Min blog

Det er jo bare ord for fa’en

Det der kommu … kom … kom.mu.ni.ka.tion … puha langt ord … Kommunikation. Det er noget svært noget. Det er ikke bare at sige ord. Man skal huske at sige de rigtige ord, og på den rigtige måde og til den rigtige person. At tage ansvar for det, man siger, at det bliver forstået af den, der skal modtage. Eller tænke over hvordan man skriver dem. Ordene. Det samme gælder for vores mimik. Vi kan aldrig ikke ikke-kommunikere. Det kan være svært. Meget meget svært. Jeg er disse dage på et kursus i hvordan, at vi interagerer med hinanden, så derfor fylder det lidt oveni kasketten på mig.

 

Jeg har altid interesseret mig for ord, men mest af den på skrift. Her kan jeg skrive, slette, bytte om på ord og afsnit – og jeg kan forklare mig i ro og mag uden, at der står en foran mig og tripper og er ivrig efter at ytre sine egne ord. Jeg elsker at sidde her bag skærmen og finde på miks af bogstaver. Andre hader det at skulle skrive. De vil meget hellere tale. Og så er der flokken af dem, der evner det hele. Og ikke at forglemme den pulje mennesker, hvor de bare lader ordene flyde uden at lægge så meget værdi i det enkelte ord.

 

Min kæreste er en af dem. "Det er jo bare ord", siger han. Ikke så meget fidumdik med det. ”Du skal ikke tage dig af, hvad jeg siger, men hvad jeg mener”, har jeg mange gange fået at vide. Godt så. Jeg prøver, men altså nogen gange så bliver jeg sat på en prøve. Alt afhængig af hvad for en dag han rammer mig på. For mener han det, som jeg hører? Eller mener han det, han siger? Hmm …

 

”Hvorfor steger du laksen på så højt et blus?”, kan han for eksempel spørge mig? Jeg under mig så over hvorfor, at han spørger mig om det? Er det kritik? Jeg går straks i forsvarsposition. ”Er det da forkert? Eller … hvad mener du?” vil jeg spørge ham. ”Nej nej, jeg er blot nysgerrig. Bare tal til mig”, siger han så. ”Okay? Jamen, det gør jeg fordi, det er sådan, at jeg steger fisk. Jeg kan godt lide laksen sådan”. Han vil så nikke smilende til mig og sige: ”Super. Det ser lækkert ud skat”.

 

”Hvorfor skal du …? Hvorfor tager du ikke …? Hvorfor gør du …?” Han har begyndt mange samtaler med et ”hvorfor”. Og jeg er mange gange hoppet i med begge ben og er straks gået i gang med at kaste et ”hvorfor” tilbage til ham: ”Hvorfor spørger du om det?”. Og bare rolig, ingen drama på linjen og ingen skænderier, men blot en lidt for fjollet indgangsvinkel til en efterfølgende god snak. Det er det dersens kommunikation, der kan kilde fra tid til anden.

 

”Skat, prøv at forstå, at når en sætning begynder med ordet ’hvorfor’, så sker der noget i modtagerens sind. Vedkommende vil ofte gå i forsvarsposition. Et ’hvorfor’ vil få mange af os til at gå i gang med at forsvare os selv. Vi hører kritik”, har jeg messet et par gange eller tre. Men sådan mener han det slet slet ikke, siger han. Og jeg tror ham. Han vil bare tale med mig. Dejligt, så lad os tale – og tale gør vi så. Og vi gør det godt. Når altså vi er i gang …

 

For selvfølgelig kan min kæreste tale. Han er smart, og han er klog. Han kan kommunikere. Og jeg kan da love dig for, at der bliver ikke kastet noget som helst ”hvorfor” efter ham, når han siger, at han elsker mig. Lige dér da tager jeg mig fuldstændig helt og aldeles af hvad han siger. OG hvad han mener. Et kæmpe flueben ud for afleveret, modtaget og forstået.

 

Vi har vist begge erkendt, at vi gør det forskelligt. Det med kommunikationen. Det hjælper gevaldigt i hverdagen, at han har fået større forståelse for vigtigheden af de vise ord, og ikke mindst at jeg er blevet bedre til at lade være med at lægge så meget vægt på, hvad der bliver sagt, men mere på hvad der bliver ment. For hey – det er jo bare ord for fa’en.

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...
Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

26.08 | 10:30

Meget flot skrevet Mette-stort tillykke med🥇er virkelig imponeret over at du har gennemført, helt sikkert en fantastisk oplevelse med hårdt træning inden da.👍

...
09.01 | 13:12

Du er ikke alene... ikke at jeg på nogen måde er ramt af "hedninger", men jeg har da hørt andre tale om det

...
22.05 | 19:16

Seje seje Kåsen .... sikker på, du napper endnu en om et år eller to 👍😘

...
27.08 | 22:12

Velskrevet og hele tiden på "sporet"! Dejlig sober og yderst fængende fortælling, som passende kunne have overskrift såsom; "Tidligt fra - Sent hjem" ;-

...
Du kan lide denne side
Hej!
Prøv at lave din egen hjemmeside ligesom mig! Det er nemt, og du kan prøve det gratis
ANNONCE