Min blog

Tak for livet

Tid til lidt skriv. Om et emne noget så hyggeligt som en bisættelse!

 

Jeg var til en bisættelse tilbage i februar. Det var min biologiske mor Kirsten, der skulle tages afsked med. Hun blev 72 år. Hun havde halskræft, og hun boede det sidste år på et plejehjem på Lolland. Hun har været en del af mit liv, men de sidste 3-4 år havde vi ingen kontakt. Mit valg. Jeg så hende dog en gang sidste år i maj, da jeg var kommet hjem fra mit sejlereventyr. Hun havde da været indlagt på hospice i Bandholm, men var i bedring og kom på plejehjem. Jeg så hende ikke siden, men vi havde den dag i maj nogle mægtige dejlige timer sammen, så alt er godt. I hvert fald set fra min side.

 

Det var en smuk, men også en lidt tragisk komisk bisættelse. Jeg er altid så bange for at komme for sent, så jeg var der allerede over en halv time før. Helt nede i Stokkemarke Kirke tæt på Knuthenborg. Jeg vidste, at vi ville være mindst fire personer: et nabopar der har taget sig helt enormt meget af Kirsten de sidste par år, min helsøster Karin og jeg. Karin har ikke set vores fælles mor siden, at hun var 3 år. Jeg forestiller mig,  at hun var der for mentalt at sætte punktum for det, der kunne have været, men som absolut ikke var!

 

Jeg ankom, og der var nogle mennesker, som jeg hilste pænt på. Du ved med hånd og navn. De hilste pænt igen. Jeg tænkte, at det var da så fint, at der kom flere. Det gik dog hurtigt op for mig, at det var bedemanden, hans assistent, en gammel kvindelig orgelist, en salmesanger (kender ikke titlen for den opgave) og til sidst præsten, som jeg havde hilst på …. Præsten kunne jeg nu godt gennemskue, men jeg anede jo ikke hvem, de andre fire var! Lidt efter kom naboparret Kurt og Jytte tussende. Og derefter Kirstens veninde/nabo Anni og endnu et nabopar. Alle gamle og søde mennesker. Til sidst ankom – helt ovre fra det mørke Jylland – Karin og hendes mand Alex. Vi var otte i det hele!

 

Der sad vi så, alle otte af os, på kirkebænken, indhyllet af den specielle stemning der er ved en bisættelse. Jeg prøvede at mærke efter hvordan jeg havde det med det hele, fiskede formålsløst en kleenex frem for sikkerhedens skyld, småsnakkede lidt med Karin. Vi har kontakt via facebook, men har ikke set hinanden i mange mange år. Jeg kikkede på den helt utrolige smalle hvide kiste med den flotte, men meget beskedne buket blomster ovenpå. Kommunen havde arrangeret bisættelsen. Det slog mig "hvem skal bære kisten ud?" For jeg havde set ligvognen holde parkeret liiige uden for kirkedøren med bagklappen åben. Jeg spurgte Karin, men hun mente, at den nok blev trillet ud. Nå? Ja? Hvad ved jeg. 

 

Da bisættelsen kom til sin ende, sagde præsten, som telefonisk aftalt, at ceremonien sluttede i kirken og fortsatte: "kisten bliver stående …. eller … hvad siger du?" nærmeste råbte hun gennem den tomme kirke ned til bedemanden på bagerste række. Hun fortsætte "altså, jeg kan godt bære, og det samme tænker jeg, at I tre kan?" Den var henvist til Karin, Alex og mig. Vi nikkede. Vi manglede så stadigvæk to – meget gerne med motorikken i orden ... Det endte med Kurt og den anden gamle nabomand. Præsten fik os snildt fordelt omkring kisten. Karin og jeg fik fødderne: vi gik forrest!

 

Os i dette sporadiske og temmelig umage sekskløver fik kisten båret så fint ud til bilen. Naboparret havde som de eneste en rød rose, som de hver lagde på kisten. Jeg forbandede mig selv over, at jeg ikke havde tænkt den empatiske tanke. Men det kunne jeg ligesom ikke rigtig bruge til noget. Bilen kørte væk med Kirsten. Jeg fik overrakt kuverten med kondolencerne, der var vedhæftet bårebuketterne. Der var tre! Ak ja.

 

Vejret var virkelig fantastisk, ceremonien smuk, stemningen fin, men jeg håber inderligt, at når det bliver min tur, at forsamlingen vil være lidt mere fyldig, og at der vil blive fældet et par tårer eller tre mere og smilt lidt bredere – fordi jeg har været, og fordi jeg vil blive savnet. Ingen tvivl om at de fem gamle naboer, der var kommet, at de var kede af det. De holdte af Kirsten. Dejligt at vidne. Jeg selv var trist. Trist over at Kirsten ikke er mere og ærgerlig over den for mig ensomme afslutning på et forhåbentligt godt liv for Kirsten. Og så var der Karin, som givetvis har siddet med sine specielle følelser, og slutlig husbonden Alex som i sagens natur ikke havde nogen som helst aktier i kvinden.

 

Det vigtigste af alt er trods alt, at vi fik sendt Kirsten godt af sted, og gerne af et godt hjerte. Det følte jeg, at jeg oprigtig kunne gøre. Jeg hviskede taknemmeligt "tak for livet". For uden hende, ingen mig!

 

Det var ordene fra mig.

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...
Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

22.05 | 19:16

Seje seje Kåsen .... sikker på, du napper endnu en om et år eller to 👍😘

...
27.08 | 22:12

Velskrevet og hele tiden på "sporet"! Dejlig sober og yderst fængende fortælling, som passende kunne have overskrift såsom; "Tidligt fra - Sent hjem" ;-

...
24.06 | 14:32

Jeg er naturist på Lyngbo camping i Henne. Kan varmt anbefales, særdeles når man er i overgangs alderen som jeg😉

...
14.02 | 02:37

Den med uvejret 6/2 må jeg nok tage ansvaret for, dog var det høj sol her. Glæder mig til at læse mere om din fantastiske færd.

...
Du kan lide denne side
Hej!
Prøv at lave din egen hjemmeside ligesom mig! Det er nemt, og du kan prøve det gratis
ANNONCE