Hawaii til Fransk Polynesien

Moana blue Rangiroa

Mandag den 02.04.2018:

 

Det er godt nok mærkeligt. Sådan pludselig at være helt alene. Det har jeg ikke været i … tja … vel siden at jeg sidst i december tog flyet til Honolulu! Jeg var kun lige ankommet til vandrehjemmet på Waikiki Beach, da jeg rendte ind i schweiziske Anja. Så hang vi sammen som to europæiske ærtehalm den næste uges tid. Derefter var der tre måneders selskab på sejlskibet Gwendoline, og afslutningsvis 10 dage på øen Moorea sammen med de to andre gaster. Nu er det så bare mig. Solo mio. På en tom 6 personers sovesal. Eller, det er så løgn! Jeg er ikke helt alene. Jeg bor sammen med mindst tre fede kakerlakker! Urk! Den ene basse havde den frækhed at kravle ned i min kuffert! Føj! Men jeg fik den jaget op igen, og så skal jeg da ellers lige love for, at den fik klap i måsen og blev smidt på porten! Ud af min butik! Resten af opholdet forbliver mine tasker max forsejlet!

 

Men ja, her er jeg så. I et pensionat på den største atol i Fransk Polynesien. Med små 3.000 indbyggere. Pensionatet Chez Olga er placeret sådan lige midt på vejen. Seks km østpå ned ad vejen til den ene side, og små seks km vest til den anden side! Perfekt sted for sådan en orienteringsløs person som mig! Jeg blev i går eftermiddags hentet i den mikroskopiske lufthavn af værtinden. Jeg tror nok, at hun hedder Olga? Da hun havde franskkysset færdigt med sine atolvenner i lufthavnen, gik vi ud til bilen, og dér gik det op for mig, at det verbale sprog – det er ikke noget for hende og mig. Altså sammen! Jeg kan ikke et ord fransk, og hun kan vel fem ord på engelsk! Hun blev dog ihærdigt ved med interesseret at spørge mig: ”Dive? Tomorrow?”. Jeg blev lige så tålmodigt ved med at svare: ”I do not know yet. Maybe.” alt mens jeg prøvede at gestikulere et spørgsmålstegn. ”Dive? Tomorrow?” ”I do not know” – og sådan fortsatte denne yderst inspirerende ping pong på den to km korte køretur hjem til hendes pensionat, og hjem til mine sovekammerater! 

 

Næste hurdle var at forstå koden til wifi. Den krævede mit sved: pitorocky. Ja, jeg kan jo ikke tillade mig at klage, da det er mig, der besøger et fransktalende land. Det var mit problem at tolke Olgas forsøg på at sige bogstaverne. Men … vi kom i mål. Sejr! 

 

Næste sejr at vinde var så at finde noget aftensmad! Her bliver tidligt bulderravende mørkt, så da jeg ved godt 19 tiden prøvede at komme ind til naboen Café Obelix, ja, da kunne jeg ikke komme ud af porten. Jeg kunne bare ikke se hvad der var op eller ned på den. Jeg var lukket inde! Jeg gik til Olgas privatbolig, der ligger 30 meter fra min lille bygning, kaldte på hende og fik som respons fem gøende hunde omkring mig! Uha, de var store, hoppende og meget larmende! Det vrimler med hunde her på disse breddegrader. Endelig kom også Olga ud af huset – nu med bar mave! Hvis nu at jeg fortæller, at 75 % af den polynesiske befolkning er overvægtige, og at Olga er med i gruppen af meget svært overvægtige? Ja ja … bevares, hun var jo da ved at slappe af! Så godt ord igen. 

 

Nå, men jeg fandt ud af at komme ind til Mr. Obelix. Han hedder rent faktisk Charly og er fra Frankrig. Det står der i hvert fald i Lonely Planet! Han var godt nok stor ham Charly. Høj og med et massivt overskæg. Imponerende! Og hans engelske var som naboens; ”Steak? Fries? Steak medium? Sit!” Han gjorde sig ikke i menukort, så jeg måtte bare nikke og sætte mig forventningsfuldt ved et af de fem plasticbeklædte borde. Frit valg da jeg var eneste gæst. Endelig var min mad klar, og Mr. Overskæg havde ikke lovet for meget: Fritter og medium stegt bøf med fedt marmorering var hvad, jeg fik. Ingen salat, ingen dressing eller sovs. Bøf og pommes. Bon appetit! Jeg har ikke fået et fantastisk godt måltid mad siden, at jeg forlod Danmark, og det fik jeg så heller ikke den dag! 

 

Trods sprogbarriere, dårlig bøf og uønsket kryb i mit værelse, så har jeg det fantastisk godt. Hvem gider at være en surstråle, når man kan forblive glad i låget? Jeg skal bare tage et kik på det turkise hav! Polynesierne kalder farven for moana blue. Så smukt og dragende. Og palmerne ikke at forglemme. Jeg elsker palmer! Og så har jeg i dag været ude at blæse bobler! Med dykkerinstruktør Claudio fra Chile. Kun os to. Total luksus kun at være to på et formiddagsdyk! Det har jeg aldrig prøvet før! Jeg fik desværre ikke set delfiner eller hajer, kun en enkelt nysgerrig grå revhaj, men hooold da op et akvarium, jeg svømmede rundt i. Wauw! Jeg har allerede booket to dyk hos ham i morgen! Og så et mere på onsdag. Fire i alt. Herligt. Det er da luksus? Jamen altså! Der er dømt bobler både udenpå og indeni.

 

Tirsdag den 03.04.2018;

 

Okay, så kom dagen, hvor jeg kunne hakke endnu en ting af på min bucketlist! Den med at svømme med delfiner! Jabadabaduuuu – hold nu kaje! Jeg er glad. Simpelthen så glad og taknemmelig. Det var en helt utrolig fantastisk oplevelse. Jeg havde først et morgendyk sammen med instruktøren Claudio og to franskmænd. Det samme slags revdyk som i går. Det var super flot med alle de farvestrålende fisk, bevares, men ikke noget ekstra ordinært. Men, så kom eftermiddagsdykket. Her havde vi to franskmænd mere med, så nu var vi så seks i gummibåden, der skulle fragte os ud i det blå hav. Vi havde alle store forventninger til strømdykket. Eller, det formoder jeg. Jeg kan som sagt ikke fransk, og hvis man ikke kan tale fransk, ja, så kan man ikke være med til snik snak sammen med de andre fem i våddragter! Så må man tage sig til takke med briefingen! Men … heldigvis er sproget under vandet internationalt. 

 

Og ingen tvivl om at vi alle var vildt begejstret, da en delfin kom til syne i det voldsomme blå bassin og stille og roligt svømmede hen til os på 25 meters dybde. Lige så roligt kom den og hilste på. Gned sig nærmest op ad os. Knejsede med hovedet og sagde lyde. Tre af franskmændene aede den på maven. Svært at lade være når den vender sig om på ryggen som en legesyg hund. Den forsvandt efter nogle minutter ud af billedet for en stund, men kom så tilbage med en ven. Nu var de så to, der stille og roligt svømmede rundt mellem os. Den ene svømmede helt tæt på mig. Så tæt at jeg kunne røre ved den, men jeg gjorde det ikke! Jeg nøjedes med at ae med mine store glade øjne. Hold nu op hvor det var fedt. Og så skal jeg da heller ikke glemme at takke alle de sindssyge mange revhajer, der svømmede rundt neden under os. Oj oj oj! Tak.

Det var en stor eftermiddag for mig. Dette har jeg ventet på siden, at jeg tog mit certifikat i 2010. Jeg glæder mig til i morgen eftermiddag, hvor jeg kl. 16 har booket mig til et ”sundowner dive”. Jeg er lidt usikker på, hvad jeg egentlig har fået sagt ja til. Jeg ønskede bare endnu et strømdyk, og det var det, der blev tilbudt mig. Jeg håber inderligt ikke, at det når at blive for mørkt inden, at vi er færdige. Jeg har nemlig ikke så fantastisk meget lyst til at være i havet med alle de rovdyr, der rigger an til dinner transportable, når den store lampe slukkes … 

 

Jeg satser dog inderligt på at være i stand til at fortsætte min ”dagbog” i morgen … Ellers skal du vide, at jeg dør lykkeligt!

 

Onsdag den 04.04.18:

 

Juhuu, det er mig. Mette. Jeg er i live, men jeg er en anelse skuffet. Ja, ikke over at jeg stadigvæk selv kan trække vejret og har alle lemmer i behold – det er jeg faktisk temmelig glad for – men over dykket. Det var fuld af flotte farvestrålende fisk, men ærlig talt lidt tamt. Ingen store dyr til mig i dag, men til gengæld fik en ældre fransk kvinde sparket mig i hovedet. Hendes ben gik som en sprællemand på ecstasy! Men hun er sød, er hun. Hov, fik jeg nævnt, at det foregik under vandet? Ikke noget hun som sådan, formoder jeg, render rundt og gør på landjord! Sparker til danske kvinder. Hun har skam sagt pardon. Hun ankom her til formiddag sammen med sin søn. De bor i en bungalow over for mig. Jeg har stadigvæk seks senge for mig selv. Luksus! Sønnike er midt tyverne, freelance dykkerinstruktør og har et fedt job som noget tv-dokumentarist vedr. havet, og så bor han på Tahiti sammen med sin lægekæreste. Og så virker han utrolig sympatisk og er faktisk ret flot. Ja ja, nogen har bare alt! Og så har han en mor med spjæt i benene. Hun hedder Nathalie. De var søde at tale med, og spændende at høre lidt om Rangiroa, hvor han ofte kommer for at dykke. Jeg fik bl.a. at vide, at Miss Olga er atollens rigeste dame. Jeg havde nu godt lagt mærke til hendes FEM store trucks. Det må være fedt at have én til hver af ugens hverdage, når man sådan skal fræse frem og tilbage af den i alt 10 km lange vej. Den eneste vej vel at mærke … Hendes familie er håndværkere. De andre indbyggere lever af turisme, perlefarm, som købmænd og så er der en del, der fanger fisk, der i frossen tilstand en gang om ugen bliver sejlet til markedet i Papeete – og de unge mænd sejler ud til de små ubeboede øer og atoller for at hente kokosnødder. De bliver sendt samme vej: Papeete på Tahithi. Det var meget interessant at tale med mor og søn. Det er altid dejligt at møde folk, der gider hygge lidt sammen med mig. Mutter skal bare liiiige få styr på de franske frølår!

 

Nu ligger jeg så her i min seng, der er omkredset af et lyserødt myggenet, og med en stiv kuling fra en rusten blæser. Jeg leger prinsesse … Jeg ved ikke, om kakerlakkerne leger, men de har da i hvert fald fundet ud af, at min sko kan slå hårdt. De holder meget lav profil. Jeg siger tak! Selvom jeg er lidt æv bæv over det såkaldte ”solnedgangs dyk”, så skal det ikke rokke ved, at jeg har haft nogle mægtige dejlige dage her på Rangiroa. Her er så anderledes end hvor jeg ellers har været i verden, og jeg suger det til mig, for om alt alt for snart er det slut! Om sølle 14 dage er jeg på vej hjem til andedammen! Så er de fire måneders eventyr fortæret. Wauw. Men i dette øjeblik er jeg her. Lige her! Og jeg nyder det max. Jeg vil nyde Rangiroa til fredag eftermiddag før end turen går videre til en anden atol, Fakarava. Og så vil jeg nyde den, ligesom jeg har gjort med alt det andet, der er kommet min vej, og det samme med det, der kommer. 

 

Godnat fra prinsessen på eventyr

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...
Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

27.08 | 22:12

Velskrevet og hele tiden på "sporet"! Dejlig sober og yderst fængende fortælling, som passende kunne have overskrift såsom; "Tidligt fra - Sent hjem" ;-

...
24.06 | 14:32

Jeg er naturist på Lyngbo camping i Henne. Kan varmt anbefales, særdeles når man er i overgangs alderen som jeg😉

...
14.02 | 02:37

Den med uvejret 6/2 må jeg nok tage ansvaret for, dog var det høj sol her. Glæder mig til at læse mere om din fantastiske færd.

...
24.01 | 13:01

Man kan som almindelig arbejdsslave blive helt misundelig (Bortset fra man skal op i en mast). Her er alt vel😊. Nic har boret og hamret et stativ op😝🤗

...
Du kan lide denne side
Hej!
Prøv at lave din egen hjemmeside ligesom mig! Det er nemt, og du kan prøve det gratis
ANNONCE