Hawaii til Fransk Polynesien

Skibet er ladet med ...

Fredag den 19.01.18:

 

Faaarvel og hej igen!

 

Vi stod op kl. alt for tidligt for at være klar til afgang kl. 07.30. Endelig skulle vi ud at sejle. Nuuuj, hvor jeg havde glædet mig til denne dag. Vi skulle først tanke diesel, og derefter ville kursen blive sat mod øen Molokai. Jeg gav den søde havnefoged Robby et farvelkram, vinkede til de andre på kajen og tog mentalt afsked med Waikiki Beach og omegn. Jeg havde haft 3½ helt fantastiske uger på øen Oahu, men nu var jeg klar til nye eventyrer. ”See ya Honolulu. Mahalo for denne gang. Tak”.

 

”Aloha Honoluluu!” Vi måtte vende om efter tankningen! Der var for meget vind. Op til 15 sekundmeter. Øv os! Men sådan er gamet jo på et skib. Vind og vejr har magt. Så vi nappede endnu en dag og nat i Hawaii Yatch Club.

 

Lørdag den 20.01.18:

 

Havgal

 

Kl. 08.30 kastede vi fortøjningerne, og nu skulle den være god nok. Afsted mod Molokai. Vi blev af skipperparret anbefalet at tage hver en søsygetablet, men to af os gaster var rimelig afklaret. Det havde vi ikke brug for. Splitte mine bramsejl – lad os da bare komme af sted!

 

Stor fejl! Stoooor!

 

Efter et par timers sejlads, hvor vi vuggede godt, da skulle jeg tisse. Jeg havde da nydt at sidde ude foran sammen med de tre andre gaster. Solen skinnede, og bølgerne var store. Det var som en lille rutchebane. Weeheee, det kildede så sjovt i maven. Livet er en herlig ting. Men nu skulle jeg altså for mig selv. Så jeg fik bakset mig fra stævnen og frem til styrehuset, hvor jeg klikkede mig af jackstayet, som er en sikkerhedsline. Den er vi klikket fast til under hver en sejlads. Oj hvor skibet vuggede vildt, når man sådan stod oprejst. Jeg blev temmelig udfordret på balanceevnen. Men jeg kom ned til toilettet, hvor jeg havde en krig med at få lukket døren ordentlig i. Den sprang hele tiden op – modsat hvad jeg ønskede. Jeg nåede at få klemt min finger, av, og det var godt nok heller ingen let sat at få redningsvesten krænget af. Jeg var begyndt at svede. Puuh! Hvor svært kan det være?

 

Nå, men missionen for besøget blev vel udført, kan jeg berette, og jeg fik bukserne bakset op igen. Det kostede kun et par albuestød ind i væggen, hver gang skibet krængede til siderne. Mit hoved kyssede døren! Av! Og jeg svedte. Jeg måtte ud derfra, men … jeg havde det pludselig dårligt. Jeg måtte liiiige brække mig. Bare lidt. Bvdr! Oj, det var mærkeligt. Jeg havde ikke været dårlig før nu. Det kom så pludseligt. Jeg var temmelig forvirret alt mens jeg stod som en anden væltedukke på det lille toilet. Jeg prøvede at nette mig, og kom endelig ud, lukket døren og fandt svedende min kahyt. Jeg måtte nok hellere lige hvile mig lidt. Få ro på maven.

 

Jeg havde ligget to minutter i min overkøje, da jeg måtte ofre morgenmaden i en zip-lock pose. Men den evnede jeg ikke at bruge. Altså lukningen. Føj. Jeg måtte fluks tilbage til toilettet. Jammer! Hold da kaje en gigantisk opgave det blev for mig at få den pose med to skiver brød og langtidsholdbart ost frem til kummen – UDEN at spilde. Det lykkedes. Men for filan hvor jeg var dårlig. Jeg har ingen tidsfornemmelse, men jeg vil tro, at jeg sad ud på det toilet et par timer – i spænd med den ene fod på dørtrinet, venstre arm op ad væggen og højre hånd holdte fast i vasken. Skibet var voldsomt livlig. Det blæste da omkring 15 sekundmeter. Jeg kastede galde op i stride strømme. Og jeg svedte, som jeg aldrig nogensinde har svedt før. Det tapdryppede af mig. Min krop var max presset. Sikke en elendighed. ”Moar, jeg vil hjem”.

 

Endelig kom det tidspunkt i mit liv, hvor jeg følte, at jeg kunne bevæge mig ud af det toilet. Jeg væltede ned ad gangen og ind i min kahyt. Her måtte jeg smide alt mit drivvåde tøj før end jeg lagde mig i sengen – og alt jeg magtede var at tage et lille bitte håndklæde over mig. Ynkeligt syn! Her lå jeg så og rullede rundt i sengen et par timer. Jeg hørte nogle på et tidspunkt råbe ”pukkelhvaler”, og jeg steg ud af sengen for at være med – men det blev så atter toilettet, der fik besøg. Gud ske tak og lov at det kun var den ene ende af mig, jeg skulle belemres med …

 

8 timer efter vi havde forladt havnen, og 6 timer inde i mit udrensningsprojekt, da blev der kastet anker i en lille bugt ved Molokai, Lono Harbour. En gammel forladt industrihavn. Jeg var da så frisk, at jeg atter kunne stige ud af sengen. Og det gik. Jeg var noget så lettet. Hilste glad på de andre, smilte sammenhøring til den anden gast, der også havde været syg. Jeg var så frisk, at jeg blev helt glad over at se, at vi skulle have noget at spise.

 

Så begik jeg fejl nummer to: jeg tog fluks en søsygepille! Men jeg kan bare ikke tåle at spise piller på tom mave! Og den var meget tom! Der gik lige nøjagtigt en halv times tid fra jeg havde spist min pille, og til pastasalaten var onduleret – og så til at jeg atter kunne ofre til fiskene! Satans os! Men så var jeg også frisk igen. Sulten, bevares, men ikke mere madspytteri fra min side den dag!

 

Således begyndte sejlereventyret for mig, landkrabben Mette, der blev havgal. Altid huske aldrig at glemme at jeg skal høre efter hvad de erfarne siger!

 

Mandag den 22.01.2018;

 

To søndage på en uge

 

Kender du de dersens søndage, hvor man har absolut nada planer? Hvor dagen går med at sove længe, stå op, strække sig, børste sine tænder, spise noget mad, tulle lidt rundt, rode i skabene efter noget lækkert at spise, drikke dagens ottende kopper kaffe, lægge sig på sofaen, zappe lidt dårligt TV, blunde, spise, zappe videre og pludselig er det sengetid? Det er ikke sådan helt optimalt brug af sin liv, vel? Sådanne dage har jeg haft nu et par dage …

 

Vi ankom til øen Molokai lørdag sidst på eftermiddagen. Jeg var som sagt ikke heeelt på toppen ved ankomsten, men det blev jeg. Heldigvis. Vi nød alle seks at være fremme, spottede en havskildpadde, spiste en lille Nutella mad, beundrede stjernehimlen og gik ellers tidligt i seng. Vi kunne drømme om morgendagens dykning. Som alle andre aftener lå jeg og læste lidt i selskab med en pandelampe.

 

Søndag sov vi alle længe, og efter endt morgenmad riggede Kaptajnen dingien til. Vi ville ind til land, Haleolono Point, og gå os en tur. Som sagt så gjort, men det viste sig, at vi har lagt til et riiimeligt goldt sted. Vejen vi gik ad var en jord/grusvej, og den førte bare ind i landet. Og det var varmt. Det mindede meget som Sydspanien. Vi gik, og vi gik. Lene og Kim gav først op. Men vi fire andre sjoskede godt derudad. En halv times tid efter vendte også vi snuden om. Skuffelse. Absolut ingenting at se. Tilbage til skibet, hvor vi så fik frokost kl. 15.

 

Derefter: Fri leg! Planen var ellers, at vi skulle dykke, snorkle og fange fisk, men her er for meget vind, så der er absolut ingen sigtbarhed! Så … vi sover længe, strækker os, børster vores tænder, spiser noget mad, soler os, men ser dog absolut ikke noget som helst TV. Vi læser bøger, hører podcast og holder udkik efter havskildpadder og hvaler. Det samme i dag.

 

Jeg har aldrig sovet så meget før: 8-10 timer hver nat. Det er skønt, absolut, men det allermest skønne er at vågne op til en ny smuk dag helt af sig selv. Ingen alarm der vækker en brat. Der kan dog være støj fra generatoren, men den skal jeg ikke tage mig af. Med mindre det er min maddag! Jeg sover i overkøjen, og hele natten har jeg koøjet åbent, og det er så fantastisk at ligge dér og vugge alt mens jeg får frisk vind ind i ansigtet. Jeg vågnede på et tidspunkt i nat, hvor jeg lå og så ud på stjernerne. Fantastisk.

 

Meeen … mellem os sagt, så er det jo ærlig talt liiiidt kedeligt at være her i bugten. Men humøret er højt, og vi hygger. Forhåbentlig arter vejret sig, og vi i morgen kan komme videre og kaste anker et andet sted her på øen.

 

Men nu vil jeg gå på udkik efter nogle peanuts, jeg har gemt i mit skab …

 

Tirsdag den 23.01.18:

 

Sæt en finger på spil!

 

Når nu man er fanget i en bugt, så må man jo selv sørge for at der sker noget, der kan gøre dagen ohe så spændende. Men nogle gange kan den også blive liiiige spændende nok. Sådan en dag havde vi i dag!

 

Vi skulle endelig lette anker. Det har flere af os letmatroser jo ikke prøvet før. Vi fik forklaret hvordan og hvorledes. Kim ville stå i styrehuset, Lene skulle styre ankeret, en af gasterne skulle tage sig af tovværket, der var hæftet mellem en pullert og ankerkæden, og en anden skulle så med en stang med en krog for enden hjælpe kæden med at lægge sig korrekt nede i ankerhuset. De sidst to af os gaster havde i denne omgang kikke-rollen.

 

Det gik så galt med at holde tovværket, så det kom i klemme under selve ankerkæden på kædeudløbet, så kæden sprang af! Og satte sig fast mellem udløbet og det ene ben af prædikestolen. Det havde skipperparret aldrig oplevet før! Humøret var ikke helt højt hos kaptajnen! Men, den skulle jo fri igen, så stærke Mikkelgast fra Randers fik til rolle at skulle være den, der skulle lirke kæden fri og løfte den op fra revnen – og tilbage på udløbet. Imens skulle en anden gast lette på kæden, så Mikkel havde noget at arbejde med. Mikkel kæmpede bravt, men den sad fast kæden, og den var bare tung. Han råbte, at han ikke kunne holde den længere, og idet han ville slippe sit tag i kæden, gik noget galt, så han fik sin finger i klemme! Og den sad fast! Der er altså et 28 ton tung skib, der trækker i den ankerkæde. Hold da kaje han jamrede skrækslagent, og vi andre med. Heldigvis fik han den på mirakuløs fri. Han slap fantastisk nødigt. Han mister muligvis en negl på langemanden, men det kunne lige så godt have været hele fingeren! Det var ærlig talt en grum oplevelse, der rystede os alle.

 

Det lykkedes Kim at få kæden op, og det blev så mig, der kom i ankerhuset. Så så man mig iført klipklapper og pandelampe stå der i den lille bitte rustne rum og med jernstangen guide kæden på plads. Det vejer godt til sådan en kæde! Men vi kom af sted – hej hej Molokai – for så at vende om igen efter en halv times sejlads mod øst. Det var blæst for meget op. 17 sekundmeter! Ak ja, så har man endelig spist TO søsygetabletter –og så for ingen verdens nytte! Muurrrrrrrah

 

Nå, men jeg har da vundet mig et glas rødvin! Jeg forslog skipperparret, at man spærrer revnen, enten svejser det eller på anden vis sætter noget op/skærmer af, så skulle kæden en anden gang finde på at hoppe af, så skal man ikke endnu engang sætte sine lemmer på spil! Se, sådan bliver man fuld af gode ideer, når man har god tid!

 

Måske vi i morgen kan forlade denne bugt? Hmm … Og hvor pokker lagde jeg nu resterne af peanutsene?

 

Skib o høj og skål fra gasten

 

 

 

 

 

 

 

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...
Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

14.02 | 02:37

Den med uvejret 6/2 må jeg nok tage ansvaret for, dog var det høj sol her. Glæder mig til at læse mere om din fantastiske færd.

...
24.01 | 13:01

Man kan som almindelig arbejdsslave blive helt misundelig (Bortset fra man skal op i en mast). Her er alt vel😊. Nic har boret og hamret et stativ op😝🤗

...
12.01 | 11:10

Du har jo allerede været i skarp træning hos Charlie omkring at gøre helt almindelige hverdagsting på en meget bestemt måde. Det bør du hurtigt vænne dig til.

...
06.01 | 14:10

Uh, det er da spændende, det du oplever. Glæder mig til næste Update ☀️☀️

...
Du kan lide denne side
Hej!
Prøv at lave din egen hjemmeside ligesom mig! Det er nemt, og du kan prøve det gratis
ANNONCE