Min blog

7 timer på Møns Klint. Eller helt præcis 6 timer, 45 minutter og 12 sekunder var jeg om at pine mig selv fra start til slut i mit livs første ultraløb! Længere tid end det har taget mig at føde hvert af mine tre unger! I de tre tilfælde vidste jeg jo – håbede på OG fik det – tre pragtfulde børn ud af pinslerne. I går, mens jeg knoklede min popo ud af bukserne i Møns skønne natur, var præmien væsentlig mere spartansk. For enden af den 50 km lange sti var der en fin medalje og et krus øl fra Bryghuset Møn!

 

Hvorfor gør man det dog mod sig selv? Hvorfor vælge noget så ekstremt? I mit tilfælde handler det om at sætte mig et mål, og så indfri det over for mig selv. At prøve at sætte barren lidt højere end hvad jeg tidligere har gjort, og så mærke den fantastisk selvfølelse der vælter igennem mig, når jeg kommer i mål: ”Du kan jo godt Mette”. I mine unge dage var jeg ofte lidt for hurtig til at smide håndklædet i ringen: ”Jeg gider simpelthen ikke, når det skal være så hårdt, så grumt, så kedeligt …” osv.

 

Men det var dengang. Nu er nu, og hvor jeg er nu er et dejligt sted at være. Meeen … jeg skal være helt ærligt at indrømme, at gårdagens løb til South Coast Ultra var noget af en mundfuld. Jeg blev testet maks. Klart at jeg vidste, at det ville blive monster hårdt. 50 km. Især på Møn, hvor højdemeteren er 1200. Og jeg var forberedt på, at jeg afslutningsvis skulle løbe 5-6 km på rullesten og så op af Danmarks længste trappe på 500 trin. Jeg vidste det godt. Men da jeg stod der sammen med 50 andre morgenfriske løbere til start ved Geocentret, da viste jeg ingenting.

 

Jeg var ret så bevæget, da vi skulle tælle ned til start: ”10, 9, 8, 7 … GO!” Jeg ved ikke, om det er fordi, at jeg det sidste års tid har trænet op til at skulle prøve kræfter med et ultraløb, og nu skulle det endelig ske efter at forårets løb blev rykket pga. COVID-19. Jeg tror det. Men nu gik starten jo altså, så ”tør øjnene Mette og afsted med dig”.

  

Til forskel fra almindelig løb, så foregik starten i et helt andet tempo. Langsommere. Og ved aller første stigning stoppede alle med at løbe og gik op, løb igen, gik op osv. Også de to unge militærmænd, der lå på siden af mig. De slap mig dog efter et par km. Det gjorde andre også, og jeg slap selv nogen. Jeg var dog ikke alene. De første 10-11 km løb jeg sammen med et par mænd. Det gik så fint. Ham den ene talte hele tiden. Dejligt. Tog billeder af træer, Liselund Slot, køer og hvad vi nu ellers stødte på. Han var fra Jylland og ville have lidt touristfotos med hjem, sagde han.

 

Det var hårdt jo, men jeg var meget fortrøstningsfuld. Jeg tog det stille og roligt, og lod løbeuret passe sig selv. Der var allerede depot ved 5 km og igen efter 12. Men så stoppede det. Min attitude om ”det går sgu da meget godt det her”. For så skal jeg da lige love for, at det hele skulle blive meget værre, og det fortsatte frem til målstregen … Efter andet depot gik turen ned til vandkanten, hvor jeg bl.a. skulle kravle over væltede træstammer og løbe i store rullesten. De er eddermame trælse at løbe i. Faktisk umuligt. Så op af en laaang trappe, og videre ind i skoven igen. På det tidspunkt var de to mænd løbet fra mig. Ikke mere smalltalk til at få afledt tankerne. De næste 25 km så jeg ikke en eneste anden løber. Jeg løb, kravlede, snublede og gik helt alene i den store grønne skov. Hen ad skovveje, små trampestier, igennem utallige brombærbuske der rev arme og ben, op over stejle skrænter og ned igen, op og ned af skovtrapper og hen over tilgroede skovbunde uden trampestier og gennem folde med sorte kødkvæg og våde kokasser. De gloede bare på mig som om, at jeg var den mest åndsvage tobenene, de længe havde set. Jeg kom på et tidspunkt gående (powerwalk) inde i kofolden, der gik parallel med en asfalterede vej. Der lå et hus, og jeg kunne høre, at der var fest i haven. Det var 6-7 unge mænd, der var klædt ud som julemænd, og de spillede kroket og drak øl. Meget meget mærkeligt syn. Hvor længe havde jeg dog løbet ...? ”Ej se gutter. Der går en, der er med i et løb” grinede den ene. ”Ha ha meget morsomt dumme julemænd” tænkte jeg. Havde jeg haft lidt flere kræfter ville jeg have råbt kækt tilbage. Min hjerne ville bare ikke samarbejde. Jeg prøvede desperat at få lidt fart under de trætte fødder, men jeg kunne ikke.

 

Jeg kunne til gengæld tage en selfie af mig og en ko, der lå og tyggede drog. Den lå tilpas stille. I det samme blev jeg indhentet af en kvinde. Hende slog jeg følgeskab med de næste 6 km. Når hun løb, løb jeg. Når hun gik, så takkede jeg de højere magter for hendes valg og gik også. Vi talte lidt sammen, og hun gav mig fornyet kræfter. Havde jeg dog bare mødte hende lidt før, så havde jeg kunne skære lidt af tiden. Nå, pyt. Jeg måtte dog slippe hende ved det sidste depot, der var på stranden. Det var ved 44 km. Jeg var FÆRDIG!

 

Men, jeg skulle jo i mål, og de sidste 6 km foregik hen ad stranden i rullesten. Fik jeg nævnt at de er helt umulige at gå i? Jeg kunne slet ikke finde fodfæste, og min vigtigste opgave var ikke at få smadret mine ankler! Jeg fik dog vredet om et par gange, og jeg fik gentagende gange knaldet mine tæer ind i de dumme sten. Da jeg havde moslet på en lille halv km, så kom dagens gode gave. En stor overraskelse. Min fantastiske søde og dejlige kæreste kom imod mig, og han fulgtes med mig de næste tre km. Det var fantastisk. Intet mindre. Hvor heldig har en træt og beskidt kvinde lov til at være? Jeg var smurt ind i sved, blod på arme og ben og jord, for jeg var på et tidligere tidspunkt ved at skride ud over en skrænt inde i skoven, men jeg fik hevet mig op på det smalle spor igen. Jeg må ærligt indrømme, at jeg blev temmelig forskrækket. Over det med skrænten. Men nu stod kæresten der. Kyssede mig og fortalte mig, hvor stolt han var af mig. Og opmuntrede mig. Jeg kunne dog umuligt løbe i de sten, men jeg gik det hurtigste, jeg kunne. Han fortalte mig senere, at de hurtigste havde evnet at løbe i dem. Imponerende. Jeg kunne ikke. Heller ikke på en frisk dag. Han måtte slippe mig omkring 3 km senere. Så var jeg atter alene. Nu skulle de de sidste km i hus.

 

Endelig. Eeeendelig kom den famøse trappe. Jeg vidste, at oppe for enden af de 500 trin, der var målstregen. Jeg ville ønske, at jeg kunne sige, at jeg løb op af trappen. Det gjorde jeg ikke. Men jeg tog det ene trin efter det andet, og jeg sørgede for at smile det bedste, jeg har lært til alle dem, der gik imod mig og sagde ”Du er sååå tæt på nu”. Og pludselig kunne jeg høre min kæreste stå oppe for enden af trappen: ”KOM SÅ METTE”. Ohe jeg bliver helt rørt, når jeg tænker på det. Han var så super skøn, og han er en fantastisk hepper. Endelig havde jeg lagt de 500 trin bag mig og kunne løbe de sidste få meter hen over målstregen. Så skøn en følelse. Jeg gjorde det! Og hvor smagte den mønske øl dog fantastisk, og medaljen er jeg helt og aldeles stolt over.

 

Jeg sidder her og er så taknemmelig over alle de varme og dejlige mennesker omkring mig, der har troet på mig. Både dem der dagene op til har ønsket mig alt mulig held og lykke og tilkendegivet at ”det kan du godt”, og nu her bagefter har tillykke ønsket mig. Det er bare sjovere at dele en vild oplevelse med andre. Tusind tak for jer.

 

Nu er det så bare at gå i gang med at glæde mig til næste 50 km ultraløb i Tisvildeleje den 26. september. North Coast Ultra.

I foråret 2020 skulle jeg have haft min debut som ultraløber. Tre vidt forskellige løb havde jeg tilmeldt mig. To på hver 50 km og et på 66 km på Ærø. Jeg havde trænet op til det siden efteråret 2019. Kilometer efter kilometer havde jeg drønet rundt i Jyllinge og omegn. Alene og sammen med løbekammeraterne fra Jyllinge Løbeklub.

 

Jeg havde sørget for vidt og bredt at fortælle om mig og de tre ultraløb. Til venner, løbekammerater, på jobbet, naboer og familie. Det er muligt, at jeg også har råbt til en stakkel eller to, der blot ønskede at passere vores hus ude på vejen: ”Hej du der fremmede, der er ude at lufte din hund. Jeg skal løbe mit livs første ultra”. Det er faktisk ikke utænkeligt … Jeg skrev sågar en historie om det: ”Sig det højt”.  Jeg var bange for, at hvis min mission blev i min egen lille lukket klub (læs: min hjerne), så ville jeg for nemt kunne få kolde fødder, og ikke være nødt til at stå til regnskab. I min verden ville det være så pinligt at skulle bekendtgøre over for alle dem, jeg havde sladret til, at jeg alligevel ikke havde magtet at prøve kræfter med min drøm. At jeg opgav på forhånd. Hvor vattet har man lov til at være? Nej, vel? Så jeg bredte budskabet med rund hånd.

 

Jeg kunne dog godt mærke der i starten af marts måned, at jeg begyndte at blive temmelig nervøs. Og fortrød at nogen som helst vidste noget. Hvorfor kunne jeg dog ikke bare have holdt min mund? Jeg var bekymret over, hvordan det mon ville gå mig til det første løb, der skulle finde sted i slutningen af måneden. I Tisvildeleje. Havde jeg forberedt mig nok? Var min krop stærk nok? Og endnu vigtigere: var jeg mental robust til at få mig hele vejen igennem det ukendte terræn? Det hjalp heller ikke på det, at der var folk her og der, der satte spørgsmålstegn ved min kommende bedrift: ”Er du sikker på, at det er sundt for kroppen? Er du ikke bange for at smadre dine knæ? Og hvad med akillessenen? Hvorfor i alverden gør du det?”. Ja, hvorfor egentlig? Og så endda frivilligt? Jeg havde sågar betalt penge for det! Hmm …

 

Men så kom Corona! Og med den aflysninger og rykning af alt. Også mine kommende løbestævner. Jeg fik hermed på en sølvbakke serveret muligheden for at bakke ud af det skøre projekt. ”Jamen, det var ikke min skyld. Det var Coronas!”, kunne jeg jo bare messe. Men fandeme nej. Ikke tale om. Jeg overvejede det ikke engang. Nu havde jeg knoklet rundt i månedsvis, og det skulle bare ikke tabes på gulvet nu. Jeg skyndte mig at genoptage råberiet: ”Jeg skal løbe ultraløb til efteråret”.

 

Så jeg har løbet lige siden. 80-90 km om ugen er det blevet til, og nu sidder jeg så atter her med flaksende sommerfugle i maven. De er voldsomme. For på lørdag, om to dage, den 22. august har jeg min debut på Southcoastultra på Møns Klint. 50 km skal jeg løbe. Ned, hen og op og så lidt ned igen og afslutningsvis skal jeg op af 500 trin til målstregen ved Geocentret. Det bliver da vildt spændende, og alligevel sidder jeg her i skrivende stund med klamme og svedige hænder – alt mens jeg undrer mig over, hvorfor at jeg dog ikke tog imod den bagdør dér tilbage i foråret. Hvor jeg havde chancen for at sige: ”Nå, det var godt nok ærgerligt. Det blev aflyst”. Ej, det havde været for nemt, ikke sandt? Følelserne er godt nok temmelig mikset i skrivende stund, men NU strammer jeg ballerne, snører skoene, og så løber jeg. Altså på lørdag. Men måske jeg også går lidt … meget … og muligvis kravler … en del … men jeg gør det!

 

Vi ses på den anden side af målstregen.

”Amatør haves. Husmoder søges”. En annonce man rent faktisk godt kunne have set i Jyllinge Løst & Fast på facebook. Skrevet af min kæreste. Det er mig, der er amatøren. Men ikke ret meget længere. For jeg har svaret på den annonce. I hvert fald mentalt, og nu har jeg kaldt mig selv til jobsamtale i rollen som husmoder. Den skal bare have én over nakken.

 

Jeg har ellers aldrig kunne påberåbe mig titlen af årets husmoder. Det med f.eks. at sylte og lave saft har ikke sagt mig noget som helst. Jeg elsker at bage brød, og jeg kan lave mad, fjerne pletter fra tøj, stryge og sy en knap i, men at jage hyldeblomster og lege med atamonskyllede glas har ikke været på min hobbyliste.

 

I sidste uge lavede jeg for første min egen hyldeblomstsaft. Den er – overraskende nok – fantastisk god. Jeg får i hvert fald stor ros af kæresten. Og det giver han ikke bare for husfredens skyld. Hvis min mad er acceptabelt at indtage, så vil han med et glimt i øjet typisk sige: ”Det glider da ned”. Så ved jeg godt, at det er ikke skidt, men at der er plads til små forbedringer. Men i denne omgang har han jublet: ”Det smager faaantastisk skat!”. Se, så ved jeg, at jeg har gjort det til ug og slange. Jeg er glad. Han får for øvrigt af samme skuffe, når det er ham, der leger kok.

 

Crumble cake og roulade har jeg lavet ud af vores rabarber. Det er også blevet super lækkert, men jeg kan jo godt lide at bage, så det faldt mig mere naturligt at kaste mig over de projekter. Jeg tør slet ikke tænke over, hvor mange kg smør og sukker, jeg har brugt de seneste uger … uha … men det smager jo godt, så pyt! Hvordan er det nu, at man siger? ”Det feder først i morgen, og da er jeg alligevel ikke hjemme”. Eller jo, det er jeg rent faktisk … pokkers os.

 

”Du skal skynde dig at skolde et glas og komme det på køl” sagde min veninde for lidt siden til mig. Ups …

 

I dag har jeg for første gang kastet mig over jordbærmarmelade. Opskriften fra Valdemarsro var rimelige simpel, men jeg syntes nu godt, at hende netkokkemor kunne være lidt mere specifik. Især når hun har med en sylteamatør som mig at gøre. Hun skrev ikke noget om, at den brandvarme marmelade skulle direkte fra gryde og over i de rene glas. Jordbærmassen i gryden var noget sjappet, og jeg tænkte, at det nok blev tykkere, når det stod på komfuret og kølede af. Efter et lille stykke tid spurgte jeg nu alligevel til råds hos en veninde, der kan påberåbe sig titlen af husmor. Det var hende, der sagde, at det skal på køl NU! Godt så. Der er mine tre fine glas så nu. På køl. Spændende om marmeladen vil samarbejde med mig. Og gad vide om det blot glider ned hos kæresten og mig eller om vi vil juble.

 

Næste step i min udvikling ud i brug af havens råmaterialer må være at kaste mig over en omgang jordbæris. Det må smage himmelsk med eget avl. Og hvad med stikkelsbærgrød? Ender min jordbærmarmelade med at blive god, så vil jeg gå videre med vores brombær og solbær. Jeg får travlt. Hold da op. Jeg skal nok komme efter det. Håber jeg. Tror jeg. Hvorfor ikke? Hey - jeg tror søreme, at jeg har landet det job? Ja tak, jeg vil gerne.

 

Amatør ude. Husmoder inde!

”Skat? Du skal altså huske at vande! Bare en gang imellem …”.  Det er en sætning, der ret ofte bliver sagt her i huset. Ja, det er altså ikke mig, der siger det. Det er min kæreste. Til mig. For jeg er en klovn til det med blomster, haver og holde noget i live. Pudsigt nok er min yndlingsfarve grøn, og så har jeg så svært ved at holde liv i det grønne.

 

Man skulle ellers tro, at jeg burde kunne det. Jeg er vokset op på en gård med en have så stor som en mindre park. Min mor elskede at gå med rumpetten i vejret og ordne bede. Min far tog sig af det grove, og jeg blev som barn sat til at slå græs. Det var jeg ærlig talt ikke særlig vild med. Men ingen spurgte mig. Måske mine forældre allerede dengang havde fornemmet hvilken katastrofe, det ville være, hvis de slap mig løs med en skuffejern? Hvad er blomst? Og hvad er ukrudt? Hmm … Næ, sæt Mette bag en benzindreven græsslåmaskine uden træk, så kan det vel ikke gå helt galt?

 

Jeg fik sågar en nyttehave på et tidspunkt! Jeg var vel omkring 12 år gammel og gik til 4H. Et af holdene hos ungdomsorganisationen var ”gå til have”. Jeg fik omkring 4-5 m2 jord til låns. Mine forældre har formentlig tænkt, at det var mere sikkert – for deres have – at sende mig til nabogården, hvor jeg kunne slå mig løs som gartner. Jeg kan huske, at jeg kastede mig ivrigt over projektet. Ambitionerne var store. Der blev gavmildt kaster frø til gulerødder, radiser, salat og andre gode ting i jorden. Det blev dækket sirligt til med jord, vandet, og jeg cyklede hjem igen – for aldrig mere at vende tilbage! Jeg glemte alt om den have … Ærlig talt. Jamen, jeg sagde det jo. Ingen grønne fingre her.

 

Som voksen har min mor under besøg hos mig ikke kunnet nære sig for gentagende gange at fortælle mig, at jeg skulle huske at nippe blomsterne. ”Nip dem Mette. Væk med det visne, så bliver planterne så flotte!”. Og en ung og trodsig Mette prøvede ihærdigt at overbevise sin søde moar om, at hun rent faktisk godt kunne lide planter med patina. Havde jeg for alvor været tarvelig over for min mor, så havde jeg købt kunstige planter. Det hadede hun inderligt. Det var nærmest blasfemi, syntes hun.

 

Og nu bor jeg så i hus med have. Med en kæreste der elsker at tage vores gæster med rundt på en lille havevandring. Så fremviser han stolt de bugnede buske med brombær, blåbær og stikkelsbær og de flotte roser, og de mange rabarber og jordbær. For at det ikke skal være en alt for nedslående oplevelse for alle mand, så må han stå for vandingen. Jeg havde ellers her i foråret store visioner om en have med selvsået Morgenfruer, Frøkenhat, basilikum, chiliplanter og dild, masser af dild. Jeg såede frøene i små potter med fine navneskilte på, og de blev sirligt placeret udenfor i et tini mini drivhus. De første par dage var interessen vakt, så jeg stod trofast der med vandkanden og nursede mine små frø. Så var det ligesom om, at fokussen begyndte at flakke – for helt at fordufte. Fuldstændig som væsken fra mine krukker.  Det var så der, at Mr. Grønnefingre begyndte at minde mig om, at tingene i det lille drivhus altså skulle vandes!

 

Det var et rimeligt overskueligt projekt at omplante fra krukke til jord. Dilden var helt og aldeles afgået ved døden. Den stod ikke til at redde, men hvem gider også alt det dild? Nej, vel! Frøkenhat takkede også af, ligesom indholdet i de fleste andre små krukker var pulveriseret. Men jeg har da nogle enkelte Morgenfruer og lidt basilikum, der bravt kæmper for at forblive. Og tre stilke chiliplanter, der står så rank i mit vindue. Takket være min kæreste. Når han disse dage tager en runde i haven, så slutter han pudsigt nok af ved mit lille beskedne bed og sukker: ”Det var så Mette projekt”.

Jeg sidder her i mit hjem. Alene. Der er dømt #blivehjemmederercoronavirus. Jeg gør, som der bliver sagt. Jeg besøger ikke nogen, får ikke besøg, drikker ikke rødvin på cafeer eller går i zoologisk have. Jeg handler dog min mælk og brød. Og jeg løber mig hver dag en tur. Ellers bliver jeg sulten og skør i bolden! Ingen af tingene ønskes. Rødvinen drikker jeg herhjemme mens jeg kikker på fugle.

 

Jeg er dog ikke helt alene. Kæresten er også hjemme. Jeg er ellers vant til at have dagtimerne for mig selv. Min egen rytme. Måder jeg gør tingene på. Men nu er han jo altså hjemme. Og det er da hyggeligt. Det er det da. Jo. Det er bare fordi, han gør tingene på en anden måde. Den mest hensigtsmæssige måde. Siger han. Og ved du hvad? Mellem dig og mig sagt? Han har altså ikke ret!

 

Men i det mindste er jeg ikke helt alene hjemme. Dejligt. Men han har taget kontoret. Der plejer jeg jo at sidde! Nu sidder jeg ved spisebordet med min bærbare. Og det er da fint. Det er det da. Det er bare fordi, at man sidder bedre inde på kontorstolen foran den stationære computer. Men ret skal være ret. Han arbejder hjemmefra. Jeg skriver jo bare jobansøgninger til de mange firmaer, der pt. kører i nødberedskab og derfor ikke læser ansøgninger! Men det skal jeg jo. Og så gør jeg det. De må da tro, at jeg er skør og ikke har fattet hat af det hele.

 

Jeg savner samvær med mine veninder. Mine børn. Jeg savner familien og alle andre mennesker. Jeg savner liv, grin, snakke omkring mig. Jeg vil have de gamle dage tilbage. Hvor jeg kunne glæde mig vanvittigt meget til mit livs første ultraløb, der nu er udskudt til efteråret. Hvor jeg kunne glæde mig til påskeferien på Bonaire. Den bliver helt sikkert og aldeles aflyst næste uge, og det er nu usikkert om jeg mister pengene! Det taler de om i radioen. Ja, altså ikke om mig og min økonomi, vel, men om at rejsebureauerne ikke kan tilbagebetale! F…! Ultraløbet på Ærø Rundt bliver givetvis også aflyst. Danseevent i Roskilde med skøn veninde er aflyst. Fødselsdagen hos min 11 årige niece på lørdag er også en ting, jeg ikke skal til. Det kan ikke hjælpe noget, at vi mødes 20+ gæster om et mundudblæst lys på en lagkage. Alt er aflyst. Men jeg skal ikke pive. Der er mange andre, der har det meget, meget værre. Sygdom, død og konkurs. Trist. Men jeg må godt være ærgerlig. Og bekymret for mine kære og alle de svage og for hvor længe, at jeg kommer til at gå uden job!

 

Men op med humøret Mette. Vi skal nok klare den … Håber jeg! Jeg har mit gode helbred, jeg må stadigvæk gå ud og trække luft, og selvom ham kæresten til tider er småforstyrrende i min daglige rytme, så er det ærlig talt super fedt at være så meget sammen med ham. Jeg elsker ham jo. Og VI kan tale, grine og fjolle! I går udfordrede jeg ham. Jeg havde pralet af, at jeg kunne stå på hovedet uden at røre væggen. Det kunne han i hvert fald også. Sagde han. Så det skulle bevises. Det kunne han ikke. Hold nu kaje hvor jeg grinte. Jeg sværger, at det var lige før, at jeg tissede lidt i bukserne af grin. Dejligt befriende. At grine så musklerne giver slip og gør ondt. Ikke våde bukser! Mere af det. Meget kan den lortevirus tage fra mig, men ikke mit humør! Jeg.giver.det.ikke.væk!

 

Kæresten siger, at nu er det tid til frokost for to! Han har ret! Han er nu dejlig. Han får et kys alt mens jeg lukker ned for denne jammer. Kan du se, at jeg vinker? Hej hej!

Nyeste kommentarer

17.03 | 11:04

Hvor er det dejligt og livsbekræftende at læse og hvor kan man kende sig selv i det (har selv mistet min mor) - tak fordi du deler❤️😘

...
26.08 | 10:30

Meget flot skrevet Mette-stort tillykke med🥇er virkelig imponeret over at du har gennemført, helt sikkert en fantastisk oplevelse med hårdt træning inden da.👍

...
09.01 | 13:12

Du er ikke alene... ikke at jeg på nogen måde er ramt af "hedninger", men jeg har da hørt andre tale om det

...
22.05 | 19:16

Seje seje Kåsen .... sikker på, du napper endnu en om et år eller to 👍😘

...
Hej!
Prøv at lave din egen hjemmeside ligesom mig! Det er nemt, og du kan prøve det gratis
ANNONCE