Min blog

”Klarer du den? Eller skal du have en arm? spurgte Helle bekymret sin veninde.

 

Vi var en flok af det stærke køn på vej fra Vesterbro til Tivoli. Da vi kom frem til hovedindgangen til Tivoli, havde jeg (primusmotor på aftenens sociale samling) ikke lige tænkt på at mandeoptælle os, så ti af os strøg igennem indgangen. Vi var nået frem til Glassalen, da gåturens svage led ringede og gjorde mig opmærksom på, at jeg måtte tilbage efter dem. ”Der var en, der var to, der var tre, der var fire, der var fem på Tivolitur. Der var …”

 

Jeg fandt Helle og veninden ved siden af en uniformeret billetpasser med kasket. ”Hej og kom! De andre venter!” I min iver for at komme tilbage til resten af flokken, der nu stod og ventede foran Glassalen, kom jeg på temmelig ucharmerende vis til at skynde på de to kvinder. Det var naturligvis ikke pænt gjort af mig. Åååndskyld tøser!

 

Nå, men vi nåede endelig frem til de andre, og idet vi skulle gå hen over nogle brosten, spurgte Helle så Pernille, om hun skulle have lidt støtte? Jeg blev prompte lidt hed i kinderne ”Uj Pernille. Undskyld at jeg skyndede på jer. Har du problemer med benene, eller?” spurgte jeg med en snert af dårlig smag i munden. ”Nja … men jeg har et kunstigt ben” svarede Pernille spagt. ”Nu er jeg for alvor flov. Undskyld endnu engang for min utålmodighed” småpeb jeg. Så var det, at Pernille grinte ”Ej, det er fis. Jeg har ikke et kunstigt ben. Jeg er helt okay”.

 

Det var vist payback?

”Metta, did you bring a pair of white pumps?” spurgte min amerikanske veninde Renae mig. “Ohe my …” Det måtte jeg så ærlig talt indrømme, at nej – jeg havde ikke fyldt min kuffert med hvide sko. Jeg var slet ikke klar over, at jeg skulle have haft hvide sko med mig. Måske fordi jeg ikke kan fordrage hvide sko? Uf!

 

Men det var ikke så godt! Jeg var taget til USA, hvor jeg var inviteret til bryllup mellem Renae og hendes tilkomne mand Terry. Det var august 1993, og knap fire hundrede andre gæster var, som jeg, ved at velfarte til byen Astoria i det norlige Oregon. To skønne mennesker skulle blive til et – eller hvad man nu siger i Guds hus? Spændende var det i hvert fald. Hvide sko eller ej.

 

Ud over at få lov til at være en del af et gigantisk amerikansk bryllup, så skulle jeg være brudepige! Så fantastisk en ære – altså for mig! Sammen med Renaes to søstre, Heidi og Tanya. Min titel var Candlelight Girl, og min rolle var at gå ned ad kirkegulvet sammen med gommens nevø, der i dagens anledning var The Candlelight Boy. Vi skulle hver tænde syv stearinlys lige før vielsen.

 

Det var bare så edder hamrende spændende, men hvad skete der lige for det brudepigetøj og sko? Uf! Renaes svigermor havde været i det kreative hjørne og havde syet os tre unge kvinder de ”fineste” brudepigekjoler med store og dejlige flæsekanter, og med ærbar længde (snit lige under de hvide strømpebuksebeklædte knæ). Stoffet var småblomstret – det stod så godt til mine nye hvide sko med sløjfer (alt hvad jeg kunne opstøve i byen og naturligvis kun brugt den ene gang …) Det var oven i købet så heldigt, at der var blomsterstof til overs! Hvor heldig har man lige lov til at være? Nej, vel! Det blev brugt til tre gange gigantisk hårpynt, tilsat lidt kras tyl. Weehee – lige præcis alt det, jeg som 23 årige inkarneret buksepige gik og drømte om …  Det er for øvrigt mig yderst til venstre.

 

Når jeg i dag ser amerikanske film, hvor der indgår et bryllup, så fatter jeg straks sympati med de stakkels brudepiger, der som jeg må spille god mine til slet spil, altså til tøjvalget. Selvfølge gør man det. Det er trods alt ikke vores dag! Men trods indvendig rynken på næsen, så var det var ærlig talt en helt igennem fantastisk dejlig dag og en unik oplevelse – også selvom det foregik i hvide pumps!

 

Jeg har slået op med min kollega Helle i dag. Ja ... det er ærlig talt lidt trist, men det kunne ikke længere gå! Vi var blevet alt alt for tætte. Bevares, ikke sådan følelsesmæssigt, men vi havde en fest som romkugle-dele-buddies. Det kunne ikke blive ved. Min vægt sagde skreg til mig i går, at jeg skulle bede om skilsmisse! Med det samme! Så det har jeg nu gjort. Jeg gik i morges den tunge vej.

 

Helle sagde, at det var ok, at hun godt kunne forstå det. Hun sagde selv, at også hun burde finde sig en snaskegøjs-veninde med hang til gulerødder frem for kalorier – men hun så lidt trist ud. Ærlig talt.

 

Lige efter bruddet syntes jeg så bestemt, at jeg kunne høre en trist Helle lavmælt synge: "all by myself ... don't wanna be ... all by myself ... anymore". Men jeg skal love for, at hun var ikke længe om at komme sig over mig, for vi var da kun lige nået over frokost, da hun spurgte vores fælles kollega Laila, om de to skulle være ”romkugle-dele-buddies”? Laila sagde uden den mindste tøven ja …

 

Kantinen sælger desværre nogle faaantastiske romkugler, som heldigvis er for stor til at spise selv, men hvis man deler ... mummelums ... men det går altså ikke! Jeg har så heller ikke nogen at dele med mere, men vi er heldigvis stadigvæk venner! 

En stille aftenstund for en hel del år siden. Dengang jeg var Sally Singleton. Jeg savnede ærlig talt lidt action og spontanitet (læs: en mand ...). Jeg fandt derfor på, i kedsomhedens rus, at oprette en profil på www.dating.dk – bare lige for at se hvad pokker det gik ud på.

 

Jeg var kun lige blevet færdig med at udfylde de totalt ligegyldige felter om hårfarve, vægt og om hvad min politiske overbevisning er, da der tikkede et brev ind i indbakken. Følgende korrespondance fandt sted:

 

Jeg har set din profil, og med fare for at du bider hovedet af mig, vil jeg forsøge mig. Jeg hedder Claus, og søger en sød kvinde, der har lyst til at træde på min mave og lade mig snuse til hendes nylonstrømpefødder. Der er ikke sex involveret, og det hele foregår med tøj på. En træde seance vil tage ca. ti minutter. Netop fordi der ikke er sex involveret, er det svært at finde en kvinde, der gerne vil, derfor vil jeg gerne betale for det. Jeg håber ikke, du bliver fornærmet over mit forslag, Jeg ved, at du betragter det som meget underligt, men det er de eneste to passioner, jeg har - og nej jeg tager ikke gas på dig, det er alvorligt ment.

Please bliv nu ikke fornærmet over min henvendelse.

Knus Claus


Øhe, hvad filan svarer man på sådan et fantastisk tilbud? Svarer man overhovedet? Ja, jeg kunne ikke lade være:


Hej Claus

Bare rolig, jeg bider ikke hovedet af dig – for at kunne udføre den akt, ville det kræve, at vi mødtes irl (in real life), og det er der vist ingen fare for, at vi to skal! Jeg afslår derfor dit fantastiske tilbud om at lade mig betræde din mave! Yrk!

Mette

 

Sikke et "tilbud"! Nok action og spontanitet for den dag! Yrk! Jeg slettede prompte min profil. Jeg var vist overhovedet ikke nikke nej klar til den verden.

 

Mette – hende der bare ikke havde lyst til at være mavedanser i nylonstrømper ...

”Sig lige til hvis du ser en køddiller” sagde min veninde Tina, mens hun prøvede nok så nonchalant at spise videre af sin bagte frokostkartoffel.

 

Tina og jeg var taget på wellness ophold i Tyskland. Nu skulle den godt nok have en over armen. Sikke vi skulle hygge et par dage, blive spændstige i hud og tanker – og ja, bare blive noget så smækre lækre.

 

Efter endt morgenmad, en lille løbetur og en tur i romaskinen, så gik turen til stedets badeland. Det skulle gøre så godt. Vi måtte dog konstatere, da vi efter endt afvaskning stod i selve svømmehallen og frøs i vores bikinier, at det var en nitte! Vi havde to muligheder: enten kidnappede vi en af stedets mange smårollinger og gav den max gas som legemoster Et og To i den lune børnetissepool med baby rutchebanen – eller også måtte vi forlade stedet for børn og deres forældre. Folk kikkede så mærkelig, da Tina hvinende tog rutchebanen alene.

 

Ud med os igen, i bad, tøj på og så ellers finde matriklens sauna. Voila! 10 minutters gå gang derfra. Den søde receptionist udstyrede os hver med to håndklæder og et ”Viel Glück”. ”Øhe … Viel Glück? Danke?”. Ind i omklædningen, af med tøjet og på med det våde og nu kolde badetøj. Vi blev enige om, at vi godt kunne tillade os at skippe afvaskningen, så i vores bikinier listede vi os lige så stille forbi bruseområde.

 

”Øhe … Jeg tror altså ikke, at man skal have badetøj på her” sagde Tina. Vi var overraskende hurtigt nået frem til sauna området. Jeg havde haft travlt med at spotte efter et hylderum, hvor jeg kunne komme af med håndklæderne og min hårshampoo. Jeg rettede opmærksomheden væk fra væggene med de manglede rum og fik fluks øjenkontakt med en nøgen diller! Nej, to! Åhe gud. Tre! Og nogle gigantiske flydende bryster påsat en rygsvømmende kvinde i den lille runde pool. ”Du har vist ret” mumlede jeg temmelig overrasket. ”Hvad er nu det for noget?”

 

Mens vi begge hylede af grin, skyndte vi os tilbage til omklædningsrummet, hvor vi fik smidt badetøj og shampoo ind i skabet. Jeg var lige ved at tisse en lille bitte smule af panisk grineflip i den nu manglende bikinitrus. Vi fik snøret håndklæderne godt omkring os og begav os lettere tøvende tilbage mod Nøgenland. Undervejs passerede vi endnu engang afvaskningsområdet, og først nu lagde vi mærke til, at mænd og kvinder stod nøgne sammen og vaskede deres ædle dele – altså hver tog sig af sit! Trods alt.

 

Det var min debut ud i sauna med mixet nøgen hud. Ærlig talt lidt grænseoverskridende med alle de frit hængende babbenutter, puppes hår/Lolita look og dinglende klokkeværk i alle mulige længder. Man skulle tro, at jeg havde fået glo suppe til frokost, men nu var det altså bagt kartoffel, vi begge havde valgt i cafeen over for poolen som overspringshandling for IKKE at smide håndklædet – i hvert fald ikke sådan lige med det samme.

 

Det var svært at holde den voksne facade, da Tina midt i frokosten sagde, at jeg skulle sige til, hvis jeg så en køddiller. Dem var der godt nok ikke mange af … i hvert fald ikke i forhold til dem af blod. ”Men Tina, her er så mange andre danskere, så det kan jeg da ikke sige”. Vi blev enige om kodeordet: ”Ørnen er landet. Ørnen er landet”. Hold nu op hvor vi havde en fnisefest.

 

Vi kunne jo ikke blive ved med at sidde der – fnisende, mens vi nippede i de sørgelige kartoffelskræller – så vi gik til den første ud af otte saunaer. Vi læste informationsskiltet udenfor. Noget a la ”Sie müssen die Sitzflächen in die sauna zu waschen”. Vi var rørende enige om, at det måtte betyde, at vi skulle vaske siddefladerne før end vi gik i saunaen … Ja, vores tyske er ikke hvad det har været. Vi hængt håndklæderne på krogen, ballerne fik en omgang brusevand, og med bar røv hastede vi ind i den aromatiske damp. Der sad allerede en mand, kun iført briller. Han havde sat sig godt til rette i et af de flisebelagte sæder. Han sad med spredte ben og aede sine glatbarberede boller nok så kærligt. ”Øhe?”. Lidt efter ankom et modent par. De havde tydeligvis prøvet det før, for de tog en lille vandslange, der var ud for hver plads, og skyllede hver sit sæde. Åhe, det var det, skiltet betød …

 

Tina og jeg gik fra sauna til sauna, og stille og roligt vænnede jeg mig til alt den nøgenhed. Brillemanden med de kærlige fingre, stødte vi på flere gange, men efterhånden evnede vi ikke at lade os støde af hans åbenlyse bolleæltning. Jeg måtte jo erkende, at Herre jamen gud, vi er jo alle født nøgne, men når det så er sagt, så er/var jeg ikke vant til at se så mange lyserøde boller og duskede tissekoner på én gang. Begrebet ”come as you are” fik for mig en ny dimension. Og da vi om aftenen sad på hotelles restaurant, nu iført tøj, da var det altså lidt sjovt at se de selvsamme mennesker. ”Ha! Jeg ved, at du, Hr. Pølsetysker, parkere din lille bitte bandit til venstre, og at din kone går ind for det naturlige trekants look – og Tina? Ham der ovre? Ham der drikker en stor øl. Ja? Han har en ørn”. 

 

Det var en fantastisk herlig veninde weekend med en masse wellness – om ikke andet så for sjælen, for vi fik godt nok ømme mavemusker af at grine – mest af os selv og vores blufærdighed! 

Nyeste kommentarer

14.02 | 02:37

Den med uvejret 6/2 må jeg nok tage ansvaret for, dog var det høj sol her. Glæder mig til at læse mere om din fantastiske færd.

...
24.01 | 13:01

Man kan som almindelig arbejdsslave blive helt misundelig (Bortset fra man skal op i en mast). Her er alt vel😊. Nic har boret og hamret et stativ op😝🤗

...
12.01 | 11:10

Du har jo allerede været i skarp træning hos Charlie omkring at gøre helt almindelige hverdagsting på en meget bestemt måde. Det bør du hurtigt vænne dig til.

...
06.01 | 14:10

Uh, det er da spændende, det du oplever. Glæder mig til næste Update ☀️☀️

...
Hej!
Prøv at lave din egen hjemmeside ligesom mig! Det er nemt, og du kan prøve det gratis
ANNONCE