Hawaii til Fransk Polynesien

Øhop

Torsdag den 25.01.18:

 

Aloha Kaunakakai

 

Torsdag aften. Bacontern bliver stegt på dækket, pastaen koger i kabyssen, og om lidt skal fløden i. Har du gættet retten? Admiralen og Mikkelgast er på kokkeholdet. Det er trygt og godt. Vi andre sidder i salonen og nyder et glas rødvin. Man må gerne nyde alkohol, så længe vi ligger for anker. Ellers er det totalt forbudt.

 

Vi fik eeendelig sagt farvel til Lono Harbor i går morges. Der var ærlig talt ikke meget at komme efter. Så … en plan blev lagt. Vi måtte af sted før end det atter ville blæse op i løbet af formiddagen. Vi stod derfor op før end solen havde overvejet at deltage. Så var vi klar skib (det vil bl.a. sige, at samtlige koøjer var lukket, løse genstande fjernet og alle mand var klar til afgang og i redningsvestene), da det blev lyst kl. 06.30 – og af sti af sted østpå mod byen Kaunakakai. Stadigvæk her på øen Molokai. Vi skulle sejle 15 sømil, og det tog os ca. fire timer for motor. Helt uden søsyge! Jaaaaaaaa! Jeg havde da også sørget for at spise en søsygepille. Der står vel ikke dum i panden på mig? Schyyyy … Glem jeg spurgte!

 

Det var en skøn tur trods lidt hårde bølger. Vi så solopgangen, en masse blåst fra pukkelhvaler, en hel del haler, og vi så nogle af dem springe. Fascinerende. Skønt. Spændende. Meget mere af den slags, tak. Da vi havde kastet anker i havnen her ved Kaunakakai og spist frokost, da hoppede alle mand i dingien. Vi skulle udforske byen. Den stoooor by. Byen her på Molokai. Hmm … tja … Hvad kan jeg sige? Den var lille, ingen lysregulering, et lokalt bibliotek, et par hæveautomater, mange madsteder og små supermarkeder, men den var hyggelig, byen. Alle hilser på hinanden. Vi fik vinket en del. Der var en lang hovedgade med nogle enkelte stikveje og en masse træhuse. Nogle af dem mere et skur med vinduer og et butiksskilt. En del ”bygninger” var forladt og lige til at rive ned. Den store stygge ulv burde komme forbi og puste dem omkuld, men som sagt hyggelig. Dette er øen, hvor de ægte hawaiianere bor. Og de er kønne (især pigerne – wauw), og de er smilende, venlige og nysgerrige, men mange af dem er meget tykke! Slankelægen fra Holbæk Sygehus ville formentlig diagnosticere dem som meget svært overvægtige! Ikke alle 7400 indbyggere, bevares, men en overraskende del af dem står uhyggeligt godt fast i blæsevejr … Vi har til gengæld ikke mødt en eneste asiat! Og ej heller en hjemløs. Her er så anderledes end på øen Oahu. Det er så absolut det mest u-turistede sted, jeg har været til dato.

 

Men hvor kunne vi finde wifi? Vi var fire gaster, der ærlig talt var lidt sultne efter civilisationen udefra. Fem dage i en tam bugt uden et lille pip hjem til ens kære er ærlig talt en lidt voldsom kold tyrker. Vi savner jo. Her var ingen som helst Starbucks med fri internet! Hvad gør en klog? Jo, de køber sig et 10 dollars bibliotekskort! Men så er det også gyldigt i tre måneder i hele Hawaii, og vi har adgang til wifi én time af gangen. Så må man gå sig en tur på en times tid, og så komme tilbage ... Joooow, hvad man dog ikke gør for at hygge på det lokale bibliotek sammen med oplandets befolkning.

 

I dag har vi været på tur. Vi lejede en stor bil med plads til 15 personer. Den eneste der var tilbage på øen at leje! Så den nappede vi. Det var en rigtig dejlig tur, hvor vi kom hele øen rundt. Den er godt 61 km lang, og 16 bred, så den er til at have med at gøre. Lige så goldt der er sydvest på i Lono, lige så frodigt er øen på øst- og nordsiden. Wauuuuuuw! Så fantastisk flot en natur. Havet, de store bølger der skyller ind over lavastenene, bjernetinderne, regnskoven og palmerne. Og et utal af kirker. Der må nærmest være én til hver indbygger. Muligvis en kende overdrevet, men tæt på! Vi har været til fantastiske steder, som har så skønne navne som Pu’u Koku Rance, Hálawa Beach Park, Alanuipuhipaka Ridge, Kalaupapa Lookout (udkik ned til et lille lukket samfund på en lille lavaø, hvor de spedalske blev sendt hen), Papohaku Beach Park, og vi har besøgt en macadamianødde park, set masser af vilde pikkende høns, tre heste og en mark med køer (første gang for mig, det med køerne, altså her i Hawaii) og vi har drukket ”Coffees of Hawai’i”. Og så liiige en tur mere på biblioteket.

 

Da vi aller sidst på eftermiddagen kom tilbage til dingien, der var låst fast til en lille bådebro, da var den lagt oven på broen! Hvad? Hvad pokker lavede den der? Dér hvor vi havde efterladt den, da lå nu et skib. Der skulle det altså så ligge, og da de ikke kunne fjerne vores dingie, ja, så lagde de den da op på broen! De havde sågar med lyserød tus skrevet på den: ”Please, don´t lock your dingy”. Da der var påsat en påhængsmotor, vejede den en del, så vi bad høfligt dem fra skibet om hjælp til at få den tilbage i vandet. De var tre gutter, og de virkede ikke helt appelsinfrie. I stedet for så lige at vente på os andre til at tage fat om dingien, så tog en af gutterne den og skubbede den resolut ned i vandet! PLASK! Sikke en kæmpe i.d.i.o.t! Påhængsmotoren fik en lidt hård medfart, da den ramte vandet. ”But … you asked for help, so I did!” Ohe store fjols. Han fik en lille antydning af tick, da han blev spurgt, om han havde forsikring. Men dog ikke mere end at han mumlende syntes, at vi var nogle dumme turister. Bevares.

 

Påhængsmotoren blev heldigvis hurtigt fikset, og vi kom alle vel retur til skibet. Hvor her nu dufter af bacon. Det er tid til spaghetti carbonara.

 

Fredag den 26.01.18:

 

No happy hour

 

Dagen er gået med at slikke sol, læse, en tur på biblioteket og omkring fem minutter efter endt happy hour på Paddlers In, da gik vi fire gaster ind og betalte fuld pris for en omgang lokal øl og drinks med rom! Det var så cool. Altså stedet. Så autentisk. Der summede af glade gæster, smilende tjenere og der blev spillet live hawaiiansk musik af en gruppe ældre mennesker. Super fantastisk hyggeligt, lige på nær da en ældre dame havde et solonummer. Vi kom i hvert fald til at tale om hvad Mr. Blachman ville mene om det … Uha … det lød bestemt ikke godt, men vi hyggede, gjorde vi.

 

Lørdag den 27.01.18:

 

Malana mai ke kauila i ka nonanona kanaka

 

”The kauila wood floats at the hands of the many”.

 

The hawaiianske alfabet består af kun 14 bogstaver, og alle skal udtales! Det lyder så hyggeligt. Sproget fik vi hørt en del til i dag, da vi var til byens årlige festival. Der var sat små hyggelige boder op i gaden, og på selve sportspladsen foregik festivalen. To af USA´s Coast Guards marineskibe var sejlet ind for at deltage i det lokale sportsarrangement, hvor det gjaldt om ”good sportmansship”. Det samme var et specielt bygget skip fra Maui. Det havde sejlet rundt til de andre øer for at samle nogle af de bedste college sportsudøvere. Vi havde store forventninger til denne dag.

 

Det var super hyggeligt og sjovt at se, men slet ikke så pompøst, som vi havde forventet. Vi sad dog på små trætribuner, der var sat op rundt om plænen, hvor legene skulle foregå. Der var otte hold af voksne, der var i konkurrencer mod hinanden. Fire hold med kvinder, der kæmpede mod hinanden, og fire med mænd. Det var gamle hawaiianske lege, der var gang i. Der var alt lige fra spurtløb til et lidt længere løb og begge løb foregik på bare fødder, de skulle ligge på græsset og lægge arm, der skulle holdes i hånd og stå på ét ben og så ellers vælte modstanderen, der var spydkast, kuglekast, og et spil der mindede om en mellemting mellem Kongespil og petang (de kastede med noget der fra tribunen af lignede en pastinak …). Det var sjovt at se. Det bedste var dog tovtrækningen. Her var taktikken meget tydelig: alle de gigantiske store hawaiianere var sat på! USA Coast Guard havde ikke en chance! Hverken på mande- eller kvindeholdet. De store mænd og kvinder stod bare fast. Og det var da også dem, der endte med at vinde konkurrencerne. Præmien var en ”pastinak”! Til deling!

 

Bagefter var der live musik, hvor tre mænd spillede på ukuleler og sang. En frisk kvinde dansede en enkelt dans for os. Festivalen blev sluttet af med, at vi alle skulle stå i en stor rundkreds med hinanden i hænderne. Vi var vel en 200 plus tilbage. Så blev der sagt en bøn. Først på hawaiiansk og derefter på engelsk og alle i rundkredsen begyndte at synge en fantastisk smuk sang, som jeg ikke forstod et ord af! Men det var en fantastisk oplevelse.

 

Resten af eftermiddagen foregik for os seks danskere på Paddlers In, hvor vi denne gang nød rigtig godt af happy hour, spiste gode fede burgere og hørte live jazz. Og det bedste af det hele: jeg fik hul igennem til Danmark. Det evnede det lokale bibliotek nemlig ikke. Sååå pragtfuldt efter en uge atter at høre kærestens dejlige stemme. Uha, jeg savner ham og mine tre skjønne æg.

 

Så Mette, ikke så meget pladderromatik. Jeg er jo snart hjemme igen, og så krammer jeg livet ud af dem. Nu er det sengetid. Sidste nat på Molokai. I morgen sejler vi 23 sømil øst mod endnu en vulkanø, denne gang Maui.

 

Søndag den 28.01.18:

 

Redningsaktionen

 

”Kalder U.S. Coast Guard. Det er Gwendoline her. Vi har set en lille båd med bunden i vejret, og der er tre mand i vandet. Vi sejler hen og redder dem” – det var skipperkonen, der kaldte over VHF’en.

 

Omkring 1½ sømil fra land og tæt på hvor vi ville kaste anker ved byen Lahaina på Maui, da fik kaptajnen pludselig øje på noget mærkeligt i vandet. Det viste sig at være en lille kæntret båd, og tre unge mænd, der i bølgerne klamrede sig til den. De vinkede til os. Rundt omkring dem flød alle deres ting fra båden. Det var første gang for os alle her om bord at skulle redde nogen op fra havet. Skipperparret vidste i teorien, hvad vi skulle gøre, men vi andre tre novicer måtte bare stive ørerne af, lytte, se og gøre som sagt. Og gerne lidt tjept! Fjerde gast havde desværre en sygedag i sengen.

 

Vi sejlede så tæt på dem som muligt alt mens de tykkeste reb blev rigget til. Et til at kaste ud til mændende, og et til at lave en afsats til at træde på. Det gik stærkt, og vi var dæleme effektive. Alle fem af os. Fra vi så dem, og til vi havde fået halet dem sikkert om bord, gik der omkring 10 minutter! De havde ikke ligget så længe i vandet, men de var godt trætte og chokeret. Vi kunne heldigvis ringe tilbage til U.S. Coast Guard og fortælle, at alle mand var okay, og at vi ville sejle dem ind. På kajen stod politiet og redningskøretøjer pænt og ventede på os. De tre mænd forklarede, at det var deres chefs båd, de havde lånt. De var efter et par times sejlads på vej retur til havnen, da et større skib havde lavet en voldsom hækbølge, og båden havde tippet over. De havde ikke redningsveste på, og de havde heller ikke noget til at kalde efter hjælp med. De var godt nok slukøret, men hvem kan bebrejde dem det?

 

Da Kim havde givet sin forklaring til politiet, kunne vi sejle ud igen og finde os en mooringsbøje fra Lahaina Yacht Club at hægte skibet på. Vi mente så bestemt, at vi efterfølgende havde fortjent et glas rødvin. Patienten fra kahytten kom op og så dagens sidste lys. Lykkeligt uvidende om dagens hændelser. Mens solen gik ned ved 18.30 tiden, sad vi og fortalte om en fantastisk spændende dag, hvor vi på den syv timer lange sejltur havde fået set en masse pukkelhvaler, været dagens helte i skysovs og nu kunne nyde en helt fantastisk solnedgang.

 

Hvad mon dagen byder på i morgen?

 

Skib og høj og godnat

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...
Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

24.06 | 14:32

Jeg er naturist på Lyngbo camping i Henne. Kan varmt anbefales, særdeles når man er i overgangs alderen som jeg😉

...
14.02 | 02:37

Den med uvejret 6/2 må jeg nok tage ansvaret for, dog var det høj sol her. Glæder mig til at læse mere om din fantastiske færd.

...
24.01 | 13:01

Man kan som almindelig arbejdsslave blive helt misundelig (Bortset fra man skal op i en mast). Her er alt vel😊. Nic har boret og hamret et stativ op😝🤗

...
12.01 | 11:10

Du har jo allerede været i skarp træning hos Charlie omkring at gøre helt almindelige hverdagsting på en meget bestemt måde. Det bør du hurtigt vænne dig til.

...
Du kan lide denne side
Hej!
Prøv at lave din egen hjemmeside ligesom mig! Det er nemt, og du kan prøve det gratis
ANNONCE