Hawaii til Fransk Polynesien

29 dage på Stillehavet!

Torsdag 15.02.18 kl. 03.30 om morgenen:

 

Jeg har ankervagt nu her fra 03-06! Vi er i Kailua Bay på Big Island i Hawaii. Der begyndte i går eftermiddags at komme store og voldsomme bølger, så vi kan ikke helt stole på, at ankeret forbliver, hvor vi har smidt det. Så tre af os har fået tildelt tre timers vagter.

 

Jeg sidder her i cockpittet. Der er frit udsyn ind til en sovende turistby. De fire andre på skibet sover naturligvis også. Jeg drikker kaffe og nyder stilheden, kun afbrudt af bølgerne. Det er en mild nat, og bølgerne har heldigvis lagt sig lidt. Om et par timer, kl. 06.30, skal vi alle fem være klar skib, og så sejler vi 5 sømil vestpå efter diesel og fersk vand, og så er det ellers ud på det store åbne hav. Det er aloha til Hawaii og bonjour til Fransk Polynesien.

 

En måned senere: Lørdag 17.03.18:

 

I går eftermiddags kl. ca. 14, da blev der prikket hul i min lille boble, som jeg har levet i de seneste 29 dage! Ikke noget voldsomt bang, men blot et af dem, hvor luften stille og roligt siver ud af ballonen til man til sidst sidder helt slap og mør. Det er her, hvor jeg er nu: træt, mør, glad, taknemmelig og vigtigst af alt: jeg er i havn! Endelig! Jeg sidder her på dækket og nyder synet af liv inde på land. Jeg er i Tahiti.

 

29 dage har jeg været på havet! 29 fucking – pardon mit franske – lange dage ude på det store Stillehav. Kun et skib, fem mennesker, pokkers meget sol, saltvand og himmel og med et godt drys af mange sporadiske tanker. Man forestiller sig, at man må da sidde derude og vugge løs alt mens de stoooore dybsindige tanker rammer én som insekter på en bilrude, men nej! Man tænker over alt og ingenting, men mest ingenting. Og så har jeg tænkt og talt utroligt meget på mad alt mens jeg undervejs tabte mig. Nok mest muskelmasse, men jeg kan da se på tøjet, at lidt er væk. Altså fedtet!

 

Men nu sidder jeg som sagt her og nyder synet af fransktalende polynesiere og svajende palmetræer. Det har været en mærkelig tid. Som at være i en tidslomme, en boble. Tiden er gået hurtigt på en langsom måde. Den har været hård, sej, lang – men også fantastisk, sjov og lærerig. Det er faktisk ret svært at forklare. Da jeg i sin tid fortalte vennerne, at jeg bl.a. skulle sejle 14 dage i streg, så sagde de fleste naturligvis ”Nøøøj Mette. Det er altså mange dage at være ude på havet”. Og jeg kunne kun give dem ret, men jeg tænkte, at den klarer jeg. Da jeg så kom til Hawaii, fortalte skipperparret, at erfaringen havde lært dem, at man kan ikke sejle fra Hawaii til Fransk Polynesien på 14 dage, men at vi skulle afsætte 20-25!.Uha! Okay, og hvad siger man så til det? Andet end at sådan er det jo så altså bare.

 

Vi sejlede af sted en torsdag eftermiddag i silende regnvejr! Kursen var sat mod Marquesas Øerne. 1.800 sømil i fugleflugtslinje. Det første døgns tid sejlede vi for motor. Det var også inden for den periode, at vi tre gaster blev ramt af søsyge. Den hyggede jeg mig så med de næste 7-10 dage før end jeg som den sidste endelig fik mine søben. Det var ikke søsyge af den slags, hvor man brækker sig. Eller, der var da lige en enkelt Nutellamad, der stak af fra mig, men ellers var det hvor man mest kan sammenligne det med voldsomme tømmermænd! Nøøøj jeg havde det skidt. Forøget mundvand, kvalme, snurren i maven, tung i hovedet, ekstrem energiforladt og så har jeg aldrig i mit liv før slået så mange småbøvser! Hvilket jo indikere at noget ikke er helt okay i kroppen! Jeg sov over halvdelen af døgnet væk. Bogstavelig talt! Og når jeg var vågen, så slog jeg mig! Vi har alle mand slået os HVER eneste dag. Vi var som fem overmodne bananer med de mange brune pletter på arme, ben, lænd, albuer osv. Men livet skulle jo leves, og pligter passes. Så jeg stod troligt op hver morgen 29 dage i træk for at passe min vagt fra 07-11.30.

 

Men lad mig fortælle om en typisk dag, hvor søsygen som sagt i starten var med som ubuden gæst:

 

Jeg vågnede omkring kl. 06 hver morgen. Solen stod op i bagbordsside, hvor jeg sov. Flot syn! Så snart jeg vågnede, begyndte jeg at svede helt vildt. Det giver sig selv, at alle vinduer og topluger under sejlads var lukket, så luften nede i kahytterne, toilettet, køkkenet og salonen var forfærdeligt! Ækel klam lugt og fæl varme, der undervejs har udviklet sig til svamp! Puha! Det hjalp jo så ligesom heller ikke på den dersens søsyge. Og kroppen var stiv, og min lænd brændte, for jeg kunne kun ligge på én måde, og det var på ryggen med min højre skuldre i spænd op af overkøjens øvre sengekant, og med mit højre knæ i spænd i benenden. Hvis jeg ikke lå sådan, jamen, så ville jeg ganske simpelt trille ud af sengen! 11-12 timer i den stilling slipper man ikke nådigt fra, og jeg var ved at udvikle tryksår på mit højre knæ indtil jeg fandt på at lægge et tæppe imellem! Mellem skulder og trævæg havde jeg en halv hovedpude, hvilket også drillede min nakke. Ohe ak og ve!

 

Når jeg havde slået mine øjne op, tvang jeg mig selv til at tænke gode tanker, mens jeg med min nye bedste ven, en lille elektrisk vifte, forsøgte at holde de største sveddråber væk fra min krop. Det var ikke længe, at jeg kunne forblive i sengen. Føj det var grumt! Vi krængede 28 dage ud af de 29 til styrbordsside, så når jeg ville ud af overkøjen, skulle jeg være yderst forsigtig. For det var min side af skibet, der var ”oppe”, og den anden der var meget tæt på vand. Til trods for at jeg med min stive krop satte højre fod på dørkarmen og forsigtig den venstre i underkøjen – uden at træde på Miss Amalie – for at komme ned på gulvet, så endte jeg alligevel hver morgen med at blive kastet ind i dørkarmen, når skibet lige krængede til den anden side! Så var dagen i det omsejlende hurlumhejhus ligesom i gang! Av for pokker! Et af dagens mange indre eder. Derefter forsatte udfordringerne ude på gangen, hvor jeg så kunne bruge lidt energi (læs: endnu mere sved) på at komme til toiletdøren, og endnu mere på at lukke den igen uden at komme alt for meget til skade i det lille private rum. Og så kom det sjove: at få sine bukser af sin nu voldsomme svedige krop med kun én hånd, mens man med den anden krampagtigt holdt fast i dørkarmen. Det gik ikke hver gang lige godt. Nej, jeg tissede da ikke i bukserne, men jeg slog mig! Og så skulle de fordømte bukser jo på igen! Puha! Og bisserne børstes, og det svedige hår op i en hestehale. Så meget at gøre … Endelig færdig med det projekt og så ellers op på dæk. Op til luft. Og det kunne kun gå for langsomt.

 

Jeg overtog hver morgen vagten efter skipper. Det var hyggeligt, også de dage med søsyge. Vi har godt nok brugt mange timer på at sniksnakke. Og han har hentet mange morgenmadsmåltider til mig, bare fordi jeg ikke evnede at komme ned i det varme køkken. Jeg ville hellere undvære mad og drikke end at skulle derned! Så Kim hentede cornflakes med langtidsholdbart mælk, smurte Nutellamadder og tilbød kaffe (hvilket jeg kun har drukket en fem-seks kopper af på denne tur). Hver morgen de første mange dage. Efter tiende dagen kunne jeg dog heldigvis selv klare mig.

 

Kl. ca. 11.30 var min vagt slut, og så ville jeg gå ned og tage mig en lur. Det var absolut ingen fornøjelse at være nede i den klamme kahyt, men min krop var presset og træt, så det gjaldt om at falde hurtigt i søvn. Efter en time eller to kunne jeg gentage ”succesen” med at komme ud af sengen og op til de andre. Op for at få luft, køle af, bøvse, hyggesnakke, se på havet og skyformationer, tælle havfugle og flyvefisk, fange Mahi-Mahi, tale om mad og livet derhjemme – og så ville det være tid til endnu en lur ... Omkring kl. 17.30 ville vi hjælpe Lene med at lave lidt aftensmad og efterfølgende vaske op – og så i seng for mit vedkommende!  Det vil sige kl. ca. 20! I starten tog skipperparret sig suverænt af maden plus opvasken, men i takt med at vi andre også fik søben, så blev det primært os, der tog sig af det. Det med at læse en bog eller skrive blev jeg aldrig klar til.

 

Jeg har brugt mange vågne timer på at glo ud på det hav. Jo mere søsygen fordampede, jo mindre sov jeg i løbet af dagen. Så sad jeg jo bare dér og kikkede ud i det blå. Pludselig kunne der være gået et par timer, hvor tankerne ofte havde været så ekstreme dybe som til, at jeg viiiirkelig trængte til at få vasket mit saltvandramte hår, at jeg var træt af pasta og blød mad, at jeg burde drikke noget mere watermakervand, og oj der var godt nok langt ned til havbunden (5 km). Og så var der alle de dejlige tanker om mine kære derhjemme. At jeg håbede, at de havde det godt. Et par gange kom den grumme tanke: ”Hvis der sker mine børn noget, så kan jeg ikke komme hjem til dem!” Og så snart den tanke kom, så skød jeg den fra mig med uforklarlig energi. Det kunne ikke hjælpe noget at gå ned af den sti! Væk med den tanke! Og det formåede jeg virkelig. Så sad jeg atter og tænkte på, at jeg virkelig godt kunne spise et rødt saftigt æble, at jeg burde klippe negle og købe mig en ny bikini! En dag så jeg en skyformation, der lignede min mor. Ja, det er måske en anelse kuk-kuk, men jeg så hvad jeg så. Hun smilede til mig med det dejlige smil, jeg husker, at hun havde. Jeg blev simpelthen så glad og rørt. Hun var med mig.

 

Vi krydsede på 17. dagen ækvator, og så skulle vi gaster døbes. Vi fik selv lov til at vælge vores navn. På selve dagen var vandet fladt, solen stod lige ned i skallen på os, og mens et gaffatape passede på en banner med teksten ”Celebrate” oppe på storsejlet, hørte vi Lis Sørensen synge ”tæt på ækvator”. Vi blev en efter en smasket ind i grøn glasur og fik iskoldt vand ned over håret. Bagefter hørte vi mere musik af Shubidua og Gasolin, mens vi nød en Pepsi. Det var en god dag.

 

Èn ting jeg har skulle praktisere på denne tur, og som jeg helt ublu selv synes, at jeg mestrede ganske godt, er evnen til at sige ”pyt”. Pyt til søsygen, på med smilet, joke med det, ikke hænge med mulen. Pyt til at de første mange dage var et skodvejr med mange skybrud og med at man fra tid til anden fik voldsomme saltvandssprøjt i fjæset. Pyt med at der lugtede og var fælt varmt, at jeg hver dag fik nye blå mærker til samlingen og pyt med at hjernen ofte kogte pga. voldsom sol og begyndende solstik – og endnu mere vigtigt: pyt med at vinden på nærmest intet tidspunkt var med os. For det gjorde, at vi ikke kunne sejle til Marquesas Øerne, hvor vi skulle have været til! Hvor jeg skulle have leget turist, afmønstre og efterfølgende flyve videre til Tahiti. Pludselig var skipper i tvivl om vi overhovedet kunne komme til Tahiti! Måske måtte vi sejle mere vestpå til Selskabsøerne, og skrækscenariet: da han blev i tvivl om vi overhovedet kunne komme til en ø, men måske ville ende på en øde atol, hvor vi i værste fald kunne risikere at skulle vente i ugevis på forsyninger (diesel for vores vedkommende). ”Pyt med det skipper … host … Bare vi kommer i land”. Men jeg mente det virkelig. Aldrig har jeg evnet at være så meget i nuet, som jeg har været på denne sejltur. Jeg fattede ret hurtigt, at det hjalp jo ikke en prutfis, hvis jeg gik mentalt ned hver gang, at skipper kom med en dårlig nyhed. Jeg måtte stole på, at han vidste, hvad han gjorde. Og sådan var det; Pyt! Men ja, glæden var da voldsom stor, da det endelige resultat blev, at vi tankede diesel på selskabsøen Raiteia og tog de sidste små 30 timer for motor til Tahiti.

 

Og nu er vi tilbage i civilisationen. 2400 sømil (ca. 4300 km) og 29 dage senere. Det er edder skønt at have talt med sine kære, at få et bad, spise det røde æble og i dag har vi sågar flottet os med en bøf og salat! Jamen … det er så fantastisk godt. Nu er udfordringen så at holde fast i de gode tanker og sunde adfærd, som gjorde at det faktisk er endt op med for mig at have været en super fantastisk tur! Jeg gør det gerne igen … altså ikke lige i dag … men snart … engang ude i fremtiden. Nu vil jeg nyde mine sidste dage her på båden, og på torsdag er det efter 12 uger slut med at lege gast. Så vinker jeg farvel til mine fire sørøvervenner, hanker op i min taske og forud skal nydes en måned som øhoppende landkrappe her i Fransk Polynesien. Mere om det senere.

 

Det sidste skip o høj fra gasten

 

 

 

 

 

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...
Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

14.02 | 02:37

Den med uvejret 6/2 må jeg nok tage ansvaret for, dog var det høj sol her. Glæder mig til at læse mere om din fantastiske færd.

...
24.01 | 13:01

Man kan som almindelig arbejdsslave blive helt misundelig (Bortset fra man skal op i en mast). Her er alt vel😊. Nic har boret og hamret et stativ op😝🤗

...
12.01 | 11:10

Du har jo allerede været i skarp træning hos Charlie omkring at gøre helt almindelige hverdagsting på en meget bestemt måde. Det bør du hurtigt vænne dig til.

...
06.01 | 14:10

Uh, det er da spændende, det du oplever. Glæder mig til næste Update ☀️☀️

...
Du kan lide denne side
Hej!
Prøv at lave din egen hjemmeside ligesom mig! Det er nemt, og du kan prøve det gratis
ANNONCE