Min blog

Jeg har i dag været på field research. En længere en af slagsen. Jeg vil vove den påstand, at jeg har skaffet rigeligt med data til at kunne konkludere! Hvis det skulle være.

 

Jeg bruger for tiden min hverdag på et ”salgspsykologi og grundlæggende salg” kursus. Jeg er næsten halvvejs fra at kunne kalde mig selv for en serviceambassadør. Kurset går ganske simpelt ud på at lære om salg og service. Super spændende. Jeg har det fuldstændig som f.eks. dengang, jeg var gravid, og som da jeg købte min Citroen C1. Pludselig så jeg babyer og små rullende citroner alle steder, jeg kikkede hen. Disse dage er det så service – eller mangel på sammen – der fanger min opmærksomhed.

 

Dagen i dag begyndte ellers godt. Spændende indlæg på kurset om turisme i selskab af supersøde medkursister og en kompetent og gavmild underviser. Klokken 13.30 fik vi fri. Halvanden time før planlagt fyraften. Luksus! Ja tak til det. Det gjorde ikke rigtig noget, at jeg på min 10 minutters gågang til S-toget i Hellerup blev våd af regnen. Pyt. Jeg ankom til Hovedbanen og kunne omkring kl. 14 gå direkte ind i mit regionaltog til Roskilde. Halleluja. Alt spillede for mig.

 

Vi var lige nået til Valby, da vi fik at vide, at der havde været en personpåkørsel ved Hvidovre. Puha, frygteligt. Vi skulle liiige afvente yderligere information. Beskeden lød efter en god rum tid, at vi skulle retur til Hovedbanen, men derud over vidste togpersonalet ikke noget. ”Hold øje med tavlerne og lyt til højtaleren” sagde togdamen over højtaleranlægget. Vi tøffede stille og yderst langsomt retur til udgangspunktet. Vi fik den tvivlsomme ære at blive sat af ude på perron 26. Helt derude under åben himmel, hvilket betød at vi måtte gå retur til de øvrige spor i regnen! Øv os! Men pyt da … Jeg var stadigvæk optimist.

 

Inden på Hovedbanen summede det af forvirrede medpassagerer. Mange passagerer. Især turisterne gik rundt som vandrende spørgsmålstegn. De forstod intet, for al information foregik på dansk. Der blev ikke sagt noget i højtalerne. I hvert fald ikke noget, man kunne høre. På tavlen stod der blot, at der havde været en personpåkørsel, og at vi skulle lytte efter højtaleren! Hmm … Der var servicepersonale på gulvet, der messede det samme om og om igen ”Vi ved ikke hvornår, vi får lov til at køre. Hold øje med tavlen og højtaleren”. Der kom på et tidspunkt en mand med logo på poloen. Han virkede lidt højt på strå. Han råbte ud over forsamlingen ”Hør efter hvad jeg siger. Jeg siger det kun én gang, så jeg vil anbefale jer at høre efter”. Uha! Det ville jeg jo rigtig gerne. Jeg havde klart forstået, at jeg kun fik ét skud i bøssen til at modtage vigtig information. Jeg fik dog kun fat i halvdelen, for han ville naturligvis gerne tale til hele pøblen, men hver gang han vendte sig mod modsatte side fra hvor, hvor jeg stod, ja, så forstummede hans visdomsord! Pokkers os! Hvad gør en klog? Klokken var da omkring 16.

 

Pludselig fik jeg nys fra en anden passager om, at s-toget var begyndt at køre sporadisk igen. Der var endelig lys for enden af tunnelen. Jeg gik i gåsegang sammen med de andre håbefulde pendlere til perron 11. Toget kørte søreme! Juhuu. Pyt med at toget stoppede ved enhver station, den mødte på sin vej! Vi var på vej! Endelig ankom et stk. totalt overlæsset tog til Høje Taastrup Station. Så var det kun én etape tilbage. Den hjem til Roskilde.

 

Klokken ca. 17 fik jeg en plads i regionaltoget mod min by. Jeg overvejede et kort øjeblik, om jeg skulle kapre toilettet. Der ville min en meters intimsfære være intakt, men jeg besindede mig. ”Tag dig sammen Mette”. Vi var mange, der var kommet om bord, og blot ventede på afgang. Jeg valgte at deltage i en hyggesnak med dem, der stod omkring. Vældigt hyggeligt. God ånd og varme smil, altså lige til vi fik at vide, at vi skulle gå ud af toget igen! ”Hvad nu?” Det ikke var beregnet til passagerer! Ej altså. Skulle vi grine eller smågræde?

 

Nå, det kunne jo ikke hjælpe noget at pive, så ud med os. Så stod vi der på perronen og prøvede at regne den ud. ”Hvad så?” Jeg kunne se, at ovre på en anden perron, der var et tog med snuden den rigtige vej. Jeg løb alt, hvad mine fødder evnede. Jeg var glad. Jeg nåede toget. Men toget skulle åbenbart ikke nå noget lige nu. Det afventede nemlig personale fra København. De var på vej i taxi! Jabadabaduuu.

 

Klokkens visere nåede en 15 omgang eller mere mens vi i fællesskab spiste lystigt af indeklimaet. Ikke så rart. Vi fik nu over togets højtaler den opfordring, at hvis vi var hurtige, så kunne vi nå at løbe op af trapperne og ned på den anden perron – og så tage et andet tog. Fint! Vi løb! Det vil sige, at vi løb en ca. 20-30 meter hen af perronen for så at se, at toget kørte! Bare lige sådan hej-hej! Tilbage til det førerløse tog. ”Ups. Det må I undskylde” lød det i højtaler!

 

Endnu en 15-20 omgange i urets retning, og endelig – ohe Gud – endelig hørte vi den længe ventet togfløjte og dørene blev forsejlet. Endelig kunne vi køre. Sølle ti minutter skulle jeg køre med før end jeg kunne stige af i Roskilde. Jeg plejer at bruge en 20-25 minutter på togturen fra Hovedbanen til Roskilde Station. Turen tog mig i dag fire timer! F.I.R.E timer Mulle! Men DSB er ikke uden humor. Togføreren sagde, at han var godt klar over, at vi var temmelig forsinket, men han skulle nok gøre alt for at indhente et minut eller to …

 

Nok research for i dag. Konklusionen er ikke den allerbedste service ud i information fra DSBs side, men det gik jo. Jeg kom hjem. Jeg er nu træt. Jeg skal snart med toget igen …

 

Pendleren Mette

 

P.S. Tror nu ikke at mit liv kun handler om mig, mig, mig! Jeg ved godt, at ovenstående er luksus. Blot spas og sjov ballade med noget, der i dag var lettere træls for mig, men det er naturligvis ingenting i forhold til alverdens ulykkeligheder. Jeg sender en tanke til de stakkels pårørende, der i dag gennemgår et sandt mareridt. Dem der mistede ved påkørslen. Jeg har kun mistet tid. Herregud. De har mistet en kær.

Jeg havde første skoledag i dag! Ligesom mange andre af landets borgere. Det kan man vel ikke blive for gammel til? Jeg skal være ærlig at sige, at jeg var da super spændt. Denne gang var der dog ingen kære mor til at følge mig af sted, men så er det jo godt, at jeg for længst har lært at klare mig selv. Sådan da!

 

Jeg havde renset ørerne og taget et par pæne bukser på. I mit skoletaskenet var der en lånt bog om salgspsykologi fra biblioteket og en sund madpakke. Jow, jeg ville rigtig nok gerne vise Hr Lærer, at jeg har styr på mig selv! Jeg er klar til at blive den nye serviceambassadør.

 

Min skole ligger i Hellerup, og her skal jeg de næste 6 uger suge viden til mig på KEA (Københavns Erhvervs Akademi). Jeg har gaflet mig et kursus for sådan en som mig. Som er ledig. Jeg skal lære noget, så jeg ikke længere er ledig. Smart, hva`! Kurset hedder ”Salgspsykologi og grundlæggende salg”. Et akademimodul. Oj, det er spændende. Ærlig talt. Altså for mig.

 

Vi er 12 kursister. 12 meget forskellige mennesker. Det eneste vi umiddelbart har til fælles er den, at vi pt ikke selv tjener til vores egen føde. Vi skal hjælpes. Og det bliver vi så. Vi sidder i hestesko. For enden af den sko, da er vores to undervisere. Henning og Julie. Henning er et sted i 50érne og ligner lidt den engelske 80ér sanger Paul Young, så ham kan man godt holde ud at se på. Hans yngre og vældige yndige medunderviser er hustruen Julie, og hun er et skår. Og de virker begge meget kompetente. Så alt er umiddelbart godt for øjne og ører.

 

Jeg var nummer tre, der ankom til lokale 116. Der sad allerede en stille kvinde, som jeg ikke husker navnet på, og så var der en ældre herre. Han hedder X. Hr Pokkers Træls kan vi kalde ham for. Jeg er meget bange for, at han er selvudnævnt som tredje underviser. Kender du typen? Selv i introduktionen af kurset evnede han ikke at holde sin kaje. Flere gange bød han ind med irrelevante kommentarer og såede et par gange tvivl om det, som de to undervisere sagde. Træls! Min fornemmelse er, at han formåede at småirritere flere af os alle inden, at timen overhovedet ringede ind. Han startede bl.a. med at konstatere, at der hvor jeg havde sat mig (to stole væk fra ham) var et meget meget dumt valg. Jeg smilte til ham. Han fortsatte ironisk med, at jeg ”eeeendelig” skulle passe på med at sætte mig for tæt på ham! Alt sammen få minutter efter vi havde hilst pænt goddag! Han fik et smil mere. Få minutter efter bad han en anden kvinde, der sad og viftede lidt med et blad, om at lade være med at være så fjollet. Så varmt var det jo heller ikke i dag! Hmm … så sidder man i sit stille sind og håber, at man ikke kommer i gruppe med ham! Men nu er det jo et kursusforløb i at være serviceambassadør, og man kan jo så øve sig rask væk på ham!

 

Jeg formåede heldigvis at være fin og pæn hele dagen, men det var da lige ved at gå galt under frokosten. Jeg havde troet, at en skole i fancy Hellerup havde bestik til brug for en voksen kvinde som mig, men nej. Jeg sad dér på min elevstol og skulle med klør fem pænt spise min højbelagte æggemad med skiven skåret tomat og en vældig gavmild klat mayo. Det er ikke nemt. Det er det altså ikke. Det skrider! Ud over fingrene og hen ad kinderne! I morgen tager jeg en klapper med!

 

Nå, men til trods for smattet frokost og en mærkelig medkursist, og dem skal der tilsyneladende altid være på et hold, så er jeg pokkers forventningsfuld. Det smukke lærerpar har slået stort brød op, og de har et kæmpe netværk, som de gør flittigt brug af, så mange af os kommer i arbejde. Har de sagt. Måske også mig?

 

Jeg glæder mig allerede til i morgen. Skoledag nummer to. Hit me!

 

Eleven Mette

 

P.S. Da jeg havde skrevet ovenstående færdigt i min ”dagbog” og ville hoppe i et par bløde bukser, da opdagede jeg, at mine bukser var revnet bagpå … Lige midt på baglåret! Uden at jeg har opdaget noget som helst. Mærkeligt. Nu kan jeg så tænke over, hvornår på dagen, det er sket … Om Paul Youngs ”tvilling” har set det, og hvad med de andre på kurset? I toget? På gaden? Suk! Jow jow, jeg skal nok få et arbejde … en dag! Jeg glæder mig dog stadigvæk til i morgen. Jeg kommer, og jeg vil atter prøve at være pæn!

 

Kan du sige ja til følgende:

 

  • Du kan lide at iklæde dig en meget stram dragt iført hvide handsker
  • Din forfængelighed bliver ikke anfægtet af at bære et gult ”kondom” på hovedet
  • Du elsker fornemmelsen af muddersand og tang mellem tæerne
  • Du er ikke sart over for grumset vand
  • Din mave gør ikke oprør over sporadiske indtag af brakvand
  • Du befinder dig bedst i rollen som rosinen i pølseenden
  • Du er villig til at bruge minimum hver onsdag sommeren igennem til ovenstående

 

Hvis du kan svare ja, så tilmeld dig straks til Water Svøm i Roskilde Fjord!

 

***

 

Og det gjorde jeg så. Tilmeldte mig. Men, det var så før end jeg kendte til de uskrevne ”krav”. Det eneste jeg havde læst i annoncen fra Jyllinge Svøm var, at man skulle kunne svømme. Og det kan jeg. Jeg kan bryst svømme! Ret langt faktisk. Hvilket jeg så efterfølgende har erfaret, at jeg ikke skal bruge til en dyt fis på ovenstående kursus! Jeg skal crawl, og det kan jeg ikke. Jeg har aldrig lært det. Men, skulle det afholde mig fra at møde op til første kursusdag? Nej vel! Jeg ville lege Pippe Langstrømpe, og mottoet skulle være: Det har jeg ikke prøvet før, det kan jeg sikkert godt finde ud af!

 

Første dag var i Jyllinge svømmehal. Her skulle vi alle mand en tur i bassinet for at vise instruktørerne vores kunnen. Hmm … Der var ikke andet for end at tage pokerfjæset på. Lade som at jeg kan da godt. Måske ikke super godt, men jeg kan! Så jeg sprang i vandet, og så gik fødderne ellers som et maskingevær på overarbejde. Armene prøvede jeg skiftevis at kaste fremad, men jeg kunne bare ikke få hovedet under vand. Jeg kæmpede, men det var for mange nye ting på en gang. Så jeg lignede en hund! Med snuden godt oppe over vandoverfladen mens mine forpoter levede sit eget liv. Sådan tog jeg to baner. Hold da op hvor jeg blev forpustet. Da én af instruktørerne spurgte mig om mit navn, da troede jeg ærlig talt ”at såtak Mette. Du er opdaget, og nu smider hun dig af holdet!” Men hun noterede blot noget på sin blog. Jeg tror faktisk ikke, at det er sundt for mit selvtillid at se, hvad hun skrev.

 

Anden kursusdag var i onsdags i fjorden. Kæresten, jeg og 10 andre forventningsfulde kursister – alle iklædt våddragter, ømme gule badehætte og en havtaske spændt rundt om livet. Tre instruktører havde vi til at guide os. Jeg havde høje forventninger. ”NU skal jeg lære at crawl”. Men det var så ikke i onsdags, at det skete. Først skulle vi ud i vandet og mærke fornemmelsen af våddragt. I skulle have hørt 12 voksne mennesker småjamre over følelsen af bare fødder i muddersandet og alt den tang, der flød rundt i overfladen. Vi kunne slet ikke se vores fødder i det grumset vand. Især fordi vi havde fået hvirvlet godt op i bunden. Så langt så godt. Her fornemmede jeg klart, at jeg scorede godt på point på den famøse blok hos instruktøren. Men derefter gik det vist jævnt ned af bakke!

 

Resten af timen blev vi sendt i ping pong mellem en bøje og en bro. Ikke langt, men langt nok! Altså for mig. Hver gang instruktørerne bad os om at svømme ud til bøjen eller retur til broen, så crawlede alle af sted. Det gik bare stærkt. For de andre. Ikke for mig. Jeg prøvede. Virkelig. Jeg klaskede løs med fødderne og lidt med armene – alt mens jeg drak heftigt af fjorden! Føj! Jeg kunne slet ikke finde ud af at puste luft ud under vandet, så jeg inhalerede i stedet for riiiigeligt med vand og tanglopper! Men ikke luft. Jamen altså … Sikke dog en lille herlig fjordfest, jeg havde for mig selv: skååååål og bon appétit! ”Satans os” – mit ego kan slet ikke klare det. Men altså Mette … hvad havde du dog forestillet dig? Vær nu lidt høflig over for dig selv.

 

Jeg må stædigt fastholde Pippi mottoet: Det har jeg ikke prøvet før, det kan jeg godt finde ud af! Nu har jeg været inde på nettet og læst mig til hvordan man gør det! Flueben ved det! Et sted skal jeg jo begynde. Nu ved jeg, at jeg skal have vandkanten til at skvulpe lige midt i mit tredje øje, at jeg skal lege, at jeg lyner en lynlås i hver side af min overkrop med tommelfingeren, nedefra og op – og så må jeg ikke vride i nakken, når jeg snapper efter luft. Hvor svært kan det være? Nej, vel! Host … Jeg har en plan om at øve mig på at crawl før end næste kursusdag, hvor vi skal lære at crawl! Det giver god mening, ikke sandt?

 

Jeg siger ja til det hele!

Eller hvad med Lis i Trekanten? I en græshoppe eller kamel? Hun er faktisk rimelig okay god i en cobra og supermand, og så kan hun semi hilse på solen og evner vekselåndedræt. Eller … hun prøver i hvert fald på det.

 

Det er mig, der er Stive Lis! Stiv i hele kroppen som en i helvede! Puhadada. Og til trods for min vældige store glæde ved moste druer på flasker, så er det ikke pga. druk, at jeg er stiv. Næ, jeg er blot begyndt til yoga! Og jeg er ved at blive gammel! Jeg har ellers altid været en smidig ungmø. Især da jeg i mine unge år gik til gymnastik, men så gik der voksenliv i den. Så var det slut med at stå i den lokale idrætshal sammen med veninderne og lave synkront armsving og gå i spagat!

 

Jeg har meldt mig ind i det lokale fitnesscenter. Jeg prøver at gøre noget ved kroppen før end den stikker helt af fra mig. Den er tyvstartet! Super tarveligt. Så jeg må gøre noget. Det er ikke nok med mine løb og gåture. Jeg er nu i den sprøde opstartsfase med at prøve at bestige en crosstrainer, lave max benpres (uden at tisse lidt i bukserne …), svinge med kettlebells og så altså yoga. Man skulle få sådan en smuk krop af det. Har jeg hørt. Men det overrasker mig, at det er så svært. Det dersens yoga ... og alle de maskiner!

 

Jeg prøver diskret at følge med, når underviseren slynger om sig med betegnelser i yoga øvelser. Det er næsten lige til at blive lidt smådeprimeret over. Ja, altså ikke over underviseren. Hun er sød. Men over at jeg bare for en enkelt gangs skyld ikke har megen glæde over mine korte ben. For der er godt nok langt ned til gulvet med mine hænder, når jeg samtidig skal stå med strakte ben! Og skal jeg bøje for langt ud med overkroppen til venstre side, så niver det i venstre bag lår. Det gør niller naller. Hvorfor nu det? Kan man virkelig sidde stille og få skader? Og da jeg i dag skulle ligge på maven og tage fat om mine ankler, ja, da måtte jeg opgive! Jeg fik ganske simpelt krampe i mine hofteled! Gamle Lis kan man også kalde mig for! For filan da!

 

Jeg var til gengæld vældig god til vekselåndedræt. Noget med at holde sig for venstre næsebor med ringfingeren mens man trækker vejret dybt ind af det højre. Så lukker man højre næsebor til med tommeltot og så lader luften sive ud af det venstre. Det giver sig selv, at man i det øjeblik lader ringfingeren holde pause for tilstopning af venstre side! Så trækker man vejret ind af det venstre, lukker for det, og åbner op for det højre … og så videre og så videre. Se, det kunne jeg til ug og slange!

 

Grunden til at jeg er okay god til cobrastillingen og supermand er af den ganske simple årsag, at jeg i begge stillinger skal ligge på maven. Ikke noget med at skulle stå oprejst og holde balancen! For den er det også gruelig gal med. Tænk at det er så svært at stå på et ben. Eller at hilse på solen hvor man oprejst skal læne sig bagud med armene over hovedet. Jeg bliver helt svimmel! Jamen altså. Ikke at der er gået en ballerina tabt i mig, men jeg synes at mindes en gang, hvor jeg godt kunne noget med et ben af gangen?

 

Ak ja. Der er plads til forbedring. Jeg kløer på. Jeg har ikke mistet modet endnu. Det er mit store håb, at jeg snart kan fortælle den gode historie om Smidige Lis i slangestilling!

”Vil du ikke til frisør?” spurgte min søde kæreste. Vi var just ankommet på vores årlige sommerferie i Almuñécar i Spanien. Han havde selv samme dag aflagt et visit hos en lokal frisør og stod nu der med bar isse og maskinklippet sidefronter. Han var helt oppe at ringe over, at han kun kom af med 5 Euro. Wow!

 

Jeg svarede pænt at nej tak, det havde jeg ikke lyst til. Det fattede han hat af. ”Hvad kan der gå galt? Og så for 5 euro!”. Mænd forstår bare ingenting: ALT kan gå galt! Hvordan skulle jeg kunne få forklaret en spansk frisør, hvordan jeg ønskede mit lange hår klippet? I Danmark er man meget tro mod damen med saksen, når man endelig har fundet en, der evner ens hår. Så nej tak.

 

De næste mange dage blev han ved med at spørge. Det var da pokkers så interesseret, han pludselig var blevet i mit hår! Jeg blev helt bekymret for, om han syntes, at mit hår var grimt, men nej nej – det syntes han ikke, forsikrede han mig om. Han bad mig om flere gange at kikke på de spanske damers hår! Om jeg syntes, at de var klippet grimt? Nej, det syntes jeg så ikke, men de kan jo noget, som jeg ikke kan: spansk!

 

Jeg endte med at overgive mig! Jeg blev overbevist på det tidspunkt, hvor han sagde, at han ville betale! Så slår man altså til! Så vi cyklede en formiddag ned til frisøren, spurgte efter tid. Sød og smilende kvinde. Hvis vi bare lige ville vente et øjeblik, så ville hun være klar, når hun havde barberet manden i stolen færdig! Mens jeg ventede, mærkede jeg en begyndende fortrydelse … Uj … Nå, men det ville jo koste mig gratis – og måske mit hår – så jeg blev.

 

Da hun havde slukket for barbermaskinen, kikkede hun venligt på os og spurgte – på lettere gebrokkent engelsk – hvad der skulle ske? Jeg forklarede, at jeg blot ønskede mindre end en millimeter klippet af mit hår ... (der skulle være lidt for min danske frisør at arbejde med … schyyy … sig det ikke til min kæreste). Hun kastede sig straks ud i en velmenende undskyldning: ”Oooohe. I am så så såry. I only cut children and men!” sagde hun alt mens hun pegede på min kæreste i den tro, at det var ham, der skulle klippes. Hun kunne åbenbart ikke se, at hun selv lige havde ordnet ham (betryggende). ”I do not have the things to cut woman!”. Hmm … en frisør der ikke har en saks? Puha, godt jeg ikke havnede i den frisørstol! Vand på min mølle: ”Jeg sagde det jo”. Frisøren henviste os til et andet sted, frisør Olivia, så der slæbte kæresten mig hen. Jeg sagde ellers, at det da var lige meget med den klipning, men han insisterede. Jeg måtte virkelig have slemt garn? Hmm …

 

Han overlod mig til den yngre frisør, der kunne tale ”poco Inglés”. Han selv gik sig en tur. Frisøren og jeg talte nu ikke så meget sammen, mest smil og fagter. Hun havde til gengæld meget travlt med at tale med den ældre dame i ventesofaen, der formentlig skulle have vandonduleret sit hår. Nøøøj, hvor kæresten ville få autodidakte spanske edder, hvis jeg kom ud med en skæv kasket af hår! Nøøøøj!

 

Men … jeg måtte give mig. Der gik ikke noget som helst galt. Tværtom! SeñoritaOlivia kunne klippe. Og hun kunne vaske hår og massere min hovedbund, så jeg blev helt salig. Nuuuj, det var godt. ZZzZZz … Hun klippede mig flot, og min kæreste har komplimenteret mit hår mange gange! Han måtte af med 15 euro! Men han var glad. Meget glad. Jeg var glad, og jeg ved allerede, hvad jeg skal til næste sommer: jeg skal klippes i Spanien! Hos Olivia. Men sig det ikke til nogen. Jeg skulle jo gerne få ham kæresten til at betale igen …

 

Mette – nu med Spanish hot cut!

Nyeste kommentarer

27.08 | 22:12

Velskrevet og hele tiden på "sporet"! Dejlig sober og yderst fængende fortælling, som passende kunne have overskrift såsom; "Tidligt fra - Sent hjem" ;-

...
24.06 | 14:32

Jeg er naturist på Lyngbo camping i Henne. Kan varmt anbefales, særdeles når man er i overgangs alderen som jeg😉

...
14.02 | 02:37

Den med uvejret 6/2 må jeg nok tage ansvaret for, dog var det høj sol her. Glæder mig til at læse mere om din fantastiske færd.

...
24.01 | 13:01

Man kan som almindelig arbejdsslave blive helt misundelig (Bortset fra man skal op i en mast). Her er alt vel😊. Nic har boret og hamret et stativ op😝🤗

...
Hej!
Prøv at lave din egen hjemmeside ligesom mig! Det er nemt, og du kan prøve det gratis
ANNONCE