Min blog

Kroppen taler, lytter du?

"Hej, er det her, at der er foredrag til ’Kend din krop?’" spurgte min veninde Pia og jeg en smilende dame. Hun stod på en lille forhøjet scene sammen med en mand i Musicon i Roskilde. "Eller … fniiis … sludder …  jeg mener 'Kroppen taler, lytter du?'" fik jeg grinende rettet min forespørgsel til. Vi var trods alt ikke to vårharer, der fysiologisk skulle igang med at finde ud af op og ned på vores smækre kroppe. Hun smilte endnu bredere og sagde ja. Hun var sød. Manden ved hendes side så ærlig talt temmelig træt ud. Som en der ikke rigtig gad være der. Han sad henslængt på en stol iført et par kludebukser og ergonomiske korrekte sko.  Men damen havde i samme moment sagt, at vi bare kunne gå op til baren og tage frit for af kaffe og gulerodskage, så Pia og jeg var allerede på vej videre med vores.

 

Det var herligt med sådan et AOF arrangement. De var ikke fedtet med hyggen. Vi fandt vores kager og kaffe – med en lille skvis mælk i –  og satte os på de forreste sæder. Vi var klar: Belær os! De andre stole var også begyndt at blive besat af bare kvindenumser. Ej, de var jo ikke bare, vel? Altså numserne, men de sad i hvert fald på lutter kvinder. Ingen mænd at spotte til dette arrangement, der så vidt vi havde læst os frem til, skulle omhandle det at være bedre til at lytte til sin krop, stole på sin mavefornemmelser og des lignende. Med andre ord: gammel vin på nye flasker. 

 

Den smilende dame bød velkommen, og den trætte mand blev præsenteret. Ohe, han var altså foredragsholderen? Her var manden, der skulle fortælle om, hvordan man bruger sin krop?  Ham der i den grad signalerede, at han ikke rigtig gad? Herligt. Her sad man selv på det yderste del af stolen, parat til at suge viden til sig, stirrende op på en ca 35 årig mand, der var i besiddelse af en krop, der var totalt blottet for mimik. Ikke et smil, ingen glimt i øjet eller nysgerrighed på hvem hans publikum var. Det eneste der kom ud gennem de tørre læber var et sløvt: "Heeeeej ... jeg hedder Jakob ... og ... jeg skal fortælle om kroppen … suk …". Ohe nej, det var en tung start. 

 

Jacob gik som lovet i gang med at fortælle. Noget med noget universitet, et afgangsprojekt han skrev på, latinske ord a la video, stiv krop foran computeren, yoga – alt sammen kogt ned til et foredrag samt en bog, som han i dagens anledning havde taget med til salg. Stadigvæk ingen særlig mimik, men til gengæld et ordentlig slurp ind i mikrofonen, da han tog en tår af sin te. Herligt. Ohe … jeg kunne mærke på mig selv, at jeg var i motivationsk modvind.

 

Nu skulle vi mediterer. Ohe ja, jeg kan godt lidt at meditere. Nu havde vi gang i noget godt. Vi skulle lukke vores øjne. Jeg kunne meget hurtigt mærke, at det var farligt. Det med de lukkede øjne. Jeg skulle jo lytte til min krop, og den sagde til mig, at vi var trætte. Kroppen og jeg. Uha, jeg kæmpede. Kroppen blev mere og mere tung, men endelig måtte vi igen åbne vores øjne. Min krop var tilstede på en stol i Roskilde, men mentalt lå jeg på en sofa. Ohe hvor jeg godt gad ligge på en sofa.

 

Pia havde godt lagt mærke til mig. Hun så mig sidde og misse med mine trætte øjne, så mens Jakob ævlede videre om de fem sanser, om vores manglende evne til mentalt at mærke hvor mange tæer vi har, om næsen er stor og læberne bløde, stak Pia mig igen og igen en Gajol. ”Her. Spis”. Hun var på en mission: at holde Mette vågen!

 

Jeg prøvede med tungen at fange lakridsrester mellem tænderne, da Jacob pludselig spurgte den søde dame: ”Nå, hvad siger pausemesteren? Er det tid til en pause?” Hun mente dog, at han godt kunne tale videre i 10 minutter. Jacob blev tavs. Ret tavs. Han havde vist tabt tråden? Hmm … nå … men så kunne vi da meditere igen! Så det gjorde vi. Og endnu engang sank jeg temmelig langt ned i stolen. K.r.i.s.e! Eeendelig erkendte han, at nu var det tid til en spørgerunde og bagefter en pause.

 

”Hvad øhe … er vi to fejlplaceret her?” hviskede Pia spørgende til mig, da pauseklokken slog og buffeten med fri kage og kalorier atter var til fri afbenyttelse.” Skal vi lege, at vi går ud for at tage os en smøg?” fortsatte hun. Den var jeg med på. Vi tog mundbindet på, hankede diskret op i vores tasker og gik ud for at ”ryge”. Vi blev hurtigt enige om, at vi havde været to meget, meget dygtige foredragsgængere. At vi allerede havde lært, hvad vi skulle af Jacob. Vores kroppe sagde: ”buk og bak og kører hjem og få jer et glas rødvin” – og det gjorde vi! Vi skred!

 

Og jo, jeg kan godt få en lille snert af dårlig samvittighed ved tanken om, at Jakob kom tilbage til sit podie blot for at konstatere, at de to skjønne møer i aller forreste række var pist forsvundet, men jeg håber inderligt, at han kan se det som en cadeau til sig selv. Det med at vi skulle spidse vores mentale ører og lytte til vores kroppe. For det havde vi gjort. Kroppen havde talt, og vi lyttede.

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...
Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

26.08 | 10:30

Meget flot skrevet Mette-stort tillykke med🥇er virkelig imponeret over at du har gennemført, helt sikkert en fantastisk oplevelse med hårdt træning inden da.👍

...
09.01 | 13:12

Du er ikke alene... ikke at jeg på nogen måde er ramt af "hedninger", men jeg har da hørt andre tale om det

...
22.05 | 19:16

Seje seje Kåsen .... sikker på, du napper endnu en om et år eller to 👍😘

...
27.08 | 22:12

Velskrevet og hele tiden på "sporet"! Dejlig sober og yderst fængende fortælling, som passende kunne have overskrift såsom; "Tidligt fra - Sent hjem" ;-

...
Du kan lide denne side
Hej!
Prøv at lave din egen hjemmeside ligesom mig! Det er nemt, og du kan prøve det gratis
ANNONCE