Min blog

Vestkystruten

”Ønsker I at tilkøbe vores vinmenu til aftens menu? Man kan også vælge en med fadøl? Og så er der natsuppe inkluderet!” Uha, den var svær. Men … lad os da bare få tre med vin og så øl til de sidste to.

 

Jeg var sammen med min kæreste Charlie, hans søster Malene, deres bror Jesper og svigerinde Dorte. Vi havde indlogeret os på Rudbøl Grænsekro en lørdag aften den allersidste dag i august. Vi var alle eksklusive medlemmer af en bande, der blev stiftet en aften tilbage i start 2021. I en tid hvor man ingen ting kunne eller måtte – og hvor ens drømmeevner var ud over det sædvanlige. Ting der før hen havde været helt utænkeligt at kaste sig ud i – i hvert fald for mit vedkommende – ja, det kunne pludselig lade sig gøre. Og virkede oven i købet helt vildt hyggeligt! En kold januardag blev der givet visuelt håndtryk på stiftelsen af Cykelbanden, og at vi til efteråret 2021 skulle bruge en uge på at cykle fra Rudbøl til Skagen. Sølle 560 km nordpå ad Vestkystruten nr. 1.

 

Jeg havde ellers altid forsvoret, at jeg ALDRIG skulle på cykelferie. Aldrig! Hvem pokker gad okse rundt på en jernhest med oppakning? Ærlig talt? Nå …men klip til mig, der med stor iver søgte på nettet om hvordan man skulle gøre. Altså ud over at træde i pedalerne. For der skulle jo cykeltasker til. Hvor store skulle de være, og hvad skulle pakkes med? Jeg skulle jo selv slæbe på det. Så var det det med de dæk. Dæk var ikke bare dæk, fandt jeg ud af. Næ nej. Gravel dæk var godt. Det blev indkøbt. Det samme gjorde to par cykelbukser. Et vennepar til Malene havde taget turen et par år tidligere, og de delte gavmildt ud med deres erfaringer samt fif til overnatningssteder. Tak, den plan kopierer vi. Malene påtog sig den store opgave at booke senge til os. Der var også en app over ruten, som både Malene og Jesper downloadede fra www.vestkystruten.dk. Den var til stor hjælp.

 

Og nu sad vi endelig her. På Rudbøl Grænsekor, som der stod på postkassen ved hoveddøren. Åhe gud, bare vi ikke skulle synge? Vi sad bænket om hviddugsdækket borde sammen med et masse andre modne par. Krofatter serverede treretters menu for os mens Michael sang og spillede på sit orgel. Det havde han gjort hver lørdag siden 1993. Han var overraskende god. Bevares, han havde godt nok også øvet sig længe! Michael fik det til at krible så fornøjeligt i os. I dansefødderne. Vi endte med at svinge hinanden rundt igen og igen ud på det lille dansegulv. Nuuuj, hvor vi morede os. Og vi sang. Så var vi ligesom i gang.

 

Næste morgen begyndte vi den officielle del af cykelturen med tømmermænd. Vi havde nemlig fundet ud af, at man også kunne købe gin … Vi var dog ikke mere dårlige end at turen blev skudt i gang lige efter morgenmaden. Men først fik vi nogle formaninger af Jesper. Han var gruppens cykelmyg. Han var vant til at cykle omkring 250-300 km om ugen. Så han vidste nok noget i forhold til os andre novicer, der fra tid til anden kom i tanke om, at der i skuret stod en cykel til fri afbenyttelse. Altså: Ingen påklædning af cykelbuks ved morgenmaden. Ingen cykelhjelm på ind i butikker. Huske at ligge på hjul, og skiftes til at trække – og så lige en gentagelse: I.N.G.E.N. hjelm på ind i en butik! Jeg kan allerede her røbe, at det med cykelhjelmen var vi flere, der glemte et par gange eller tre. Ups!

 

Og så lige den allersidste ting inden, at vi satte kursen mod nord. Et foto af os fem oven på ruten, der var malet på asfalten i Rudbøl. Sådan! Klar! Cykel!

 

1. dag: Rudbøl Grænsekro til Gredstedbro Kro – 80 km

Dagens plan: Cykle 55 km til Ribe, spise frokost på torvet, og så ville der være sølle 11 km til vores overnatning. Bred enighed om, at det var en blid start. Ja tak. Vi cyklede langs diget på meget blandet underlag; på grusveje, hen over stabilt grus, cykelstier, lidt asfalt, overgange med færiste og blandt græssende får. Flad som en pandekage var ruten og med modvind. Nå ja, der var noget med vestenvind? Puha, det var faktisk temmelig hårdt. Nogle af os skulle lige blive dus med hvilket gear passede til hvad. Vi så til gengæld ikke en eneste butik, kiosk, vejbod eller kørte igennem noget, der kunne minde om en by. Vi måtte tanke vand ved en kirke. Pauser med rigeligt indtag af Engelsk Vingummi købt i grænsebutikken Fleggaard kunne vi heldigvis selv styre. Vi nåede endelig Ribe efter 66 km. Det var ellers ikke planen? Det med så mange km. Nogen af os havde vist lavet en regnefejl? Vi var skrupsultne. Og drænet for energi. Efter en god frokost kæmpede vi os de sidste 14 km til Gredstedbro. Her blev vi efter vask af cykeltøj i håndvasken og over en omgang pizza fra den lokale grill enige om, at fremadrettet skulle vi disponere lidt bedre over pauserne. Vi skulle jo gerne holde mange dage endnu. Godnat!

 

2. dag: Gredstredbro Kro til Nymindegab Kro – 94 km

Det blæste stadigvæk ind i smasken på os, men solen stod dagen lang højt på himlen. Halleluja. Dagens første agenda var en kaffepause i Esbjerg. Vi fandt en fantastisk café, hvor den fik gas med iskaffe og kager. Se, det var meget bedre. Trods vores selvudnævnte mærkat som Turboturister, så måtte vi naturligvis have taget fotos af os ved de 9 meter høje skulpturer: Mennesket ved Havet. Vi havde en dag, hvor meget kunne lade sig gøre. Brede smil, godt humør, godt underlag, fantastisk smuk natur og vi var meget bedre til at holde pauser. Charlie blev vores selvudnævnte hilsemaskine. Han vinkede overvældende og råbte muntert til alle på vores vej: ”Hej heeeeej, hej heeeej”. Det kastede masser af smil tilbage til os. På vej til frokostpause på Vejers Strand lå der en mand i grøftekanten og tog fotos af os, da vi komme cyklende. Han præsenterede sig som journalisten Leif. Han var ved at samle materiale til vestkystruten. Om han måtte bruge billederne af os? Jow jow da. Nu var Cykelbanden ophøjet til modeller i turistindustrien. Han anbefalede os en god café. Tak Leif. Det gjorde de 94 km til en acceptabel størrelse. Humøret var højt, da vi efter endt cykeltøjvask kunne sætte os til rette og spise kammuslinger og havkat. Vi havde den flotteste udsigt ud over Nymindegab Strøm. Dorte var dog begyndt at få ond bag sit ene knæ, og jeg havde kriller i halsen. Charlie vist sig at være en eminent pillepusher, idet han var i besiddelse af nogle lyserøde banditter (400 mg Ibuprofen). Fem glade mennesker sagde godnat.

 

3. dag: Nymindegab Kro til Fjalting Vandrehjem – 94 km

Endnu en lang tur ventede os. Det samme gjorde godt vejr. Og modvind. Meget af turen foregik på grus, og nogle af stierne var bedre end andre. De trak lidt tænder ud, og det gjorde det så ikke bedre, at Dorte og jeg var påbegyndt en lind strøm af henvendelser til manden med pillerne. Men alt var ikke ynk. I Hvide Sande henvendte vi os på turistkontoret. Her havde vores nye ven Leif sørget for, at vi kunne hente et par fantastiske bøger om vestkystruten. Tak Leif. Vi kunne nu læse os frem til, at det blev anbefalet at bruge 12 dage på turen. 12 dage? Øhe … nå … men venneparret gjorde det på syv, så det havde vi også bare valgt! Skidt pyt. Vi var turboturister, der ikke havde det store behov for at være kulturelle. Alt vi ville var at cykle. Vi fandt bagefter en café: kaffetid. Næste step var Thorsminde, hvor vi ville spise en god frokost med kniv og gaffel. Derfra ville der være et kort stykke til overnatningsstedet. Endnu engang havde vi ikke forberedt os ordentligt. Eller jo, det havde vi, men vi kunne ikke rigtig finde ud af at tælle km. Det var derfor en flok meget presset mennesker, der endelig ankom til fiskeribyen. Der lå en grill og en restaurant. Restauranten lokkede med fiskebuffet. Til trods for at døren var åben, så havde den dog ikke åben for kunder lige den dag, men en tandløs tjener fortalte os, at de havde en søskenderestaurant længere nede i byen. Vi cyklede derned, men de åbnede først kl. 17! Arg! ”Giv os noget mad. Vi er sååå sultne!” emmede ud af alle vores svedramte porer. Vi cyklede slukøret tilbage til grillen, kapitulerede og købte mad dér. Det var positiv oplevelse. Altså grillens mad. Da den velfortjente fadbamse og stjerneskuddet var væk, delte vi os op i to hold. Vi havde en deadline: kl. 18 skulle vi senest indtjekke os på vandrehjemmet i Fjalting, og kl. 18 ville den lokale købmand lukke. Jesper og Malene skød afsted som en anden Lance Armstrong og hans søster for at nå begge steder. Vi andre tre gjorde det bedste, vi kunne. Vi var en køn trio: knæproblem, ondt i halsen og en hvor grundformen var ved at slippe op. Vi nåede dog det hele: indkvartering, tøjvask og hygge med flade rugbrødsmadder, Tuborg på dåse og røde piller. Min hals sagde dog nej tak til mad, men Kaptajn Jesper slog i bordet: ”Du SKAL spise. Ellers går du død på cyklen!” Ja chef. Uj, det gjorde niller naller. Halsen.

 

4. dag: Fjalting Vandrehjem til Stenbjerg Bed & Breakfast – 69 km

Sikke en herlig dag der ventede os. Det var den mest fantastiske cykelsti, der bugtede sig mellem klitterne og forbi Bovbjerg Fyr – og så havde vi medvind på cykelstien og høj sol. Vi måtte stoppe op flere gange for at suge indtrykkene til os. Og for at spise vingummier og tage fotos. Nuuuj, vi var alle mand benovet. Sikke en fantastisk natur Danmark kan byde ind med. Jeg tror ikke, at vores jubelglæde havde noget som helst at gøre med de lyserøde piller, men lidt doping tager man vel aldrig skade af? Ej, seriøst. Der var så flot. På vej op til Thyborøn cyklede vi ud af én lang cykelsti. Man kunne ikke køre forkert, og det gik bare derudad. Godt hjulpet af vinden i ryggen, og så det faktum, at vi havde en færge at nå til Agger. Her havde vi nemlig en frokostaftale hos Dortes moster Lene. Og sikke Lene kunne hygge om os. Vi fik serveret en fiskekagekone, som vi aldrig har set magen før. Og vi måtte ikke køre før end vi havde spist op! Vi evnede dog ikke at spise os igennem alle fem slags fisk, men tæt på. Bagefter var der specielt lavet flødeboller, og alle skulle tage mindst én! Jeg kunne ikke helt leve op til kravene pga. min hals, der bare lavede ballade, men man kan godt spise med ondt i knæet og manglende grundform. Jesper og Malene havde også en fest sammen med kagekonen. Det havde vi alle. Høje på ekstrem mængder omega-3 fedtsyre tog vi den sidste tørn op til Stenbjerg. Her ventede der sig en omgang Bed & Breakfast hos Keld og konen. Der var optaget på hotellet, hvor vi til gengæld fik en lad behandling af tjeneren. Hun gad vist ikke rigtig den dag. Men hos Keld fik vi doneret en omgang Thy bajere og helt ekstreme bløde senge. Det var min værste nat til dato. Jeg havde så ondt i halsen, og Charlie snorkede – og hver gang han vendte sig, så hoppede jeg. Men det var jo ikke Kelds skyld.  

 

5. dag: Stenbjerg Bed & Breakfast til Hotel Klim Bjerg i Fjerritslev – 88 km

Dagen begyndte med havgus og med min hals, der var helt godnat. Jeg ringede til en læge i Hanstholm, men før end han ville se mig, forlangte han, at jeg skulle tage en bus til Thisted for at få foretaget en PCR test, afvente svar og så komme. Glem det. Jeg måtte holde ud, til jeg kom hjem. Da jeg var færdig med at tude af frustration, og jeg havde fået en krammer af Charlie, pakkede vi taskerne og kørte mod Hanstholm. Sikke en smuk tur. Naturen kom i fokus og smerte og andre uvelkomne issues blev ignoreret så godt, vi evnede. Vi kom bl.a. igennem Cold Hawaii (Klitmøller). Vi var alle glade, og da vi kom til centret i Hanstholm blev der indkøbt ZYX mod smerter i svælg samt Voltaren Forte mod dumme muskler på apoteket, 5 x frokostsandwich til senere – og kaffe og kage hos konditoriet. Vi var nu så forudseende, at det med at finde spisesteder, det var det lidt fedtet med i Jylland. Turen gik så videre til Vorup Strand, Lild Strand og Thorup Strand, hvor nogen fra gruppen håbede på at se Gutterne fra Kutterne. Vi så dem ikke, men vi spiste vores sandwich i Madpakkehuset på fiskerlejet på Lild Strand. Det kan anbefales. Det er en forening, der driver det 42m2 lokale til fri afbenyttelse. Vi sluttede dagen af på et fantastisk dejligt hotel i Klim, hvor alt bare spillede. Ikke nok med store dejlige værelser, så var der masser af varm vand i bruseren, skøn mad og herlig betjening – og så kunne vi også få lov til at hænge vores cykelvasketøj på en rigtig tørresnor. Jabadabadu.

 

6. dag: Hotel Klim Bjerg i Fjerritslev til Hotel Marinella i Lønstrup – 85 km

Dagen hvor vi skulle tage afsked med Jesper. Han skulle til Århus for at cykle Århus-København. Hvordan pokker skulle vi dog klare den uden vores kaptajn? Han havde gjort sådan et stort stykke arbejde med at afrette os, men han havde andre planer. Ergo måtte vi fire andre forsætte i modvinden mod næste destination. Vejret var høj sol, men underlaget var sejt. Efter nogle hårde km kom vi til Blokhus, hvor vi fandt en restaurant med fiskebuffet. Ja tak. Guffe guffe guffe – og bagefter førte app’en os ud på stranden. Her skulle vi cykle fem km i sandet. Det var specielt. Det var sjovt men også hårdt. Laveste gear og højeste puls. Puha, så var det prøvet. Vi fik os en velfortjent kop kaffe i Løkken. Så manglede der bare 30 km på landevej, men vinden var stadig mod os. Jeg fattede ikke, hvem der ville bo sådan et vindblæst sted, men smukt var der. Endelig ankom vi til hotellet, hvor ejeren var meget stolt af, at vi havde fået tildelt hans luksusværelser. Arg, vi var knap så imponeret. Der var en tung luft af støv på de nedslidte værelser, men sengene var rene, og det var det, der for os var vigtigst. Dette var desuden sidste overnatning for Charlie og jeg, da vi dagen efter skulle rejse hjem til konfirmation.

 

7. dag: Hotel Marinella i Lønstrup til Skagen – 82 km

Vi vinkede farvel til Dorte og Malene, der måtte sørge for at repræsentere Cykelbanden på sidste destination i Skagen. 82 km blev det til før end de nåede ud på Grenen, hvor de troede, at det var der, at mållinjen var, og foto af ruten skulle tages. De var dog kørt lidt for langt, men hvad betød et par ekstra km for sådan et par stærke kvinder? Ingenting. Senere hyggede de sig med Aperol på Brøndum Hotel – og meddelelsen herefter var censur …

 

Hvad vi til gengæld ikke vil lægge skjul på er hvor fantastisk en oplevelse, det har været at cykle Vestkystruten. Vi kom alle fem med forskellige forudsætninger og indgangsvinkler, men fælles for os alle var, at vi ville have en på opleveren. Alt gik op i en højere enhed. Ja, vi har døjet lidt med både hals, dårligt knæ, ondt i rumpetten og en grundform, der ikke var, hvad den har været, men ikke på noget som helst tidspunkt overvejede vi at droppe ud. Det har vi simpelthen haft det for herligt til. Vi har grinet, snakket, spist, drukket, vasket og sovet mange forskellige stedet, og vi har nydt at bevæge os gennem naturlandskabet, indhalere den friske havluft og været begejstret over at se hede og klitter, havet, søer, vandløb, får, heste, køer osv. Vi er allerede begyndt at tale om hvor turen skal gå til næste gang.

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...
Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

05.07 | 14:51

Super dejlig læsning og rigtig stærkt løbet. Stort tillykke med bedriften
Stor inspiration.

...
05.07 | 07:07

Jeg er SÅ imponeret over, at du gør det. Et kæmpe tillykke med bedriften. Du er mega sej og meget inspirerende. Knus fra mig. <3

...
03.07 | 13:48

Det er en mega flot præstation! Du er for sej💪🏻 Respekt herfra🙏🏻😉

...
13.05 | 18:21

Lyder måske lidt som om du ikke har et specielt naturligt forhold til nøgenhed 😉. Men dejligt at I hyggede jer 😊

...
Du kan lide denne side
Hej!
Prøv at lave din egen hjemmeside ligesom mig! Det er nemt, og du kan prøve det gratis
ANNONCE