Et lille smil på din vej

Har jeg fortalt om den dag, hvor jeg købte babymad til min søn? På 19 år! Nå, men det gjorde jeg! Fejl! Trods alt. Det indkasserede jeg så ikke point for 😩🔫 Han sagde, at det ikke gav ret meget street credit at sidde der i HF klassen og mase brun babymos ud af en tube! 😨 Hmm ...

Hallo du alle kjæreste

 

Jeg har i dag været til øjenlæge for kontrol.

 

En sygeplejerske kalder mit navn – hele to gange! Jeg er nemlig helt begravet i en artikel i Alt for Damerne om Kaya Brühls barske opvækst uden engageret mor. Jeg rejser mig naturligvis fluks og går hen mod den blå/hvide person, der har sagt mit navn. Jeg spørger, hvor jeg skal hen. Hun peger, og jeg går mod højre. Hun stopper mig og siger ”Nej! Dér” og peger igen mod et sted, jeg tror, jeg ser. Jeg ændre retning og når at smide taske og jakke på en stol i et mørklagt lokale inden, at hun igen kalder på mig. Hun har vist på det tidspunkt luret, at jeg nærmest skal tages under armen. Guides. For hun følger mig – helt tæt – hen til en skærm, som jeg skal stå bag ude i gangen. Jeg har bare ikke kunne se en skid af hvor hun pegede hen. Bare fordi mine nye langdistance-briller var klasket op i panden for, at jeg kunne læse artiklen i Alt for Damerne om Kaya Brühls barske opvækst uden engageret mor!

 

Nu har jeg ringet til Profiloptik og rykket for mine flerstyrkebriller, som faktisk har ligget i butikken et stykke tid. Dem henter jeg så i dag og satser på, at de vil gøre mig i stand til at læse artikler i Alt for Damerne om bl.a. Kaya Brühls barske opvækst uden engageret mor OG se pegende sygeplejersker …

 

Knus fra din stæreblinde veninde

”Uha, jeg trænger til noget frisk i min mund. Et stykke tyggegymmi eller noget andet godt”. Jeg stod i mit løbeoutfit ved Smuk Kvindeløb i Roskilde sammen med mit ældste æg og løbesissen Gitte. Vi havde alle fået udleveret et startnummer samt en goodiebag med ting a la Tena, Kims rugkiks og andre livsnødvendige ting fra de søde løbsstævnedamer. Jeg stod og rodede i posen efter noget mundlækkert. Endelig fandt jeg en sort indpakning af noget, der mindede om noget tablet. Måske druesukker?

 

Jeg flåede papiret op alt mens jeg havde travlt med at skue alle de andre 1200-1400 ”konkurrenter” til dagens 5 og 10 km løb. Uden megen opmærksomhed smed jeg tabletten ind i munden, og så kan det ellers nok være, at jeg fik fokuseret på mit snaskeriprojekt! ”FØØØØØØØØØØØØØJ! HVAAAAD? HVAD HEEEELVETE HAR JEG FÅET I MUNDEN?” Føj og bvdr – og ud røg den hvide tablet hurtigere end Lucky Luke ville kunne trække sin gun. Jeg spruttede og spyttede og smagen på min tunge var ualmindelig forfærdelig. Nøøøj, det var grumt. Sikke ægget og løbesissen morede sig! Hmm …

 

Det viste sig, at det var en vasketablet! Mod svedlugtende træningstøj! Ja ja da, men så fik jeg da løbet de 10 km med ualmindelig god og frisk ånde, meeeen … Jeg skal vist gå til Louie Nielsen!

”Kan man godt tø hindbær op på en stegepande?” ringede min ældste datter og spurgte om. ”Øhe, hvad laver du?” spurgte jeg lettere nervøs. ”Jeg er i gang med en overraskelse” svarede hun stolt.

 

Hun havde i skolen haft sin aller første lektion i hjemkundskab, og det var så spændende, at nu skulle resten af familien forkæles. ”Var det muligt, at du kunne vente en liiiile bitte smule med den overraskelse, til jeg kommer hjem? Og er i nærheden?”  … og evt. udstyret med en brandslukker … Det sidste mumlede jeg dog for mig selv. ”Du er jo ikke vant til at være alene i et køkken!”. Jeg var ærlig talt ikke helt tryg ved at lade min tomboy af en datter kaste sig over en alternativ optøning af bær.

 

Da jeg kom ind af døren, duftede der dog dejligt af kanel og ikke spor af brændt. Hun havde lavet de lækreste arme riddere til os og kakao pyntet med hindbær. Familien på fem bænkede sig alle forventningsfulde omkring bordet. Yummy!

 

Klodsmajoren af en mor, der ville være sjov, men endte med at være en kende upædagogisk, spurgte: ”Hov, der er kun fire arme riddere. Hvem er det, der ikke skal have en?” Den pre teenager ramte kok kikkede på mig, vendte en strejf af det hvide ud øjne og svarede: ”Dooh! Opskriften var kun til fire!”

Jeg sidder her på kontorpinden en fredag formiddag. Jeg tager telefonen, den ringer nemlig, og siger glad og kækt: ”TDC. Det er Mette Klitmøller”. Jeg kan med det samme godt høre, at der er et eller andet galt i den sætning, men før jeg når at få brikkerne på plads, siger manden fra Greve Kommune ”Øhe? … TDC?” Jeg begynder naturligvis at grine ”nåååå nej, jeg mener naturligvis KTS” … hold nu op! Jeg har naturligvis forhørt mig hos kollegerne om man er kandidat til at gå hjem, når man ikke kan huske, hvor man arbejder? De mener nej. Hmm …

 

Det minder mig om dengang, hvor jeg tog telefonen på Motorkontoret i Rødovre, hvor jeg var vikar. Mine kolleger kikkede mærkeligt på mig, da jeg ind i røret kvidrede: ”Haaallooo, det er hos en to tre!” Hvorfor? Hvad sker der dog oppe i hjernen siden, at man (læs: jeg) siger sådan noget vrøvl? Tsk …

 

Nyeste kommentarer

27.08 | 22:12

Velskrevet og hele tiden på "sporet"! Dejlig sober og yderst fængende fortælling, som passende kunne have overskrift såsom; "Tidligt fra - Sent hjem" ;-

...
24.06 | 14:32

Jeg er naturist på Lyngbo camping i Henne. Kan varmt anbefales, særdeles når man er i overgangs alderen som jeg😉

...
14.02 | 02:37

Den med uvejret 6/2 må jeg nok tage ansvaret for, dog var det høj sol her. Glæder mig til at læse mere om din fantastiske færd.

...
24.01 | 13:01

Man kan som almindelig arbejdsslave blive helt misundelig (Bortset fra man skal op i en mast). Her er alt vel😊. Nic har boret og hamret et stativ op😝🤗

...
Hej!
Prøv at lave din egen hjemmeside ligesom mig! Det er nemt, og du kan prøve det gratis
ANNONCE