Min blog

Skal jeg holde kuglerne?

Jeg leder efter en massør. En god én. En der kan tage fat og få most spændingerne i min løberamte lårbasser. De hænger ikke på træerne, de der unikummer ud i massørens kunst. Jeg har haft en super god massør. Han kunne dæleme tage fat. Han var god, og man kunne godt mærke, at han vidste, hvad han havde gang i.

 

Han var dog også lidt … hmm … tja … der var noget loren ved ham! En mand i fyrrerne. Han underholdt mig ved hver eneste session med, at han var tidligere fodboldspiller. På et højere plan. Men han fik en skade, og hans karriere stoppede fra den ene dag til den anden. Øv for ham! En god massør fik ham samlet igen, dog ikke så kan kunne fortsætte på eliteplan. Han blev midlertidig tændt på selv at uddanne sig til massør.

 

Og der var han så nu. En fantastisk dygtig massør, men med kunsten ud i at gentage sig selv! Hver eneste gang! Og hvad kunne jeg gøre? Andet end at ligge der på briksen iført røvballetrusser og et forvasket badehåndklæde til lige at skærme for det meste af min hud! Jeg var tvangsindlagt til at tale med massøren, der så gerne ville fortælle om dengang, hvor han spillede semi professionelt. Han ville også meget gerne høre ind til mig. Alt jeg ønskede var ro! Men nej. Snak snak snak!

 

Massøren havde efter stop af spark til bold frasagt sig en spændstig krop. Han ville meget hellere leve i fred og harmoni. Det fortalte han selv, mens han småkvapset stod ved massagebriksen og masserede min ømme krop. Han havde altid de samme træningsbukser på – tilsat bare strømpesokker og maven i den forvasket T-shirt ud over elastikkanten. Og fred nu vær med det. Hvis det så ikke var fordi, at når han bad mig ligge på maven, så har man jo armene liggende ned langs siden, med fingrene let bøjet opad så man nærmest former en lille kurv med sine hænder. I sådan en kurv, da har jeg – desværre – flere gange oplevet, at der var der plads til hans kugler!

 

I kid you not! Jeg har simpelthen ligget dér på en briks og leget ”Gæt en ting”. Nøj, hvor hjernen roterede: ”Hvad filan er det, jeg har i min hånd? Jeg håber fileme ikke, at der er det, jeg tror, at det er! Er det? Er det hans testikler, jeg kan mærke gennem hans træningsbukser? Ohe no! Det er det! Hvad gør jeg? Hvad.gør.jeg?”. Til trods for at jeg hver gang fluks ”åbnede” min håndkurv, så lå de der stadigvæk. Kuglerne. Som et par dadler på et fad. Lige så stille hvilede de i min hånd alt mens han masserede – og talte. Det var ikke rart. Ærlig talt.

 

Ikke nok med det. Så var han typen, sagde han, der ville sikre sig, at han ikke overskred nogen grænser! Hmm … Hvilket betød at han hele tid stillede mig et spørgsmål, ofte mens jeg agerede kugleholderfad: ”Er det okay, at jeg åbner din BH, så jeg kan massage din ryg? Er det okay, at jeg lige rykker lidt ned i trussekanten, så jeg kan massere dine baller? Er det okay, at jeg liiiige mærker kort på dit skamben om dine hofter er sat på plads?”

 

Det blev for meget! Simpelthen. Men hvorfor havde jeg ikke ageret første gang? Jamen, hans massage, vrid og knæk var så god og effektiv, at jeg prøvede at neglige det faktum, at det faktisk ikke var okay på nogen som helst måde. Jeg vil ikke melde mig ind i #metoo klanen, for så slemt var det så heller ikke, men lige til grænsen, ikke? Jeg er så naiv, at jeg bilder mig ind, at han ikke selv har tænkt over det. At det var en hændelig fejl. I hvert fald første gang. At han ikke har mærket det. Og måske har han? Ohe no! Men det er slut nu. Forbi. Ovre. Han må lægge sine kugler et andet sted.

 

Jeg leder nu efter en ny massør. Med stramme bukser. Tak.

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...
Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

09.01 | 13:12

Du er ikke alene... ikke at jeg på nogen måde er ramt af "hedninger", men jeg har da hørt andre tale om det

...
22.05 | 19:16

Seje seje Kåsen .... sikker på, du napper endnu en om et år eller to 👍😘

...
27.08 | 22:12

Velskrevet og hele tiden på "sporet"! Dejlig sober og yderst fængende fortælling, som passende kunne have overskrift såsom; "Tidligt fra - Sent hjem" ;-

...
24.06 | 14:32

Jeg er naturist på Lyngbo camping i Henne. Kan varmt anbefales, særdeles når man er i overgangs alderen som jeg😉

...
Du kan lide denne side
Hej!
Prøv at lave din egen hjemmeside ligesom mig! Det er nemt, og du kan prøve det gratis
ANNONCE