Min blog

”Nix! Jeg gør det ikke! Jeg tør ikke!”

 

Jeg stod på dykkerplatformen iført mit tunge dykkerudstyr, svedte angstens sved under den varme bahamanske sol. Dykkerskibet Dolphin Dream vuggede blidt. Omkring mig var de øvrige dykkere begyndt at hoppe i havet. Det var også den vej, jeg skulle – men … nu fortrød jeg noget så vederstyggeligt. ”Jeg tør ikke” peb jeg ynkeligt. Min kæreste kikkede blidt på mig og sagde opmuntrende ”selvfølgelig skal du med i vandet”.

 

For helvete da osse! Nu havde jeg igen bragt mig i en situation, hvor jeg skulle presse mig selv. Hvorfor troede jeg altid, at jeg var så fandens modig, når jeg i virkeligheden slet ikke er det. Noget med ”fake it till you make it” eller hvad havde jeg gang i? Jeg var halvandet år tidligere blevet spurgt, om jeg ville med til Bahamas for at dykke. Om jeg ville? Ohe ya. Og ja, jeg hørte da godt noget med, at det var med tigerhajer, og jo, jeg var ikke fan af hajer. Det var så først et par dage inden påmønstringen på Dolphin Dream, at det gik op for mig, at tigerhajer er altså temmelig store, typisk 3-4 endda op til 5 meter lange krabater, og at de sådan set bliver regnet for at være den tredje farligste haj i verden, kun lige overgået af hvid- og tyrehajen! Og dem skulle jeg så ned til nu? Hell no!

 

Nu var der kun kæresten og mig tilbage. Vi stod på kanten til eventyret nede på bunden af den 6 meter dybe banke ude midt i havet. Der var absolut ikke land i sigte. De andre ti dykkere var allerede hoppet i det turkisfarvet hav. Ikke så meget palaver med dem. ”Kom nu” gentog kæresten tålmodigt. Jeg var mellem os sagt ved at hyle af skræk. Jamen, jeg ved det godt. Latterligt, eller … det var i hvert fald for fjollet at smide en masse opsparingskroner efter en dykkertur for så bare at stå der og lede efter bakgearet! Hvorfor skulle ham kaptajnen også være så grundig til den briefing, vi havde haft forinden? Han ”piskede” en stemning op … eller gjorde han? Hmm … Han fortalt meget grundigt om hvordan vi skulle agere under vandet. Han ”lovede”, at vi den første dag ”kun” ville møde citronhajer. Det er sådan nogle mindre, men hurtige hajer på en 2-3 meter med et bredt Colgate smil fuld af spidse tænder, men dem skulle vi ikke være bange for, men blot holde øje. Næææ, der hvor vi skulle kaste vores opmærksomhed, det var på tigerhajerne. Vi skulle hele tiden holde øjenkontakt med dem, ellers ville de snige sig ind på os. Vi måtte under ingen omstændigheder svømme væk fra dem men mod dem, og skulle vi opleve, at de svømmede for tæt på, så skulle vi skubbe dem væk ved at skubbe enten på siden af hovedet eller oven på snuden. Ikke under snuden for det kunne i stedet vække hajens refleks til at åbne gabet – og endeligt måtte vi ikke plaske i overfalden! For hajer er så nysgerrige! Min mentale notatblok glødede!

 

Og nu stod jeg så dér! Piv piv ”Jeg gør det ikke … eller … skulle jeg … lade være … gøre det? Stop med at tænke så fandens meget Mette!”

 

Jeg hoppede! Jeg skulle nok have tænkt lidt mere, for i ren nervøsitet havde jeg glemt at tage regulatoren i munden! Med munden fuld af Atlanterhavet fik jeg fluks kravlet op på stigen til skibet. I munden med regulatoren og så plumpe tilbage i vandet. Men, nu viste det sig, at jeg havde ikke fået nok blyvægt på bæltet, så jeg kunne ikke synke, og hvis der var noget, man jo IKKE måtte i havet dér mellem Florida og Bahamas, så var det at plaske i vandoverfladen = haps haps! Op igen på stigen hvor en af de i alt fire besætningsmedlemmer fik givet mig nogle flere bly i lommerne på BDC vesten. Jeg plumpede atter tilbage, og så kan det ellers nok være, at jeg faldt de 6 meter til bunden. Wroooom! Jeg landede temmelig uelegant på min popo, og så var det, at jeg fik øje på mit livs første haj. Eller helt præcis tre. Alle citronhajer. De kredsede rundt lige dér foran mig. Hold da kaje hvor jeg var ved at skyde op gennem vandet som en anden torpedo. Men noget afholdt mig alligevel fra det. Nysgerrighed? Ærekærhed eller blot manglende evne til at gøre andet? Tja, jeg fik i hvert fald med øjne så store som bange tekopper krabbet mig hen over havbunden. Jeg kunne ikke svømme pga. vægten (14 kg bly). Jeg kunne ikke engang finde ud af at trække vejret, men … jeg nåede frem til kæresten og resten af det modige slæng. Så stod vi dér på havets bund og så citronhajerne af, og omvendt, tænker jeg. Til min store og yderst behagelige overraskelse, så var det ikke så slemt, da jeg først var der. Jeg vil ikke ligefrem påstå, at jeg havde mit livs roligste vejrtrækning, men … jeg trak atter vejret, jeg så, jeg fornemmede og nej, det var ikke spor af slemt. Det var faktisk ret spændende, men det var jo også kun de ”små” hajer, vi hilste på. Men jeg gjorde det, gjorde jeg! Dagen efter ville vi komme til at hilse på de store tiger. Den tid den sorg glæde.

 

Dagen kom, vi var sejlet fra Anchors Chain på Tigerbeach til Fish Tales, og de to unge og friske skibsgutter (Rich og Zach) råbte ”The pool is open” hvilket betød, at nu var det atter tid til at dykke. Tiden var kommet til at hilse på en tigerhaj eller flere, hvis vi var ”heldige”. Jamen, lad da lykken tilsmile os.

 

Da vi alle var placeret i en halv cirkel på bunden (13 meter), hoppede Zach i med foderkassen. Så var det ellers at håbe, at en af dem med stort gebis ville komme forbi og snacke i lidt frosne fiskehoveder. Der var gevinst! Lige så stille, roligt og yderst majestætisk kom en tigerhaj til. Den kredsede om Zach og var i sagens natur meget interesseret i fiskekassen. Vi stod og var vidne til, at Zach aende den på hovedet, på ryggen og maven og fra tid til anden åbnede den det gigantiske gab for at fange det fiskestykke, der blev serveret for den. Ind imellem svømmede hajen mellem og forbi os andre, og det kan ellers nok være, at vi alle havde hørt efter hvad ham Captain Scott havde fortalt os. Vi snurrede hele vejen rundt om os selv for at have øjenkontakt med det gigantiske dyr. Man var ikke i tvivl om, at den studerede en nøje, når den lige smøgede sig forbi en af os. Man kan se meget på blot en til to meters afstand! De sorte øjne fulgte en tæt!

 

Jeg skal ærligt indrømme, at adrenalinen pumpede lidt, men ligesom med min første oplevelse med citronhajerne, så oplevede jeg også med denne haj, at der ikke var dømt total killermachine. Men, man skulle ikke undervurdere dem, det var jeg ikke et sekund i tvivl om. Som både Rich, Zach og Captain Scott sagde, så ville den nappe én, hvis det var det, den ønskede. Du ville kunne gøre nada for at forhindre det. Så kunne man skubbe, ase og mase nok så meget! Jeg messede gentagne gange ”I come in peace”.

 

Som ugen gik nåede jeg gentagne gange at svømme med tigerne. På et tidspunkt var der i alt fem tigerhajer på en gang. Så var der lidt at holde øje med, skal jeg da nok lige hilse at sige. Og sjovt som de dersens citronhajers tilstedeværelse fik mindre betydning. Jeg fandt dem stadigvæk fascinerede, og min respekt for dem dalede bestemt ikke, men jeg var ikke længere bange. 12-15 citronhajer yndede at kredse tæt om en, når man på fem meters dybde skulle tage sit tre minutters sikkerhedsstop inden afslutningen af et dyk. Utroligt som man kan rykke sig mentalt.

 

Hvor er jeg glad og dybt taknemmelig over, at jeg endnu engang fik sat mig selv i en situation, hvor jeg fik presset mig selv og ligefrem glædede mig til næste gang, der blev råbt ”the pool is open”. 

Det er meget meget sjældent – heldigvis – at jeg føler angst. Jeg kan være bekymret, spekulere og gøre mig nytteløse tanker om ting og sager, der heldigvis sjældent bliver til noget. Men angst? Nej.

 

Jeg mindes dog en weekend for mange år siden. Efteråret 1994. Jeg var på en to måneder lang ferie i Miami Beach, USA, sammen med mit ældste æg. Hun var dengang 2½ år. Jeg havde forældreorlov, og vi to var taget til min kusine Tine i USA. Skøøøn tid.

 

Min kusine knoklede løs for at få økonomien til at hænge sammen. Hun havde bl.a. et ekstrajob, hvor hun gjorde rent i et privatejet hus. Det var et kæmpe hus med to etager, et par store hunde, katte – og klemt mellem nogle palmetræer i haven, var en lille misvedligeholdt pool. Matriklen var omkranset af et højt hegn af massivt træ.

 

Jeg blev spurgt, om jeg en weekend ville bo i huset og passe på de to hunde, da ejeren skulle ud at rejse. Jeg ville få lidt for det. ”Tjo, hvorfor ikke?” Jeg var frisk, og et par ekstra dollars i lommen var kærkomment.

 

Weekenden ankom, og Tine kørte os til huset. Da vi havde fået læsset vores habengut til weekendens brug af, tog vi alle tre ud at spiste aftensmad. Det varede ikke længe før end ældste ægget var utålmodig for at komme tilbage til huset og lege med de store hunde. Hun glædede sig, og humøret var højt. Vi var gode til at grine sammen, Tine og jeg.

 

Vi ankom til huset. Jeg steg ud af bilen, åbnede den tunge port, og Tine kørte ind på pladsen foran garagen. Porten blev atter låst. Tine blev siddende i bilen. Hun så pludselig ualmindelig eftertænksom ud og spurgte undrende ”Sig mig lige engang! Lukkede vi ikke garageporten, da vi kørte ud for at spise?” Jeg kikkede på den åbne garageport. ”Jeg er sikker på, at jeg lukkede porten. Jeg lukker ALTID den port” mumlede hun.

 

”Jamen, hvad kan det betyde?” spurgte jeg lettere forurolig. ”Det kan betyde, at her er nogen, som ikke skal være her. Eller … har været …” nærmest hviskede Tine. Michella sad stadigvæk i bilen. Der manglede blot lidt dystert baggrundsmusik, og vi havde indledningen til en gyser. Jeg udbrød – med lidt for skinger stemme ”Det kan jeg godt sige dig. Hvis der er fare på færde, så bakker du bare. Baaaare træd på speederen!” Jeg gestikulerede vildt med begge arme den vej, vi lige var kommet af. Som var jeg ved at navigere et fly på plads. Tine kikkede på mig og begyndte at grine ”som om jeg ville kunne bakke ud gennem den tykke port”. Hun havde en pointe, men jeg skulle dæleme ikke nyde noget. ”Du gør det bare! Ik´? Du bakker!”

 

”Jeg øhe … jeg … jeg går lige ind og tager en runde. Ser om der er nogen” sagde Tine modigt. Jeg selv følte mig alt andet end modig. Jeg fortrød, at jeg havde sagt ja til passe huset. Det varede ikke længe før end hun atter kom ud og lettet bekendtgjorde, at hun havde ikke set nogen. Måske havde vi bare glemt at lukke garageporten efter os? Det var ikke til at vide, men for hulen da, det var en viden, jeg godt gad besidde. Jeg kunne mærke angsten banke på.

 

Vi gik alle tre ind i huset, og jeg fik en rundtur. Sikke et stort hus. Alt for stort. ”Soveværelserne er på 1. salen. I kan bare tage, hvad I vil have i køleskabet, og hvis du hører noget rasle ud fra skabet i garagen, så er det nok bare rotterne, der er på spil – og for resten, så kan havedøren ikke låses. Nå, kan I to nu hygge jer? Vi ses søndag. Møs møs”. Tine kørte.

 

Michella havde en fest med de to store hunde. De blev aet, de blev nusset og bolde kastet – alt mens jeg bare registrerede mærkelige lyde. Der var godt nok mange lyde i det fremmed hus. To hunde, fire katte, træværk der gav sig, palmeblade mod ruden osv. Jeg prøvede virkelig ikke at piske en indre stemning op, men en har vel set grumme amerikanske film? Tænk nu hvis personen havde gemt sig? Der var masser af gemmesteder. Jeg blev heldigvis ind imellem distraheret af Michella, der prøvede at snige sig til en forbudt dukkert i den algegrønne minipool.

 

Mørket sænkede sig. Det blev sengetid for den lille hundepasser, og jeg fik puttet hende i weekendsengen på førstesalen. Jeg selv satte mig til at se TV i soveværelset ved siden af. Pludselig begyndte hundene at gø. Mine nakkehår rejste sig prompte. Jeg blev nødt til at gå ned og se, hvad de gøede af. De stod begge ved havedøren, gøede arrigt. Jeg tyssede på dem, men de blev ved. Jeg stod ængsteligt og vred mig lidt midt i stuen. ”Schhhyyy – vær nu stille” gentog jeg. Endelig lagde nakkehårene sig, altså på hundene. De lod til at falde til ro igen. Pyyyyh, for jeg skulle godt nok ikke nyde noget af at åbne nogen havedør og gå ud i den mørke have. Absolut ikke på vilkår. Jeg havde det elendigt.

 

Jeg skyndte mig op på førstesalen igen. Jeg fik slæbt weekendsengen med et stk. sovende barn ind i soveværelset, så vi var sammen, Michella og jeg. Jeg følte mig så forbandet sårbar. Hvis nu hvis at der kom en grum og ond indbrudstyv ind ad den ulåste havedør, så ville det jo ikke kun gå ud over mig.

 

Hundene blev aftenen og natten igennem ved med at gø sporadisk. Jeg selv lå med en telefon i den ene hånd, parat til at trykke 911. Ørene registrerede alt målebart, og øjnene var ved at poppe ud af hovedet på mig – af bare skræk! Hooold nu op hvor jeg var rædselsslagen. Hjertet slog med vilde slag, og jeg forestillede mig det værste. Da det endelig blev morgen, var jeg eddertræt, men jeg kunne da slappe lidt af. Med solen kom håbet atter op i mig, meeen, vi skulle jo igennem endnu en nat. Den blev lige så lang og rædselsfuld. Jeg fandt dog efterhånden ud af, at de to hunde var ret glade for at gø. Især til døre. De gøede også ad døren ud til garagen. Det var på grund af en død rotte i skabet. Jeg havde godt nok trukket nitten med det weekendjob.

 

Eeendelig kom søndag, og ejeren var retur. Jeg forklarede ham, at hundene havde gøet ret meget, og at jeg havde været bange. Mildest talt. Hans eneste kommentar var, at ja, hans hunde gøede ad ALT. Det var en uvane, han ikke havde evnet at tage fra dem. Og de var især meget glade for at gø ad havedøren, der knirkede. Og med hensyn til garagen, så var det garanteret naboen, der havde været inde for at låne noget. Han var slem til at glemme at lukke garageporten efter sig! 

 

Så? En hel weekend havde jeg været angst på grund af et par hunde, der yndede at gø af tørre blade? Og en glemsom nabo? Hoooold nu op hvor skørt! Af mig. Spild af godt liv. Men, så blev jeg da den oplevelse rigere, men det var bestemt ikke de tjente dollars værd. Det har til gengæld kostet min kusine og mig rigtig mange gode grin – bagefter! 

Jeg har i dag med posten fået mit fysiske bevis for, at jeg i påsken har bestået Advanced Open Water. Det fik mig til mindes mit aller første prøvedyk tilbage i 2006. Jeg skrev dengang i min ”dagbog” denne goofy takketale:

 

 

Og vi indbyder hermed Mette Klitmøller til at udbringe en tak efter at have haft en glad dag med prøvedyk. Giv hende en stor hånd, for heeeeeeeeer kommer Mette! Klap klap klap Værso Mette:

 

Kæreste søde venner

 

Jeg sidder her med Glædes trofæet i min favn. Jeg vil gerne have lov til at udbyde en stor tak til dem, der gjorde det muligt for mig at sidde her på denne lørdag aften i min sofa, klædt på til den festlige lejlighed i grå joggingbukser, en plaid samt svømmehals-hår og bare være super glad – alt sammen skyllet ned i selskab af en kop kaffe.

 

Allerførst vil jeg takke min kollega Allan, fordi det er hans skyld, at jeg overhovedet var klar over, at der i dag var et scuba-try-dive. Han gjorde mig opmærksom på, at IPA (International Police Association) havde dette arrangement, der gik ud på et prøvedyk i Auderød Kaserne ved Frederiksværk.

 

Tak til mine tre æg fordi de uden ret meget vrøvl og brok stod tidligt op på denne gråvejrs lørdag, spiste morgenmad og frivilligt lod sig trække de tyve minutters gang med op til Roskilde Station. Derfra blev de transporteret til Trekroner Station, hvorfra de i søvne fandt deres fars hjem. En tak til min eksmand fordi han ville tage sig af dem, mens jeg skulle ud på ren egotrip.

 

Jeg vil også gerne takke dykkerinstruktøren Christian, fordi han for inden denne dag har sendt mig opmuntrende mails. Jeg havde ladet min tvivl falde om, hvorledes jeg frygtede, at jeg ville te mig som en anden korkprop i vandoverfladen. På trods af at han på daværende tidspunkt aldrig havde mødt mig, så tvivlede han ikke ét sekund på mig! Han lovede mig, at han ville medbringe ekstra bly … samt han havde en formodning om, at jeg ville ligne en havfrue i vandet. Ligeledes bemærkede han i dag min parfume i svømmehallens ellers voldsomme duns af klor. Han udbrød glad ”hvem er det, der bærer den skønne duft af Cucci Rush?”. I disse tider som single er det jo altid rart at blive positiv bemærket. ”Det er mig” kvidrede jeg nok så glad ”Det er mig”. Det betød ikke en fløjtende fis, at komplimenten kom fra en 140 kg tung mand sidst i 40’erne … med skovsnegl … En kompliment er en kompliment!

 

Og apro pro komplimenter – en stor tak skal lyde til Theresa og hendes mand. Det er deres skyld, at jeg – trods mit aldrende korpus – lod mig fremstille det bedste, jeg formåede. Theresa havde nemlig doneret mig sin gamle H2o badedragt. Manden var så sød at komme og aflevere den personligt til mig på mit arbejde. Tak for det! Jeg var yderst lækker, mens jeg trippede ind i svømmehallen med mit nye brugte blå dragt, mascaraen hængende nede på kinderne, og to antenneknapper tændt … klar til at modtage signal. Da modtog jeg dagens andet kompliment – altså fra Morten, ikke antennerne … Morten var en anden prøvedyk-deltager fra Politiskolen samt den stolte indehaver af en gigantisk skovsnegl. Hvad komplimenten lød på? ”Jeg troede godt nok ikke, at du havde børn? Du er så slank!” Og jo venner, jeg slugte den råt – altså komplimenten!

 

Og tak til medinstruktør Per for at have tålmodighed med mig. Jeg var nemlig ikke så skide god … ups … må man egentlig bande i en takketale? Hmm … nå, men jeg var ikke så god til at tømme masken for vand der nede på svømmehallens bund. Det faldt mig ikke spor naturligt at lette på masken, lukke lidt vand ind, trykke øverst på masken med min højre pegefinder og så ellers puste ud gennem næsen. Jeg lettede blot på masken, gav den som befalet et tryk, og sad så ellers dér på min popo og ventede på … tja … hvad ventede jeg egentlig på? At vandet ville forsvinde? Og hvorhen? Hmm … men det gjorde det jo ligesom ikke, så Metski her måtte igen og igen kæmpe sig op til overfladen for at tømme masken. Smart, rigtig smart! Nej! Per lovede mig på bedste pædagogisk vis, at det skal jeg nok få lært en dag. Tak Per for at tro på mig.

 

Og tak til de øvre prøvedykkere – fordi I var så overbærende med hensyn til min krops letten og sænken i vandet. Jeg var umådelig glad for den trykknap, som jeg skulle trykke på. Den sørgede for at tømme min dykkervest for luft, så jeg ved hjælp af bly sank prompte til bunds i den 5 meter dybe pool, samt for at jeg kunne fylde vesten med luft, så jeg – wroooom – atter kom op til overfladen, for derefter at tømme vesten for luft osv. Det fik jeg søreme mange karruselture af. Jeg skal hilse at sige, at det er altså svært at grine under vand!

 

Det henleder mig så til den sidste i rækken af tak-modtagere: mig selv! Tak Mette for du er så vidunderlig, smuk, gavmild, generøs, vanvittig morsom, slank, i starten af 30’erne … hovsa! Ej for den da … hø hø … der har vist liiige  … ups … forputtet sig en kladdeudgave til en datingprofil min takketale. Piiiinligt! Nå ja, men okay da … men nu hvor jeg er i gang med at takke alle og enhver, så vil jeg da lige benytte den selvskabte lejlighed til at rose mig selv for, at jeg her til morgen tog mig sammen til at komme af sted. Jeg var meget, meget tæt på at melde pas til at tage med til Auderød. ”Jeg kender jo ikke rigtig de andre. Mon jeg kan finde ud af det? Jeg er pænest med tøj på …” osv osv. Men jeg fandt jo ud af, at jeg kom jo altså til at lære de andre bedre at kende. Og jo, jeg kunne godt finde ud af det. Og ja, jeg er pænest med tøj på – men for faén hvor var det sjovt at prøve, og jeg havde en skæppeskøn dag. Så tak Mette fordi du fik hevet dig selv op med hårene og tog dig sammen til at glæde dig selv.

 

Tak.

 

Giv Mette endnu en stooooooooor hånd! Klap klap klap

 

Roskilde, lørdag den 1. april 2006

Jeg var i går til lægen (sygeplejersken). Jeg skulle undersøges for, om jeg eventuelt har anstrengelses astma. Hold nu op det var et anderledes visit.

 

Jeg var af lægen blevet opfordret til at troppe op i "røringstøj" og afsætte 45 minutter. Jeg ankom først i allersidste øjeblik pga. arbejdet, så jeg nåede ikke at skifte tøj. Fedt at skynde på sin lille C1ér for så at vente 15 minutter på at blive kaldt ind … Nå, men endelig kaldte den fantastiske empatiske sygeplejerske på mig. Hun skulle rigge lidt gejl til, så jeg kunne imens gå ud på toilettet for at skifte tøj. Pudsigt som de øvrige i venteværelset kikkede på mig, da jeg gik fra grøn striktrøje til neon gul windbreaker og løbetights!

 

Først skulle jeg blæse i et paprør, som kunne måle min evne til at udånde. Sygeplejersken skrev en masse tal ned. Så fik jeg besked på, at jeg skulle ud at løbe i 6 minutter med høj puls – deraf løbetøjet. "Har du et ur?" ville den læsebrillebeklædte kvinde vide? Øhe næ, det havde jeg ikke. Min mobil lå i bilen. "Her, så tag den her med dig, og løb så direkte ind til mig, når du er retur" sagde hun og stak mig et rødt tikkende æggeur! Mærkelig fornemmelse at spæne rundt i området omkring Gundsølægerne med en tikkende "bombe". Heller ikke helt nemt som brilleabe in spe at spotte hvor langt hjemmefra (3 minutter ud og 3 hjem), jeg kunne løbe.

 

Da jeg kom tilbage, var jeg fuuuldstændig færdig. Jeg havde givet den max gas, men det var jo også meningen. Jeg pustede atter i røret. Derefter skulle jeg vente fem minutter, puste igen og vente 10 minutter. Jeg blev da bedt om at vente i venteværelset. Så sad man der blandt snotramte rollinger og gangbesværede pensionist – med sveden rendende ned ad de røde basunkinder – alt mens den røde æggebombe stod tik … tik … tikkende på bordet foran mig ... og nej da, de andre patienter undrede sig ikke spor!

 

Ud over at jeg svedte for vildt, så havde jeg sådan en kvalme. Og jeg var begyndt at hoste, hvilket jeg fik at vide er helt normalt, når man "provokerer" lungerne ved at puste. Den krillende hoste varede for øvrigt ved resten af aftenen. Træls for mig og træls for resten af husstanden! Sikke dog en elendighed.

 

Endelig blev det tid til sidste pust, og jeg var færdig – for denne gang. Jeg skal så tilbage til lægen på mandag og tale om hvad vi så gør. Oj, det var godt nok et pudsigt lægebesøg. 

”Klarer du den? Eller skal du have en arm? spurgte Helle bekymret sin veninde.

 

Vi var en flok af det stærke køn på vej fra Vesterbro til Tivoli. Da vi kom frem til hovedindgangen til Tivoli, havde jeg (primusmotor på aftenens sociale samling) ikke lige tænkt på at mandeoptælle os, så ti af os strøg igennem indgangen. Vi var nået frem til Glassalen, da gåturens svage led ringede og gjorde mig opmærksom på, at jeg måtte tilbage efter dem. ”Der var en, der var to, der var tre, der var fire, der var fem på Tivolitur. Der var …”

 

Jeg fandt Helle og veninden ved siden af en uniformeret billetpasser med kasket. ”Hej og kom! De andre venter!” I min iver for at komme tilbage til resten af flokken, der nu stod og ventede foran Glassalen, kom jeg på temmelig ucharmerende vis til at skynde på de to kvinder. Det var naturligvis ikke pænt gjort af mig. Åååndskyld tøser!

 

Nå, men vi nåede endelig frem til de andre, og idet vi skulle gå hen over nogle brosten, spurgte Helle så Pernille, om hun skulle have lidt støtte? Jeg blev prompte lidt hed i kinderne ”Uj Pernille. Undskyld at jeg skyndede på jer. Har du problemer med benene, eller?” spurgte jeg med en snert af dårlig smag i munden. ”Nja … men jeg har et kunstigt ben” svarede Pernille spagt. ”Nu er jeg for alvor flov. Undskyld endnu engang for min utålmodighed” småpeb jeg. Så var det, at Pernille grinte ”Ej, det er fis. Jeg har ikke et kunstigt ben. Jeg er helt okay”.

 

Det var vist payback?

Nyeste kommentarer

27.08 | 22:12

Velskrevet og hele tiden på "sporet"! Dejlig sober og yderst fængende fortælling, som passende kunne have overskrift såsom; "Tidligt fra - Sent hjem" ;-

...
24.06 | 14:32

Jeg er naturist på Lyngbo camping i Henne. Kan varmt anbefales, særdeles når man er i overgangs alderen som jeg😉

...
14.02 | 02:37

Den med uvejret 6/2 må jeg nok tage ansvaret for, dog var det høj sol her. Glæder mig til at læse mere om din fantastiske færd.

...
24.01 | 13:01

Man kan som almindelig arbejdsslave blive helt misundelig (Bortset fra man skal op i en mast). Her er alt vel😊. Nic har boret og hamret et stativ op😝🤗

...
Hej!
Prøv at lave din egen hjemmeside ligesom mig! Det er nemt, og du kan prøve det gratis
ANNONCE