Min blog

Jeg løber ikke!

”Jeg … kan … ikke … mere … må … have … luft …”

 

Det var mig en sensommerdag for nogle år siden. På en varm markvej. Jeg troede, at jeg skulle dø af iltmangel – på grund af et par løbesko og et bankende hjerte.

 

Mit bankende hjerte var for en mand, jeg var skrubhamrende forelsket i. En mand der elskede at løbe. Og den passion ville han gerne dele med mig. Jeg elskede på ingen måde at løbe. Overhovedet. Jeg elskede ham, men jeg gad vitterlig ikke sport. ”Jeg løber ikke” gjorde jeg det klart over for ham. Jeg kunne godt lide at gå ture sammen med ham og veninderne, men ikke noget som helst af noget med hvor man blev forpustet eller blev varm (læs: svede). For det kunne jeg nemlig ikke finde ud af. Det med at svede. Det forstod min kæreste ikke en dyt af. ”Kan du ikke svede? Alle kan da svede!” Men nej, det kunne jeg ikke. Det var noget med nogle inaktive svedkirtler? Jeg havde fra tid til andet prøvet at give det med at løbe en chance, men jeg opgav altid efter et par uger. Jeg hadede hver en meter, jeg løb. Jeg kunne ikke få vejret, og i stedet for at svede, så blev jeg opkogt. Fuldstændig rød i bærret, gispende efter vejret og damp ud af ørerne. Men ikke en eneste dråbe væske kom ud af min krop. Jeg kunne ikke lide det. Det tog hver gang en krig at køle kroppen ned. Men det mente min kæreste, at det måtte vi lave om på.

 

Og hvad gør man ikke, når man er nyforelsket? Alt. Eller næsten alt. I hvert fald jeg gjorde. Til trods for at jeg kærligt sagde nej tak til at løbe, så så man samtidig mig hoppe i et par shorts og et par løbesko. Skoene havde jeg fra mine før omtalte mislykkede forsøg ud i blive en løber. Så var jeg klar.

 

”Jeg har en lille 5 km tur, vi kan tage” sagde kæreste opmuntrende til mig, og af sted vi løb. Det var en meget varm august dag. Det var eftermiddag, og solen bagte fra en blå himmel. Da vi havde løbet en god km på asfalt, primært nedadgående, løb vi over en å og ud på markvejen. Jeg kan lige så godt sige det, som det var. Det var ikke kønt! Slet slet ikke. Jeg var allerede begyndt at blive forpustet. Og nu gik det opad. Ikke ret mange højdemeter, men for mig var det et bjerg. Intet mindre. Vi kom op af den ”stejle skråning”, og jeg prustede. Jeg bandede vist også lidt … Jeg evnede slet ikke at se de flotte kornmarker, der var på begge sider af markvejen, eller at fuglene sang og da slet ikke at tale. Altså tale pænt! Jeg var max presset. Min kæreste derimod, han så alt. Delte alt. Kommenterede alt. Total overskud på drengen. Lige der var jeg ærlig talt ikke så vild med ham! Han løb fra tid til anden baglæns ved siden af mig, mens han sang lidt for mig. Blærerøv!

 

”Kan du høre fuglene?” spurgte han kækt. Jeg kunne overhovedet ikke høre andet end min prusten og så hans irriterende overskudsstemme. ”Kom skat … bare liiiiiiiige op til bænken der”, sagde han, mens vi endnu engang skulle forcere en bakketop. ”Jeg … kan … ikke … mere … må … have … luft …” stønnede jeg dramatisk. Vi gik. Min stakkels krop kogte. Jeg gispede. Jeg havde alle mulige forklaringer. Skoene var ikke den rigtige størrelse, luften var for tør, for varm, jeg var tørstig, han løb for stærkt, og var han nu helt sikker på, at ruten kun var 5 små km? (Det viste sig senere, at den rent faktisk er 6½ km …). Han var temmelig overrasket over min ringe kondition – og min ynkelige jamren. Jeg kunne se det på ham. Du ved, der hvor det ene øjenbryn er hævet på den misbilligende måde? ”Jamen, jeg sagde det jo. Det er ikke MIN skyld!” jamrende jeg videre. Så løb vi lidt igen. Gik. Gik lidt mere. Løb et par hundrede meter. Gik. Løb. Gik. Og sådan fortsatte det til vi eeendelig var retur på matriklen. Føj! Vi var begge lettet over, at vores forhold trods alt overlevede. Med et par småskrammer. For det havde ikke været en smuk oplevelse.

 

Men … jeg må nu her mange år efter erkende, at han den sommerdag gik kickstartet noget i mig. Han holdte mig til ilden. Gav ikke op på mig, men blev overraskende nok ved med at jage mig med ud af døren – iført løbesko. Han indmeldte mig sågar i den lokale løbeklub. Der var ikke andet at gøre end at sætte den ene fod foran den anden. Jeg var ikke vild med det. I hvert fald ikke i starten. Det var en kamp, men hjertet bankede jo lystigt for manden. Jeg hang i. Pludselig en dag kunne jeg løbe 5 km uden at frygte, at det skulle blive det sidste, jeg skulle gøre i mit liv! Og stille og roligt skete der noget i min krop. Ud over at jeg begyndte at få muskler, så begyndte jeg at svede. Det piblede ud af mig. Jeg var ikke længere en rød reje i dejform iført et par løbesko, men nu var jeg med i klubben af sporty sportsfolk, hvor sveden drev. Yaaah! Det var en befrielse, for det var så meget mere behageligt at svede end at være opkogt.

 

Jeg blev ved med at løbe. Jeg blev faktisk ret vild med det. Og jeg var vild med det sociale liv, jeg fik i løbeklubben. Så mange skønne mennesker at dele løbestierne sammen med. Jeg fik mod på at øge distancerne stille og roligt. Det blev til 6 km, så 7, 10, 12. Jeg løb en hel del 10 km distancer, og en dag blev det tid til mit livs første halvmaraton. Det var vildt. Tænk at jeg kunne gennemføre et halvmaraton! Mig! Mette! Wauw! Klap på skulderen til mig selv. Ja, jeg ved det godt. Janteloven kan stramme, men jeg var dæleme så stolt. Jeg havde kæmpet for det, og jeg havde ikke givet op. Det må man gerne være stolt af. Og det gav mig smag for mere. Skulle jeg prøve et maraton? Måske? Nja? Ja! Jeg prøver. Det var forrige november, hvor maratontræningen gik i gang. Sammen med de andre fra klubben blev der bygget på: 24 km, 26, 27, 30 – og så kom endelig den famøse udløsning i maj 2019 i København: 42,2 km! Det var en kanon følelse. Fantastisk. Jeg gjorde det. Den havde jeg godt nok ikke selv set komme.

 

Det havde mine omgivelser heller ikke. De efterlyser nogen gange Mette. Hvor er hun? Jamen, hun er ude at løbe! Jeg løber hver dag, og så er der kommet lidt fitness på programmet. Jeg løber oftest alene, andre gange sammen med de andre i klubben, og nogen gange løber jeg sammen med kæresten. Jeg er ingen hurtig løber, men jeg jamrer ikke længere. Jeg har for længst lært, at det gider ingen som helst høre på. Heller ikke mig selv. Smil og vink og gør det, du er i gang med: løb! Så det gør jeg.

 

Jeg er ikke færdig med at bygge med løbeklodser. Sidst i marts skal jeg prøve kræfter med mit første ultraløb. 50 km i Tisvilde. Jeg ved ikke rigtig, hvad der nu er, at jeg har fået rodet mig ud i. Øj! Er jeg for skør? For optimistisk? Eller blot eventyrlysten? Men som arrangøren af North Coast Ultra sagde til mig, da jeg forespurgte om sådan en som mig ville kunne deltage: ”Det kan du. Du skal blot sætte den ene fod foran den anden.” Og det har jeg jo prøvet før. Det med fødderne. Det kan jeg da godt finde ud af. Så det vil jeg gøre alt mens jeg æder et enkelt ord ud af den lille sætning, jeg for år tilbage messede til kæresten: Jeg løber ikke!

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...
Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

09.01 | 13:12

Du er ikke alene... ikke at jeg på nogen måde er ramt af "hedninger", men jeg har da hørt andre tale om det

...
22.05 | 19:16

Seje seje Kåsen .... sikker på, du napper endnu en om et år eller to 👍😘

...
27.08 | 22:12

Velskrevet og hele tiden på "sporet"! Dejlig sober og yderst fængende fortælling, som passende kunne have overskrift såsom; "Tidligt fra - Sent hjem" ;-

...
24.06 | 14:32

Jeg er naturist på Lyngbo camping i Henne. Kan varmt anbefales, særdeles når man er i overgangs alderen som jeg😉

...
Du kan lide denne side
Hej!
Prøv at lave din egen hjemmeside ligesom mig! Det er nemt, og du kan prøve det gratis
ANNONCE