Hawaii til Fransk Polynesien

Tirsdag 06.02.18:

 

Hvem har fødselsdag?

 

Et sted i verden er der en lille bandit, der har fødselsdag, og han har ikke opført sig ordentligt! For det har bare regnet max her på Maui i dag! Det meste af dagen i går, og i dag hele eftermiddagen. Voldsomt! Skam dig! Så er det altså ikke det fedeste at være på en båd, i en lille afskærmet havn, hvorfra vi rent faktisk skulle være sejlet fra i formiddags, til den store vulkanø Big Island, hvis det ikke var fordi, at det har været tordenvejr, lyn og regn! Nu bliver det tidligst i overmorgen!

 

Alle koøjer har været omhyggeligt forsejlet (mit lagen er kun blevet lidt vådt ... jeg var lidt langsom til at reagere … grr …), loftvinduer lukket og det samme med døren ind til styrehuset. Vi var skærmet mod regnen, bevares, men ikke mod høj fugtighed og indelukkethed. Puha! Livet smålugter! Men … det er vel en del af charmen? Tror jeg nok. Men så kunne man jo lægge sig i sin semi våde køje, og tænke på de gange, hvor man på en kold eller regnfuld arbejdsdag har siddet og dagdrømt: ”hvem der bare var derhjemme i sin sofa, med en plaid og en god bog”. Nu var det så nu! Hvor jeg rent faktisk kunne gøre det: Ligge en højhellig tirsdag og læse, blunde lidt og bare være. Have alt den tid i verden. Så skønt. Og da klokken slog 16, så fik jeg halet mig på højkant, svunget benene ud af overkøjen og løb sammen med skipperparret og Mikkelgast gennem regnen og frem til ohe jolly happy hour på baren Beach Bums – en 30-40 skridt fra båden!

 

Se, det var det jo alligevel en god dag. Og tillykke med fødselsdagen i øvrigt!

 

Torsdag den 08.02.18:

 

Melodi: 10 små cyklister …

 

Seks gla-de sømænd - i Stille-havet var

En ville gerne hjem, og så var de fem!

Der var en, der var to, der var tre, der var fire, der var fem på båden lang

Der var en, der var to, der var tre, der var fire, der var fem på pladsen trang

 

I går aftes under aftensmaden fortalte en bevæget Mikkelgast, at han vil forlade skibet på mandag og flyve hjem til Randers! Wow! Den havde jeg godt nok ikke lige set komme. Men Mikkel havde fundet frem til, at det med at sejle, det var ikke lige ham. Han har hygget sig gevaldigt indtil nu, men tanken om at gå ”under jorden” i 20-25 dage, som det bliver til på fuldstændigt åbent hav, når vi sejler fra Hawaii til Frank Polynesien, det er ikke ham! Det er naturligvis fair, men øv hvor jeg er ærgerlig. Han er simpelthen sådan en behagelig gut, sød og hjælpsom, og jeg kommer til at savne hans dejlige selskab. Jeg har sagt til ham, at han får ikke lov til at forlade skibet! Jeg binder ham fast med et pælestik … men … nu har han set mine pælestik, og så var det så som så med den trussel! Jeg ønsker ham alt det bedste fremover. Så fra på mandag er vi skipperparret, Miss Amalie, Sarah og så mig tilbage på skibet Gwendoline.

 

Her til formiddag forlader vi Maui og sejler omkring 75 sømil mod Kona på Big Island. Det er omkring 140 km. Det vil tage os ca. 20 timer at nå dertil. Jeg glæder mig til for første gang at skulle prøve at sejle, når det er mørkt! Det bliver spædende, og jeg har en forestilling om, at stjernehimlen er fantastisk.

 

Nu er det tid til morgenmad, der i dagens anledning består af bananpandekager, et par kopper kaffe og et stk. søsygepille til mig!

 

Fredag dem 09.02.18:

 

Det er tidlig morgen. Generatoren brager derudad, og jeg drikker morgenkaffe. Helt alene. Aaah. Solen er ikke stået op endnu. Jeg kan se ind til den lille havn på Big Island. Vi ligger for anker i Kailua Bay, fem sømil fra byen Kona. Tæt på skibet er der morgenfriske svømmere og padlende folk i udriggerkajakker. Der er ingen skyer på himlen, men der er en forbavsende kold morgenbrise.

 

Vi ankom i nat kl. 01.30. Til byen Kailua-Kona på den vestlige side af Big Island. Det var fire fem timer før end beregnet! Vi havde god vind, men sindssyge uberegnelige bølger. Stillehavet bliver presset ind i ’Alenuihaha Kanalen i Hawaii, og det giver en masse korte bølger, der kommer fra mange retninger. Vi startede ellers ud i et fantastisk flot vejr. Blå himmel, varm sol, lidt bølger, og meget af tiden sejlede vi med genua forsejlet, og når vinden fra tid til anden løjede af, så var det for motor. Vi var taget af sted kl. 10, og hele dagen havde jeg nydt solen, set et par delfiner, og haft nogle mægtige hyggelige snakke med skipperparret. Men da vi sad på dækket og spiste aftensmad, da begyndte bølgerne for alvor at bide. Vi vippede liiige voldsomt nok (som i at der kom lidt vand ind på gulvet i cockpittet …!), så kaptajnen satte storsejlet for at give lidt stabilitet. Det hjalp lidt, meeen … det var ærlig talt svært at genfinde hyggen, især da mørket nu var faldet på. Jeg orkede desværre ikke at se på stjerner! Jeg gik derfor til køjs efter, at Lene og jeg havde klaret opvasken. Men men men: ingen som helst snert af søsyge! Sådan!

 

Det var dæleme hårdt arbejde at forblive i sin overkøje! Jeg kartede rundt for hver bølge, der slog ind. Jeg forsøgte mig med alle mulige stillinger, hvor jeg kunne ligge i spænd. Der var mange gange, hvor jeg var lige ved at tage den ud over kanten. Jeg fandt til sidst en ok måde at ligge på. Det involverede venstre fod, højre knæ og begge hænder, men det var en sej kamp. Men ikke så sej som den skipperparret tog! De blev oppe og passede den aftenkolde ballade, mens vi gaster gemte os væk i vores varme, men yderst urolige køjer! Det varede dog ikke ved hele aftenen, bølgerne. Der kom atter mere ro på, og man kunne slappe af i kroppen. Klokken nat blev vi gaster vækket, og vi skulle hjælpe med at kaste anker. Jeg indfandt mig atter i ankerhuset. Mit andet hjem efterhånden! Muurraaah … ej, det er pjat. Der gik lidt tid i den bulder ravende mørke og kolde nat med at få ankeret til at få fat i bunden, men endelig lå vi der, og vi kunne alle sige godnat. Også skipperparret.

 

Mandag den 12.02.18:

 

Det er nu gået hen og blevet mandag aften. Solen er lige gået ned. Det går fra kolde morgenbriser til 26 grader i løbet af dagen! Jeg kører fuld sol og masser af kalorier ind: cheeseburgers, tacos og happy hour øl! Mums! Lidt en kontrast i forhold til, at jeg i går rundt lige der, hvor Ironman distancen går fra! Det er det tætteste, jeg nogensinde kommer på en ironman … Det er sjovt, synes jeg. At stå dér i sandet hvorfra startskuddet går for svømningen samt gå i de gader, hvor de cykler 180 km og afslutter med en maraton. Især fordi jeg det seneste år har fulgt de to danske ironwomen Michelle Vesterby og Camilla Pedersen tæt.

 

Og noget fantastisk: rundt om vores båd, i det turkisblå vand, svømmer der en stor flok Spinner Dolphins (langnæbbet delfiner). Wauw. De små delfiner kommer tilbage flere gange i løbet af dagen (jeg har også set dem fra land), og de spinner vildt rundt i luften før end de lander med et plask. Jeg gider virkelig godt at prøve at være i vandet sammen med dem. Det har længe stået på min Bucket list: ”At svømme med delfiner”. Jeg havde håbet, at de i går formiddags kom og hilste på Mikkelgast og mig på vores lange snorkeltur, men nej. Vi måtte nøjes med en total død koralkirkegård 10 meter længere nede under os. Der var heldigvis en del farvestrålende fisk. Måske i morgen?

 

Vi sagde farvel til Mikkel her i eftermiddag. Det er helt underligt, at han er smuttet. Jeg kender jo kun skibet, hvor Mikkel er en del af inventaret, men nu er vi jo så altså nede på at være en enkelt hane og fire flotte høns. Boooork bok bok, det skal nok gå alt sammen, selvfølgelig gør det det, men … det er mærkeligt.

 

Vi sejler fra Hawaii torsdag morgen. Hvis vejr og vind holder. Normalt må man kun ligge for anker i 72 timer, men vi har fået dispensation til at blive her til torsdag. Så har vi været her på Big Island en uge, og jeg har været i Hawaii siden 28. december! Det har været syv helt vilde fantastiske dejlige uger. Så ubeskrivelig en skøn tid, der har fyldt mig med så meget glæde og mental energi, at jeg går rundt med småbobler i maven. Engang imellem må jeg knibe mig i armen og minde mig selv om, at jeg er her faktisk. Lige midt i mit eventyr. Det er ikke bare en drøm! Det er umuligt at gå rundt og være utilfreds med noget som helst. Man smiler bare konstant, og ens livsmuskel er grundglad. Hvis det ikke var fordi, jeg har mine kære derhjemme, så blev jeg her! Lige her i paradis, hvor jeg har haft en tid, der er så meget bedre end jeg havde turde håbe på. Jeg har set så fantastisk en smuk natur, og jeg er fuldstændig vild med klimaet. Den gør mig godt. Og befolkningen er helt unikke. Aldrig har jeg mødt så venlige og hjælpsomme mennesker. Så alt i alt får denne tid et gigantisk femtal med en stor fed pil opad! 

 

Om et par dage begynder så et helt nyt kapitel i dette eventyr for mig: vi skal ud på det store åbne hav! Vi skal til at gå ”under jorden” på Stillehavet, som den nu afmønstret gast beskrev det. Vi skal forvente, at det vil tage en 20-25 dage at sejle fra Hawaii til Marquesas Øerne i Fransk Polynesien. I lige linje er der omkring 1.800 sømil. Det er ca. 3.300 km. Det er altså langt … men jeg glæder mig til at prøve det. At se hvordan det bliver. Og det bliver da også sjovt at prøve at krydse Ækvator, at blive døbt og få et, forhåbentligt, fint navn. Spændende hvad mit nye navn bliver, og endnu mere spændende hvad jeg bliver døbt i. Kan man mon få lov til at få rødvin i sine lokker, eller omfatter ritualet kun en klam sammensurium af soja, kaffegrums, hindbærsyltetøj og en skvis fint salt? Hmm … det vil tiden vise sig. Spændende bliver det i hvert fald.

 

Nu vil jeg suge det sidste ud af Hawaii, og når tiden kommer, så vil jeg bukke og bakke det bedste, jeg har lært og sige ”Mahalo for denne gang og aloha Hawaii”.

 

Vi ses på den anden side!

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Torsdag den 01.02.18:

 

Stik mig en hval

 

”Stik mig en hval, ellers går jeg flik flak” nynnede Sarahgast det meste af vejen fra Lahania til Ma’alaea. Hun havde sit nye fine reflekskamera hængende om halsen. På koncentreret jagt efter pukkelhvaler. Og de var flittige, de hvaler. Men de var også nogle snydepelse … eller … de var i hvert fald ikke altid lige i kameraets linse. Der er opstået en stor respekt for tålmodige dyrefotografer!

 

Efter i fire dage at have vugget voldsomt for anker ved byen Lahania på Maui, smuttede vi videre i morges. Op og klar skib kl. 06! 15 sømil østpå til Ma’alaea. Det var en rigtig dejlig sejltur. Den første rigtige dejlige af slagsen! Ikke noget med høje bølger, bump, plask og søsyge. Næ, vi kunne bare sidde på dækket og nyde solopgangen, mens vi spise ostemadder og drak vores morgenkaffe. Omkring os plaskede de mange kamerasky pukkelhvaler. Se, det er livet.

 

Det var til gengæld ikke spor af sjovt at skulle lægge til i havnen. Den er lille, og vi fik anvist den sidste plads. Her var planen, at vi skulle kaste anker midt i havnesporet, foran vores plads, og så ellers bakke ind til kajen. Jeg stod atter nede i ankerhuset. Det var ikke spor af nemt. Det at kaste anker. Ikke at jeg skulle gøre det, men det viste sig at hele havnebunden var vævet til med kædeværk til mooringsbøjer! Hvert skib har hvert sin bøje, hvorpå de er fæstnet enten ved stævnen eller agter. Og vi fik ankeret neden om et af disse bøjer! Sikke en omgang snot! Og mens vi så prøvede at få lirket den gigantiske tykke bundkæde af, da sprang endnu engang vores kæde af ankerudløbet! S.a.t.a.n.s! Men nu vidste Kim og Mikkelgast lige hvordan man sætter sådan en tung fætter på plads UDEN at risikere lemmer. Det tog ikke mange minutter. Men … vi flettede jo stadigvæk sammen på bunden af havnen. En mand inde på kajen tilbød at hjælpe os – mod betaling, naturligvis … Nej tak du! ”Well, gooood luck then!” var hans harske kommentar. Tak for det ”kammerat”.

 

Løsningen blev, at vi smed dingien i havnebassinet og Mikkel efter. Han blev dagens helt i skysovs, og fik viklet os løs! Noget med hovedet under vand, tov omkring ankeret, så man kunne vippe det … eller sådan noget. Jeg stod som sagt i ankerhuset. Der gik jeg heller ikke i vejen!  Mit arbejde dér var dog slut, så jeg kom atter på dækket og fik travlt med at hjælpe de andre. Vi skulle have dingien op på plads og få bundet tovværk om pullerterne, så vi kunne komme ind til kajen. Nu med stævnen først. Nu drillede til gengæld den forreste thruster, så kaptajnen kunne ikke holde os inde til kajen. Ohe boy! Heldigvis er verden fuld af gode mennesker, så der var flere mænd og en enkelt kvinde, der hjalp os med at komme på plads. Både med at tøjre os til kajen, og få fisket vores mooringsbøje i vandet ud til siden, så vi kunne komme ind til kajen og sidenhen binde bagenden af skibet fast til bøjen.

 

Det var ærlig talt lidt af et cirkus, men nu ligger vi her. Klemt godt inde mellem to store lækre skibe, og alt ånder fred. Vi hilser pænt på folk, vi ikke kender, men de ved til gengæld, at danskerne er ankommet. ”It was you who had problems this morning? Welcome to Ma´alaea …

 

Hvad skal vi så finde på af ballade i morgen?

 

Søndag den 04.02.18:

 

Ka Nirvana Hale

 

Vi har ikke lavet spor af ballade. Vi har hygget os, har vi. Vi lejede i to dage en bil, og så har vi ellers sust rundt på hele Maui. Smukke Maui. Vi har været 3055 meter oppe på toppen af vulkanen Haleakalá, vi har været igennem de mest idylliske små byer, set et væld af imponerende vandfald, flotte blomster, bambus, regnbue eukalyptus træer, palmer. Grønt i grønt, og da min yndlingsfarve er grøn, ja, så var det svært ikke at være imponeret. Hold nu op en fantastisk smuk ø. Jøsses, jeg er solgt. Jeg kunne virkelig godt se mig selv bo her. Helt derude et grønt sted på den østlige kyst, oppe på én af skrænterne, hvor der er fred og ro, i et fantastisk træhus med veranda. Huset skulle hedde Ka Nirvana Hale, hvilket betyder Huset Nirvana. Her ville der være udsigt ud over havet, hvor bølgerne har sin vilde gang, og man kan se pukkelhvalerne springe. I min have skulle der være alverdens smukke blomster og palmer, bl.a. med kokosnødder og små søde bananer, og der skal gå røde høns og smukke påfugle frit rundt og hygge sig. Måske en lille hund ved navnet Tiki. Jeg skulle kun belemre mig selv med indkøb en enkelt gang om ugen, da der er langt at køre. Så jeg skulle bare være. Nyde livet. Elske mine næste. Kysse på min mand. Jeg skulle sidde på min terrasse, skrive på en bestsseller, drikke kaffe med lun mælk, og når klokken slår fem et sted i verden, så ville jeg nyde en sundowner og bare være ydmyg og evig taknemmelig over følelsen af nirvana.

 

Den eneste lille malurt i denne drøm: jeg tror ikke, at jeg får mine kære med på den idé! Så, jeg vil nyde det hele max her og nu og mere til, og når jeg engang til foråret er retur i skjønne Danmark, så er jeg ganske vist på, at jeg også vil finde nirvana dér!

 

 

 

 

 

Livet som gast på et sejlskib er så meget af det, jeg har gået og forestillet mig, og så alligevel ikke. Jeg var blandt andet forberedt på, at vi skulle bo tæt, at jeg ikke kunne få mit daglige morgenbrusebad, at der ville være langt til købmanden, og at wi-fi ville være noget sporadisk legetøj. Men så er der alle de andre ting, som bare er så anderledes end det, der de sidste mange måneder har fyldt mine forestillinger om livet til søs. Jeg havde heller ikke forestillet mig, at jeg skulle nyde synet af en pukkelhval 20 meter fra min morgenkaffe, at jeg skulle se de mest fantastiske solnedgange, at jeg ville få friskbagt morgenbrød og rugbrød til frokost. Se, sådan er der så meget til livet.

 

Lakridser

 

Det er lidt som at være på campingferie. Man er aldrig sådan heeelt ren. Jo, lige i det øjeblik, man i havet har skyllet sin saltvandshampoo ud af håret og kravler op af stigen til skibet, eller man er så heldig at kunne bade under en bruser. Kaptajnen var så sød den anden morgen at sejle mig ind til det offentlige toilet på havnen i Kanakakai. Det var uhumsk, badefaciliteterne, men med et par klipklapper på, så lykkedes det at få vasket mit hår under en tyk lunken stråle af vand. Fantastisk. Og jeg kunne få lakridserne mellem tæerne væk. Jamen, jeg var salig. Tak kaptajn.

 

Det er en fantastisk fornemmelse, som man virkelig prøver at holde fast i så længe som muligt. Men … så futter man efterfølgende rundt på bare fødder på skibet, man sveder lidt under den dejlige barmhjertelige sol, får strejf af saltvand på sig, dingien skal i vandet, benzindunken findes frem og samme vej, altså ned i dingien, og der skal fra tid til anden fyldes benzin fra en mindre dunk og over på den store i dingien, skosålerne skal efter endt visit på fastlandet vasket fri for kakerlakæg osv. Så meget at gøre og det er ikke alt sammen noget, man får rene negle af! Så er det ved at være slut med den fornemmelse. Jeg praktiserer etagevask, men det er bare ligesom ikke helt det samme, vel?

 

Men … det er helt okay. Det er en del af gamet. Jeg har af samme årsag heller ikke pakket smykker. Se, det var en joke! Dem af jer der kender mig ved, at jeg ikke ejer nogen! Men … jeg har heller ikke pakket fine kjoler og neglelak. Ha! Joke nummer to. Ej, så er jeg heller ikke værre, men jeg er praktiker, så jeg har medbragt klipklapper, et par løbesko, bikinier og så ellers lidt tøj, og se – det har jeg masser af: løbeshorts, der kan tørre hurtigt og tanktops! Så er jeg godt kørende!

 

De kan bare komme an, de lakridser – mig genere de ikke!

 

Ferskvand

 

Vi skal spare på det ferske vand. Det er bl.a. en af grundene til, at vi ikke bare kan gå glad i brusebad. Men vi har også lært at vaske hænder, så vi bruger så lidt vand som muligt, og det samme gælder opvask af service. Det er nærmest en videnskab i sig selv. Hele to baljer har vi gang i! Måske det er derfor, at det falder mig lidt svært? Jeg ved det ikke, men jeg vil helst tørre af! Og dække bord. Det er jeg til gengæld super god til. Vi fire gaster har hver en maddag, hvor man sørger for at sætte morgenmad frem. Så er kaptajnens kone Lene med til at sørge for frokost og aftensmad. Vi hjælpes alle fire ad med at få vasket op og få lagt drikkevand fra watermakeren på køl. Fra tid til anden er vi heldige at få tilbudt plads i vaskemaskinen. Det sker, hvis vi er i nærheden af en havn, hvor vi kan tanke vand. Tanken er på omkring 1.500 liter. Ellers står den på håndvask.

 

Morgenkaffe

 

Jeg står oftest først op her på skibet. Omkring kl. 06. Det er stadigvæk mørkt. Her er så dejligt stille og roligt, og jeg nyder at sidde her foran computeren og øve ti finger systemet. Dertil en kop kaffe. Aaah. Det er livet. Jeg har hver morgen sat elkedlen i gang. Det gjorde jeg også i dag. Idet jeg satte stikket i kontakten, gik alarmen på generatoren. Oj, jeg blev forskrækket! Ohe no! Hvad gør en klog? Jeg måtte liste ned til den sovende kaptajn og ud i mørket hviskende spørge, om jeg skulle starte generatoren? Ja, det skulle jeg. Fint. Mig op i styrehuset, få sat gang i den og notere i bogen. Men den bibbede stadigvæk. Tilbage: ”Kaptajn. Hvordan slukker jeg for alarmen?” Aahhh … så fandt jeg også ud af det. Hvad skipperparret havde glemt at fortælle var, at vi altid skal tænde for generatoren før end vi går i gang med f.eks. at koge kaffevand. De andre morgener har jeg bare været heldig, at der endnu var lidt saft og kraft tilbage, men ikke i dag!

 

Natlæsning

 

Næslæsninger er der for mit vedkommende ikke meget af! For det første fordi jeg går i seng lang tid før klokken slår midnat! Den er omkring kl. 21! Det gør de fem andre også. 8-10 timer hver nat: zzZZzzz! Men … vi skal spare på el, så alt form for hygge i sengen forgår med pandelampe. Jeg ved ikke med dig, men når jeg får lagt mig ned under mit tæppe, slukket for loftlyset og kun er omgivet af en lille bitte radius af mat lys fra en tam pandelampe, ja, så inviterer jeg nattesøvnen til at hilse på før end tiltænkt. Jeg når sjældent at læse meget mere end en side. På overskudsdage når jeg måske to, sågar tre.

 

Otte stykker

 

Så er der toilettet! Man sætter sig, gør sit, bruger max otte stykker toiletpapir, rejser sig, fylder via en knap på væggen lidt ekstra saltvand i kummen (så tingene kan flyde lidt så at sige …), trykker derefter på knap to således at man kværner de dersens ting alt mens de skylles ud i havet – og den grande finale er et 12-15 sekunders fast trykken på knap nummer tre. Nu skylles rørene igennem med saltvand. Man må gerne bruge riiigeligt. De kværnede herligheder fiser som sagt direkte ud til fiskene – og ens badende kammerater, så hvis man er en god ven, så tjekker man forinden det store toiletbesøg om nogle er i gang med saltvandshampooen!

 

Summa summarum

 

Livet som gast er fantastisk. Man skal bare lige vænne sig til at der er ting, mange ting, der er væsentlig anderledes end derhjemme i hverdagen. Ting man bare gør uden at give det en væsentlig tanke, det bliver pludselig til småprojekter herude. Men når først man får det vist og prøvet, jamen, så er det absolut til at leve med. Vi har endnu ikke sejlet så meget, så jeg har ikke helt vænnet mig til at navigere rundt på skibet uden at få stød og blå mærker. Især mine albuer og hofter får jeg taget fra med, når skibet pludselig ruller en anden vej end jeg var klar til. Men også det vænner jeg mig vel til? Altså at rulle med?

Jo, livet om bord er livet.

 

 

 

 

 

 

 

Torsdag den 25.01.18:

 

Aloha Kaunakakai

 

Torsdag aften. Bacontern bliver stegt på dækket, pastaen koger i kabyssen, og om lidt skal fløden i. Har du gættet retten? Admiralen og Mikkelgast er på kokkeholdet. Det er trygt og godt. Vi andre sidder i salonen og nyder et glas rødvin. Man må gerne nyde alkohol, så længe vi ligger for anker. Ellers er det totalt forbudt.

 

Vi fik eeendelig sagt farvel til Lono Harbor i går morges. Der var ærlig talt ikke meget at komme efter. Så … en plan blev lagt. Vi måtte af sted før end det atter ville blæse op i løbet af formiddagen. Vi stod derfor op før end solen havde overvejet at deltage. Så var vi klar skib (det vil bl.a. sige, at samtlige koøjer var lukket, løse genstande fjernet og alle mand var klar til afgang og i redningsvestene), da det blev lyst kl. 06.30 – og af sti af sted østpå mod byen Kaunakakai. Stadigvæk her på øen Molokai. Vi skulle sejle 15 sømil, og det tog os ca. fire timer for motor. Helt uden søsyge! Jaaaaaaaa! Jeg havde da også sørget for at spise en søsygepille. Der står vel ikke dum i panden på mig? Schyyyy … Glem jeg spurgte!

 

Det var en skøn tur trods lidt hårde bølger. Vi så solopgangen, en masse blåst fra pukkelhvaler, en hel del haler, og vi så nogle af dem springe. Fascinerende. Skønt. Spændende. Meget mere af den slags, tak. Da vi havde kastet anker i havnen her ved Kaunakakai og spist frokost, da hoppede alle mand i dingien. Vi skulle udforske byen. Den stoooor by. Byen her på Molokai. Hmm … tja … Hvad kan jeg sige? Den var lille, ingen lysregulering, et lokalt bibliotek, et par hæveautomater, mange madsteder og små supermarkeder, men den var hyggelig, byen. Alle hilser på hinanden. Vi fik vinket en del. Der var en lang hovedgade med nogle enkelte stikveje og en masse træhuse. Nogle af dem mere et skur med vinduer og et butiksskilt. En del ”bygninger” var forladt og lige til at rive ned. Den store stygge ulv burde komme forbi og puste dem omkuld, men som sagt hyggelig. Dette er øen, hvor de ægte hawaiianere bor. Og de er kønne (især pigerne – wauw), og de er smilende, venlige og nysgerrige, men mange af dem er meget tykke! Slankelægen fra Holbæk Sygehus ville formentlig diagnosticere dem som meget svært overvægtige! Ikke alle 7400 indbyggere, bevares, men en overraskende del af dem står uhyggeligt godt fast i blæsevejr … Vi har til gengæld ikke mødt en eneste asiat! Og ej heller en hjemløs. Her er så anderledes end på øen Oahu. Det er så absolut det mest u-turistede sted, jeg har været til dato.

 

Men hvor kunne vi finde wifi? Vi var fire gaster, der ærlig talt var lidt sultne efter civilisationen udefra. Fem dage i en tam bugt uden et lille pip hjem til ens kære er ærlig talt en lidt voldsom kold tyrker. Vi savner jo. Her var ingen som helst Starbucks med fri internet! Hvad gør en klog? Jo, de køber sig et 10 dollars bibliotekskort! Men så er det også gyldigt i tre måneder i hele Hawaii, og vi har adgang til wifi én time af gangen. Så må man gå sig en tur på en times tid, og så komme tilbage ... Joooow, hvad man dog ikke gør for at hygge på det lokale bibliotek sammen med oplandets befolkning.

 

I dag har vi været på tur. Vi lejede en stor bil med plads til 15 personer. Den eneste der var tilbage på øen at leje! Så den nappede vi. Det var en rigtig dejlig tur, hvor vi kom hele øen rundt. Den er godt 61 km lang, og 16 bred, så den er til at have med at gøre. Lige så goldt der er sydvest på i Lono, lige så frodigt er øen på øst- og nordsiden. Wauuuuuuw! Så fantastisk flot en natur. Havet, de store bølger der skyller ind over lavastenene, bjernetinderne, regnskoven og palmerne. Og et utal af kirker. Der må nærmest være én til hver indbygger. Muligvis en kende overdrevet, men tæt på! Vi har været til fantastiske steder, som har så skønne navne som Pu’u Koku Rance, Hálawa Beach Park, Alanuipuhipaka Ridge, Kalaupapa Lookout (udkik ned til et lille lukket samfund på en lille lavaø, hvor de spedalske blev sendt hen), Papohaku Beach Park, og vi har besøgt en macadamianødde park, set masser af vilde pikkende høns, tre heste og en mark med køer (første gang for mig, det med køerne, altså her i Hawaii) og vi har drukket ”Coffees of Hawai’i”. Og så liiige en tur mere på biblioteket.

 

Da vi aller sidst på eftermiddagen kom tilbage til dingien, der var låst fast til en lille bådebro, da var den lagt oven på broen! Hvad? Hvad pokker lavede den der? Dér hvor vi havde efterladt den, da lå nu et skib. Der skulle det altså så ligge, og da de ikke kunne fjerne vores dingie, ja, så lagde de den da op på broen! De havde sågar med lyserød tus skrevet på den: ”Please, don´t lock your dingy”. Da der var påsat en påhængsmotor, vejede den en del, så vi bad høfligt dem fra skibet om hjælp til at få den tilbage i vandet. De var tre gutter, og de virkede ikke helt appelsinfrie. I stedet for så lige at vente på os andre til at tage fat om dingien, så tog en af gutterne den og skubbede den resolut ned i vandet! PLASK! Sikke en kæmpe i.d.i.o.t! Påhængsmotoren fik en lidt hård medfart, da den ramte vandet. ”But … you asked for help, so I did!” Ohe store fjols. Han fik en lille antydning af tick, da han blev spurgt, om han havde forsikring. Men dog ikke mere end at han mumlende syntes, at vi var nogle dumme turister. Bevares.

 

Påhængsmotoren blev heldigvis hurtigt fikset, og vi kom alle vel retur til skibet. Hvor her nu dufter af bacon. Det er tid til spaghetti carbonara.

 

Fredag den 26.01.18:

 

No happy hour

 

Dagen er gået med at slikke sol, læse, en tur på biblioteket og omkring fem minutter efter endt happy hour på Paddlers In, da gik vi fire gaster ind og betalte fuld pris for en omgang lokal øl og drinks med rom! Det var så cool. Altså stedet. Så autentisk. Der summede af glade gæster, smilende tjenere og der blev spillet live hawaiiansk musik af en gruppe ældre mennesker. Super fantastisk hyggeligt, lige på nær da en ældre dame havde et solonummer. Vi kom i hvert fald til at tale om hvad Mr. Blachman ville mene om det … Uha … det lød bestemt ikke godt, men vi hyggede, gjorde vi.

 

Lørdag den 27.01.18:

 

Malana mai ke kauila i ka nonanona kanaka

 

”The kauila wood floats at the hands of the many”.

 

The hawaiianske alfabet består af kun 14 bogstaver, og alle skal udtales! Det lyder så hyggeligt. Sproget fik vi hørt en del til i dag, da vi var til byens årlige festival. Der var sat små hyggelige boder op i gaden, og på selve sportspladsen foregik festivalen. To af USA´s Coast Guards marineskibe var sejlet ind for at deltage i det lokale sportsarrangement, hvor det gjaldt om ”good sportmansship”. Det samme var et specielt bygget skip fra Maui. Det havde sejlet rundt til de andre øer for at samle nogle af de bedste college sportsudøvere. Vi havde store forventninger til denne dag.

 

Det var super hyggeligt og sjovt at se, men slet ikke så pompøst, som vi havde forventet. Vi sad dog på små trætribuner, der var sat op rundt om plænen, hvor legene skulle foregå. Der var otte hold af voksne, der var i konkurrencer mod hinanden. Fire hold med kvinder, der kæmpede mod hinanden, og fire med mænd. Det var gamle hawaiianske lege, der var gang i. Der var alt lige fra spurtløb til et lidt længere løb og begge løb foregik på bare fødder, de skulle ligge på græsset og lægge arm, der skulle holdes i hånd og stå på ét ben og så ellers vælte modstanderen, der var spydkast, kuglekast, og et spil der mindede om en mellemting mellem Kongespil og petang (de kastede med noget der fra tribunen af lignede en pastinak …). Det var sjovt at se. Det bedste var dog tovtrækningen. Her var taktikken meget tydelig: alle de gigantiske store hawaiianere var sat på! USA Coast Guard havde ikke en chance! Hverken på mande- eller kvindeholdet. De store mænd og kvinder stod bare fast. Og det var da også dem, der endte med at vinde konkurrencerne. Præmien var en ”pastinak”! Til deling!

 

Bagefter var der live musik, hvor tre mænd spillede på ukuleler og sang. En frisk kvinde dansede en enkelt dans for os. Festivalen blev sluttet af med, at vi alle skulle stå i en stor rundkreds med hinanden i hænderne. Vi var vel en 200 plus tilbage. Så blev der sagt en bøn. Først på hawaiiansk og derefter på engelsk og alle i rundkredsen begyndte at synge en fantastisk smuk sang, som jeg ikke forstod et ord af! Men det var en fantastisk oplevelse.

 

Resten af eftermiddagen foregik for os seks danskere på Paddlers In, hvor vi denne gang nød rigtig godt af happy hour, spiste gode fede burgere og hørte live jazz. Og det bedste af det hele: jeg fik hul igennem til Danmark. Det evnede det lokale bibliotek nemlig ikke. Sååå pragtfuldt efter en uge atter at høre kærestens dejlige stemme. Uha, jeg savner ham og mine tre skjønne æg.

 

Så Mette, ikke så meget pladderromatik. Jeg er jo snart hjemme igen, og så krammer jeg livet ud af dem. Nu er det sengetid. Sidste nat på Molokai. I morgen sejler vi 23 sømil øst mod endnu en vulkanø, denne gang Maui.

 

Søndag den 28.01.18:

 

Redningsaktionen

 

”Kalder U.S. Coast Guard. Det er Gwendoline her. Vi har set en lille båd med bunden i vejret, og der er tre mand i vandet. Vi sejler hen og redder dem” – det var skipperkonen, der kaldte over VHF’en.

 

Omkring 1½ sømil fra land og tæt på hvor vi ville kaste anker ved byen Lahaina på Maui, da fik kaptajnen pludselig øje på noget mærkeligt i vandet. Det viste sig at være en lille kæntret båd, og tre unge mænd, der i bølgerne klamrede sig til den. De vinkede til os. Rundt omkring dem flød alle deres ting fra båden. Det var første gang for os alle her om bord at skulle redde nogen op fra havet. Skipperparret vidste i teorien, hvad vi skulle gøre, men vi andre tre novicer måtte bare stive ørerne af, lytte, se og gøre som sagt. Og gerne lidt tjept! Fjerde gast havde desværre en sygedag i sengen.

 

Vi sejlede så tæt på dem som muligt alt mens de tykkeste reb blev rigget til. Et til at kaste ud til mændende, og et til at lave en afsats til at træde på. Det gik stærkt, og vi var dæleme effektive. Alle fem af os. Fra vi så dem, og til vi havde fået halet dem sikkert om bord, gik der omkring 10 minutter! De havde ikke ligget så længe i vandet, men de var godt trætte og chokeret. Vi kunne heldigvis ringe tilbage til U.S. Coast Guard og fortælle, at alle mand var okay, og at vi ville sejle dem ind. På kajen stod politiet og redningskøretøjer pænt og ventede på os. De tre mænd forklarede, at det var deres chefs båd, de havde lånt. De var efter et par times sejlads på vej retur til havnen, da et større skib havde lavet en voldsom hækbølge, og båden havde tippet over. De havde ikke redningsveste på, og de havde heller ikke noget til at kalde efter hjælp med. De var godt nok slukøret, men hvem kan bebrejde dem det?

 

Da Kim havde givet sin forklaring til politiet, kunne vi sejle ud igen og finde os en mooringsbøje fra Lahaina Yacht Club at hægte skibet på. Vi mente så bestemt, at vi efterfølgende havde fortjent et glas rødvin. Patienten fra kahytten kom op og så dagens sidste lys. Lykkeligt uvidende om dagens hændelser. Mens solen gik ned ved 18.30 tiden, sad vi og fortalte om en fantastisk spændende dag, hvor vi på den syv timer lange sejltur havde fået set en masse pukkelhvaler, været dagens helte i skysovs og nu kunne nyde en helt fantastisk solnedgang.

 

Hvad mon dagen byder på i morgen?

 

Skib og høj og godnat

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Fredag den 19.01.18:

 

Faaarvel og hej igen!

 

Vi stod op kl. alt for tidligt for at være klar til afgang kl. 07.30. Endelig skulle vi ud at sejle. Nuuuj, hvor jeg havde glædet mig til denne dag. Vi skulle først tanke diesel, og derefter ville kursen blive sat mod øen Molokai. Jeg gav den søde havnefoged Robby et farvelkram, vinkede til de andre på kajen og tog mentalt afsked med Waikiki Beach og omegn. Jeg havde haft 3½ helt fantastiske uger på øen Oahu, men nu var jeg klar til nye eventyrer. ”See ya Honolulu. Mahalo for denne gang. Tak”.

 

”Aloha Honoluluu!” Vi måtte vende om efter tankningen! Der var for meget vind. Op til 15 sekundmeter. Øv os! Men sådan er gamet jo på et skib. Vind og vejr har magt. Så vi nappede endnu en dag og nat i Hawaii Yatch Club.

 

Lørdag den 20.01.18:

 

Havgal

 

Kl. 08.30 kastede vi fortøjningerne, og nu skulle den være god nok. Afsted mod Molokai. Vi blev af skipperparret anbefalet at tage hver en søsygetablet, men to af os gaster var rimelig afklaret. Det havde vi ikke brug for. Splitte mine bramsejl – lad os da bare komme af sted!

 

Stor fejl! Stoooor!

 

Efter et par timers sejlads, hvor vi vuggede godt, da skulle jeg tisse. Jeg havde da nydt at sidde ude foran sammen med de tre andre gaster. Solen skinnede, og bølgerne var store. Det var som en lille rutchebane. Weeheee, det kildede så sjovt i maven. Livet er en herlig ting. Men nu skulle jeg altså for mig selv. Så jeg fik bakset mig fra stævnen og frem til styrehuset, hvor jeg klikkede mig af jackstayet, som er en sikkerhedsline. Den er vi klikket fast til under hver en sejlads. Oj hvor skibet vuggede vildt, når man sådan stod oprejst. Jeg blev temmelig udfordret på balanceevnen. Men jeg kom ned til toilettet, hvor jeg havde en krig med at få lukket døren ordentlig i. Den sprang hele tiden op – modsat hvad jeg ønskede. Jeg nåede at få klemt min finger, av, og det var godt nok heller ingen let sat at få redningsvesten krænget af. Jeg var begyndt at svede. Puuh! Hvor svært kan det være?

 

Nå, men missionen for besøget blev vel udført, kan jeg berette, og jeg fik bukserne bakset op igen. Det kostede kun et par albuestød ind i væggen, hver gang skibet krængede til siderne. Mit hoved kyssede døren! Av! Og jeg svedte. Jeg måtte ud derfra, men … jeg havde det pludselig dårligt. Jeg måtte liiiige brække mig. Bare lidt. Bvdr! Oj, det var mærkeligt. Jeg havde ikke været dårlig før nu. Det kom så pludseligt. Jeg var temmelig forvirret alt mens jeg stod som en anden væltedukke på det lille toilet. Jeg prøvede at nette mig, og kom endelig ud, lukket døren og fandt svedende min kahyt. Jeg måtte nok hellere lige hvile mig lidt. Få ro på maven.

 

Jeg havde ligget to minutter i min overkøje, da jeg måtte ofre morgenmaden i en zip-lock pose. Men den evnede jeg ikke at bruge. Altså lukningen. Føj. Jeg måtte fluks tilbage til toilettet. Jammer! Hold da kaje en gigantisk opgave det blev for mig at få den pose med to skiver brød og langtidsholdbart ost frem til kummen – UDEN at spilde. Det lykkedes. Men for filan hvor jeg var dårlig. Jeg har ingen tidsfornemmelse, men jeg vil tro, at jeg sad ud på det toilet et par timer – i spænd med den ene fod på dørtrinet, venstre arm op ad væggen og højre hånd holdte fast i vasken. Skibet var voldsomt livlig. Det blæste da omkring 15 sekundmeter. Jeg kastede galde op i stride strømme. Og jeg svedte, som jeg aldrig nogensinde har svedt før. Det tapdryppede af mig. Min krop var max presset. Sikke en elendighed. ”Moar, jeg vil hjem”.

 

Endelig kom det tidspunkt i mit liv, hvor jeg følte, at jeg kunne bevæge mig ud af det toilet. Jeg væltede ned ad gangen og ind i min kahyt. Her måtte jeg smide alt mit drivvåde tøj før end jeg lagde mig i sengen – og alt jeg magtede var at tage et lille bitte håndklæde over mig. Ynkeligt syn! Her lå jeg så og rullede rundt i sengen et par timer. Jeg hørte nogle på et tidspunkt råbe ”pukkelhvaler”, og jeg steg ud af sengen for at være med – men det blev så atter toilettet, der fik besøg. Gud ske tak og lov at det kun var den ene ende af mig, jeg skulle belemres med …

 

8 timer efter vi havde forladt havnen, og 6 timer inde i mit udrensningsprojekt, da blev der kastet anker i en lille bugt ved Molokai, Lono Harbour. En gammel forladt industrihavn. Jeg var da så frisk, at jeg atter kunne stige ud af sengen. Og det gik. Jeg var noget så lettet. Hilste glad på de andre, smilte sammenhøring til den anden gast, der også havde været syg. Jeg var så frisk, at jeg blev helt glad over at se, at vi skulle have noget at spise.

 

Så begik jeg fejl nummer to: jeg tog fluks en søsygepille! Men jeg kan bare ikke tåle at spise piller på tom mave! Og den var meget tom! Der gik lige nøjagtigt en halv times tid fra jeg havde spist min pille, og til pastasalaten var onduleret – og så til at jeg atter kunne ofre til fiskene! Satans os! Men så var jeg også frisk igen. Sulten, bevares, men ikke mere madspytteri fra min side den dag!

 

Således begyndte sejlereventyret for mig, landkrabben Mette, der blev havgal. Altid huske aldrig at glemme at jeg skal høre efter hvad de erfarne siger!

 

Mandag den 22.01.2018;

 

To søndage på en uge

 

Kender du de dersens søndage, hvor man har absolut nada planer? Hvor dagen går med at sove længe, stå op, strække sig, børste sine tænder, spise noget mad, tulle lidt rundt, rode i skabene efter noget lækkert at spise, drikke dagens ottende kopper kaffe, lægge sig på sofaen, zappe lidt dårligt TV, blunde, spise, zappe videre og pludselig er det sengetid? Det er ikke sådan helt optimalt brug af sin liv, vel? Sådanne dage har jeg haft nu et par dage …

 

Vi ankom til øen Molokai lørdag sidst på eftermiddagen. Jeg var som sagt ikke heeelt på toppen ved ankomsten, men det blev jeg. Heldigvis. Vi nød alle seks at være fremme, spottede en havskildpadde, spiste en lille Nutella mad, beundrede stjernehimlen og gik ellers tidligt i seng. Vi kunne drømme om morgendagens dykning. Som alle andre aftener lå jeg og læste lidt i selskab med en pandelampe.

 

Søndag sov vi alle længe, og efter endt morgenmad riggede Kaptajnen dingien til. Vi ville ind til land, Haleolono Point, og gå os en tur. Som sagt så gjort, men det viste sig, at vi har lagt til et riiimeligt goldt sted. Vejen vi gik ad var en jord/grusvej, og den førte bare ind i landet. Og det var varmt. Det mindede meget som Sydspanien. Vi gik, og vi gik. Lene og Kim gav først op. Men vi fire andre sjoskede godt derudad. En halv times tid efter vendte også vi snuden om. Skuffelse. Absolut ingenting at se. Tilbage til skibet, hvor vi så fik frokost kl. 15.

 

Derefter: Fri leg! Planen var ellers, at vi skulle dykke, snorkle og fange fisk, men her er for meget vind, så der er absolut ingen sigtbarhed! Så … vi sover længe, strækker os, børster vores tænder, spiser noget mad, soler os, men ser dog absolut ikke noget som helst TV. Vi læser bøger, hører podcast og holder udkik efter havskildpadder og hvaler. Det samme i dag.

 

Jeg har aldrig sovet så meget før: 8-10 timer hver nat. Det er skønt, absolut, men det allermest skønne er at vågne op til en ny smuk dag helt af sig selv. Ingen alarm der vækker en brat. Der kan dog være støj fra generatoren, men den skal jeg ikke tage mig af. Med mindre det er min maddag! Jeg sover i overkøjen, og hele natten har jeg koøjet åbent, og det er så fantastisk at ligge dér og vugge alt mens jeg får frisk vind ind i ansigtet. Jeg vågnede på et tidspunkt i nat, hvor jeg lå og så ud på stjernerne. Fantastisk.

 

Meeen … mellem os sagt, så er det jo ærlig talt liiiidt kedeligt at være her i bugten. Men humøret er højt, og vi hygger. Forhåbentlig arter vejret sig, og vi i morgen kan komme videre og kaste anker et andet sted her på øen.

 

Men nu vil jeg gå på udkik efter nogle peanuts, jeg har gemt i mit skab …

 

Tirsdag den 23.01.18:

 

Sæt en finger på spil!

 

Når nu man er fanget i en bugt, så må man jo selv sørge for at der sker noget, der kan gøre dagen ohe så spændende. Men nogle gange kan den også blive liiiige spændende nok. Sådan en dag havde vi i dag!

 

Vi skulle endelig lette anker. Det har flere af os letmatroser jo ikke prøvet før. Vi fik forklaret hvordan og hvorledes. Kim ville stå i styrehuset, Lene skulle styre ankeret, en af gasterne skulle tage sig af tovværket, der var hæftet mellem en pullert og ankerkæden, og en anden skulle så med en stang med en krog for enden hjælpe kæden med at lægge sig korrekt nede i ankerhuset. De sidst to af os gaster havde i denne omgang kikke-rollen.

 

Det gik så galt med at holde tovværket, så det kom i klemme under selve ankerkæden på kædeudløbet, så kæden sprang af! Og satte sig fast mellem udløbet og det ene ben af prædikestolen. Det havde skipperparret aldrig oplevet før! Humøret var ikke helt højt hos kaptajnen! Men, den skulle jo fri igen, så stærke Mikkelgast fra Randers fik til rolle at skulle være den, der skulle lirke kæden fri og løfte den op fra revnen – og tilbage på udløbet. Imens skulle en anden gast lette på kæden, så Mikkel havde noget at arbejde med. Mikkel kæmpede bravt, men den sad fast kæden, og den var bare tung. Han råbte, at han ikke kunne holde den længere, og idet han ville slippe sit tag i kæden, gik noget galt, så han fik sin finger i klemme! Og den sad fast! Der er altså et 28 ton tung skib, der trækker i den ankerkæde. Hold da kaje han jamrede skrækslagent, og vi andre med. Heldigvis fik han den på mirakuløs fri. Han slap fantastisk nødigt. Han mister muligvis en negl på langemanden, men det kunne lige så godt have været hele fingeren! Det var ærlig talt en grum oplevelse, der rystede os alle.

 

Det lykkedes Kim at få kæden op, og det blev så mig, der kom i ankerhuset. Så så man mig iført klipklapper og pandelampe stå der i den lille bitte rustne rum og med jernstangen guide kæden på plads. Det vejer godt til sådan en kæde! Men vi kom af sted – hej hej Molokai – for så at vende om igen efter en halv times sejlads mod øst. Det var blæst for meget op. 17 sekundmeter! Ak ja, så har man endelig spist TO søsygetabletter –og så for ingen verdens nytte! Muurrrrrrrah

 

Nå, men jeg har da vundet mig et glas rødvin! Jeg forslog skipperparret, at man spærrer revnen, enten svejser det eller på anden vis sætter noget op/skærmer af, så skulle kæden en anden gang finde på at hoppe af, så skal man ikke endnu engang sætte sine lemmer på spil! Se, sådan bliver man fuld af gode ideer, når man har god tid!

 

Måske vi i morgen kan forlade denne bugt? Hmm … Og hvor pokker lagde jeg nu resterne af peanutsene?

 

Skib o høj og skål fra gasten

 

 

 

 

 

 

 

Nyeste kommentarer

17.03 | 11:04

Hvor er det dejligt og livsbekræftende at læse og hvor kan man kende sig selv i det (har selv mistet min mor) - tak fordi du deler❤️😘

...
26.08 | 10:30

Meget flot skrevet Mette-stort tillykke med🥇er virkelig imponeret over at du har gennemført, helt sikkert en fantastisk oplevelse med hårdt træning inden da.👍

...
09.01 | 13:12

Du er ikke alene... ikke at jeg på nogen måde er ramt af "hedninger", men jeg har da hørt andre tale om det

...
22.05 | 19:16

Seje seje Kåsen .... sikker på, du napper endnu en om et år eller to 👍😘

...
Hej!
Prøv at lave din egen hjemmeside ligesom mig! Det er nemt, og du kan prøve det gratis
ANNONCE