Min blog

Aldrig mere

"Jeg gør aldrig mere. Ikke igen! Ej. Dette bliver mit sidste meget lange løb. Så kan jeg vinge den af. Jeg har gjort det. Prøvet det. Og det er ligesom det. Ja, sådan må det være”.

 

Det var mig, der tilbage i september 2021 løb rundt i klitterne i Nordjylland og tænkte en masse tanker. Jeg havde god tid til det, så jeg kom vidt omkring i tankekasserne. Jeg var tidligere på dagen, sammen med en flok andre løbetosser, blevet transporteret 70 km nordpå i bus fra Agger til Bulbjerg. Vi skulle deltage i Cold Hawaii Ultra på 50 miles/80 km. Vi havde alle siddet trætte, tavse og lettere spændt på dagens kommende strabadser. Den eneste aktivitet på busturen var turen til toilettet, hvorfra hver besøgende håbede på, at morgenens første kop stærke kaffe ville virke. Så der ville blive meldt udsolgt på den konto.

 

Endelig ankom vi til Bulbjerg. Det var mørkt, koldt og meget blæsende. Vi fik hver især rigget os til med væskerygsæk, løbsnummer på maven og pandelygte fæstet rundt om hovedet. Der var så her, at det til min skræk gik op for mig, at min dumme pandelygte ikke havde så meget kraft i sig … Ja ja, jeg er en total amatør! F…@ Det var der så ikke så meget at gøre ved på det tidspunkt. Nu gjaldt det om at høre efter i timen. 

 

Løbsarrangøren Simon Grimstrup sagde noget a la: ”Her på toppen af Bulbjerg går starten. I starter ved bommen på den anden side af P-pladsen, hvor en bred græssti bringer jer ud i Lild Klit. Ruten følger den gamle Redningsvej (markeret med en lille hvid redningsbåd på grønmalede skilte) det næste lange stykke. Sporet fortsætter ca. 4 km før I rammer Lild Strand: I fortsætter lige igennem fiskerlandsbyen på asfalt et par hundrede meter og tilbage ud i terrænet. Langs Lild Klitplantage og Madsbøl Plantage fortsætter I ca. 10 km af det gamle hjulspor, og her kan I virkeligt mærke, at I er i Danmarks ødemark med udsyn til smukke klitter og fantastisk klitplantage. Terrænet er en lille smule kuperet, men ellers forholdsvist letløbet. Der er ikke så meget at være i tvivl om: I skal lige ud! God tur” *.

 

Tik tak! Klokken slog 06.00, fløjten lød, og så var det ellers bare at sætte den ene fod foran den anden ned langs Vestkysten til jeg ramte målstregen ved Vesterhavshytten i Agger. Det skulle vise sig at være en begivenhed på 10½ time. Det var til at starte med bælgravende mørkt, og tro mig; En klitplantage i Nordjylland var et meget træls sted at løbe uden funktionsdygtig pandelygte. Jeg fulgte i starten de andres lysspor, men det varede ikke ret længe før end vi blev spredt ud til en lang og sparsom perlesnor. Så var jeg helt alene i verden. Sådan føltes det i hvert fald. Jeg måtte føle med fødderne. Men tiden var som så ofte min bedste ven, og langsomt kom solen frem, og så blev alt godt. Eller … så kunne jeg da i det mindste se, hvor jeg løb. Puha.

 

De første 25 km gik direkte mod vest, i modvind. Der var sol, bevares, men det var så hårdt at løbe med vestenvinden direkte ind i smasken på mig. Jeg bliver aldrig gode venner med modvind. Men efter depot i Hanstholm drejede jeg heldigvis sydpå og ned mod Klitmøller. Nu blev vinden mere human, og jeg kunne glæde mig over, at jeg i Klitmøller ville være halvvejs. Til min store overraskelse overhalede jeg på min vej til min navnesøster tre af løberne. Og nej, jeg kan ikke prale af at være en hurtigløber. De havde nok bare en af de dage, hvor kroppen ikke gad leger med. 

 

Jeg nuppede en tår cola og en blok banan. Videre ud over klitterne, gennem markerne, ned på stranden. Det gik egentlig fint, bortset fra at min venstre storetå var begyndt at brokke sig. Jeg kunne mærke en gigantisk vabel. Til sidst kunne jeg ikke ignorere den længere. Jeg måtte sætte mig på en oliedunk, jeg fandt på stranden, hive sko og sur sok af, børste det værste sand af den moste tå og vikle den ind i englehud fra apoteket. Det gik så fint. Den største udfordring var at få sok og sko på igen. Det kostede mig en masse tid, men det var besværet værd. Ingen smerter fra tåen længere. Alle andre steder værkede, men ikke den! Fint. Videre med mig. 

 

Jeg ramte kort tid efter endnu et depot. Herefter blev jeg desværre lidt væk i sandklitterne. Et par ruteflag var blevet fjernet. Jeg brugte nok et kvarters tid på at finde hoved og hale i det hele. Det var omkring de 57 km, og så tænker man (jeg) ikke så klart længere. Det betød, at én af gutterne, som jeg tidligere havde overhalet, nu indhentede mig. Det var en tysker, der havde løbet turen før og kendte ruten. Ham fulgtes jeg med hen ad Stenbjerg Strand. Føj siger jeg bare! Altså til den ca. 1o km lange strand. Han var super sød, og det var så dejligt at tale med et menneske efter flere timer alene. Jeg efterlod ham dog til sin egen skæbne, da vi atter skulle kravle op i klitterne og ind i en plantage. Videre det gik ud på redningsveje, klitlandskaber, grusveje, hjulspor, flere redningsveje. Op, ned, hen. Igen og igen. Men jeg var atter alene. Det ændrede sig ikke. Der var masse af tid til at tænke, mens jeg kæmpede med at sætte den ene fod foran den anden. Jeg kom dog langsomt tættere og tættere på Agger.

 

Jeg var ved at være godt træt nu. Ej! Ærlig talt … Det var jo løgn! Jeg var fuldstændig bombet, men det var noget, jeg prøvede ikke at bruge for meget krudt på. Jeg lagde til gengæld mærke til et par løbere foran mig. Jeg kom tættere og tættere på de to unge mænd. Jeg kunne ikke finde ud af om jeg skulle lægge mig på ”hjul/sko” efter dem, og bruge dem til at trække mig. Hmm …? Stooor beslutning! Men jeg kunne fornemme, at de var en kende mere trætte end mig. Så jeg smilede, vinkede og løb til sidst forbi dem. Videre med mig.

 

Så løb jeg et godt stykke tid efter en kvinde. Ud gennem klitterne. Hun gjorde som de fleste af os andre: løb, gik, løb, gik. Vi var på vej til rutens sidste depot. Her fik jeg indhentet hende. Kirsten fandt jeg ud af, at hun hedder. En sød jævnaldrende kvinde fra Ry. Vi fulgtes ad et lille stykke vej, men hun døjede lidt med sin lænd, hvilket gjorde at hun måtte gå lidt længere end jeg lige havde behov for. Jeg løb videre. Nu skriver jeg godt nok, at jeg løb. På det tidspunkt var alt delt op i meget små målbare bidder: ”Nu løber du hen til den busk, så går du lidt, og så løber du videre hen til den sten, og så må du gå lidt igen”. Det var ikke kønt, men det havde et eneste formål: At få mig til Agger!

 

Og ”pludselig” skulle jeg dreje til højre ad en 1½ km lang grusvej, der førte direkte ud til Vesterhavet. Grusvejen endte i et slags T-kryds, hvori jeg skulle svinge løbeskoene til venstre ad en forstærket strandvej af beton. Og der! Lige dér, halleluuuuja, 2½ km ned ad den tilsandet vej: Der var Vesterhavshytten i Agger. Hvor den famøse målstreg ventede på mig. Det var meget miksede følelser og tanker, der gik gennem mig det sidste seje stykke. Glæde, stolthed, lettelse og en hel del: ”Du gør det ikke igen! Dette bliver dit sidste sindssyge lange løb. Du har bevist over for dig selv, at du kan gennemføre. Du har gjort det. Prøvet det. Slut”.

 

Det var en fantastisk forløsning over højtaleren at høre Simon byde mig velkommen. Jeg fandt lige de sidste dråber saft og kraft tilbage i mig og løb glad og storsmilende hen over målstregen: ”Og her har vi Mette Klitmøøøøøøøøøøller. Giv hende en hånd”. Jeg var sååå gennemsyret af glæde, og ... vent … hør? … Sagde han noget med, at jeg blev nummer 2? Af kvinderne? Ja! Jeg blev fileme nummer to kvinde, altså godt nok kun ud af fire, men alligevel. Nr. 2! Hold nu op. Jeg fik medalje i form af en lille bitte flaske med vesterhavssand, klap på skulderen og jeg fik gaver. En hue, en taske, en Thyøl og … en voucher til et nyt ultraløb! Det som jeg gentagende gange havde sagt til mig selv, at jeg ikke længere skulle gøre mig i. Hmm … Den kunne vel foræres væk?

 

Men … så fik jeg mig et bad, lidt at spise og en god nattesøvn og – så gik tiden. Og jeg gav jo ikke den voucher væk, vel! Den har jeg indløst. Nu på lørdag prøver jeg så endnu engang kræfter med et ultraløb. Julsø Ultra 50 miles All Inclusive - Ud i skoven, rundt om søen over bakken. Omkring 84 km ved Silkeborg. 2100 højdemeter. Her vil arrangøren Simon endnu engang tage imod os klokken tidlig morgen og sende os godt afsted på en ny omgang oplevelser ud i den jyske natur. Ak ja, man skal aldrig sige aldrig! Men ... det kommer jeg jo nok til ... igen!

 

*Lånt fra www.ultrathy.dk

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...

Helle Wriedt | Svar 28.04.2022 09:06

Du er for sej

Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

28.04 | 09:06

Du er for sej

...
21.09 | 07:35

Fed beskrivelse. Får helt lyst, til at tage turen

...
05.07 | 14:51

Super dejlig læsning og rigtig stærkt løbet. Stort tillykke med bedriften
Stor inspiration.

...
05.07 | 07:07

Jeg er SÅ imponeret over, at du gør det. Et kæmpe tillykke med bedriften. Du er mega sej og meget inspirerende. Knus fra mig. <3

...
Du kan lide denne side
Hej!
Prøv at lave din egen hjemmeside ligesom mig! Det er nemt, og du kan prøve det gratis
ANNONCE