Jeg sidder her på kontorpinden en fredag formiddag. Jeg tager telefonen, den ringer nemlig, og siger glad og kækt: ”TDC. Det er Mette Klitmøller”. Jeg kan med det samme godt høre, at der er et eller andet galt i den sætning, men før jeg når at få brikkerne på plads, siger manden fra Greve Kommune ”Øhe?
… TDC?” Jeg begynder naturligvis at grine ”nåååå nej, jeg mener naturligvis KTS”
… hold nu op! Jeg har naturligvis forhørt mig hos kollegerne om man er kandidat til at gå hjem, når man ikke kan huske, hvor man arbejder? De mener nej. Hmm …
Det
minder mig om dengang, hvor jeg tog telefonen på Motorkontoret i Rødovre, hvor jeg var vikar. Mine kolleger kikkede mærkeligt på mig, da jeg ind i røret kvidrede: ”Haaallooo,
det er hos en to tre!” Hvorfor? Hvad sker der dog oppe i hjernen siden, at man (læs: jeg) siger sådan noget vrøvl? Tsk …