Min blog

7 timer på Møns Klint

7 timer på Møns Klint. Eller helt præcis 6 timer, 45 minutter og 12 sekunder var jeg om at pine mig selv fra start til slut i mit livs første ultraløb! Længere tid end det har taget mig at føde hvert af mine tre unger! I de tre tilfælde vidste jeg jo – håbede på OG fik det – tre pragtfulde børn ud af pinslerne. I går, mens jeg knoklede min popo ud af bukserne i Møns skønne natur, var præmien væsentlig mere spartansk. For enden af den 50 km lange sti var der en fin medalje og et krus øl fra Bryghuset Møn!

 

Hvorfor gør man det dog mod sig selv? Hvorfor vælge noget så ekstremt? I mit tilfælde handler det om at sætte mig et mål, og så indfri det over for mig selv. At prøve at sætte barren lidt højere end hvad jeg tidligere har gjort, og så mærke den fantastisk selvfølelse der vælter igennem mig, når jeg kommer i mål: ”Du kan jo godt Mette”. I mine unge dage var jeg ofte lidt for hurtig til at smide håndklædet i ringen: ”Jeg gider simpelthen ikke, når det skal være så hårdt, så grumt, så kedeligt …” osv.

 

Men det var dengang. Nu er nu, og hvor jeg er nu er et dejligt sted at være. Meeen … jeg skal være helt ærligt at indrømme, at gårdagens løb til South Coast Ultra var noget af en mundfuld. Jeg blev testet maks. Klart at jeg vidste, at det ville blive monster hårdt. 50 km. Især på Møn, hvor højdemeteren er 1200. Og jeg var forberedt på, at jeg afslutningsvis skulle løbe 5-6 km på rullesten og så op af Danmarks længste trappe på 500 trin. Jeg vidste det godt. Men da jeg stod der sammen med 50 andre morgenfriske løbere til start ved Geocentret, da viste jeg ingenting.

 

Jeg var ret så bevæget, da vi skulle tælle ned til start: ”10, 9, 8, 7 … GO!” Jeg ved ikke, om det er fordi, at jeg det sidste års tid har trænet op til at skulle prøve kræfter med et ultraløb, og nu skulle det endelig ske efter at forårets løb blev rykket pga. COVID-19. Jeg tror det. Men nu gik starten jo altså, så ”tør øjnene Mette og afsted med dig”.

  

Til forskel fra almindelig løb, så foregik starten i et helt andet tempo. Langsommere. Og ved aller første stigning stoppede alle med at løbe og gik op, løb igen, gik op osv. Også de to unge militærmænd, der lå på siden af mig. De slap mig dog efter et par km. Det gjorde andre også, og jeg slap selv nogen. Jeg var dog ikke alene. De første 10-11 km løb jeg sammen med et par mænd. Det gik så fint. Ham den ene talte hele tiden. Dejligt. Tog billeder af træer, Liselund Slot, køer og hvad vi nu ellers stødte på. Han var fra Jylland og ville have lidt touristfotos med hjem, sagde han.

 

Det var hårdt jo, men jeg var meget fortrøstningsfuld. Jeg tog det stille og roligt, og lod løbeuret passe sig selv. Der var allerede depot ved 5 km og igen efter 12. Men så stoppede det. Min attitude om ”det går sgu da meget godt det her”. For så skal jeg da lige love for, at det hele skulle blive meget værre, og det fortsatte frem til målstregen … Efter andet depot gik turen ned til vandkanten, hvor jeg bl.a. skulle kravle over væltede træstammer og løbe i store rullesten. De er eddermame trælse at løbe i. Faktisk umuligt. Så op af en laaang trappe, og videre ind i skoven igen. På det tidspunkt var de to mænd løbet fra mig. Ikke mere smalltalk til at få afledt tankerne. De næste 25 km så jeg ikke en eneste anden løber. Jeg løb, kravlede, snublede og gik helt alene i den store grønne skov. Hen ad skovveje, små trampestier, igennem utallige brombærbuske der rev arme og ben, op over stejle skrænter og ned igen, op og ned af skovtrapper og hen over tilgroede skovbunde uden trampestier og gennem folde med sorte kødkvæg og våde kokasser. De gloede bare på mig som om, at jeg var den mest åndsvage tobenene, de længe havde set. Jeg kom på et tidspunkt gående (powerwalk) inde i kofolden, der gik parallel med en asfalterede vej. Der lå et hus, og jeg kunne høre, at der var fest i haven. Det var 6-7 unge mænd, der var klædt ud som julemænd, og de spillede kroket og drak øl. Meget meget mærkeligt syn. Hvor længe havde jeg dog løbet ...? ”Ej se gutter. Der går en, der er med i et løb” grinede den ene. ”Ha ha meget morsomt dumme julemænd” tænkte jeg. Havde jeg haft lidt flere kræfter ville jeg have råbt kækt tilbage. Min hjerne ville bare ikke samarbejde. Jeg prøvede desperat at få lidt fart under de trætte fødder, men jeg kunne ikke.

 

Jeg kunne til gengæld tage en selfie af mig og en ko, der lå og tyggede drog. Den lå tilpas stille. I det samme blev jeg indhentet af en kvinde. Hende slog jeg følgeskab med de næste 6 km. Når hun løb, løb jeg. Når hun gik, så takkede jeg de højere magter for hendes valg og gik også. Vi talte lidt sammen, og hun gav mig fornyet kræfter. Havde jeg dog bare mødte hende lidt før, så havde jeg kunne skære lidt af tiden. Nå, pyt. Jeg måtte dog slippe hende ved det sidste depot, der var på stranden. Det var ved 44 km. Jeg var FÆRDIG!

 

Men, jeg skulle jo i mål, og de sidste 6 km foregik hen ad stranden i rullesten. Fik jeg nævnt at de er helt umulige at gå i? Jeg kunne slet ikke finde fodfæste, og min vigtigste opgave var ikke at få smadret mine ankler! Jeg fik dog vredet om et par gange, og jeg fik gentagende gange knaldet mine tæer ind i de dumme sten. Da jeg havde moslet på en lille halv km, så kom dagens gode gave. En stor overraskelse. Min fantastiske søde og dejlige kæreste kom imod mig, og han fulgtes med mig de næste tre km. Det var fantastisk. Intet mindre. Hvor heldig har en træt og beskidt kvinde lov til at være? Jeg var smurt ind i sved, blod på arme og ben og jord, for jeg var på et tidligere tidspunkt ved at skride ud over en skrænt inde i skoven, men jeg fik hevet mig op på det smalle spor igen. Jeg må ærligt indrømme, at jeg blev temmelig forskrækket. Over det med skrænten. Men nu stod kæresten der. Kyssede mig og fortalte mig, hvor stolt han var af mig. Og opmuntrede mig. Jeg kunne dog umuligt løbe i de sten, men jeg gik det hurtigste, jeg kunne. Han fortalte mig senere, at de hurtigste havde evnet at løbe i dem. Imponerende. Jeg kunne ikke. Heller ikke på en frisk dag. Han måtte slippe mig omkring 3 km senere. Så var jeg atter alene. Nu skulle de de sidste km i hus.

 

Endelig. Eeeendelig kom den famøse trappe. Jeg vidste, at oppe for enden af de 500 trin, der var målstregen. Jeg ville ønske, at jeg kunne sige, at jeg løb op af trappen. Det gjorde jeg ikke. Men jeg tog det ene trin efter det andet, og jeg sørgede for at smile det bedste, jeg har lært til alle dem, der gik imod mig og sagde ”Du er sååå tæt på nu”. Og pludselig kunne jeg høre min kæreste stå oppe for enden af trappen: ”KOM SÅ METTE”. Ohe jeg bliver helt rørt, når jeg tænker på det. Han var så super skøn, og han er en fantastisk hepper. Endelig havde jeg lagt de 500 trin bag mig og kunne løbe de sidste få meter hen over målstregen. Så skøn en følelse. Jeg gjorde det! Og hvor smagte den mønske øl dog fantastisk, og medaljen er jeg helt og aldeles stolt over.

 

Jeg sidder her og er så taknemmelig over alle de varme og dejlige mennesker omkring mig, der har troet på mig. Både dem der dagene op til har ønsket mig alt mulig held og lykke og tilkendegivet at ”det kan du godt”, og nu her bagefter har tillykke ønsket mig. Det er bare sjovere at dele en vild oplevelse med andre. Tusind tak for jer.

 

Nu er det så bare at gå i gang med at glæde mig til næste 50 km ultraløb i Tisvildeleje den 26. september. North Coast Ultra.

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...

Anja Frahm | Svar 26.08.2020 10.30

Meget flot skrevet Mette-stort tillykke med🥇er virkelig imponeret over at du har gennemført, helt sikkert en fantastisk oplevelse med hårdt træning inden da.👍

Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

26.08 | 10:30

Meget flot skrevet Mette-stort tillykke med🥇er virkelig imponeret over at du har gennemført, helt sikkert en fantastisk oplevelse med hårdt træning inden da.👍

...
09.01 | 13:12

Du er ikke alene... ikke at jeg på nogen måde er ramt af "hedninger", men jeg har da hørt andre tale om det

...
22.05 | 19:16

Seje seje Kåsen .... sikker på, du napper endnu en om et år eller to 👍😘

...
27.08 | 22:12

Velskrevet og hele tiden på "sporet"! Dejlig sober og yderst fængende fortælling, som passende kunne have overskrift såsom; "Tidligt fra - Sent hjem" ;-

...
Du kan lide denne side
Hej!
Prøv at lave din egen hjemmeside ligesom mig! Det er nemt, og du kan prøve det gratis
ANNONCE