Hawaii til Fransk Polynesien

Mine dage er talte … altså i Eventyrland!

Lørdag den 14.04.2018:

 

Det er lørdag aften. Jeg sidder på 2. sal i et fælles køkken på et vandrehjem. For mig selv. En måneklippet mand er dybt koncentreret ved at koge ris, og et par kvinder er vist blevet slemt inspireret af ham. Jeg selv har taget endnu en runde med baguette! Jeg skal på seriøs afvænning af tomme kulhydrater, når jeg kommer hjem!

 

Jeg tjekkede i eftermiddags ind lige i centrum af Papeete på Tahiti. På en seks personers sovesal for kvinder. Jeg er indtil videre den eneste, der er ankommet. Det er fedt at være førstevælger af seng. Jeg tog underkøjen med det grønne sengetøj. Er det barnligt? Hmm … Jeg skal være her til torsdag, og så er det ellers tid til bukke og bakke for denne gang. Det er da min allersidste dag i mit fire måneders eventyr. Uha. Det er gået stærkt. Eller … tiden går nu engang så stærkt, som tiden går, men følelsen! Wrooooom!

 

Jeg ankom fra Fakarava i går og tog en taxi direkte til Marina Taina. Jeg var inviteret til middag og en overnatning på skibet. Det var så fantastisk dejligt at se Miss Amalie og skipperparret igen. Jeg blev taget så varmt imod, at jeg blev helt rørt. Og sikke vi hyggede med at tale, grine og spise Skipper Kims selvfanget wahoo (makrelfisk). De to nye gaster virker super søde, og jeg ved, at de kommer til at få en fest ombord de næste tre måneder her i Fransk Polynesien. Jeg er vildt misundelig. Ærlig talt. Det var svært her til eftermiddag at kramme farvel. Især med Miss Amalie. Der var dømt fugtige øjne og et løfte om at holde kontakt.

 

Jeg kastede et sidste blik på båden, og hankede op i min tunge kuffert. Hvad gør for øvrigt en klog, når hun har 23,5 kg bagage, og hun kun må have 20 kg med hjem? Ja, for jeg ved det ikke. For jeg kan ikke undvære noget som helst af det, der er i den store sorte håndtaske! Mon man diskret kan smutte igennem lufthavnens metaldetektor iklædt en BCD vest? Af den slags man har på, når man dykker? Hmm … I min håndbagage vil jeg også være nødt til at have min våddragt og en regulator. For at mindske kilomassen i lastrummet! Om ikke andet er jeg da godt forberedt, hvis flyet skulle finde på at styrte i Stillehavet. En skam at jeg ikke må have mere bagage med, for jeg kommer vist til at mangle en flaske luft! Pyyyt, en mindre detalje …

 

”Where you go? You have car? Bus? Ohe no no. No bus Saturday!” De gebrokne ord kom fra en polynesier i en rusten pickup truck. På ladet sad hans teenager søn og en kammerat. Manden talte til mig. Han havde stoppet mig på min vej væk fra havnen. Slæbende på min tunge kuffert og våde øjne. Jeg må have set rimelig presset ud. Jeg havde forklaret ham, at jeg skam var på vej op på hovedvejen for at finde en bus. Han rystede på hovedet, og ud fra hans meget gebrokkent engelsk kunne jeg forstå, at det projekt kunne jeg godt glemme. Ingen busser en lørdag eftermiddag! Pokkers os! For at gøre en lang, men for mig, yderst rørende historie kort: Han bad mig sætte mig ind i sin pickup, og så kørte mig simpelthen de 8 km ind til vandrehjemmet! Er det ikke bare fantastisk? Tænk at en mand helt uopfordret på den måde tilbyder at hjælpe en fremmede kvinde. Det er godt nok god stil, og jeg tænker, at god karma må strømme hans vej. Tak til den gode mand. Tak for dig.

 

Mandag den 16. april 2018:

 

Så er jeg tilbage i køkkenet. Denne gang har jeg opgraderet menuen lidt. Jeg har to kartofler, en gulerod, et løg og to rå æg. Og smør! Uha, endelig ikke glemme smørret! Kan du gætte hvad for en gourmet middag, jeg skal have sat blus under?

 

Et par dage er gået med at tulle rundt her i Papeete. Ærlig talt … mellem os sagt … så …  ja, så småkeder jeg mig! Ikke meget, men lidt. Nok til at jeg er lidt frustreret over, at jeg kan finde på sådan noget pjat. At kede mig når nu jeg er så et fantastisk et sted. Tahiti! Hallooooo! T.A.H.I.T.I! Shame on you Mette. Men … jeg må bare konstatere, at jeg trivedes altså aller aller bedst med gode mennesker omkring mig. Nogle jeg vel at mærke kan tale, grine, hygge og opleve sammen med. Det giver mig energi. Og de sidste par uger har jeg været meget alene. Franskmænd og polynesiere tæller ikke med i dette regnskab, for de vil ikke ret gerne tale engelsk! Eller kan. Det samme gælder delfiner, hajer og de mange fisk! De nøjes også bare med at kikke og studere mig … tavst … Men måske er det dette, småkederiet, der skal til for, at jeg kan begynde at glæde mig over, at jeg kun har et par dage tilbage? Her i paradiset på den anden side af jorden. Er det det, den kreative hjerne udsætter mig for? Førstehjælp? At jeg skal dæleme ikke have det så edder fantastisk fedt, at jeg risikere at ”glemme”, at jeg skal hjem? Gøre mig mentalt klar? Aaaah … Så mange spørgsmål og nu går en prås op for mig! Rooolig nu Miss Brainy of mine! Jeg har forstået den lille leg med hjernemassen. Mig snører du ikke! Jeg glæder mig, oprigtigt, meget til at komme hjem til alle mine kære. Lad mig så for pokker få lov til at nyde de sidste par dage max! Taaak!

 

Nå, de forkogte grøntsager braser jo ikke sig selv, vel?

 

Tirsdag den 17.04.2018:

 

Jeg har nydt! Virkelig nydt! En super god dag lakker moden enden. Jeg har været ude at røre mig. En dejlig lang gåtur i over 30 grader gul sol med blå baggrund! Først 11 km nordpå for at se Point Venus, et fyrtårn, som Kaptajn Cook har bygget tilbage i 1769. Noget med noget observation af Venus og solen. Schyy ... spørg mig ikke! Jeg kikkede bare. Jeg gik en længere vej hjem, nemlig 14 km sydover – bare fordi jeg kom til … host … at gå en lille omvej … Og så skulle der efterfølgende handles ind til lidt mad. Det betød en tur østpå! Nord, syd, øst, vest – Mette kender som sædvanlig ej vejen bedst! Og gør man ikke det, ja, så … cathiiing: 28 km er tikket ind på røringskontoen! Og nu har jeg ømme fødder! Ja ja, lidt til jammerdalen skal der vel være? Det er heldigt, at det ikke er hænderne, jeg er øm i, for nu sidder jeg og nyder et glas rødvin! Det har jeg da fortjent, har jeg ikke?

 

Onsdag den 18.04.2018:

 

Jeg forelskede mig i går! Lige på stedet. Wauw! Bare lige sådan ”BANG!” Jeg har talt med kæresten om det. Det var jeg nødt til. Lige at få hans besyv med. Høre hvad han mente om det. Han spurgte mig, om jeg ikke mener, at jeg har riiigeligt? Om jeg har brug for mere? Det mener jeg nu nok, at jeg har. ”Det var kærlighed ved første blik, skatter!” Jeg kan altid bruge mere! Hvem kan ikke det? Og når nu det gør noget godt for en? Men … man kan jo desværre ikke altid få alt, hvad man peger på, sååå … jeg måtte vælge! Kjolen eller et dyk i dag? Kæresten mente, at en kjole kunne jeg altid købe, men et dyk i Tahiti var en éner! Ohe, han er satme så klog, den kæreste. Men han går jo heller ikke med kjoler, så hvad forstand har han? Okay. Fair nok. Jeg ved det jo godt. Han har ret! Så … jeg tog ud at dykke i dag. Og det var fint, en anelse fesent, men det var fint. Jeg er trods alt glad for, at jeg gjorde det. Flueben ved dyk på Tahiti. Jeg kommer formentlig aldrig tilbage hertil.

 

Jeg sidder dog stadigvæk her og drømmer om den lille lækre sag. Jeg er vist forelsket!

 

Torsdag den 19.04.2018:

 

I dag er min allersidste dag her i Eventyrland. Suk! Trist. Jaaaa. Øv. Jeg vil ikke. Jo, jeg vil. Det bliver godt. Eller. Jeg er forvirret. Men uagtet følelsen, der svinger som en yoyo på overarbejde, så skal jeg hjem. Og det bliver godt. Ærlig talt. Tror jeg … Dagen i dag skal gå med at suge den sidste polynesiske sol, nyde det moana blå hav, sende længselsfulde blikke over mod naboøen Moorea, kikke på de smukke og smilende polynesiere – og først på aftenen tager jeg i lufthavnen. Så venter der mig et otte timers flyvetur til Los Angeles. Jeg får dér ”lov” til at strække ben i syv timer før end jeg napper flyet direkte til København. 10 timer! Uj. Men jeg ved jo, at der venter mig noget super fantastisk, så den napper jeg i sive ben og øm rumpe! Jeg skal nemlig hjem til min kæreste, mine tre æg, svigeræg, venner og familie. Jeg skal hjem og nyde, og jeg skal hjem og lægge planer for mit næste eventyr. Jeg ved ikke endnu, hvor det skal gå hen, men det kommer helt klar til at ske. En dag. En ting ad gangen. Nu skal denne fantastiske tid lige bundfælde sig, og så giver jeg en dag ude i fremtiden drømmene gødning. Så må tiden vise sig hvilken en, der bliver til noget.

 

Mit mantra for mit liv: Hvis man vil noget, så er det sgu da bare at gøre det! Citat Mikkel Beha

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...
Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

24.06 | 14:32

Jeg er naturist på Lyngbo camping i Henne. Kan varmt anbefales, særdeles når man er i overgangs alderen som jeg😉

...
14.02 | 02:37

Den med uvejret 6/2 må jeg nok tage ansvaret for, dog var det høj sol her. Glæder mig til at læse mere om din fantastiske færd.

...
24.01 | 13:01

Man kan som almindelig arbejdsslave blive helt misundelig (Bortset fra man skal op i en mast). Her er alt vel😊. Nic har boret og hamret et stativ op😝🤗

...
12.01 | 11:10

Du har jo allerede været i skarp træning hos Charlie omkring at gøre helt almindelige hverdagsting på en meget bestemt måde. Det bør du hurtigt vænne dig til.

...
Du kan lide denne side
Hej!
Prøv at lave din egen hjemmeside ligesom mig! Det er nemt, og du kan prøve det gratis
ANNONCE