Min blog

En spansk saks

”Vil du ikke til frisør?” spurgte min søde kæreste. Vi var just ankommet på vores årlige sommerferie i Almuñécar i Spanien. Han havde selv samme dag aflagt et visit hos en lokal frisør og stod nu der med bar isse og maskinklippet sidefronter. Han var helt oppe at ringe over, at han kun kom af med 5 Euro. Wow!

 

Jeg svarede pænt at nej tak, det havde jeg ikke lyst til. Det fattede han hat af. ”Hvad kan der gå galt? Og så for 5 euro!”. Mænd forstår bare ingenting: ALT kan gå galt! Hvordan skulle jeg kunne få forklaret en spansk frisør, hvordan jeg ønskede mit lange hår klippet? I Danmark er man meget tro mod damen med saksen, når man endelig har fundet en, der evner ens hår. Så nej tak.

 

De næste mange dage blev han ved med at spørge. Det var da pokkers så interesseret, han pludselig var blevet i mit hår! Jeg blev helt bekymret for, om han syntes, at mit hår var grimt, men nej nej – det syntes han ikke, forsikrede han mig om. Han bad mig om flere gange at kikke på de spanske damers hår! Om jeg syntes, at de var klippet grimt? Nej, det syntes jeg så ikke, men de kan jo noget, som jeg ikke kan: spansk!

 

Jeg endte med at overgive mig! Jeg blev overbevist på det tidspunkt, hvor han sagde, at han ville betale! Så slår man altså til! Så vi cyklede en formiddag ned til frisøren, spurgte efter tid. Sød og smilende kvinde. Hvis vi bare lige ville vente et øjeblik, så ville hun være klar, når hun havde barberet manden i stolen færdig! Mens jeg ventede, mærkede jeg en begyndende fortrydelse … Uj … Nå, men det ville jo koste mig gratis – og måske mit hår – så jeg blev.

 

Da hun havde slukket for barbermaskinen, kikkede hun venligt på os og spurgte – på lettere gebrokkent engelsk – hvad der skulle ske? Jeg forklarede, at jeg blot ønskede mindre end en millimeter klippet af mit hår ... (der skulle være lidt for min danske frisør at arbejde med … schyyy … sig det ikke til min kæreste). Hun kastede sig straks ud i en velmenende undskyldning: ”Oooohe. I am så så såry. I only cut children and men!” sagde hun alt mens hun pegede på min kæreste i den tro, at det var ham, der skulle klippes. Hun kunne åbenbart ikke se, at hun selv lige havde ordnet ham (betryggende). ”I do not have the things to cut woman!”. Hmm … en frisør der ikke har en saks? Puha, godt jeg ikke havnede i den frisørstol! Vand på min mølle: ”Jeg sagde det jo”. Frisøren henviste os til et andet sted, frisør Olivia, så der slæbte kæresten mig hen. Jeg sagde ellers, at det da var lige meget med den klipning, men han insisterede. Jeg måtte virkelig have slemt garn? Hmm …

 

Han overlod mig til den yngre frisør, der kunne tale ”poco Inglés”. Han selv gik sig en tur. Frisøren og jeg talte nu ikke så meget sammen, mest smil og fagter. Hun havde til gengæld meget travlt med at tale med den ældre dame i ventesofaen, der formentlig skulle have vandonduleret sit hår. Nøøøj, hvor kæresten ville få autodidakte spanske edder, hvis jeg kom ud med en skæv kasket af hår! Nøøøøj!

 

Men … jeg måtte give mig. Der gik ikke noget som helst galt. Tværtom! SeñoritaOlivia kunne klippe. Og hun kunne vaske hår og massere min hovedbund, så jeg blev helt salig. Nuuuj, det var godt. ZZzZZz … Hun klippede mig flot, og min kæreste har komplimenteret mit hår mange gange! Han måtte af med 15 euro! Men han var glad. Meget glad. Jeg var glad, og jeg ved allerede, hvad jeg skal til næste sommer: jeg skal klippes i Spanien! Hos Olivia. Men sig det ikke til nogen. Jeg skulle jo gerne få ham kæresten til at betale igen …

 

Mette – nu med Spanish hot cut!

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...
Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

27.08 | 22:12

Velskrevet og hele tiden på "sporet"! Dejlig sober og yderst fængende fortælling, som passende kunne have overskrift såsom; "Tidligt fra - Sent hjem" ;-

...
24.06 | 14:32

Jeg er naturist på Lyngbo camping i Henne. Kan varmt anbefales, særdeles når man er i overgangs alderen som jeg😉

...
14.02 | 02:37

Den med uvejret 6/2 må jeg nok tage ansvaret for, dog var det høj sol her. Glæder mig til at læse mere om din fantastiske færd.

...
24.01 | 13:01

Man kan som almindelig arbejdsslave blive helt misundelig (Bortset fra man skal op i en mast). Her er alt vel😊. Nic har boret og hamret et stativ op😝🤗

...
Du kan lide denne side
Hej!
Prøv at lave din egen hjemmeside ligesom mig! Det er nemt, og du kan prøve det gratis
ANNONCE