Min blog

Pas på eller jeg skyder!

Der spankulerer en due rundt ude i min have. Mens jeg sidder her og ser den pikke huller i haven, kommer jeg til at tænke på en date, jeg var på for en fem års tid siden.

 

Jeg var af Benny inviteret ud at skyde lerduer. Han hentede mig galant en lun dag i september, og en sjov aften var bogstavelig talt skudt i gang.

 

Da vi ankom til det lokale lerdueskydningsklubhus, kunne jeg straks fornemme, at jeg var lidt af en outsider i det forum. Ud over at jeg var gæst, og de andre tydeligvis kendte hinanden, så var min tøjbeklædning heeelt ved siden af. De andre havde armygrønt tøj på. Lige fra sokker, bukser, skjorte, og så havde de sågar veste på med gigantiske lommer til krudtet – og dér stod jeg og strålede i solen med min meget hvide skjorte og røde charmeklud om halsen. Jeg følte mig helt kejtet, mens jeg stod og flettede ben med mig selv. Der var dømt elefant i en glasbutik (hvilket viste sig at holde stik …)

 

Nå, men vi blev inddelt på hold á fem stk. og af sted til første post med os. Benny fortalte og forklarede alt mens vi stod der med høreværn på (armygrønne naturligvis). Det så dæleme så let ud, da de grønne mænd skød. Jeg tog forventningsfuldt imod geværet. ”Så Mette! Kinden ind mod, geværkolben op mod skulderen, og når duen kommer lige forud, så følger du den, hæver geværet ca. 2 meter over og fyrer. Sig til når du er klar!” Jamen, det gjorde Mette så. Jeg råbte ”KLAAAAR!” og af sted fes lerduen. Jeg skød et stort hul i himlen, og blev kastet bagud samtidig med at høreværnet fløj ad pommern til. Jeg stod stadigvæk på benene, dog lettere fortumlet, men av for pokker min højre skulder! Meget meget lidt elegant … og lerduen? Den var fløjet sin vej! ”Så Mette, du skal huske at følge duen. Læn dig lidt frem på venstre ben, og lad være med at lukke det ene øje!” Ja ja skal nok. ”KLAAAR!” – og det samme skete! Av for filan da også! Jeg lavede 10 æg på den post. En teknisk der skulle vise sig at forfølge mig!

 

Der var i alt fire poster, hvor lerduen blev skudt lige ud og væk, til højre, til venstre og lige hen over én. Jeg ramte ikke en eneste lerdue på de tre første poster. Suk! Jeg fik til gengæld de grønne mænd til at smile. Hmm …

 

Da jeg stod der ved sidste post, gik det helt galt. Heeelt galt! Det var ikke så godt! Benny havde lige på bedste pædagogisk vis forklaret mig, at jeg skulle sigte mod træskuret, hvori en mekanisk lerduekaster befandt sig. Når lerduen blev skudt af, så skulle jeg hæve geværet og nedlægge byttet. Den var forstået. Jeg var klar, troede jeg. Problemet var blot, at Mette stod lige pludselig i Tivoli og skød på plasticroser! I hvert fald rent mentalt. Jeg stod helt helt stille, lukkede fejlagtigt endnu engang det ene øje, og ventede … Duen fes af. Jeg stod stadigvæk helt stille – og BAAAANG! Jeg skød! Direkte på skuret! Hooold nu op hvor de grønne mænd grinte … og jeg følte mig edder mame noget dum. Men jeg fik da senere ram på to … ja, altså lerduer! Jow jow. Og hvis man tæller de lerduer med, som jeg formentlig fik sønderskudt inde i skuret, så klarede jeg det faktisk ret godt! Syntes altså jeg selv.

 

Der da ikke var flere træskure at nedlægge, kørte vi hjem til Benny Bomstærk, hvor vi drak en øl og fik os nogle gode grin over min ringe færden som mesterskytte. Jeg blev efterfølgende kørt galant hjem. Alt i alt en super sjov og hyggelig aften – men til trods for alt det skyderi, så blev jeg ikke ramt af Amors pil - men sød, det var han bestemt.

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...
Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

27.08 | 22:12

Velskrevet og hele tiden på "sporet"! Dejlig sober og yderst fængende fortælling, som passende kunne have overskrift såsom; "Tidligt fra - Sent hjem" ;-

...
24.06 | 14:32

Jeg er naturist på Lyngbo camping i Henne. Kan varmt anbefales, særdeles når man er i overgangs alderen som jeg😉

...
14.02 | 02:37

Den med uvejret 6/2 må jeg nok tage ansvaret for, dog var det høj sol her. Glæder mig til at læse mere om din fantastiske færd.

...
24.01 | 13:01

Man kan som almindelig arbejdsslave blive helt misundelig (Bortset fra man skal op i en mast). Her er alt vel😊. Nic har boret og hamret et stativ op😝🤗

...
Du kan lide denne side
Hej!
Prøv at lave din egen hjemmeside ligesom mig! Det er nemt, og du kan prøve det gratis
ANNONCE