Hawaii til Fransk Polynesien

Lørdag den 14.04.2018:

 

Det er lørdag aften. Jeg sidder på 2. sal i et fælles køkken på et vandrehjem. For mig selv. En måneklippet mand er dybt koncentreret ved at koge ris, og et par kvinder er vist blevet slemt inspireret af ham. Jeg selv har taget endnu en runde med baguette! Jeg skal på seriøs afvænning af tomme kulhydrater, når jeg kommer hjem!

 

Jeg tjekkede i eftermiddags ind lige i centrum af Papeete på Tahiti. På en seks personers sovesal for kvinder. Jeg er indtil videre den eneste, der er ankommet. Det er fedt at være førstevælger af seng. Jeg tog underkøjen med det grønne sengetøj. Er det barnligt? Hmm … Jeg skal være her til torsdag, og så er det ellers tid til bukke og bakke for denne gang. Det er da min allersidste dag i mit fire måneders eventyr. Uha. Det er gået stærkt. Eller … tiden går nu engang så stærkt, som tiden går, men følelsen! Wrooooom!

 

Jeg ankom fra Fakarava i går og tog en taxi direkte til Marina Taina. Jeg var inviteret til middag og en overnatning på skibet. Det var så fantastisk dejligt at se Miss Amalie og skipperparret igen. Jeg blev taget så varmt imod, at jeg blev helt rørt. Og sikke vi hyggede med at tale, grine og spise Skipper Kims selvfanget wahoo (makrelfisk). De to nye gaster virker super søde, og jeg ved, at de kommer til at få en fest ombord de næste tre måneder her i Fransk Polynesien. Jeg er vildt misundelig. Ærlig talt. Det var svært her til eftermiddag at kramme farvel. Især med Miss Amalie. Der var dømt fugtige øjne og et løfte om at holde kontakt.

 

Jeg kastede et sidste blik på båden, og hankede op i min tunge kuffert. Hvad gør for øvrigt en klog, når hun har 23,5 kg bagage, og hun kun må have 20 kg med hjem? Ja, for jeg ved det ikke. For jeg kan ikke undvære noget som helst af det, der er i den store sorte håndtaske! Mon man diskret kan smutte igennem lufthavnens metaldetektor iklædt en BCD vest? Af den slags man har på, når man dykker? Hmm … I min håndbagage vil jeg også være nødt til at have min våddragt og en regulator. For at mindske kilomassen i lastrummet! Om ikke andet er jeg da godt forberedt, hvis flyet skulle finde på at styrte i Stillehavet. En skam at jeg ikke må have mere bagage med, for jeg kommer vist til at mangle en flaske luft! Pyyyt, en mindre detalje …

 

”Where you go? You have car? Bus? Ohe no no. No bus Saturday!” De gebrokne ord kom fra en polynesier i en rusten pickup truck. På ladet sad hans teenager søn og en kammerat. Manden talte til mig. Han havde stoppet mig på min vej væk fra havnen. Slæbende på min tunge kuffert og våde øjne. Jeg må have set rimelig presset ud. Jeg havde forklaret ham, at jeg skam var på vej op på hovedvejen for at finde en bus. Han rystede på hovedet, og ud fra hans meget gebrokkent engelsk kunne jeg forstå, at det projekt kunne jeg godt glemme. Ingen busser en lørdag eftermiddag! Pokkers os! For at gøre en lang, men for mig, yderst rørende historie kort: Han bad mig sætte mig ind i sin pickup, og så kørte mig simpelthen de 8 km ind til vandrehjemmet! Er det ikke bare fantastisk? Tænk at en mand helt uopfordret på den måde tilbyder at hjælpe en fremmede kvinde. Det er godt nok god stil, og jeg tænker, at god karma må strømme hans vej. Tak til den gode mand. Tak for dig.

 

Mandag den 16. april 2018:

 

Så er jeg tilbage i køkkenet. Denne gang har jeg opgraderet menuen lidt. Jeg har to kartofler, en gulerod, et løg og to rå æg. Og smør! Uha, endelig ikke glemme smørret! Kan du gætte hvad for en gourmet middag, jeg skal have sat blus under?

 

Et par dage er gået med at tulle rundt her i Papeete. Ærlig talt … mellem os sagt … så …  ja, så småkeder jeg mig! Ikke meget, men lidt. Nok til at jeg er lidt frustreret over, at jeg kan finde på sådan noget pjat. At kede mig når nu jeg er så et fantastisk et sted. Tahiti! Hallooooo! T.A.H.I.T.I! Shame on you Mette. Men … jeg må bare konstatere, at jeg trivedes altså aller aller bedst med gode mennesker omkring mig. Nogle jeg vel at mærke kan tale, grine, hygge og opleve sammen med. Det giver mig energi. Og de sidste par uger har jeg været meget alene. Franskmænd og polynesiere tæller ikke med i dette regnskab, for de vil ikke ret gerne tale engelsk! Eller kan. Det samme gælder delfiner, hajer og de mange fisk! De nøjes også bare med at kikke og studere mig … tavst … Men måske er det dette, småkederiet, der skal til for, at jeg kan begynde at glæde mig over, at jeg kun har et par dage tilbage? Her i paradiset på den anden side af jorden. Er det det, den kreative hjerne udsætter mig for? Førstehjælp? At jeg skal dæleme ikke have det så edder fantastisk fedt, at jeg risikere at ”glemme”, at jeg skal hjem? Gøre mig mentalt klar? Aaaah … Så mange spørgsmål og nu går en prås op for mig! Rooolig nu Miss Brainy of mine! Jeg har forstået den lille leg med hjernemassen. Mig snører du ikke! Jeg glæder mig, oprigtigt, meget til at komme hjem til alle mine kære. Lad mig så for pokker få lov til at nyde de sidste par dage max! Taaak!

 

Nå, de forkogte grøntsager braser jo ikke sig selv, vel?

 

Tirsdag den 17.04.2018:

 

Jeg har nydt! Virkelig nydt! En super god dag lakker moden enden. Jeg har været ude at røre mig. En dejlig lang gåtur i over 30 grader gul sol med blå baggrund! Først 11 km nordpå for at se Point Venus, et fyrtårn, som Kaptajn Cook har bygget tilbage i 1769. Noget med noget observation af Venus og solen. Schyy ... spørg mig ikke! Jeg kikkede bare. Jeg gik en længere vej hjem, nemlig 14 km sydover – bare fordi jeg kom til … host … at gå en lille omvej … Og så skulle der efterfølgende handles ind til lidt mad. Det betød en tur østpå! Nord, syd, øst, vest – Mette kender som sædvanlig ej vejen bedst! Og gør man ikke det, ja, så … cathiiing: 28 km er tikket ind på røringskontoen! Og nu har jeg ømme fødder! Ja ja, lidt til jammerdalen skal der vel være? Det er heldigt, at det ikke er hænderne, jeg er øm i, for nu sidder jeg og nyder et glas rødvin! Det har jeg da fortjent, har jeg ikke?

 

Onsdag den 18.04.2018:

 

Jeg forelskede mig i går! Lige på stedet. Wauw! Bare lige sådan ”BANG!” Jeg har talt med kæresten om det. Det var jeg nødt til. Lige at få hans besyv med. Høre hvad han mente om det. Han spurgte mig, om jeg ikke mener, at jeg har riiigeligt? Om jeg har brug for mere? Det mener jeg nu nok, at jeg har. ”Det var kærlighed ved første blik, skatter!” Jeg kan altid bruge mere! Hvem kan ikke det? Og når nu det gør noget godt for en? Men … man kan jo desværre ikke altid få alt, hvad man peger på, sååå … jeg måtte vælge! Kjolen eller et dyk i dag? Kæresten mente, at en kjole kunne jeg altid købe, men et dyk i Tahiti var en éner! Ohe, han er satme så klog, den kæreste. Men han går jo heller ikke med kjoler, så hvad forstand har han? Okay. Fair nok. Jeg ved det jo godt. Han har ret! Så … jeg tog ud at dykke i dag. Og det var fint, en anelse fesent, men det var fint. Jeg er trods alt glad for, at jeg gjorde det. Flueben ved dyk på Tahiti. Jeg kommer formentlig aldrig tilbage hertil.

 

Jeg sidder dog stadigvæk her og drømmer om den lille lækre sag. Jeg er vist forelsket!

 

Torsdag den 19.04.2018:

 

I dag er min allersidste dag her i Eventyrland. Suk! Trist. Jaaaa. Øv. Jeg vil ikke. Jo, jeg vil. Det bliver godt. Eller. Jeg er forvirret. Men uagtet følelsen, der svinger som en yoyo på overarbejde, så skal jeg hjem. Og det bliver godt. Ærlig talt. Tror jeg … Dagen i dag skal gå med at suge den sidste polynesiske sol, nyde det moana blå hav, sende længselsfulde blikke over mod naboøen Moorea, kikke på de smukke og smilende polynesiere – og først på aftenen tager jeg i lufthavnen. Så venter der mig et otte timers flyvetur til Los Angeles. Jeg får dér ”lov” til at strække ben i syv timer før end jeg napper flyet direkte til København. 10 timer! Uj. Men jeg ved jo, at der venter mig noget super fantastisk, så den napper jeg i sive ben og øm rumpe! Jeg skal nemlig hjem til min kæreste, mine tre æg, svigeræg, venner og familie. Jeg skal hjem og nyde, og jeg skal hjem og lægge planer for mit næste eventyr. Jeg ved ikke endnu, hvor det skal gå hen, men det kommer helt klar til at ske. En dag. En ting ad gangen. Nu skal denne fantastiske tid lige bundfælde sig, og så giver jeg en dag ude i fremtiden drømmene gødning. Så må tiden vise sig hvilken en, der bliver til noget.

 

Mit mantra for mit liv: Hvis man vil noget, så er det sgu da bare at gøre det! Citat Mikkel Beha

Søndag ved frokosttid den 08.04.2018:

 

"Klik klok” siger det, når jeg nu her hen over frokost åbner min lille dåse tahitianske Hinano øl. ”Klik klok” – det er tid til omgang næringsløst fransk baguette med hjemmerørt tunsalat og en dejlig kold øl. Det skal nydes i selskab af havets brusen. Jeg kan både se og høre det her fra min terrasse hos den søde, ældre franske vært Jacques.

 

Jeg er på atollen Fakarava. Jeg ankom fredag eftermiddag fra Rangiroa. 40 minutter tog den lille flyvetur. Jeg skal være her til fredag. En hel uge på resterne af en vulkan. Jeg er blevet installeret i min helt egen bungalow. Så fornemt. Ingen husdyr på nær lidt myg og gekkoer, men til gengæld skal jeg passe godt på nødderne. Altså, dem i toppen af kokospalmerne! Èn af dem faldt hårdt til jorden i går. Lige ved siden af mig. De må da kunne slå et menneske ihjel, hvis man får sådan en lige ned i gokkeloggen? Hold da op et brag det gav. Wow.

 

Og i nat vågnede jeg ved en uhyggelig lyd. Der var pludselig en voldsom ”rutchen” på mit tag. ”Hvad var det?”. Uha! Jeg sov ellers trygt og godt inden i min kravlegård af et myggenet. I en bungalow af træpinde. Falsk tryghed, men jeg turde dæleme da ikke gå ud at se. Det var så her, at jeg godt kunne ha´ brugt en mandlig stafet! Her til morgen blev mysteriet opklaret: Det var et seks meter langt kokospalmeblad, der havde forladt stammen! Den havde taget sig en tur ned over mit lille hus for så at lægge sig til rette ved siden af kokosnødden! Ja ja, og man siger, at der ikke sker meget på disse atoller! Sludder!

 

Jeg har mødt et fantastisk sødt jævnaldrende par fra Norge. Jon og Linzi. De er simpelthen så søde. Vi taler meget om at det at dykke, og når vi er trætte af det emne, så taler vi om at rejse! Der er så meget at tale om. Og så er vi gode til at drikke Hinano øl! Og grine. Det er så fantastisk at grine. Så behøver man jo nærmest ikke den dersens kolde øl? Eller, den smager jo forfriskende godt, så … Jeg tager ski det hele: ”En øl med grin ad libitum, tak!”. Vi skal for øvrigt ud at dykke sammen i morgen.

 

Uha, man bliver da helt døsig af sådan en frokostbajer. Jeg må vist hellere studere det myggenet lidt indefra! ZzZZZZz …

 

Mandag 09.04.2018

 

Jamen altså … haaaalleluja og splitte mine bramsejl og tag da hatten af for en fantastisk formiddag! Jeg har været ude at dykke! Og sikke et par dyk! Wooooohoooooohooooo! Vi blev hentet klokken nul syv sharp af dykkercentret Dive Spirit. Vi havde alle tre booket et 2-tanks dyk på Nordpasset, hvor vi befinder os. Det var bare os sammen med Matias, den bedste undervandsguide til dato, ejeren af centret. Han høstede stor ros af os. Han minder mig sådan om BS Christiansen. Både af udseende og så er han så rolig. Hoooold nu op hvor det var et par fantastiske gode dyk. Først et strømdyk i Garuae Pass, hvor vi med strømmen gled gennem passet, alt mens vi så sindssyg mange hajer. Der var flest grå revhajer og så nogle enkelte sort- og hvidtippet hajer. De kredsede nysgerrigt rundt. Kikkede på os, og passede ellers bare deres. Og så har jeg da aldrig nogensinde før prøvet at dykke blandt SÅ mange fisk. Der var fisk over det hele. Gule, blå, grønne, plettede og stribede, store, små, lange, sjove, søde og bare fisk, fisk, fisk. Mange af dem spredt ud over her og der, og så var det andre, der var samlet i kæmpe stimer. Så imponerende. Et par gange undervejs hægtede vi os yderst forsigtigt med det aller yderste af fingerspidserne på en koral for at holde os fast – for bare at være der på bunden og nyde de mange dyr omkring os. Det var så flot, så fantastisk, så betagende, så … ja, jeg er så overvældet. Efter 47 minutters dyk, hvor jeg bl.a. var nede på 28 meter, så var det op i ribbåden og få hældt lidt varm te og kiks ind i solskinsfjæset.

 

En times tid efter væltede vi atter ned i det blå bassin. Denne gang var det et revdyk, som var lige så fantastisk som det forrige. Ikke nær så mange hajer, men de var der, og det samme var fiskene. Jeg så små hvidtippet revhaj babyer. De gemte sig under en koral. Nååå, de var søde. Ae ae! Stille og roligt bevægede vi os langs revet. Vejrtrækningen var helt afslappet. Jeg ”spiste” nærmest ingen luft. Det plejer jeg ellers at være god til. Ikke noget jeg som sådan skal være stolt af! Jeg har stadigvæk meget at lære under vand, men det kommer til mig. Det føles godt. Matias pegede undervejs på de forskellige arter og skrev på en lille tavle, hvad det var for en svømmekammerat.

 

Det var mit 50. dyk, dette dyk, og i ”jubilæumsgave” fik jeg den mest pragtfulde gave. Da vi afslutningsvis på dykket var på vores tre minutters sikkerhedsstop på fem meter dybt vand, ja, så kom der sagt suse mig en 15-20 delfiner svømmende skråt hen over hovederne på os! Vi var solgt. Nøøøøøøj. Vi sendte alle en tak til dykkerguderne!

 

Mine norske bonkammerater under vand rejser desværre hjemover, men jeg kan så glæde mig til, at spanske Matias endnu engang skal være min guide. Jeg bliver hentet i morgen tidlig. Så sejler vi i speedbåd de 60 km (en times tid) langs den flotte kyst. Vi skal til Sydpasset, til Tumakohua Pass, hvor vi skal dykke på The Wall of Sharks. Det glæder jeg mig vanvittigt til. Jabadabaduuuuu.

 

Hvem gad dog bare være i min våddragt lige nu, hva´? Mig! Mig! Mig!

 

Tirsdag 10.04.18:

 

Vil lykkerusen da ingen ende tage? Wauw. Jeg har i dag haft den mest fantastiske dag. Jeg har svømmet med hundrede af hajer! Og nej, jeg overdriver ikke! Jeg har ganske simpelt ligget på kanten af The Wall of Sharks og har beundret så mange grå revhajer. De svømmede lige forbi min næse, over mig, enkelte rundt om mig – og de var bare alle vegne. Stille og roligt og helt uden panik. Hajerne var også afslappet … Og jeg har set en lille manta ray. Min allerførste. Den kom svævende omkring 15-20 meter over mig, i overfladen. Wow! Så er der alle de mange fisk. Jamen altså. Det var som at være i et overfyldt saltvandsakvarium. Jeg havde en sjov oplevelse med en af fiskene. En triggerfish. Det var mens, jeg lå dér på bunden og talte hajer. Den var simpelthen så nysgerrig. Den blev ved og ved med at kredse rundt om mig, studerede mig oppe- og nedenfra, kikkede på mig med sine voldsomme store øjne. Det var en øjenkontakt, der ikke var til at tage fejl af! Det virkede som om, at den ville spørge mig om hvad pokker, jeg lavede der. ”Ohe … just hanging around, you know!!”

 

Først dyk sluttede af med at vi svømmede ind mod stranden, ind i en lille smuk bugt, hvor vi havde kastet anker. Det er var så fantastisk at komme længere og længere ind på lavere vand, og der stadigvæk var små hajer og store fisk, der svømmede rundt mellem os. Det var nu tid til et par timers pause før næste dyk. Der var to andre selskaber, der også havde slået sig ned i bountyland. Det ene hold, et snorkel team, grillede fisk og drak øl mens en spillede guitar og sang. Mit hold fik tilbudt vand og te! Den så ellers god ud den kolde øl, men det kan ikke hjælpe noget, når man skal dykke! Det er et absolut ”NO GO”, men vi hyggede alligevel, gjorde vi. Med at lytte til naboens polynesiske musik, drikke sød te, spise stegt fisk med kolde ris og ellers bare nyde synet af de små revhajer og de store napoleon humphead, der svømmede helt ind på det lave vand og rundt om benene på os. De nød godt af fiskerester, som en sød og smilende ældre fisker smed ud til dem. Han stod i vandkanten og rensede nyfangede fisk. Imens han gavmildt sendte varme tandløse smil til mig og resten af selskabet, dansede hans kone til musikken. En spontan indskydelse virkede det til. Det med dansen. De to emmede af livsglæde. Det var et fantastisk syn. Jeg selv var ved at poppe over af taknemmelig for, at jeg var så heldig at være en del af denne ubeskrivelige dejlige dag. En af dem til den mentale skattekiste.

 

Jeg skal være her til fredag, og de næste dage kommer til at gå med at slappe af. Det er så tiltrængt … og når jeg er færdig med det, så vil jeg læse i min bog, jeg vil cykle mig en lille tur, snorkel i det moana blå vand, muligvis tage mig en lur, få lidt sol på navlen og slappe lidt mere af. Fredag eftermiddag flyver jeg tilbage til Papeete på Tahiti. Jeg er inviteret til middag og en overnatning på skibet Gwendoline. Det bliver fantastisk hyggeligt at se Miss Amalie og skipperparret igen. Og ikke mindst hilse på de to nye gaster, der de næste tre måneder forhåbentlig får mindst en lige så fantastisk oplevelse om bord, som jeg har fået.

 

Jeg er en heldig papegøjefisk!

Mandag den 02.04.2018:

 

Det er godt nok mærkeligt. Sådan pludselig at være helt alene. Det har jeg ikke været i … tja … vel siden at jeg sidst i december tog flyet til Honolulu! Jeg var kun lige ankommet til vandrehjemmet på Waikiki Beach, da jeg rendte ind i schweiziske Anja. Så hang vi sammen som to europæiske ærtehalm den næste uges tid. Derefter var der tre måneders selskab på sejlskibet Gwendoline, og afslutningsvis 10 dage på øen Moorea sammen med de to andre gaster. Nu er det så bare mig. Solo mio. På en tom 6 personers sovesal. Eller, det er så løgn! Jeg er ikke helt alene. Jeg bor sammen med mindst tre fede kakerlakker! Urk! Den ene basse havde den frækhed at kravle ned i min kuffert! Føj! Men jeg fik den jaget op igen, og så skal jeg da ellers lige love for, at den fik klap i måsen og blev smidt på porten! Ud af min butik! Resten af opholdet forbliver mine tasker max forsejlet!

 

Men ja, her er jeg så. I et pensionat på den største atol i Fransk Polynesien. Med små 3.000 indbyggere. Pensionatet Chez Olga er placeret sådan lige midt på vejen. Seks km østpå ned ad vejen til den ene side, og små seks km vest til den anden side! Perfekt sted for sådan en orienteringsløs person som mig! Jeg blev i går eftermiddags hentet i den mikroskopiske lufthavn af værtinden. Jeg tror nok, at hun hedder Olga? Da hun havde franskkysset færdigt med sine atolvenner i lufthavnen, gik vi ud til bilen, og dér gik det op for mig, at det verbale sprog – det er ikke noget for hende og mig. Altså sammen! Jeg kan ikke et ord fransk, og hun kan vel fem ord på engelsk! Hun blev dog ihærdigt ved med interesseret at spørge mig: ”Dive? Tomorrow?”. Jeg blev lige så tålmodigt ved med at svare: ”I do not know yet. Maybe.” alt mens jeg prøvede at gestikulere et spørgsmålstegn. ”Dive? Tomorrow?” ”I do not know” – og sådan fortsatte denne yderst inspirerende ping pong på den to km korte køretur hjem til hendes pensionat, og hjem til mine sovekammerater! 

 

Næste hurdle var at forstå koden til wifi. Den krævede mit sved: pitorocky. Ja, jeg kan jo ikke tillade mig at klage, da det er mig, der besøger et fransktalende land. Det var mit problem at tolke Olgas forsøg på at sige bogstaverne. Men … vi kom i mål. Sejr! 

 

Næste sejr at vinde var så at finde noget aftensmad! Her bliver tidligt bulderravende mørkt, så da jeg ved godt 19 tiden prøvede at komme ind til naboen Café Obelix, ja, da kunne jeg ikke komme ud af porten. Jeg kunne bare ikke se hvad der var op eller ned på den. Jeg var lukket inde! Jeg gik til Olgas privatbolig, der ligger 30 meter fra min lille bygning, kaldte på hende og fik som respons fem gøende hunde omkring mig! Uha, de var store, hoppende og meget larmende! Det vrimler med hunde her på disse breddegrader. Endelig kom også Olga ud af huset – nu med bar mave! Hvis nu at jeg fortæller, at 75 % af den polynesiske befolkning er overvægtige, og at Olga er med i gruppen af meget svært overvægtige? Ja ja … bevares, hun var jo da ved at slappe af! Så godt ord igen. 

 

Nå, men jeg fandt ud af at komme ind til Mr. Obelix. Han hedder rent faktisk Charly og er fra Frankrig. Det står der i hvert fald i Lonely Planet! Han var godt nok stor ham Charly. Høj og med et massivt overskæg. Imponerende! Og hans engelske var som naboens; ”Steak? Fries? Steak medium? Sit!” Han gjorde sig ikke i menukort, så jeg måtte bare nikke og sætte mig forventningsfuldt ved et af de fem plasticbeklædte borde. Frit valg da jeg var eneste gæst. Endelig var min mad klar, og Mr. Overskæg havde ikke lovet for meget: Fritter og medium stegt bøf med fedt marmorering var hvad, jeg fik. Ingen salat, ingen dressing eller sovs. Bøf og pommes. Bon appetit! Jeg har ikke fået et fantastisk godt måltid mad siden, at jeg forlod Danmark, og det fik jeg så heller ikke den dag! 

 

Trods sprogbarriere, dårlig bøf og uønsket kryb i mit værelse, så har jeg det fantastisk godt. Hvem gider at være en surstråle, når man kan forblive glad i låget? Jeg skal bare tage et kik på det turkise hav! Polynesierne kalder farven for moana blue. Så smukt og dragende. Og palmerne ikke at forglemme. Jeg elsker palmer! Og så har jeg i dag været ude at blæse bobler! Med dykkerinstruktør Claudio fra Chile. Kun os to. Total luksus kun at være to på et formiddagsdyk! Det har jeg aldrig prøvet før! Jeg fik desværre ikke set delfiner eller hajer, kun en enkelt nysgerrig grå revhaj, men hooold da op et akvarium, jeg svømmede rundt i. Wauw! Jeg har allerede booket to dyk hos ham i morgen! Og så et mere på onsdag. Fire i alt. Herligt. Det er da luksus? Jamen altså! Der er dømt bobler både udenpå og indeni.

 

Tirsdag den 03.04.2018;

 

Okay, så kom dagen, hvor jeg kunne hakke endnu en ting af på min bucketlist! Den med at svømme med delfiner! Jabadabaduuuu – hold nu kaje! Jeg er glad. Simpelthen så glad og taknemmelig. Det var en helt utrolig fantastisk oplevelse. Jeg havde først et morgendyk sammen med instruktøren Claudio og to franskmænd. Det samme slags revdyk som i går. Det var super flot med alle de farvestrålende fisk, bevares, men ikke noget ekstra ordinært. Men, så kom eftermiddagsdykket. Her havde vi to franskmænd mere med, så nu var vi så seks i gummibåden, der skulle fragte os ud i det blå hav. Vi havde alle store forventninger til strømdykket. Eller, det formoder jeg. Jeg kan som sagt ikke fransk, og hvis man ikke kan tale fransk, ja, så kan man ikke være med til snik snak sammen med de andre fem i våddragter! Så må man tage sig til takke med briefingen! Men … heldigvis er sproget under vandet internationalt. 

 

Og ingen tvivl om at vi alle var vildt begejstret, da en delfin kom til syne i det voldsomme blå bassin og stille og roligt svømmede hen til os på 25 meters dybde. Lige så roligt kom den og hilste på. Gned sig nærmest op ad os. Knejsede med hovedet og sagde lyde. Tre af franskmændene aede den på maven. Svært at lade være når den vender sig om på ryggen som en legesyg hund. Den forsvandt efter nogle minutter ud af billedet for en stund, men kom så tilbage med en ven. Nu var de så to, der stille og roligt svømmede rundt mellem os. Den ene svømmede helt tæt på mig. Så tæt at jeg kunne røre ved den, men jeg gjorde det ikke! Jeg nøjedes med at ae med mine store glade øjne. Hold nu op hvor det var fedt. Og så skal jeg da heller ikke glemme at takke alle de sindssyge mange revhajer, der svømmede rundt neden under os. Oj oj oj! Tak.

Det var en stor eftermiddag for mig. Dette har jeg ventet på siden, at jeg tog mit certifikat i 2010. Jeg glæder mig til i morgen eftermiddag, hvor jeg kl. 16 har booket mig til et ”sundowner dive”. Jeg er lidt usikker på, hvad jeg egentlig har fået sagt ja til. Jeg ønskede bare endnu et strømdyk, og det var det, der blev tilbudt mig. Jeg håber inderligt ikke, at det når at blive for mørkt inden, at vi er færdige. Jeg har nemlig ikke så fantastisk meget lyst til at være i havet med alle de rovdyr, der rigger an til dinner transportable, når den store lampe slukkes … 

 

Jeg satser dog inderligt på at være i stand til at fortsætte min ”dagbog” i morgen … Ellers skal du vide, at jeg dør lykkeligt!

 

Onsdag den 04.04.18:

 

Juhuu, det er mig. Mette. Jeg er i live, men jeg er en anelse skuffet. Ja, ikke over at jeg stadigvæk selv kan trække vejret og har alle lemmer i behold – det er jeg faktisk temmelig glad for – men over dykket. Det var fuld af flotte farvestrålende fisk, men ærlig talt lidt tamt. Ingen store dyr til mig i dag, men til gengæld fik en ældre fransk kvinde sparket mig i hovedet. Hendes ben gik som en sprællemand på ecstasy! Men hun er sød, er hun. Hov, fik jeg nævnt, at det foregik under vandet? Ikke noget hun som sådan, formoder jeg, render rundt og gør på landjord! Sparker til danske kvinder. Hun har skam sagt pardon. Hun ankom her til formiddag sammen med sin søn. De bor i en bungalow over for mig. Jeg har stadigvæk seks senge for mig selv. Luksus! Sønnike er midt tyverne, freelance dykkerinstruktør og har et fedt job som noget tv-dokumentarist vedr. havet, og så bor han på Tahiti sammen med sin lægekæreste. Og så virker han utrolig sympatisk og er faktisk ret flot. Ja ja, nogen har bare alt! Og så har han en mor med spjæt i benene. Hun hedder Nathalie. De var søde at tale med, og spændende at høre lidt om Rangiroa, hvor han ofte kommer for at dykke. Jeg fik bl.a. at vide, at Miss Olga er atollens rigeste dame. Jeg havde nu godt lagt mærke til hendes FEM store trucks. Det må være fedt at have én til hver af ugens hverdage, når man sådan skal fræse frem og tilbage af den i alt 10 km lange vej. Den eneste vej vel at mærke … Hendes familie er håndværkere. De andre indbyggere lever af turisme, perlefarm, som købmænd og så er der en del, der fanger fisk, der i frossen tilstand en gang om ugen bliver sejlet til markedet i Papeete – og de unge mænd sejler ud til de små ubeboede øer og atoller for at hente kokosnødder. De bliver sendt samme vej: Papeete på Tahithi. Det var meget interessant at tale med mor og søn. Det er altid dejligt at møde folk, der gider hygge lidt sammen med mig. Mutter skal bare liiiige få styr på de franske frølår!

 

Nu ligger jeg så her i min seng, der er omkredset af et lyserødt myggenet, og med en stiv kuling fra en rusten blæser. Jeg leger prinsesse … Jeg ved ikke, om kakerlakkerne leger, men de har da i hvert fald fundet ud af, at min sko kan slå hårdt. De holder meget lav profil. Jeg siger tak! Selvom jeg er lidt æv bæv over det såkaldte ”solnedgangs dyk”, så skal det ikke rokke ved, at jeg har haft nogle mægtige dejlige dage her på Rangiroa. Her er så anderledes end hvor jeg ellers har været i verden, og jeg suger det til mig, for om alt alt for snart er det slut! Om sølle 14 dage er jeg på vej hjem til andedammen! Så er de fire måneders eventyr fortæret. Wauw. Men i dette øjeblik er jeg her. Lige her! Og jeg nyder det max. Jeg vil nyde Rangiroa til fredag eftermiddag før end turen går videre til en anden atol, Fakarava. Og så vil jeg nyde den, ligesom jeg har gjort med alt det andet, der er kommet min vej, og det samme med det, der kommer. 

 

Godnat fra prinsessen på eventyr

Øen Moorea 22.03.18 – 01.04.2018

 

Så sidder jeg i Papeete Lufthavn på Tahiti. Jeg har lige krammet Miss Amalie ”på gensyn”. Vi delte en taxi fra færgelejet i Papeete og her til lufthavnen. Hun er nu taget videre til lystbådehavnen Teteria. Det er godt nok mærkeligt at sige farvel til en skøn person, som man har tilbragt 3 intense måneder med. Hun er skøn, og trods det at hun er på alder med mine egne unger, så har vi godt nok hygget os, grinet, talt og oplevet sammen. Amalie er god til at komplimentere, og jeg har slugt det råt, når hun har fortalt mig, at jeg er den sejeste 48 årig, hun kender! Waue. Hvem vil ikke være sej? Og at jeg er hendes voksenven! Endnu mere fantastisk at få at vide. Tak sweetie, men Amalie – hvem skal nu kaste søde ord min vej? Vil du fluks komme tilbage! Hmm … nå, hun er allerede i gang med endnu tre måneders eventyr på skibet. Jeg ønsker hende alt det bedste.

 

Her er jeg så. I alt for god tid til mit fly, men så er det jo godt, at man kan spendere 260 polynesiske franc (16 kr.) på en lille, men lunken kop McDonald kaffe, slå sig ned ved et lettere træls vippebord og ellers bare kikke på mennesker og tænke tanker. Jeg tænker tilbage på ti fantastiske dage på øen Moorea.

 

Den oprindelige plan var ellers, at jeg efter endt sejlads på skibet Gwendoline skulle påbegynde min én måneders solo mini øhop her i Tahiti. Realiteten blev dog, at de to andre gaster tog med mig! Super hyggeligt. De skulle ellers begge have sejlet videre med skibet. Sarah afmønstrede dog otte måneder før tid og ville bare lige have lidt tid her i Fransk Polynesien før end hun flyver hjem den 10. april. Miss Amalie havde lige brug for en lille ferie fra ferien! Ja ja, det er ikke altid helt nemt at være på ferie. Det kan faktisk godt være hårdt. Ej, det er noget pjat, men det er et faktum, at man godt kan trænge til at se noget andet end et 15 meter langt skib. Bare lige i ti dage, og det var det Amalie gjorde. Nu er hun tilbage hos skipperparret og napper tre måneder mere her i fantastiske Fransk Polynesien. The lucky bastard.

 

Ergo stod vi alle tre for ti dage siden på kajen i Papeete. To af os med fuld oppakning og én med lidt badetøj og et par svømmefødder. Vi skulle med bilfærgen de godt 17 km over vandet til Moorea. Sarah var dog forinden kommet i kontakt med et engelsk sejlerpar, Julia og John, der tilbød os et lift derover. Wauw. Ja tak! Helt fantastiske skønne mennesker. Det var en super hyggelig sejlads, og vi nød det alle sammen. Også Julia og John. Det sagde de i hvert fald … Efter to-tre timer ankom vi til bugten med maverne fulde af Cola, croissanter – og skoldet hud (jeg glemte solcremen … Solen på disse breddegrader er i højeste gear). John sejlede os i sin selvbygget dingie ind til stranden ved siden af havnen og fik sørget for at den lokale havnefoged gav os et lift til den nærmeste taxiholdeplads. Så hjælpsomme mennesker. Jeg har på denne rejse mødt så mange hjælpsomme og søde mennesker.

 

Vi fandt en taxi. Her i Fransk Polynesien er der mange kvindelige taxichauffører. Det var også sådan én, vi fandt. En 70+ årig kvinde med knold i nakken og de mest varme øjne. Dem kunne vi dog ikke se til at starte med, da hun snorksov, da vi kom hen til bilen. Men jeg skal da love for, at hun hurtig vågnede, smilede og i et svuptag tog min 26 kg tunge kuffert og smed ind bag i bilen! Wow – superwoman! Jeg var dæleme imponeret. Hun kørte os de 15 km langs vandet hen til en meget smilende August på Pension Moti Iti. Her havde vi booket os en seng hver på en 15 personers blandet sovesal! Ja, det lyder lidt vildt, ikke? Det med sovesalen! Det var det også. Puha. Sengene stod så tætte, at man ikke kunne stå imellem! Hvilket vil sige, at man skulle ligge og dele natteånde med en fremmed mand og/eller kvinde lige gyldigt hvilken side, man vente sig til … Man kunne selvfølgelig vælge at ligge på ryggen natten lang? Lige en ”anelse” klemt! Og så var der ét toilet og bad til deling! ”Kære August, du har presset citronen liiige voldsomt nok!” De to andre nedlagde med det samme veto, men min mentale bankdame sagde, at dér kunne jeg da godt sove … det betyder da ikke noget … Men de to andre fik hos August forhandlet os til en rigtig god pris for os tre i en bungalow med havudsigt, eget bad, aircondition og køleskab. Tak piger. Det gjorde I dæleme godt. Vi boede fantastisk.

 

Her fra paradis gik vores verden så de næste ti dage. Jeg har gået og gået og gået lidt mere. Fire km var der til nærmeste købmand, og så fire hjem igen. Jeg skal hilse at sige, at jeg har svedt som en grissebasse! Men det skulle være sundt? Altså at gå? Jeg gik også, da jeg ville besøge en fransk kvinde, hvor jeg lavede min egen sarong, gik til et destilleri hvor jeg smagte bananjuice, og til Tropical Garden hvor jeg købte vaniljestænger – og da jeg for anden gang ville besøge skildpadde hospitalet 11 km ned af vejen! Engang imellem var vi heldige at få et lift. Bl.a. med en skolebus fuldt af klipklapklædte unger og en anden gang af en spisende kvinde, der kørte en lille, men tom turistbus. Hun sagde, at det var sådan man gjorde på Moorea. Tog blaffere med op at køre. Vi sagde ”merci”.

 

Jeg har også cyklet øen rundt: 60 km! Det var sindssygt hårdt i 30 plusgrader. Nøøøj den sol var nådesløs. Jeg har ikke tal på hvor mange palmetræer, jeg måtte søge ly under for at få hjernemassen til at køle lidt af! Men, det var en helt igennem smuk tur, så det var asen og masen værd. Man kunne måske godt foreslå ham cykeludlejeren at opgradere sin 21 gears mountainbike lidt? Mellem klinge virkede ikke, og den var tung at træde. Men det er vel så det, man betragter som skjult motion? Hmm …

 

Jeg har været ud at sejle i kajak. Pensionen havde kajakker til fri afbenyttelse, så vi tre qvins pakkede lidt strandgrej og snorkeludstyr og padlede de små to km til den nærmeste bountystrand. Amalie og jeg fulgtes senere på dagen tilbage, og det var noget af et syn. Vi havde modvind, og bølgerne skvulpede konstant ind over os. Saltvand i ansigterne og saltvand i kajakkerne. Hver vores taske var flere gange ved at flyde ud over kanten, så vi måtte jævnligt tømme kajakkerne for vand med vores pagajer! Ikke nemt! Vi skulle på et tidspunkt padle uden om Hiltons lækre stråtækte bungalows på pæle i vandet. Et ungt par i et af de aller yderste bungalow sad troligt og studerede os. Så gå da væk! Deres intense stirren på os gjorde, at vi skulle nok vise dem! At vi ikke var et par svage høns. Vi gav den ekstra gas med de pagajer. Mere end vi havde lyst og kræfter til. Mærkelig adfærd. Altså vores. Vi kunne da være ligeglade med dem, men … nu er jeg jo en sej 48 årig, sååå … jeg oppede mig, og vi kom hjem!

 

Miss Amalie og jeg var ude at dykke. Vi blev hentet af franske Marie, der tog os med hjem til sit dykkercenter Moorea Fun Dive. Her bor hun sammen med sin mand. Vi var syv dykkere og to instruktører. Det hele foregik så dejligt stille og roligt, så der var tid til at rigge sit grej til uden at stresse. Vi havde et fantastisk dejligt dyk. Der var en stor fed cironhaj, der nysgerrigt fulgte os hele dykket igennem. Vi var heldige at se sorttippet revhajer og en stor skildpadde. Plus en masse flotte fisk. Korallerne var der dog ikke megen fest over. Det var en super skøn oplevelse i et turkisfarvet vand.

 

Tiden på Moorea er fløjet af sted, og jeg har heldigvis kun lutter gode minder derfra. Gad vide om jeg kommer tilbage til det paradis en dag? Det må tiden vise. Verden er så stor, og jeg har set så lidt af den, men derfor kan man sagtens finde nogle favoritter, og Moorea er bestemt én af dem.

 

Apro pro tid! Kaffen er for længst drukket, og nu vil jeg se at få tjekket ind, så jeg kan komme med det lille fly til Rangiroa. Her skal jeg være i seks dage. Jeg skal dykke, snorkle og se på det turkise vand. Endnu et paradis venter på mig!

 

Jeg er vist selv en lucky bastard?

 

 

 

 

 

Torsdag 15.02.18 kl. 03.30 om morgenen:

 

Jeg har ankervagt nu her fra 03-06! Vi er i Kailua Bay på Big Island i Hawaii. Der begyndte i går eftermiddags at komme store og voldsomme bølger, så vi kan ikke helt stole på, at ankeret forbliver, hvor vi har smidt det. Så tre af os har fået tildelt tre timers vagter.

 

Jeg sidder her i cockpittet. Der er frit udsyn ind til en sovende turistby. De fire andre på skibet sover naturligvis også. Jeg drikker kaffe og nyder stilheden, kun afbrudt af bølgerne. Det er en mild nat, og bølgerne har heldigvis lagt sig lidt. Om et par timer, kl. 06.30, skal vi alle fem være klar skib, og så sejler vi 5 sømil vestpå efter diesel og fersk vand, og så er det ellers ud på det store åbne hav. Det er aloha til Hawaii og bonjour til Fransk Polynesien.

 

En måned senere: Lørdag 17.03.18:

 

I går eftermiddags kl. ca. 14, da blev der prikket hul i min lille boble, som jeg har levet i de seneste 29 dage! Ikke noget voldsomt bang, men blot et af dem, hvor luften stille og roligt siver ud af ballonen til man til sidst sidder helt slap og mør. Det er her, hvor jeg er nu: træt, mør, glad, taknemmelig og vigtigst af alt: jeg er i havn! Endelig! Jeg sidder her på dækket og nyder synet af liv inde på land. Jeg er i Tahiti.

 

29 dage har jeg været på havet! 29 fucking – pardon mit franske – lange dage ude på det store Stillehav. Kun et skib, fem mennesker, pokkers meget sol, saltvand og himmel og med et godt drys af mange sporadiske tanker. Man forestiller sig, at man må da sidde derude og vugge løs alt mens de stoooore dybsindige tanker rammer én som insekter på en bilrude, men nej! Man tænker over alt og ingenting, men mest ingenting. Og så har jeg tænkt og talt utroligt meget på mad alt mens jeg undervejs tabte mig. Nok mest muskelmasse, men jeg kan da se på tøjet, at lidt er væk. Altså fedtet!

 

Men nu sidder jeg som sagt her og nyder synet af fransktalende polynesiere og svajende palmetræer. Det har været en mærkelig tid. Som at være i en tidslomme, en boble. Tiden er gået hurtigt på en langsom måde. Den har været hård, sej, lang – men også fantastisk, sjov og lærerig. Det er faktisk ret svært at forklare. Da jeg i sin tid fortalte vennerne, at jeg bl.a. skulle sejle 14 dage i streg, så sagde de fleste naturligvis ”Nøøøj Mette. Det er altså mange dage at være ude på havet”. Og jeg kunne kun give dem ret, men jeg tænkte, at den klarer jeg. Da jeg så kom til Hawaii, fortalte skipperparret, at erfaringen havde lært dem, at man kan ikke sejle fra Hawaii til Fransk Polynesien på 14 dage, men at vi skulle afsætte 20-25!.Uha! Okay, og hvad siger man så til det? Andet end at sådan er det jo så altså bare.

 

Vi sejlede af sted en torsdag eftermiddag i silende regnvejr! Kursen var sat mod Marquesas Øerne. 1.800 sømil i fugleflugtslinje. Det første døgns tid sejlede vi for motor. Det var også inden for den periode, at vi tre gaster blev ramt af søsyge. Den hyggede jeg mig så med de næste 7-10 dage før end jeg som den sidste endelig fik mine søben. Det var ikke søsyge af den slags, hvor man brækker sig. Eller, der var da lige en enkelt Nutellamad, der stak af fra mig, men ellers var det hvor man mest kan sammenligne det med voldsomme tømmermænd! Nøøøj jeg havde det skidt. Forøget mundvand, kvalme, snurren i maven, tung i hovedet, ekstrem energiforladt og så har jeg aldrig i mit liv før slået så mange småbøvser! Hvilket jo indikere at noget ikke er helt okay i kroppen! Jeg sov over halvdelen af døgnet væk. Bogstavelig talt! Og når jeg var vågen, så slog jeg mig! Vi har alle mand slået os HVER eneste dag. Vi var som fem overmodne bananer med de mange brune pletter på arme, ben, lænd, albuer osv. Men livet skulle jo leves, og pligter passes. Så jeg stod troligt op hver morgen 29 dage i træk for at passe min vagt fra 07-11.30.

 

Men lad mig fortælle om en typisk dag, hvor søsygen som sagt i starten var med som ubuden gæst:

 

Jeg vågnede omkring kl. 06 hver morgen. Solen stod op i bagbordsside, hvor jeg sov. Flot syn! Så snart jeg vågnede, begyndte jeg at svede helt vildt. Det giver sig selv, at alle vinduer og topluger under sejlads var lukket, så luften nede i kahytterne, toilettet, køkkenet og salonen var forfærdeligt! Ækel klam lugt og fæl varme, der undervejs har udviklet sig til svamp! Puha! Det hjalp jo så ligesom heller ikke på den dersens søsyge. Og kroppen var stiv, og min lænd brændte, for jeg kunne kun ligge på én måde, og det var på ryggen med min højre skuldre i spænd op af overkøjens øvre sengekant, og med mit højre knæ i spænd i benenden. Hvis jeg ikke lå sådan, jamen, så ville jeg ganske simpelt trille ud af sengen! 11-12 timer i den stilling slipper man ikke nådigt fra, og jeg var ved at udvikle tryksår på mit højre knæ indtil jeg fandt på at lægge et tæppe imellem! Mellem skulder og trævæg havde jeg en halv hovedpude, hvilket også drillede min nakke. Ohe ak og ve!

 

Når jeg havde slået mine øjne op, tvang jeg mig selv til at tænke gode tanker, mens jeg med min nye bedste ven, en lille elektrisk vifte, forsøgte at holde de største sveddråber væk fra min krop. Det var ikke længe, at jeg kunne forblive i sengen. Føj det var grumt! Vi krængede 28 dage ud af de 29 til styrbordsside, så når jeg ville ud af overkøjen, skulle jeg være yderst forsigtig. For det var min side af skibet, der var ”oppe”, og den anden der var meget tæt på vand. Til trods for at jeg med min stive krop satte højre fod på dørkarmen og forsigtig den venstre i underkøjen – uden at træde på Miss Amalie – for at komme ned på gulvet, så endte jeg alligevel hver morgen med at blive kastet ind i dørkarmen, når skibet lige krængede til den anden side! Så var dagen i det omsejlende hurlumhejhus ligesom i gang! Av for pokker! Et af dagens mange indre eder. Derefter forsatte udfordringerne ude på gangen, hvor jeg så kunne bruge lidt energi (læs: endnu mere sved) på at komme til toiletdøren, og endnu mere på at lukke den igen uden at komme alt for meget til skade i det lille private rum. Og så kom det sjove: at få sine bukser af sin nu voldsomme svedige krop med kun én hånd, mens man med den anden krampagtigt holdt fast i dørkarmen. Det gik ikke hver gang lige godt. Nej, jeg tissede da ikke i bukserne, men jeg slog mig! Og så skulle de fordømte bukser jo på igen! Puha! Og bisserne børstes, og det svedige hår op i en hestehale. Så meget at gøre … Endelig færdig med det projekt og så ellers op på dæk. Op til luft. Og det kunne kun gå for langsomt.

 

Jeg overtog hver morgen vagten efter skipper. Det var hyggeligt, også de dage med søsyge. Vi har godt nok brugt mange timer på at sniksnakke. Og han har hentet mange morgenmadsmåltider til mig, bare fordi jeg ikke evnede at komme ned i det varme køkken. Jeg ville hellere undvære mad og drikke end at skulle derned! Så Kim hentede cornflakes med langtidsholdbart mælk, smurte Nutellamadder og tilbød kaffe (hvilket jeg kun har drukket en fem-seks kopper af på denne tur). Hver morgen de første mange dage. Efter tiende dagen kunne jeg dog heldigvis selv klare mig.

 

Kl. ca. 11.30 var min vagt slut, og så ville jeg gå ned og tage mig en lur. Det var absolut ingen fornøjelse at være nede i den klamme kahyt, men min krop var presset og træt, så det gjaldt om at falde hurtigt i søvn. Efter en time eller to kunne jeg gentage ”succesen” med at komme ud af sengen og op til de andre. Op for at få luft, køle af, bøvse, hyggesnakke, se på havet og skyformationer, tælle havfugle og flyvefisk, fange Mahi-Mahi, tale om mad og livet derhjemme – og så ville det være tid til endnu en lur ... Omkring kl. 17.30 ville vi hjælpe Lene med at lave lidt aftensmad og efterfølgende vaske op – og så i seng for mit vedkommende!  Det vil sige kl. ca. 20! I starten tog skipperparret sig suverænt af maden plus opvasken, men i takt med at vi andre også fik søben, så blev det primært os, der tog sig af det. Det med at læse en bog eller skrive blev jeg aldrig klar til.

 

Jeg har brugt mange vågne timer på at glo ud på det hav. Jo mere søsygen fordampede, jo mindre sov jeg i løbet af dagen. Så sad jeg jo bare dér og kikkede ud i det blå. Pludselig kunne der være gået et par timer, hvor tankerne ofte havde været så ekstreme dybe som til, at jeg viiiirkelig trængte til at få vasket mit saltvandramte hår, at jeg var træt af pasta og blød mad, at jeg burde drikke noget mere watermakervand, og oj der var godt nok langt ned til havbunden (5 km). Og så var der alle de dejlige tanker om mine kære derhjemme. At jeg håbede, at de havde det godt. Et par gange kom den grumme tanke: ”Hvis der sker mine børn noget, så kan jeg ikke komme hjem til dem!” Og så snart den tanke kom, så skød jeg den fra mig med uforklarlig energi. Det kunne ikke hjælpe noget at gå ned af den sti! Væk med den tanke! Og det formåede jeg virkelig. Så sad jeg atter og tænkte på, at jeg virkelig godt kunne spise et rødt saftigt æble, at jeg burde klippe negle og købe mig en ny bikini! En dag så jeg en skyformation, der lignede min mor. Ja, det er måske en anelse kuk-kuk, men jeg så hvad jeg så. Hun smilede til mig med det dejlige smil, jeg husker, at hun havde. Jeg blev simpelthen så glad og rørt. Hun var med mig.

 

Vi krydsede på 17. dagen ækvator, og så skulle vi gaster døbes. Vi fik selv lov til at vælge vores navn. På selve dagen var vandet fladt, solen stod lige ned i skallen på os, og mens et gaffatape passede på en banner med teksten ”Celebrate” oppe på storsejlet, hørte vi Lis Sørensen synge ”tæt på ækvator”. Vi blev en efter en smasket ind i grøn glasur og fik iskoldt vand ned over håret. Bagefter hørte vi mere musik af Shubidua og Gasolin, mens vi nød en Pepsi. Det var en god dag.

 

Èn ting jeg har skulle praktisere på denne tur, og som jeg helt ublu selv synes, at jeg mestrede ganske godt, er evnen til at sige ”pyt”. Pyt til søsygen, på med smilet, joke med det, ikke hænge med mulen. Pyt til at de første mange dage var et skodvejr med mange skybrud og med at man fra tid til anden fik voldsomme saltvandssprøjt i fjæset. Pyt med at der lugtede og var fælt varmt, at jeg hver dag fik nye blå mærker til samlingen og pyt med at hjernen ofte kogte pga. voldsom sol og begyndende solstik – og endnu mere vigtigt: pyt med at vinden på nærmest intet tidspunkt var med os. For det gjorde, at vi ikke kunne sejle til Marquesas Øerne, hvor vi skulle have været til! Hvor jeg skulle have leget turist, afmønstre og efterfølgende flyve videre til Tahiti. Pludselig var skipper i tvivl om vi overhovedet kunne komme til Tahiti! Måske måtte vi sejle mere vestpå til Selskabsøerne, og skrækscenariet: da han blev i tvivl om vi overhovedet kunne komme til en ø, men måske ville ende på en øde atol, hvor vi i værste fald kunne risikere at skulle vente i ugevis på forsyninger (diesel for vores vedkommende). ”Pyt med det skipper … host … Bare vi kommer i land”. Men jeg mente det virkelig. Aldrig har jeg evnet at være så meget i nuet, som jeg har været på denne sejltur. Jeg fattede ret hurtigt, at det hjalp jo ikke en prutfis, hvis jeg gik mentalt ned hver gang, at skipper kom med en dårlig nyhed. Jeg måtte stole på, at han vidste, hvad han gjorde. Og sådan var det; Pyt! Men ja, glæden var da voldsom stor, da det endelige resultat blev, at vi tankede diesel på selskabsøen Raiteia og tog de sidste små 30 timer for motor til Tahiti.

 

Og nu er vi tilbage i civilisationen. 2400 sømil (ca. 4300 km) og 29 dage senere. Det er edder skønt at have talt med sine kære, at få et bad, spise det røde æble og i dag har vi sågar flottet os med en bøf og salat! Jamen … det er så fantastisk godt. Nu er udfordringen så at holde fast i de gode tanker og sunde adfærd, som gjorde at det faktisk er endt op med for mig at have været en super fantastisk tur! Jeg gør det gerne igen … altså ikke lige i dag … men snart … engang ude i fremtiden. Nu vil jeg nyde mine sidste dage her på båden, og på torsdag er det efter 12 uger slut med at lege gast. Så vinker jeg farvel til mine fire sørøvervenner, hanker op i min taske og forud skal nydes en måned som øhoppende landkrappe her i Fransk Polynesien. Mere om det senere.

 

Det sidste skip o høj fra gasten

 

 

 

 

 

Nyeste kommentarer

14.02 | 02:37

Den med uvejret 6/2 må jeg nok tage ansvaret for, dog var det høj sol her. Glæder mig til at læse mere om din fantastiske færd.

...
24.01 | 13:01

Man kan som almindelig arbejdsslave blive helt misundelig (Bortset fra man skal op i en mast). Her er alt vel😊. Nic har boret og hamret et stativ op😝🤗

...
12.01 | 11:10

Du har jo allerede været i skarp træning hos Charlie omkring at gøre helt almindelige hverdagsting på en meget bestemt måde. Det bør du hurtigt vænne dig til.

...
06.01 | 14:10

Uh, det er da spændende, det du oplever. Glæder mig til næste Update ☀️☀️

...
Hej!
Prøv at lave din egen hjemmeside ligesom mig! Det er nemt, og du kan prøve det gratis
ANNONCE