Hawaii til Fransk Polynesien

En tom bøjlestang

Torsdag den 30. november 2017:

 

Jeg gik i går i gang med at pakke mine personlige ting ned. Min eksmand skal bo i min lejlighed fra fredag den 1. december og frem til slut april. Sammen med vores yngste søn. Det er så godt 13 år siden, at vi sidst har skullet være fælles om andet end vores tre børn ... Nu skal han sove i min seng! Altså uden mig vel at mærke!

 

Det var en pudsig følelse. Altså det at pakke. Jeg pakkede det tøj og krimskrams, jeg formoder, at jeg skal have med på rejsen. Og pakkede det tøj jeg skal have med hjem til kæresten, hvor jeg crasher frem til min afrejse 3. juledag – og resten kom ned i kælderen. Det samme med mine sko. Mine dyner og puder er fordelt i sække, og så er der sække med mine privatmapper. De er også nede i kælderen nu. Så nu hænger der fire skjorter på en meget tom bøjlestang. Det ser umådelig trist ud, plus der rundt omkring mig står tasker med de ting, jeg skal bruge det næste lille halve års tid. Nips, malerier, billeder, planter og den slags hyggeting er der dog stadigvæk. Og spisebord, stole, krus og peberkværn. Der har jeg intet fjernet.

 

Jeg har det sådan lidt trist. Svært at forklare. Jeg har brugt lidt krudt på at tænke over hvorfor. For jeg glæææder mig til at skulle ud at rejse. Klart at jeg gør. Vanvittigt meget endda! Og jeg har det helt fint med at skulle bo hos kæresten i tre uger, det bliver super hyggeligt. Jeg tror bare, at nu var der kommet fuldstændig styr på min nye lejlighed, som jeg kun har haft siden februar måned, og som jeg er så glad for – mit dejlige åndehul – og nu ligner den løgn! Og en anden skal bo der! Men jeg tror og håber, at når jeg får hængt mine fire skorter op hos min elskling, sat min el tandbørste til ladning og stablet mine røvballetrusser, så bliver alt godt igen. Men jeg har det dæleme mærkeligt. Ærlig talt.


Det er heldigvis fuldstændig selvvalgt. Ikke følelsen, muurraaaah, men at jeg forlader mit hjem for en stund. Jeg må huske mig selv på, at om under en måned, så samler jeg på solskin på Waikiki Beach i Honolulu, og så er det fuuuldstændig ligegyldigt med den tomme bøjlestang.

 

Lørdag den 2. december 2017;

 

Jeg er nu landet hos kæresten. Tandbørsten snurrer lystigt, og tøjet har fundet sig en plads i klædeskabet. Jeg har det godt. Rigtig godt endda. Jeg er super glad, tilfreds og alt er godt.

 

Min livskloge bio-far Stig skrev til mig – som svar på min reaktion over en tom bøjlestang:

 

”Det er i grunden meget interessant, det du fortæller om din situation. Vi mennesker er sammensatte. Vi (måske endda især nysgerrige og progressive sjæle som os) vil noget nyt, men vi har jo også stærke elementer i os, der tragter efter forudsigelighed, og derfor er det altid med blandede følelser, at vi bryder ud og bryder op. Forventningen og spændingen trækker stærkt, men inde i os er der en del, der har det godt med det vante, det trygge og helt forudsigelige. Jeg kender fornemmelsen fra alle de gange, jeg har kastet mig ud i noget ukendt.

 

Det er vel i virkeligheden fordi, at vi lever i nuet, og det er da en styrke.

 

Når du ser Honolulu forsvinde i horisonten mens dit fremtidige hjem, skibet, med fulde sejl står ud på eventyr, så lever du fuldt ud.

 

Og så har du jo den rare fornemmelse med, at når det eventyr tager slut, så er det lige så rart at vende hjem – og du har en masse at vende hjem til.

 

Livet er dejligt, og det allerbedste er at leve et liv, hvor vi har valg – og kan gøre det, vi drømmer om ind imellem.”

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...
Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

14.02 | 02:37

Den med uvejret 6/2 må jeg nok tage ansvaret for, dog var det høj sol her. Glæder mig til at læse mere om din fantastiske færd.

...
24.01 | 13:01

Man kan som almindelig arbejdsslave blive helt misundelig (Bortset fra man skal op i en mast). Her er alt vel😊. Nic har boret og hamret et stativ op😝🤗

...
12.01 | 11:10

Du har jo allerede været i skarp træning hos Charlie omkring at gøre helt almindelige hverdagsting på en meget bestemt måde. Det bør du hurtigt vænne dig til.

...
06.01 | 14:10

Uh, det er da spændende, det du oplever. Glæder mig til næste Update ☀️☀️

...
Du kan lide denne side
Hej!
Prøv at lave din egen hjemmeside ligesom mig! Det er nemt, og du kan prøve det gratis
ANNONCE