Min blog

Angst

Det er meget meget sjældent – heldigvis – at jeg føler angst. Jeg kan være bekymret, spekulere og gøre mig nytteløse tanker om ting og sager, der heldigvis sjældent bliver til noget. Men angst? Nej.

 

Jeg mindes dog en weekend for mange år siden. Efteråret 1994. Jeg var på en to måneder lang ferie i Miami Beach, USA, sammen med mit ældste æg. Hun var dengang 2½ år. Jeg havde forældreorlov, og vi to var taget til min kusine Tine i USA. Skøøøn tid.

 

Min kusine knoklede løs for at få økonomien til at hænge sammen. Hun havde bl.a. et ekstrajob, hvor hun gjorde rent i et privatejet hus. Det var et kæmpe hus med to etager, et par store hunde, katte – og klemt mellem nogle palmetræer i haven, var en lille misvedligeholdt pool. Matriklen var omkranset af et højt hegn af massivt træ.

 

Jeg blev spurgt, om jeg en weekend ville bo i huset og passe på de to hunde, da ejeren skulle ud at rejse. Jeg ville få lidt for det. ”Tjo, hvorfor ikke?” Jeg var frisk, og et par ekstra dollars i lommen var kærkomment.

 

Weekenden ankom, og Tine kørte os til huset. Da vi havde fået læsset vores habengut til weekendens brug af, tog vi alle tre ud at spiste aftensmad. Det varede ikke længe før end ældste ægget var utålmodig for at komme tilbage til huset og lege med de store hunde. Hun glædede sig, og humøret var højt. Vi var gode til at grine sammen, Tine og jeg.

 

Vi ankom til huset. Jeg steg ud af bilen, åbnede den tunge port, og Tine kørte ind på pladsen foran garagen. Porten blev atter låst. Tine blev siddende i bilen. Hun så pludselig ualmindelig eftertænksom ud og spurgte undrende ”Sig mig lige engang! Lukkede vi ikke garageporten, da vi kørte ud for at spise?” Jeg kikkede på den åbne garageport. ”Jeg er sikker på, at jeg lukkede porten. Jeg lukker ALTID den port” mumlede hun.

 

”Jamen, hvad kan det betyde?” spurgte jeg lettere forurolig. ”Det kan betyde, at her er nogen, som ikke skal være her. Eller … har været …” nærmest hviskede Tine. Michella sad stadigvæk i bilen. Der manglede blot lidt dystert baggrundsmusik, og vi havde indledningen til en gyser. Jeg udbrød – med lidt for skinger stemme ”Det kan jeg godt sige dig. Hvis der er fare på færde, så bakker du bare. Baaaare træd på speederen!” Jeg gestikulerede vildt med begge arme den vej, vi lige var kommet af. Som var jeg ved at navigere et fly på plads. Tine kikkede på mig og begyndte at grine ”som om jeg ville kunne bakke ud gennem den tykke port”. Hun havde en pointe, men jeg skulle dæleme ikke nyde noget. ”Du gør det bare! Ik´? Du bakker!”

 

”Jeg øhe … jeg … jeg går lige ind og tager en runde. Ser om der er nogen” sagde Tine modigt. Jeg selv følte mig alt andet end modig. Jeg fortrød, at jeg havde sagt ja til passe huset. Det varede ikke længe før end hun atter kom ud og lettet bekendtgjorde, at hun havde ikke set nogen. Måske havde vi bare glemt at lukke garageporten efter os? Det var ikke til at vide, men for hulen da, det var en viden, jeg godt gad besidde. Jeg kunne mærke angsten banke på.

 

Vi gik alle tre ind i huset, og jeg fik en rundtur. Sikke et stort hus. Alt for stort. ”Soveværelserne er på 1. salen. I kan bare tage, hvad I vil have i køleskabet, og hvis du hører noget rasle ud fra skabet i garagen, så er det nok bare rotterne, der er på spil – og for resten, så kan havedøren ikke låses. Nå, kan I to nu hygge jer? Vi ses søndag. Møs møs”. Tine kørte.

 

Michella havde en fest med de to store hunde. De blev aet, de blev nusset og bolde kastet – alt mens jeg bare registrerede mærkelige lyde. Der var godt nok mange lyde i det fremmed hus. To hunde, fire katte, træværk der gav sig, palmeblade mod ruden osv. Jeg prøvede virkelig ikke at piske en indre stemning op, men en har vel set grumme amerikanske film? Tænk nu hvis personen havde gemt sig? Der var masser af gemmesteder. Jeg blev heldigvis ind imellem distraheret af Michella, der prøvede at snige sig til en forbudt dukkert i den algegrønne minipool.

 

Mørket sænkede sig. Det blev sengetid for den lille hundepasser, og jeg fik puttet hende i weekendsengen på førstesalen. Jeg selv satte mig til at se TV i soveværelset ved siden af. Pludselig begyndte hundene at gø. Mine nakkehår rejste sig prompte. Jeg blev nødt til at gå ned og se, hvad de gøede af. De stod begge ved havedøren, gøede arrigt. Jeg tyssede på dem, men de blev ved. Jeg stod ængsteligt og vred mig lidt midt i stuen. ”Schhhyyy – vær nu stille” gentog jeg. Endelig lagde nakkehårene sig, altså på hundene. De lod til at falde til ro igen. Pyyyyh, for jeg skulle godt nok ikke nyde noget af at åbne nogen havedør og gå ud i den mørke have. Absolut ikke på vilkår. Jeg havde det elendigt.

 

Jeg skyndte mig op på førstesalen igen. Jeg fik slæbt weekendsengen med et stk. sovende barn ind i soveværelset, så vi var sammen, Michella og jeg. Jeg følte mig så forbandet sårbar. Hvis nu hvis at der kom en grum og ond indbrudstyv ind ad den ulåste havedør, så ville det jo ikke kun gå ud over mig.

 

Hundene blev aftenen og natten igennem ved med at gø sporadisk. Jeg selv lå med en telefon i den ene hånd, parat til at trykke 911. Ørene registrerede alt målebart, og øjnene var ved at poppe ud af hovedet på mig – af bare skræk! Hooold nu op hvor jeg var rædselsslagen. Hjertet slog med vilde slag, og jeg forestillede mig det værste. Da det endelig blev morgen, var jeg eddertræt, men jeg kunne da slappe lidt af. Med solen kom håbet atter op i mig, meeen, vi skulle jo igennem endnu en nat. Den blev lige så lang og rædselsfuld. Jeg fandt dog efterhånden ud af, at de to hunde var ret glade for at gø. Især til døre. De gøede også ad døren ud til garagen. Det var på grund af en død rotte i skabet. Jeg havde godt nok trukket nitten med det weekendjob.

 

Eeendelig kom søndag, og ejeren var retur. Jeg forklarede ham, at hundene havde gøet ret meget, og at jeg havde været bange. Mildest talt. Hans eneste kommentar var, at ja, hans hunde gøede ad ALT. Det var en uvane, han ikke havde evnet at tage fra dem. Og de var især meget glade for at gø ad havedøren, der knirkede. Og med hensyn til garagen, så var det garanteret naboen, der havde været inde for at låne noget. Han var slem til at glemme at lukke garageporten efter sig! 

 

Så? En hel weekend havde jeg været angst på grund af et par hunde, der yndede at gø af tørre blade? Og en glemsom nabo? Hoooold nu op hvor skørt! Af mig. Spild af godt liv. Men, så blev jeg da den oplevelse rigere, men det var bestemt ikke de tjente dollars værd. Det har til gengæld kostet min kusine og mig rigtig mange gode grin – bagefter! 

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...
Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

27.08 | 22:12

Velskrevet og hele tiden på "sporet"! Dejlig sober og yderst fængende fortælling, som passende kunne have overskrift såsom; "Tidligt fra - Sent hjem" ;-

...
24.06 | 14:32

Jeg er naturist på Lyngbo camping i Henne. Kan varmt anbefales, særdeles når man er i overgangs alderen som jeg😉

...
14.02 | 02:37

Den med uvejret 6/2 må jeg nok tage ansvaret for, dog var det høj sol her. Glæder mig til at læse mere om din fantastiske færd.

...
24.01 | 13:01

Man kan som almindelig arbejdsslave blive helt misundelig (Bortset fra man skal op i en mast). Her er alt vel😊. Nic har boret og hamret et stativ op😝🤗

...
Du kan lide denne side
Hej!
Prøv at lave din egen hjemmeside ligesom mig! Det er nemt, og du kan prøve det gratis
ANNONCE