Min blog

Mig: Hvis der er noget, jeg ALDRIG skal, så er det at vinterbade!

Jeanett: Vil du med ud at vinterbade?

Mig: Ja, det vil jeg da gerne!


Her til morgen fik Jeanett og jeg vores debut som vinterbader. I Roskilde Fjord, ved lystbådehavnen. Vi havde forberedt os godt. Først løb vi en lille tur, så parkerede jeg bilen, så forlygterne kunne lyse bare en lille bitte smule ud på badebroen, lagde håndklæderne klar – og så smed vi tøjet. Ja, ikke alt tøjet. Babysteps. Vi beholdte trusser og sports bh på. Næste gang går vi all in!


Jeanett var først i. Hun var sej. Tog nogle svømmetag. Så blev det min tur. Det var nogle meget kolde trin ned til vandet, syntes jeg nok. Men ikke på vilkår om jeg ville opgive, så jeg hoppede resten af vejen. F**** det var overraskende koldt. Så koldt at min krop panikkede lidt. Jeg hoppede rundt på bunden som en hoppebold uden retningssans (jeg havde ikke hovedet under). Og sproget var den også gal med ... Det var kun primat lyde, der kom ud af mit gispende ansigt: "JAAAG ... JAAAAG ... TRAP ... FÆÆÆN ... TRIN". Jeg kunne slet ikke finde trappetrinet, da jeg skulle op igen. Kunne slet ikke tænke på andet end "op op op". Hold nu kaje hvor Jeanett fik sig et godt grin. Det gjorde vi begge.

 

Det var altså en sjov morgen. Jeg gør det NOK igen!

Jeg fik mig et godt grin i går aftes. Jeg tog i min lokale løbeklub, hvilket jeg ikke er så ofte på hverdage. Så ingen regner med mig på en mandag. Jeg ankom som den første til p-pladsen ved Jyllinge Kirke, hvor vi pt mødes pga. Corona (løbeholdene er spredt rundt i byen). Ved kirken er der et offentligt toilet, og det ville jeg – som jeg ofte gør – liiige benytte mig af inden fællesløbet. Som sagt så gjort.

 

Jeg blev færdig, men så kunne jeg ikke komme ud. Ohe no! Jeg var låst inde. Jeg prøvede alt muligt, hev og flåede i låsen, løftede op i dørhåndtaget, trykkede det ned, ind mod mig og væk, men nej. Hvad gør en klog? Ingen ville jo savne mig lige foreløbigt. Men – huuurra for Fusionsløbebuks med plads til mobil! Jeg ringede til løbetræner Gitte. Jeg tænkte, at hun måtte være på trapperne. Og ganske rigtigt. Hun var på vej, løbende, og hun tog heldigvis telefonen (hun løber også i Fusion), lettere småforpustet og godt forvirret over mig:

 

-Er du på vej til løb?

-Ja

-Jeg er låst inde på toilettet, så måske du kan hjælpe mig?

-Øhe ... jo ... men ... hvad vil du have, at jeg skal gøre?

-Måske du kan få en af gutterne til at hjælpe dig? Med at hive lidt i døren, eller?

-Øhe ... hmm ... jeg kan få Djoe til at komme hjem til dig? (Djoe er Gittes mand)

-Ej, det skal du ikke. Kan en af gutterne ikke hjælpe? Altså ... hov … vent lidt … jeg er på toilettet ved kirken!

-Ohe ... jeg troede, at du var derhjemme.

 

Det fik vi et godt grin ud af. Jeg kan godt forstå, at hun undrede sig meget over, at jeg ringede til hende, hvis det var hjemme i privaten, at jeg var låst inde. Gitte bor i den anden ende af byen. Og faktisk måske også en kende hysterisk at låse toiletdøren, hvis man er alene i sit eget hjem?

 

Det viste sig, at til forskel for de andre gange, hvor jeg havde været inde på det selvsamme toilet, at en øvre lås på døren var blevet aktiveret, så jeg skulle vride i låsen alt mens jeg skubbede til døren. Jeg HAVDE vredet i låsen, men jeg havde ikke tænkt over at skubbe … Mærkelig system. Men godt grin. Og tak for gode løbekammerater.

"Hej, er det her, at der er foredrag til ’Kend din krop?’" spurgte min veninde Pia og jeg en smilende dame. Hun stod på en lille forhøjet scene sammen med en mand i Musicon i Roskilde. "Eller … fniiis … sludder …  jeg mener 'Kroppen taler, lytter du?'" fik jeg grinende rettet min forespørgsel til. Vi var trods alt ikke to vårharer, der fysiologisk skulle igang med at finde ud af op og ned på vores smækre kroppe. Hun smilte endnu bredere og sagde ja. Hun var sød. Manden ved hendes side så ærlig talt temmelig træt ud. Som en der ikke rigtig gad være der. Han sad henslængt på en stol iført et par kludebukser og ergonomiske korrekte sko.  Men damen havde i samme moment sagt, at vi bare kunne gå op til baren og tage frit for af kaffe og gulerodskage, så Pia og jeg var allerede på vej videre med vores.

 

Det var herligt med sådan et AOF arrangement. De var ikke fedtet med hyggen. Vi fandt vores kager og kaffe – med en lille skvis mælk i –  og satte os på de forreste sæder. Vi var klar: Belær os! De andre stole var også begyndt at blive besat af bare kvindenumser. Ej, de var jo ikke bare, vel? Altså numserne, men de sad i hvert fald på lutter kvinder. Ingen mænd at spotte til dette arrangement, der så vidt vi havde læst os frem til, skulle omhandle det at være bedre til at lytte til sin krop, stole på sin mavefornemmelser og des lignende. Med andre ord: gammel vin på nye flasker. 

 

Den smilende dame bød velkommen, og den trætte mand blev præsenteret. Ohe, han var altså foredragsholderen? Her var manden, der skulle fortælle om, hvordan man bruger sin krop?  Ham der i den grad signalerede, at han ikke rigtig gad? Herligt. Her sad man selv på det yderste del af stolen, parat til at suge viden til sig, stirrende op på en ca 35 årig mand, der var i besiddelse af en krop, der var totalt blottet for mimik. Ikke et smil, ingen glimt i øjet eller nysgerrighed på hvem hans publikum var. Det eneste der kom ud gennem de tørre læber var et sløvt: "Heeeeej ... jeg hedder Jakob ... og ... jeg skal fortælle om kroppen … suk …". Ohe nej, det var en tung start. 

 

Jacob gik som lovet i gang med at fortælle. Noget med noget universitet, et afgangsprojekt han skrev på, latinske ord a la video, stiv krop foran computeren, yoga – alt sammen kogt ned til et foredrag samt en bog, som han i dagens anledning havde taget med til salg. Stadigvæk ingen særlig mimik, men til gengæld et ordentlig slurp ind i mikrofonen, da han tog en tår af sin te. Herligt. Ohe … jeg kunne mærke på mig selv, at jeg var i motivationsk modvind.

 

Nu skulle vi mediterer. Ohe ja, jeg kan godt lidt at meditere. Nu havde vi gang i noget godt. Vi skulle lukke vores øjne. Jeg kunne meget hurtigt mærke, at det var farligt. Det med de lukkede øjne. Jeg skulle jo lytte til min krop, og den sagde til mig, at vi var trætte. Kroppen og jeg. Uha, jeg kæmpede. Kroppen blev mere og mere tung, men endelig måtte vi igen åbne vores øjne. Min krop var tilstede på en stol i Roskilde, men mentalt lå jeg på en sofa. Ohe hvor jeg godt gad ligge på en sofa.

 

Pia havde godt lagt mærke til mig. Hun så mig sidde og misse med mine trætte øjne, så mens Jakob ævlede videre om de fem sanser, om vores manglende evne til mentalt at mærke hvor mange tæer vi har, om næsen er stor og læberne bløde, stak Pia mig igen og igen en Gajol. ”Her. Spis”. Hun var på en mission: at holde Mette vågen!

 

Jeg prøvede med tungen at fange lakridsrester mellem tænderne, da Jacob pludselig spurgte den søde dame: ”Nå, hvad siger pausemesteren? Er det tid til en pause?” Hun mente dog, at han godt kunne tale videre i 10 minutter. Jacob blev tavs. Ret tavs. Han havde vist tabt tråden? Hmm … nå … men så kunne vi da meditere igen! Så det gjorde vi. Og endnu engang sank jeg temmelig langt ned i stolen. K.r.i.s.e! Eeendelig erkendte han, at nu var det tid til en spørgerunde og bagefter en pause.

 

”Hvad øhe … er vi to fejlplaceret her?” hviskede Pia spørgende til mig, da pauseklokken slog og buffeten med fri kage og kalorier atter var til fri afbenyttelse.” Skal vi lege, at vi går ud for at tage os en smøg?” fortsatte hun. Den var jeg med på. Vi tog mundbindet på, hankede diskret op i vores tasker og gik ud for at ”ryge”. Vi blev hurtigt enige om, at vi havde været to meget, meget dygtige foredragsgængere. At vi allerede havde lært, hvad vi skulle af Jacob. Vores kroppe sagde: ”buk og bak og kører hjem og få jer et glas rødvin” – og det gjorde vi! Vi skred!

 

Og jo, jeg kan godt få en lille snert af dårlig samvittighed ved tanken om, at Jakob kom tilbage til sit podie blot for at konstatere, at de to skjønne møer i aller forreste række var pist forsvundet, men jeg håber inderligt, at han kan se det som en cadeau til sig selv. Det med at vi skulle spidse vores mentale ører og lytte til vores kroppe. For det havde vi gjort. Kroppen havde talt, og vi lyttede.

Det der kommu … kom … kom.mu.ni.ka.tion … puha langt ord … Kommunikation. Det er noget svært noget. Det er ikke bare at sige ord. Man skal huske at sige de rigtige ord, og på den rigtige måde og til den rigtige person. At tage ansvar for det, man siger, at det bliver forstået af den, der skal modtage. Eller tænke over hvordan man skriver dem. Ordene. Det samme gælder for vores mimik. Vi kan aldrig ikke ikke-kommunikere. Det kan være svært. Meget meget svært. Jeg er disse dage på et kursus i hvordan, at vi interagerer med hinanden, så derfor fylder det lidt oveni kasketten på mig.

 

Jeg har altid interesseret mig for ord, men mest af den på skrift. Her kan jeg skrive, slette, bytte om på ord og afsnit – og jeg kan forklare mig i ro og mag uden, at der står en foran mig og tripper og er ivrig efter at ytre sine egne ord. Jeg elsker at sidde her bag skærmen og finde på miks af bogstaver. Andre hader det at skulle skrive. De vil meget hellere tale. Og så er der flokken af dem, der evner det hele. Og ikke at forglemme den pulje mennesker, hvor de bare lader ordene flyde uden at lægge så meget værdi i det enkelte ord.

 

Min kæreste er en af dem. "Det er jo bare ord", siger han. Ikke så meget fidumdik med det. ”Du skal ikke tage dig af, hvad jeg siger, men hvad jeg mener”, har jeg mange gange fået at vide. Godt så. Jeg prøver, men altså nogen gange så bliver jeg sat på en prøve. Alt afhængig af hvad for en dag han rammer mig på. For mener han det, som jeg hører? Eller mener han det, han siger? Hmm …

 

”Hvorfor steger du laksen på så højt et blus?”, kan han for eksempel spørge mig? Jeg under mig så over hvorfor, at han spørger mig om det? Er det kritik? Jeg går straks i forsvarsposition. ”Er det da forkert? Eller … hvad mener du?” vil jeg spørge ham. ”Nej nej, jeg er blot nysgerrig. Bare tal til mig”, siger han så. ”Okay? Jamen, det gør jeg fordi, det er sådan, at jeg steger fisk. Jeg kan godt lide laksen sådan”. Han vil så nikke smilende til mig og sige: ”Super. Det ser lækkert ud skat”.

 

”Hvorfor skal du …? Hvorfor tager du ikke …? Hvorfor gør du …?” Han har begyndt mange samtaler med et ”hvorfor”. Og jeg er mange gange hoppet i med begge ben og er straks gået i gang med at kaste et ”hvorfor” tilbage til ham: ”Hvorfor spørger du om det?”. Og bare rolig, ingen drama på linjen og ingen skænderier, men blot en lidt for fjollet indgangsvinkel til en efterfølgende god snak. Det er det dersens kommunikation, der kan kilde fra tid til anden.

 

”Skat, prøv at forstå, at når en sætning begynder med ordet ’hvorfor’, så sker der noget i modtagerens sind. Vedkommende vil ofte gå i forsvarsposition. Et ’hvorfor’ vil få mange af os til at gå i gang med at forsvare os selv. Vi hører kritik”, har jeg messet et par gange eller tre. Men sådan mener han det slet slet ikke, siger han. Og jeg tror ham. Han vil bare tale med mig. Dejligt, så lad os tale – og tale gør vi så. Og vi gør det godt. Når altså vi er i gang …

 

For selvfølgelig kan min kæreste tale. Han er smart, og han er klog. Han kan kommunikere. Og jeg kan da love dig for, at der bliver ikke kastet noget som helst ”hvorfor” efter ham, når han siger, at han elsker mig. Lige dér da tager jeg mig fuldstændig helt og aldeles af hvad han siger. OG hvad han mener. Et kæmpe flueben ud for afleveret, modtaget og forstået.

 

Vi har vist begge erkendt, at vi gør det forskelligt. Det med kommunikationen. Det hjælper gevaldigt i hverdagen, at han har fået større forståelse for vigtigheden af de vise ord, og ikke mindst at jeg er blevet bedre til at lade være med at lægge så meget vægt på, hvad der bliver sagt, men mere på hvad der bliver ment. For hey – det er jo bare ord for fa’en.

7 timer på Møns Klint. Eller helt præcis 6 timer, 45 minutter og 12 sekunder var jeg om at pine mig selv fra start til slut i mit livs første ultraløb! Længere tid end det har taget mig at føde hvert af mine tre unger! I de tre tilfælde vidste jeg jo – håbede på OG fik det – tre pragtfulde børn ud af pinslerne. I går, mens jeg knoklede min popo ud af bukserne i Møns skønne natur, var præmien væsentlig mere spartansk. For enden af den 50 km lange sti var der en fin medalje og et krus øl fra Bryghuset Møn!

 

Hvorfor gør man det dog mod sig selv? Hvorfor vælge noget så ekstremt? I mit tilfælde handler det om at sætte mig et mål, og så indfri det over for mig selv. At prøve at sætte barren lidt højere end hvad jeg tidligere har gjort, og så mærke den fantastisk selvfølelse der vælter igennem mig, når jeg kommer i mål: ”Du kan jo godt Mette”. I mine unge dage var jeg ofte lidt for hurtig til at smide håndklædet i ringen: ”Jeg gider simpelthen ikke, når det skal være så hårdt, så grumt, så kedeligt …” osv.

 

Men det var dengang. Nu er nu, og hvor jeg er nu er et dejligt sted at være. Meeen … jeg skal være helt ærligt at indrømme, at gårdagens løb til South Coast Ultra var noget af en mundfuld. Jeg blev testet maks. Klart at jeg vidste, at det ville blive monster hårdt. 50 km. Især på Møn, hvor højdemeteren er 1200. Og jeg var forberedt på, at jeg afslutningsvis skulle løbe 5-6 km på rullesten og så op af Danmarks længste trappe på 500 trin. Jeg vidste det godt. Men da jeg stod der sammen med 50 andre morgenfriske løbere til start ved Geocentret, da viste jeg ingenting.

 

Jeg var ret så bevæget, da vi skulle tælle ned til start: ”10, 9, 8, 7 … GO!” Jeg ved ikke, om det er fordi, at jeg det sidste års tid har trænet op til at skulle prøve kræfter med et ultraløb, og nu skulle det endelig ske efter at forårets løb blev rykket pga. COVID-19. Jeg tror det. Men nu gik starten jo altså, så ”tør øjnene Mette og afsted med dig”.

  

Til forskel fra almindelig løb, så foregik starten i et helt andet tempo. Langsommere. Og ved aller første stigning stoppede alle med at løbe og gik op, løb igen, gik op osv. Også de to unge militærmænd, der lå på siden af mig. De slap mig dog efter et par km. Det gjorde andre også, og jeg slap selv nogen. Jeg var dog ikke alene. De første 10-11 km løb jeg sammen med et par mænd. Det gik så fint. Ham den ene talte hele tiden. Dejligt. Tog billeder af træer, Liselund Slot, køer og hvad vi nu ellers stødte på. Han var fra Jylland og ville have lidt touristfotos med hjem, sagde han.

 

Det var hårdt jo, men jeg var meget fortrøstningsfuld. Jeg tog det stille og roligt, og lod løbeuret passe sig selv. Der var allerede depot ved 5 km og igen efter 12. Men så stoppede det. Min attitude om ”det går sgu da meget godt det her”. For så skal jeg da lige love for, at det hele skulle blive meget værre, og det fortsatte frem til målstregen … Efter andet depot gik turen ned til vandkanten, hvor jeg bl.a. skulle kravle over væltede træstammer og løbe i store rullesten. De er eddermame trælse at løbe i. Faktisk umuligt. Så op af en laaang trappe, og videre ind i skoven igen. På det tidspunkt var de to mænd løbet fra mig. Ikke mere smalltalk til at få afledt tankerne. De næste 25 km så jeg ikke en eneste anden løber. Jeg løb, kravlede, snublede og gik helt alene i den store grønne skov. Hen ad skovveje, små trampestier, igennem utallige brombærbuske der rev arme og ben, op over stejle skrænter og ned igen, op og ned af skovtrapper og hen over tilgroede skovbunde uden trampestier og gennem folde med sorte kødkvæg og våde kokasser. De gloede bare på mig som om, at jeg var den mest åndsvage tobenene, de længe havde set. Jeg kom på et tidspunkt gående (powerwalk) inde i kofolden, der gik parallel med en asfalterede vej. Der lå et hus, og jeg kunne høre, at der var fest i haven. Det var 6-7 unge mænd, der var klædt ud som julemænd, og de spillede kroket og drak øl. Meget meget mærkeligt syn. Hvor længe havde jeg dog løbet ...? ”Ej se gutter. Der går en, der er med i et løb” grinede den ene. ”Ha ha meget morsomt dumme julemænd” tænkte jeg. Havde jeg haft lidt flere kræfter ville jeg have råbt kækt tilbage. Min hjerne ville bare ikke samarbejde. Jeg prøvede desperat at få lidt fart under de trætte fødder, men jeg kunne ikke.

 

Jeg kunne til gengæld tage en selfie af mig og en ko, der lå og tyggede drog. Den lå tilpas stille. I det samme blev jeg indhentet af en kvinde. Hende slog jeg følgeskab med de næste 6 km. Når hun løb, løb jeg. Når hun gik, så takkede jeg de højere magter for hendes valg og gik også. Vi talte lidt sammen, og hun gav mig fornyet kræfter. Havde jeg dog bare mødte hende lidt før, så havde jeg kunne skære lidt af tiden. Nå, pyt. Jeg måtte dog slippe hende ved det sidste depot, der var på stranden. Det var ved 44 km. Jeg var FÆRDIG!

 

Men, jeg skulle jo i mål, og de sidste 6 km foregik hen ad stranden i rullesten. Fik jeg nævnt at de er helt umulige at gå i? Jeg kunne slet ikke finde fodfæste, og min vigtigste opgave var ikke at få smadret mine ankler! Jeg fik dog vredet om et par gange, og jeg fik gentagende gange knaldet mine tæer ind i de dumme sten. Da jeg havde moslet på en lille halv km, så kom dagens gode gave. En stor overraskelse. Min fantastiske søde og dejlige kæreste kom imod mig, og han fulgtes med mig de næste tre km. Det var fantastisk. Intet mindre. Hvor heldig har en træt og beskidt kvinde lov til at være? Jeg var smurt ind i sved, blod på arme og ben og jord, for jeg var på et tidligere tidspunkt ved at skride ud over en skrænt inde i skoven, men jeg fik hevet mig op på det smalle spor igen. Jeg må ærligt indrømme, at jeg blev temmelig forskrækket. Over det med skrænten. Men nu stod kæresten der. Kyssede mig og fortalte mig, hvor stolt han var af mig. Og opmuntrede mig. Jeg kunne dog umuligt løbe i de sten, men jeg gik det hurtigste, jeg kunne. Han fortalte mig senere, at de hurtigste havde evnet at løbe i dem. Imponerende. Jeg kunne ikke. Heller ikke på en frisk dag. Han måtte slippe mig omkring 3 km senere. Så var jeg atter alene. Nu skulle de de sidste km i hus.

 

Endelig. Eeeendelig kom den famøse trappe. Jeg vidste, at oppe for enden af de 500 trin, der var målstregen. Jeg ville ønske, at jeg kunne sige, at jeg løb op af trappen. Det gjorde jeg ikke. Men jeg tog det ene trin efter det andet, og jeg sørgede for at smile det bedste, jeg har lært til alle dem, der gik imod mig og sagde ”Du er sååå tæt på nu”. Og pludselig kunne jeg høre min kæreste stå oppe for enden af trappen: ”KOM SÅ METTE”. Ohe jeg bliver helt rørt, når jeg tænker på det. Han var så super skøn, og han er en fantastisk hepper. Endelig havde jeg lagt de 500 trin bag mig og kunne løbe de sidste få meter hen over målstregen. Så skøn en følelse. Jeg gjorde det! Og hvor smagte den mønske øl dog fantastisk, og medaljen er jeg helt og aldeles stolt over.

 

Jeg sidder her og er så taknemmelig over alle de varme og dejlige mennesker omkring mig, der har troet på mig. Både dem der dagene op til har ønsket mig alt mulig held og lykke og tilkendegivet at ”det kan du godt”, og nu her bagefter har tillykke ønsket mig. Det er bare sjovere at dele en vild oplevelse med andre. Tusind tak for jer.

 

Nu er det så bare at gå i gang med at glæde mig til næste 50 km ultraløb i Tisvildeleje den 26. september. North Coast Ultra.

Nyeste kommentarer

26.08 | 10:30

Meget flot skrevet Mette-stort tillykke med🥇er virkelig imponeret over at du har gennemført, helt sikkert en fantastisk oplevelse med hårdt træning inden da.👍

...
09.01 | 13:12

Du er ikke alene... ikke at jeg på nogen måde er ramt af "hedninger", men jeg har da hørt andre tale om det

...
22.05 | 19:16

Seje seje Kåsen .... sikker på, du napper endnu en om et år eller to 👍😘

...
27.08 | 22:12

Velskrevet og hele tiden på "sporet"! Dejlig sober og yderst fængende fortælling, som passende kunne have overskrift såsom; "Tidligt fra - Sent hjem" ;-

...
Hej!
Prøv at lave din egen hjemmeside ligesom mig! Det er nemt, og du kan prøve det gratis
ANNONCE