. Det er bare fordi, at man sidder bedre inde på kontorstolen foran den stationære computer. Men ret skal være ret. Han arbejder hjemmefra. Jeg skriver jo bare jobansøgninger til de mange firmaer, der pt. kører i nødberedskab og derfor ikke læser ansøgninger! Men det skal jeg jo. Og så gør jeg det. De må da tro, at jeg er skør og ikke har fattet hat af det hele.

 

Jeg savner samvær med mine veninder. Mine børn. Jeg savner familien og alle andre mennesker. Jeg savner liv, grin, snakke omkring mig. Jeg vil have de gamle dage tilbage. Hvor jeg kunne glæde mig vanvittigt meget til mit livs første ultraløb, der nu er udskudt til efteråret. Hvor jeg kunne glæde mig til påskeferien på Bonaire. Den bliver helt sikkert og aldeles aflyst næste uge, og det er nu usikkert om jeg mister pengene! Det taler de om i radioen. Ja, altså ikke om mig og min økonomi, vel, men om at rejsebureauerne ikke kan tilbagebetale! F…! Ultraløbet på Ærø Rundt bliver givetvis også aflyst. Danseevent i Roskilde med skøn veninde er aflyst. Fødselsdagen hos min 11 årige niece på lørdag er også en ting, jeg ikke skal til. Det kan ikke hjælpe noget, at vi mødes 20+ gæster om et mundudblæst lys på en lagkage. Alt er aflyst. Men jeg skal ikke pive. Der er mange andre, der har det meget, meget værre. Sygdom, død og konkurs. Trist. Men jeg må godt være ærgerlig. Og bekymret for mine kære og alle de svage og for hvor længe, at jeg kommer til at gå uden job!

 

Men op med humøret Mette. Vi skal nok klare den … Håber jeg! Jeg har mit gode helbred, jeg må stadigvæk gå ud og trække luft, og selvom ham kæresten til tider er småforstyrrende i min daglige rytme, så er det ærlig talt super fedt at være så meget sammen med ham. Jeg elsker ham jo. Og VI kan tale, grine og fjolle! I går udfordrede jeg ham. Jeg havde pralet af, at jeg kunne stå på hovedet uden at røre væggen. Det kunne han i hvert fald også. Sagde han. Så det skulle bevises. Det kunne han ikke. Hold nu kaje hvor jeg grinte. Jeg sværger, at det var lige før, at jeg tissede lidt i bukserne af grin. Dejligt befriende. At grine så musklerne giver slip og gør ondt. Ikke våde bukser! Mere af det. Meget kan den lortevirus tage fra mig, men ikke mit humør! Jeg.giver.det.ikke.væk!

 

Kæresten siger, at nu er det tid til frokost for to! Han har ret! Han er nu dejlig. Han får et kys alt mens jeg lukker ned for denne jammer. Kan du se, at jeg vinker? Hej hej!

Jeg leder efter en massør. En god én. En der kan tage fat og få most spændingerne i min løberamte lårbasser. De hænger ikke på træerne, de der unikummer ud i massørens kunst. Jeg har haft en super god massør. Han kunne dæleme tage fat. Han var god, og man kunne godt mærke, at han vidste, hvad han havde gang i.

 

Han var dog også lidt … hmm … tja … der var noget loren ved ham! En mand i fyrrerne. Han underholdt mig ved hver eneste session med, at han var tidligere fodboldspiller. På et højere plan. Men han fik en skade, og hans karriere stoppede fra den ene dag til den anden. Øv for ham! En god massør fik ham samlet igen, dog ikke så kan kunne fortsætte på eliteplan. Han blev midlertidig tændt på selv at uddanne sig til massør.

 

Og der var han så nu. En fantastisk dygtig massør, men med kunsten ud i at gentage sig selv! Hver eneste gang! Og hvad kunne jeg gøre? Andet end at ligge der på briksen iført røvballetrusser og et forvasket badehåndklæde til lige at skærme for det meste af min hud! Jeg var tvangsindlagt til at tale med massøren, der så gerne ville fortælle om dengang, hvor han spillede semi professionelt. Han ville også meget gerne høre ind til mig. Alt jeg ønskede var ro! Men nej. Snak snak snak!

 

Massøren havde efter stop af spark til bold frasagt sig en spændstig krop. Han ville meget hellere leve i fred og harmoni. Det fortalte han selv, mens han småkvapset stod ved massagebriksen og masserede min ømme krop. Han havde altid de samme træningsbukser på – tilsat bare strømpesokker og maven i den forvasket T-shirt ud over elastikkanten. Og fred nu vær med det. Hvis det så ikke var fordi, at når han bad mig ligge på maven, så har man jo armene liggende ned langs siden, med fingrene let bøjet opad så man nærmest former en lille kurv med sine hænder. I sådan en kurv, da har jeg – desværre – flere gange oplevet, at der var der plads til hans kugler!

 

I kid you not! Jeg har simpelthen ligget dér på en briks og leget ”Gæt en ting”. Nøj, hvor hjernen roterede: ”Hvad filan er det, jeg har i min hånd? Jeg håber fileme ikke, at der er det, jeg tror, at det er! Er det? Er det hans testikler, jeg kan mærke gennem hans træningsbukser? Ohe no! Det er det! Hvad gør jeg? Hvad.gør.jeg?”. Til trods for at jeg hver gang fluks ”åbnede” min håndkurv, så lå de der stadigvæk. Kuglerne. Som et par dadler på et fad. Lige så stille hvilede de i min hånd alt mens han masserede – og talte. Det var ikke rart. Ærlig talt.

 

Ikke nok med det. Så var han typen, sagde han, der ville sikre sig, at han ikke overskred nogen grænser! Hmm … Hvilket betød at han hele tid stillede mig et spørgsmål, ofte mens jeg agerede kugleholderfad: ”Er det okay, at jeg åbner din BH, så jeg kan massage din ryg? Er det okay, at jeg lige rykker lidt ned i trussekanten, så jeg kan massere dine baller? Er det okay, at jeg liiiige mærker kort på dit skamben om dine hofter er sat på plads?”

 

Det blev for meget! Simpelthen. Men hvorfor havde jeg ikke ageret første gang? Jamen, hans massage, vrid og knæk var så god og effektiv, at jeg prøvede at neglige det faktum, at det faktisk ikke var okay på nogen som helst måde. Jeg vil ikke melde mig ind i #metoo klanen, for så slemt var det så heller ikke, men lige til grænsen, ikke? Jeg er så naiv, at jeg bilder mig ind, at han ikke selv har tænkt over det. At det var en hændelig fejl. I hvert fald første gang. At han ikke har mærket det. Og måske har han? Ohe no! Men det er slut nu. Forbi. Ovre. Han må lægge sine kugler et andet sted.

 

Jeg leder nu efter en ny massør. Med stramme bukser. Tak.

”Jeg … kan … ikke … mere … må … have … luft …!”

 

Det var mig en sensommerdag for nogle år siden. På en varm markvej. Jeg troede, at jeg skulle dø af iltmangel – på grund af et par løbesko og et bankende hjerte.

 

Mit bankende hjerte var for en mand, jeg var skrubhamrende forelsket i. En mand der elskede at løbe. Og den passion ville han gerne dele med mig! Jeg elskede på ingen måde at løbe. Overhovedet. Jeg elskede ham, men jeg gad vitterlig ikke sport. ”Jeg løber ikke” gjorde jeg det klart over for ham. Jeg kunne godt lide at gå ture sammen med ham og veninderne, men ikke noget som helst af noget med hvor man blev forpustet eller blev varm (læs: svede). For det kunne jeg nemlig ikke finde ud af. Det med at svede. Det forstod min kæreste ikke en dyt af. ”Kan du ikke svede? Alle kan da svede!” Men nej, det kunne jeg ikke. Det var noget med nogle inaktive svedkirtler? Jeg havde fra tid til andet prøvet at give det med at løbe en chance, men jeg opgav altid efter et par uger. Jeg hadede hver en meter, jeg løb! Jeg kunne ikke få vejret, og i stedet for at svede, så blev jeg opkogt. Fuldstændig rød i bærret, gispende efter vejret og damp ud af ørerne. Men ikke en eneste dråbe væske kom ud af min krop. Jeg kunne ikke lide det. Det tog hver gang en krig at køle kroppen ned. Men det mente min kæreste, at det måtte vi lave om på.

 

Og hvad gør man ikke, når man er nyforelsket? Alt. Eller næsten alt. I hvert fald jeg gjorde. Til trods for at jeg kærligt sagde nej tak til at løbe, så så man samtidig mig hoppe i et par shorts og et par løbesko. Skoene havde jeg fra mine før omtalte mislykkede forsøg ud i blive en løber. Så var jeg klar.

 

”Jeg har en lille 5 km tur, vi kan tage” sagde kæreste opmuntrende til mig, og af sted vi løb. Det var en meget varm august dag. Det var eftermiddag, og solen bagte fra en blå himmel. Da vi havde løbet en god km på asfalt, primært nedadgående, løb vi over en å og ud på markvejen. Jeg kan lige så godt sige det, som det var. Det var ikke kønt! Slet slet ikke. Jeg var allerede begyndt at blive forpustet. Og nu gik det opad. Ikke ret mange højdemeter, men for mig var det et bjerg. Intet mindre. Vi kom op af den ”stejle skråning”, og jeg prustede. Jeg bandede vist også lidt … Jeg evnede slet ikke at se de flotte kornmarker, der var på begge sider af markvejen, eller at fuglene sang og da slet ikke at tale. Altså tale pænt! Jeg var max presset. Min kæreste derimod, han så alt. Delte alt. Kommenterede alt. Total overskud på drengen. Lige der var jeg ærlig talt ikke så vild med ham! Han løb fra tid til anden baglæns ved siden af mig, mens han sang lidt for mig. Blærerøv!

 

”Kan du høre fuglene?” spurgte han kækt. Jeg kunne overhovedet ikke høre andet end min prusten og så hans irriterende overskudsstemme. ”Kom skat … bare liiiiiiiige op til bænken der” sagde han, mens vi endnu engang skulle forcere en bakketop! ”Jeg … kan … ikke … mere … må … have … luft …!” stønnede jeg dramatisk. Vi gik. Min stakkels krop kogte. Jeg gispede. Jeg havde alle mulige forklaringer. Skoene var ikke den rigtige størrelse, luften var for tør, for varm, jeg var tørstig, han løb for stærkt, og var han nu helt sikker på, at ruten kun var 5 små km? (Det viste sig senere, at den rent faktisk er 6½ km …). Han var temmelig overrasket over min ringe kondition – og min ynkelige jamren! Jeg kunne se det på ham. Du ved, der hvor det ene øjenbryn er hævet på den misbilligende måde? ”Jamen, jeg sagde det jo! Det er ikke MIN skyld!” jamrende jeg videre. Så løb vi lidt igen. Gik. Gik lidt mere. Løb et par hundrede meter. Gik. Løb. Gik. Og sådan fortsatte det til vi eeendelig var retur på matriklen. Føj! Vi var begge lettet over, at vores forhold trods alt overlevede! Med et par småskrammer. For det havde ikke været en smuk oplevelse.

 

Men … jeg må nu her mange år efter erkende, at han den sommerdag gik kickstartet noget i mig. Han holdte mig til ilden. Gav ikke op på mig, men blev overraskende nok ved med at jage mig med ud af døren – iført løbesko. Han indmeldte mig sågar i den lokale løbeklub! Der var ikke andet at gøre end at sætte den ene fod foran den anden. Jeg var ikke vild med det. I hvert fald ikke i starten. Det var en kamp, men hjertet bankede jo lystigt for manden … Jeg hang i. Pludselig en dag kunne jeg løbe 5 km uden at frygte, at det skulle blive det sidste, jeg skulle gøre i mit liv! Og stille og roligt skete der noget i min krop. Ud over at jeg begyndte at få muskler, så begyndte jeg at svede! Det piblede ud af mig. Jeg var ikke længere en rød reje i dejform iført et par løbesko, men nu var jeg med i klubben af sporty sportsfolk, hvor sveden drev. Yaaah! Det var en befrielse, for det var så meget mere behageligt at svede end at være opkogt.

 

Jeg blev ved med at løbe. Jeg blev faktisk ret vild med det! Og jeg var vild med det sociale liv, jeg fik i løbeklubben. Så mange skønne mennesker at dele løbestierne sammen med. Jeg fik mod på at øge distancerne stille og roligt. Det blev til 6 km, så 7, 10, 12. Jeg løb en hel del 10 km distancer, og en dag blev det tid til mit livs første halvmaraton! Det var vildt! Tænk at jeg kunne gennemføre et halvmaraton! Mig! Mette! Wauw! Klap på skulderen til mig selv. Ja, jeg ved det godt. Janteloven kan stramme, men jeg var dæleme så stolt. Jeg havde kæmpet for det, og jeg havde ikke givet op. Det må man gerne være stolt af. Og det gav mig smag for mere. Skulle jeg prøve et maraton? Måske? Nja? Ja! Jeg prøver! Det var forrige november, hvor maratontræningen gik i gang. Sammen med de andre fra klubben blev der bygget på: 24 km, 26, 27, 30 – og så kom endelig den famøse udløsning i maj 2019 i København: 42,2 km! Det var en kanon følelse. Fantastisk. Jeg gjorde det! Den havde jeg godt nok ikke selv set komme.

 

Det havde mine omgivelser heller ikke. De efterlyser nogen gange Mette. Hvor er hun? Jamen, hun er ude at løbe! Jeg løb på et tidspunkt hver dag, men nu er det en 4-5 gange om ugen, og så er der kommet lidt fitness på programmet. Jeg løber oftest alene, andre gange sammen med de andre i klubben, og nogen gange løber jeg sammen med kæresten. Jeg er ingen hurtig løber, men jeg jamrer ikke længere. Jeg har for længst lært, at det gider ingen som helst høre på. Heller ikke mig selv! Smil og vink og gør det, du er i gang med: løb! Så det gør jeg.

 

Jeg er ikke færdig med at bygge løbeklodser. Sidst i marts skal jeg prøve kræfter med mit første ultraløb. 50 km i Tisvilde. Jeg ved ikke rigtig, hvad der nu er, at jeg har fået rodet mig ud i! Øj! Er jeg for skør? For optimistisk? Eller blot eventyrlysten? Men som arrangøren af North Coast Ultra sagde til mig, da jeg forespurgte om sådan en som mig ville kunne deltage: ”Det kan du! Du skal blot sætte den ene fod foran den anden!” Og det har jeg jo prøvet før! Det med fødderne. Det kan jeg da godt finde ud af! Så det vil jeg gøre alt mens jeg æder et enkelt ord ud af den lille sætning, jeg for år tilbage messede til kæresten: Jeg løber ikke!

”Skaaat? Prøv lige at mærke mig? Min pande. Har jeg feber?” Det spørgsmål har jeg stillet min kæreste ret mange gange de seneste måneder. For det måtte jeg have. Feber. Det føltes sådan. Ikke noget voldsomt alarmerende, men alligevel mærkeligt … eller det var i hvert fald træls, at det sådan sporadisk kom snigende. Hvornår som helst. Hvor som helst. Det kunne være mens jeg sad helt musestille i sofaen, var ude at handle en liter mælk eller blot ved at skrælle kartofler. Det slog simpelthen ned i min arme krop som lyn fra en klar himmel – bare et kort øjeblik. Men øjeblikket varede langt nok til at efterlade mig med meget varm pande og en dampende varm krop med små fugtperler. Selv fødderne blev hede! ”Puha skat. Jeg føler mig altså lidt feberramt!”. Hvad kunne min omsorgsfulde og lettere bekymret kæreste gøre andet end at konstatere at ja, jeg var varm.

 

Jeg har stået langt de fleste vintermorgener foran klædeskabet og sukket. For jeg har efter morgenbadet befundet mig i min egne lille interimistiske saunagus. Der stod jeg i total bar hud, bød den yderst kølige temperatur i soveværet velkommen mens jeg har ventet på, at dampen fra min varme krop skulle fordufte. Jeg har brugt ventetiden på at kikke længselsfuldt på mine dejlige varme og vamsede sweaters med rullekraver velvidende, at de ville være alt for varme at iklæde mig. Jeg kan sværge på, at der har næsten været antydningen af en lille fugtig dråbe i mit ene øjenkrog. Så trist. Jeg måtte i stedet finde skuffen med T-shirts og sommerlige stropbluser samt en tynd langærmet til at tage ud over. Jeg var nødt til at være på forkant med den forbandet varme. For skulle feberbomben ramme mig, og det havde den jo tendens til at gøre, så ville jeg hurtigt og anstændigt kunne tage yderlaget af! Så kunne jeg køle af, og når svedperlerne på ryggen var udvekslet med gåseknopper, så var det på med den langærmet igen. Af og på. Af og på. Og så en runde eller to mere for den levende påklædningsdukke!

 

Ingen steder var jeg helle! Jeg har oplevet at sidde til middagsselskaber, hvor jeg først har smidt trøjen, og lidt senere har jeg med storetæerne listet først den sok af og så den anden. Stille og roligt og uden at nogen skulle opdage noget. Bare fordi et feberanfald bankede. Puha, men det hjalp på den indre kakkelovn at slippe tæerne fri et kort øjeblik. Tricket var så at få listet de sorte ankelsokker diskret på igen. Gerne inden der blev sagt ”velbekomme”! Jeg har dog et par gange oplevet, at jeg har måtte glemme alt om Emma Gad og har forladt bordet med det meste af min garderobe liggende for mine fødder: bluse, strømper og de pæne sko! ”Tak for dejlig mad” lød det fra en rødmosset Mette.

 

Min kæreste spurgte på et tidspunkt – v.i.r.k.e.l.i.g idiotisk spørgsmål – om jeg mon troede, at det kunne have noget med overgangsalder at gøre? Oj, jeg blev muggen. Og så svedte jeg. Og tog det meste af tøjet af alt imens jeg forsikrede ham om, at det havde i hvert fald ikke en disse med overgangsalder at gøre. At grunden til at jeg svedte, når vi var f.eks. hjemme, var fordi … ja … det kunne jo skyldes mange ting. Blandt andet at han fyrede alt alt aaaalt for meget op i brændeovnen. Ha! Tag den! Han skulle også altid skulle sidde så tæt på mig. Kropsvarme og mig havde ALTID været en dårlig kombination. Virkelig. Jeg havde faktisk slet ikke kunne sove med pyjamas som lille. Som varm en person var jeg! Og vintre er jo heller ikke mere hvad vintre har været! Såååå … jeg vidste virkelig ikke hvorfor, at han skulle spørge SÅ dumt! Tsk! Stakkels mand – men jeg fornemmede også i den periode, at jeg fra tid til anden talte i lettere irritabelt febervildelse! Sagde min kæreste. Ret ubehageligt. Sagde min kæreste.

 

Men … han gav mig noget at tænke over! Kunne der være noget om snakken? Var jeg virkelig gået i overgangsalderen? Nja … vel? Eller? Jeg begyndte så småt at italesætte det over for veninderne. Mens vi sad sammen i hvert sit sofahjørne med bare tæer og sidste sommers hit inden for sommertoppe (og med en stuetemperatur på små 18 grader), fik vi talt om symptomerne. De led også. Mere eller mindre. Veninderne. Noget med indre varme, grå hår og udebleven menstruation. Jeg kom frem til, at der nok ikke var tale om en febervirus. Mærkeligt. Kunne man tage noget for det? Overgangsalderen? Eller måtte man bare vente på, at det gik over? Det mente veninderne. At vi måtte vente på bedre tider i den kategori. Godt så! Og hvad med det lettere hormonstyret temperament? Ville det også gå over? Ville jeg atter blive så blid som det fromme lam, jeg altid har været? Det forsikrede de mig om. Mette Mild ville man kalde mig for ... Min kæreste har det med i sin aftenbøn.

 

Jeg er ikke rask endnu! Så det er egentlig lidt fjollet, at jeg sidder og skriver i datid! Det er ønsketænkning. Men jeg er fuldstændig færdig med at spørge kæresten om min pande er varm! Og bebrejde ham det mindste, at han er et kærligt væsen, der vil os det godt med de allerhelvedes varme gløder i pejsen. At han gerne vil nusse. Jeg tager bare det mindre tøj på. Her er der for en gangs skyld noget, min kæreste sætter stor pris på. Væk med de store sweaters og frem med de bare lamseben. Kæresten er glad. Så op med humøret Mette. Der er ikke noget, der er så skidt, at det ikke er godt for noget andet. Som vi ældre siger …

”Hooold da op. Jeg har en søster, der bliver 50 år!” Ordene blev sagt i sensommeren af min ene lillebror, da han til sin kone udtrykte forbavselse over, at hans søster snart fyldte år. ”Hun er godt nok ved at blive gammel. Men … hun er faktisk en pæn gammel dame”.

 

Hmm … 

 

Den gamle dame er fyldt 50 år! Jeg er nu fyldestgørende medlem af 5-0 klubben. Og det gjorde slet ikke ondt! Overhovedet. Jeg havde i går en fantastisk dejlig dag i selskab af min kæreste, mine æg og resten af min familie. Hvor heldig har man lige lov til at være i sin egen havegang?

 

Jeg har heldigvis aldrig haft triste tanker over, at jeg bliver ældre og ældre – for hvad er alternativet? Men jeg har godt nok fået mange bemærkninger her på det sidste, som gør, at jeg hele tiden bliver mindet om, at jeg har været HALVTREDS år på denne jord. Det er faktisk ret mange. Altså år. Hold da op. ”Nåååe, så bliver du også snart 50 år? Velkommen i de voksnes klub. 50 er de nye 40. Skal du holde fest? Er du gået i overgangsalderen? Har du hedeture? Jeg syntes ikke, at det var svært at fylde 50 år – det har til gengæld været svært siden …!” osv osv

 

Jamen, jeg synes da bare, at det er sjovt at høre. De andre i middelalderklubben vil gerne have nye allierede. Og nu har de mig. Voila! Jeg er sprunget ud i det. Men jeg nægter at give fortabt og give efter for magelig- og forfængelighed – som nogen gør, og endnu flere ikke gør! Jeg er ikke klar til at afblomstre, få hedeture, blive moody og Tenaramt – og hvad man nu ellers hører af grumme ting, der kan hænde en gammel dame. Jeg vil blive ved med gøre mig umage. Jeg vil lave masser af knibeøvelser, slide løbesko op i by og på marker, lære at crawle i fjorden, powerwalke med veninderne, indhalere solen, tage fjollede selfies, bade i bikini, rejse ud i verden, drømme stort OG skørt – og jeg vil dæleme fortsætte med at nyde min vino! Man skal jo ikke blive for højhellig. Og jo, jeg kan sagtens se, at der er sket noget med skjoldet, når jeg ser mig selv i spejlet. Nogle gange får jeg sågar et lille chok … aaahhhh … men så har jeg en fantastisk kæreste, der påstår, at jeg er bare den dejligste. Så kysser jeg på ham og smiler til spejlbilledet og tænker ”Du er en heldig kvinde”.

 

Tak brormand. Og tak til alle dem i mit netværk, der dagen igennem sendte mig skønne fødselsdagshilsner til mig her og der og på alle de mange andre kanaler. De har varmet hver og én. Tak.

Nyeste kommentarer

09.01 | 13:12

Du er ikke alene... ikke at jeg på nogen måde er ramt af "hedninger", men jeg har da hørt andre tale om det

...
22.05 | 19:16

Seje seje Kåsen .... sikker på, du napper endnu en om et år eller to 👍😘

...
27.08 | 22:12

Velskrevet og hele tiden på "sporet"! Dejlig sober og yderst fængende fortælling, som passende kunne have overskrift såsom; "Tidligt fra - Sent hjem" ;-

...
24.06 | 14:32

Jeg er naturist på Lyngbo camping i Henne. Kan varmt anbefales, særdeles når man er i overgangs alderen som jeg😉

...
Hej!
Prøv at lave din egen hjemmeside ligesom mig! Det er nemt, og du kan prøve det gratis
ANNONCE