Min blog

Jeg løb mig en tur

Jeg var her den anden dag ude at løbe mig en tur. Det var en af de dersens maratoner! Min debut. Copenhagen Marathon. Jeg havde hele vinteren trænet op sammen med min løbeklub i Jyllinge, så jeg var klædt på til det. Skulle man mene … Og endelig kom dagen så!

 

Jeg gennemførte, og det var faaaaantastisk! Men ellers var det frygteligt – det meste af tiden! Det gik ellers godt i starten. Jeg lagde mig sammen med nogle af mine løbekammerater bag fartholderen, der havde en ballon hæftet på sig med tiden 4 1/2 time. Det var en kilometertid på 6.24, som jeg burde kunne holde. 

 

Starten gik, og alt var godt. Lykkelig uvidende om tiden forude … Der var depot og toiletter ved ca. hver fjerde km. Da vi kom til det første depot, drak jeg en stor tår vand og en stor tår energidrik – lige som anbefalet. Man fik dog ikke mange sekunder til at sluge det i. Videre. Vi havde en tid at overholde. 

 

Jeg kunne så mærke, at jeg skulle på toilettet (læs: skide! Pardon me – men bare for at sige det, som det er). Jeg løb en lille smule i forvejen, ankom til næste depot, slugte væsken, ind i toiletvognen og klarede hvad jeg skulle klare og ud igen. Det passede perfekt med, at ballonen løb videre. Genialt. Vi løb. 

 

Efter et par km kunne jeg mærke den velkendte rumlen i maven igen! Pokkers! Jeg løb atter i forvejen, men denne gang var der lidt kø ved toiletvognen, så da jeg endelig kom ud, så var ballonen passeret. Jeg måtte sætte farten op. Puha. Jeg fik endelig indhentet ballonen og mine løbekammerater. Den tur tærede lidt på kræfterne. Øv! 

 

Og så skulle jeg sagsuseme prutte stort igen. Som i NU! Kraft eddermame og sgu fanden! Jeg havde fået diarre, og det ved mange formentlig af egne erfaringer, at det spøger man ikke med. Jeg fandt et sted. Men nu var ballonen stukket af. Jeg måtte lade den og vennerne slippe. ”Hej hej”. Jeg begyndte nu at få mavekramper. Og det var varmt som ind i helvede! Solen smaskede direkte ind i hovedet. Jeg drak ved hver depot, men jeg begyndte nu også at blive svimmel. Jeg måtte en fjerde gang finde et sted at få klaret den lille sag! Satans os! Ud over det koster tid og fysiologiske kræfter, så er det altså bare ikke nemt at skulle skynde sig med at tage svedramte trusser og løbetights på plads!

 

Det var så heldigvis sidste gang, jeg skulle bokse med bar popo, men jeg havde som sagt mavekramper. Så jeg måtte ned og gå engang imellem. Det gjorde simpelthen hen for ondt at løbe. Jeg kom til 21 km mærket. Jeg havde da kun løbet halvdelen af turen! Temmelig modløs fortsatte jeg til 22 km. Jeg overvejede seriøst om jeg skulle droppe ud. Jeg var virkelig svimmel nu. Min motorik var som eftervirkningerne af for meget sprut! Folk var begyndt at bukke under og fik hjælp af samariterne. Jeg blev enig med mig selv om, at jeg skulle lige give den et par km mere og så se. Det hjalp helt klart mentalt, at der rundt omkring på turen stod velkendte ansigter og heppede højt og inderligt. Tak for jer. I gjorde underværker.

 

"Pludselig" kom 30 km mærket (ha - som om det var spor af pludseligt …) og da vidste jeg, at nu kunne jeg under ingen omstændigheder stoppe! Om jeg så skulle gå hele vejen, så skulle jeg bare gennemføre! Det var så også omtrent her, at jeg kunne mærke, at der foregik noget "sjovt" i min højre sko! To tæer var oppe at slås om pladsen (de er nu blå). Men det evnede jeg heldigvis at kunne ignorere sådan nogenlunde. Maven og min svimmelhed var det værste. Så jeg fortsatte mit ynkelige mix af gå og løbe, drak ved hvert depot, spiste bananer de steder, hvor de blev tilbudt. Jeg kunne næsten ikke få mere væske ned. Jeg havde en følelse af, at det stod i min hals og skvulpede! Men jeg fortsatte. 

 

Da jeg havde passeret 40 km mærket, da blev jeg lettet. Næsten og lige ved at være. Jeg jagtede 41 km mærket, men – hvor "Hvor pokker bliver det af? Er jeg løbet forbi? Eller værre endnu – der er langt derhen!". Jeg var atter nede at gå, da jeg stødte på nogle fantastiske heppere fra løbeklubben "Løøøøøøøb Mette. Målet er lige dernede". Jeg fik øje på noget blåt længere nede af gaden. "Er det målet?" spurgte jeg forventningsfuld. "Ja for pokker. Løøøøøøb!" – og så kan det ellers nok være, at jeg fandt de aller sidste dråber af saft og kraft, der var tilbage i mig – og løb. Sådan lidt Forest Gump agtigt. Min kæreste stod ved mållinjen og råbte til mig. Ooooooj, det var en god følelse. Det gjorde mig godt.

 

Jeg blev ikke rørstrømsk, som forventet, men jeg var simpelthen så aller helvedes glad, da jeg kom over målstregen. Og lettet. Noooooj, hvor jeg var lettet. Jeg gjorde det! Jeg åd den store elefant én bid ad gangen. Jeg var 4.47.58 om at komme igennem den pinsel. Samme tid som hver af mine tre fødsler ... Jeg er lidt skuffet over min krop, men jeg ved jo godt, at jeg skal være tilfreds. Det er ”sølle” 17 minutter langsommere end forventet, men alligevel! Nu kan jeg så ikke rigtig finde ud af om det skal være en solo oplevelse, eller om jeg skal prøve at gøre det bedre! Det må tiden vise.

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...

Sanne | Svar 22.05.2019 19.16

Seje seje Kåsen .... sikker på, du napper endnu en om et år eller to 👍😘

Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

22.05 | 19:16

Seje seje Kåsen .... sikker på, du napper endnu en om et år eller to 👍😘

...
27.08 | 22:12

Velskrevet og hele tiden på "sporet"! Dejlig sober og yderst fængende fortælling, som passende kunne have overskrift såsom; "Tidligt fra - Sent hjem" ;-

...
24.06 | 14:32

Jeg er naturist på Lyngbo camping i Henne. Kan varmt anbefales, særdeles når man er i overgangs alderen som jeg😉

...
14.02 | 02:37

Den med uvejret 6/2 må jeg nok tage ansvaret for, dog var det høj sol her. Glæder mig til at læse mere om din fantastiske færd.

...
Du kan lide denne side
Hej!
Prøv at lave din egen hjemmeside ligesom mig! Det er nemt, og du kan prøve det gratis
ANNONCE