Min blog

Sig det højt!

Kender du det, når du mangler lidt spænding? Til trods for at du har et dejligt liv med job, fantastisk kæreste, skønne unger og dejlige venner? Men … der mangler lidt snaps? Måske er det bare mig, der er for rastløst et menneske. Jeg ved det godt. Jeg har nok også for meget tid nu hvor, at mine tre æg for længst er puffet ud af reden. Jeg har dog her på det sidste gået og tænkt over, hvad jeg kan finde på af spænding, nye udfordringer og noget som ikke kræver, at jeg nødvendigvis skal rejse ud i verden. Sidst tog jeg ud at sejle på Stillehavet. Det kan jeg desværre ikke gøre hver gang, jeg bobler over af rastløshed.

 

Altså nu er det ikke noget vildt og voldsomt, jeg pønser på, men lidt har vel også ret? Jeg har just læst en spritny bog af Mette Birk Jensen, hvor hun skriver om seje kvinder, der verden over dyrker ultraløb. Det var meget inspirerende læsning, og for hver side jeg vendte i den bog, jo mere kunne jeg mærke, at det er det, jeg skal prøve.  At løbe et ultraløb. Om det så ”bare” er 50 km. Det skal prøves. Der var også links til videoer på YouTube, hvor jeg har slugt den ene optagelse efter den anden om seje mænd og kvinder, der gennemfører vilde løb. Fascinerende. Dragende. Lige noget for mig. Måske ikke liiiige 333 km i Himalaya, eller 250 km i Saraha eller hvad med 217 km igennem Death Valley i Californien? Urk! Nej nej, mindre kan også gøre det. I hvert fald til en start.

 

Jeg kunne have valgt så mange forskellige stier at gå ned af. Jeg kunne eksempelvis have valgt at bruge krudt på at kunne løbe hurtigere, dyrke triatlon, lære at surfe, cykel til Århus og hjem igen – og andre spændende aktiviteter. Men blikket blev rettet mod ekstremløb. Jeg kan huske den fantastiske fornemmelse, jeg havde i hele kroppen aller første gang, jeg skulle løbe et halvmaraton. Det sitrede, jeg var tændt, og jeg var edder spændt på, om jeg, Mette, kunne gennemføre. Havde jeg kræfter og udholdenhed nok? Jeg anede ikke, hvad jeg gik ind til, men det ville tiden jo vise mig. Og jo, jeg kunne sørme godt løbe 21 km. Wehee Total optur! Jeg kunne gå på vandet lang tid efter. Jeg har deltaget i en del halvmaraton siden. Jeg glæder mig hver gang, men den der sitrende fornemmelse fra top til tå, den er væk. Nu kender jeg rumlen, og jeg ved, at jeg kan. I maj måned deltog jeg i mit første maraton, og den der skønne sitren i kroppen var tilbage. Det var fedt. Den var savnet. Og ikke mindst vejen dertil. Jeg nød de mange træningskilometer i løbeskoene i selskab af gode og dejlige mennesker. Det er det, jeg søger.

 

Så jeg har besluttet mig! Jeg vil! Og jeg gør det! Men med omtanke. Man skal jo passe på skader, så det bliver ikke i morgen, at jeg kan kalde mig selv for en ultraløber. Jeg vil hen over vinteren – sammen med løbeklubben – træne op til Copenhagen Marathon i maj 2020. Jeg vil på det tidspunkt have mange km i benene, så kan jeg en måneds tid senere prøve kræfter med Coast2Coast i Jylland, hvor ruten er 55 km gennem natten fra Løkken til Frederikshavn. Næste mål vil være Samsø Rundt. Det er 100 km. Og så tager jeg den derfra. Måske Mols rundt på 100 miles? Tja … 160 km er meeeget langt, synes jeg nok … Måske er det ikke noget for mig. Måske er jeg ikke sej nok, måske hader jeg hver en km af det. Det kan også være, at jeg bliver vild med det. Sikkert og vist er det i hvert fald, at jeg kommer til at prøve mine grænser af, min udholdenhed, og så vil jeg slide et par løbesko eller tre op! Det er jo det, jeg higer efter, ikke sandt?

 

Hvorfor fortæller jeg nu alt det her til dig? Om mine planer? Jamen, jeg har lært, at hvis man har store/vilde/skøre planer, så skal man sige det højt. Råbe det ud i verden – for så forpligter man sig selv mere. Så kan man næsten ikke opgive før end man kommer i gang, vel? Så nu er det sagt: ”Jeg vil være en ultraløber”. Nu er der ingen vej tilbage. Sæt i gang!

 

Uha!

 

Ønsk mig held og lykke!

 

P.S. Du er hjertens velkommen til at følges med mig på rejsen!

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...
Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

22.05 | 19:16

Seje seje Kåsen .... sikker på, du napper endnu en om et år eller to 👍😘

...
27.08 | 22:12

Velskrevet og hele tiden på "sporet"! Dejlig sober og yderst fængende fortælling, som passende kunne have overskrift såsom; "Tidligt fra - Sent hjem" ;-

...
24.06 | 14:32

Jeg er naturist på Lyngbo camping i Henne. Kan varmt anbefales, særdeles når man er i overgangs alderen som jeg😉

...
14.02 | 02:37

Den med uvejret 6/2 må jeg nok tage ansvaret for, dog var det høj sol her. Glæder mig til at læse mere om din fantastiske færd.

...
Du kan lide denne side
Hej!
Prøv at lave din egen hjemmeside ligesom mig! Det er nemt, og du kan prøve det gratis
ANNONCE