Min blog

Hej mor

Hej mor

 

Hvordan mon du har det? Det er ved at være længe siden, at jeg sidst har skrevet til dig. Alt for lang tid siden. Jeg har savnet det. Jeg har savnet dig. Jeg savner dig. Jeg tænker hver dag på, hvordan du mon har det? Er du glad? Måske endda lykkelig? Ohe hvor jeg håber, at alt ånder fred og ro hos dig. Du fortjener det.

 

Her hvor jeg er, er det en mærkelig tid. Virkelig mærkelig. Ikke nok med at jeg går og savner dig, så savner jeg mit liv, som jeg kender det. Med alle de kære mennesker i det, som jeg ikke har set længe. Familie og venner. For det må vi ikke. Mødes. Her er pandemi, og alt har det sidste års tid været lukket ned. Der er lukket ned for virksomheder, jobs, det kulturelle, det sociale, rejser, sport, festivaler og det at mødes med andre mennesker. Og når man endelig mødes med sine kære, så er det med en snert af dårlig samvittighed – for man burde ikke. Må godt, men bør ikke. Det tager for mit vedkommende lige toppen af det gode. Men jeg gør det. Ellers bliver jeg skør. Virkelig skør. Ohe mor, du ville ikke have brudt dig om det. Denne tid. Det er der naturligvis ingen, der gør, men dig som altid har været vild med at samle din store familie og vennekreds omkring dig. Nej, det ville ikke gå!

 

I denne triste tid er jeg én af de heldige. Jeg har et arbejde, jeg bor sammen med min mand, og jeg har – syv ni tretten – ikke mistet nogen til pandemien. Jeg skal ikke bekymre mig om jeg har penge til mad og husleje. Jeg har i min hverdag og de lange weekender selskab af min dejlige mand, og jeg kan ringe og tale med alle dem, jeg elsker og savner. Det er ikke alle beskåret. Men mor, jeg har ikke sådan rigtig godt. Jeg er lidt trist, jeg er lidt ked, og jeg kan ikke rigtig se lys for enden af tunnelen. Jeg ved, at jeg bør være taknemmelig, og det er jeg. Virkelige. Men det ændrer ikke på, at jeg føler, at jeg er ved at visne. Jeg støver. Den glade livsmusklen lider. Den er blev slap. Der er kommet længere mellem snapsene nu. Du ved de oplevelser, spontane som planlagte, som er med til at give hverdagen krydderi. Hvor man kan glæde sig til juledagene sammen med familien, udenlandsferien, til den store abefest med vennerne, påske og pinse og hvad årets gang ellers byder på. Hvor man ikke skal bekymre sig om sygdom og død. Alt er udsat eller aflyst. Selv forventningens glæde.

 

Jeg prøver virkelig at holde gejsten oppe, men alle dagene har det med at flyde sammen. Den ene dag ligner den anden. Jeg sover, bevæger mig ind på naboværelset for at arbejde, løber mig en tur, handler ind, laver mad, spiser, ser tv, går i seng for at sove. Og fortsætter dagen efter. Fra tid til anden lister jeg et lille træf med en veninde eller én af ungerne ind i det tomme skema. Så hygger vi igennem – vel vidende at der kommer til at gå en rum tid til næste gang. Og jo, jeg hygger også med min mand. Og jeg har nogle dejlige løbekammerater, som jeg prøver at lave aftaler med. Jeg er taknemmelig for dem. Men i langt de fleste af døgnets timer er jeg alene. Helt alene med min tanker. Og de spjætter. Mine tanker. Det er altså hverken sundt eller sjovt for et rastløst væsen som mig at være stækket. Jeg savner min frihed til at gøre lige præcis det, jeg vil. Tage hen lige dertil hvor jeg lyster og med hvem. Du ved, hvordan jeg altid har været draget af nye eventyr. Du har ikke altid forstået det, men du accepterede. Ohe hvor jeg savner.

 

Og jeg savner dig mor. Jeg ved, at du har det bedre, hvor du er nu. Det er jeg overbevist om, men jeg savner at tale med dig, at høre din sprøde latter og bare være sammen med dig. Jeg bliver helt varm, når jeg tænker på dig. Det får mig til at tænke tilbage på de gode gamle dage, da jeg var en lille pige. Hvor alt var godt. Ingen pandemi, ingen restriktioner, masser af frihed. Sådan er det heldigvis ofte med de gamle dage. Solen skinnede altid. Alt var godt, trygt og rart. Og det var takket være dig. Tak mor.

 

Men hey! Du skal ikke være bekymret for mig. Jeg skal nok lande godt oven på denne mærkelige tid. Det gør jeg altid. Lander. Jeg havde bare lige brug for at lette mit hjerte. Lade gassen gå af ballonen, så alt giften kunne fordufte. Det er det, man kan over for sin mor. At kunne sige tingene højt, så alt kan blive godt igen - uden at blive fordømt. Tilbage sidder jeg nu med et sæt skuldre, der er sunket lidt ned på plads. Smilet banker atter på. Det skal nok gå alt sammen. Selvfølgelig gør det det. Det skal nok blive tid til de herlige snapse igen, tid til at grine, hygge, lege, rejse og bare have det trygt, sjovt og godt, og ikke bekymre sig om sygdom og nedlukning af verdenen. Og jeg skal nyde hvert et øjeblik – alt mens jeg ville ønske, at du var en del af det. Du ville elske det.

 

Kære mor. Pas på dig selv til jeg skriver igen.  

 

Knus fra Mette

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...

Inger-Marie Krogager | Svar 17.03.2021 11:04

Hvor er det dejligt og livsbekræftende at læse og hvor kan man kende sig selv i det (har selv mistet min mor) - tak fordi du deler❤️😘

Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

13.05 | 18:21

Lyder måske lidt som om du ikke har et specielt naturligt forhold til nøgenhed 😉. Men dejligt at I hyggede jer 😊

...
17.03 | 11:04

Hvor er det dejligt og livsbekræftende at læse og hvor kan man kende sig selv i det (har selv mistet min mor) - tak fordi du deler❤️😘

...
26.08 | 10:30

Meget flot skrevet Mette-stort tillykke med🥇er virkelig imponeret over at du har gennemført, helt sikkert en fantastisk oplevelse med hårdt træning inden da.👍

...
09.01 | 13:12

Du er ikke alene... ikke at jeg på nogen måde er ramt af "hedninger", men jeg har da hørt andre tale om det

...
Du kan lide denne side
Hej!
Prøv at lave din egen hjemmeside ligesom mig! Det er nemt, og du kan prøve det gratis
ANNONCE